Det var her det foregik — Watchtower ONLINE LIBRARY

Det var her det foregik

VI VAR en gruppe på en halv snes turister fra Norge. Om formiddagen den 12. juni 1978 var to unge arabere ved at hjælpe os med at komme til Betlehem. Vi stod og ventede ved et busstoppested i udkanten af Jerusalem, da der pludselig lød et tordnende brag, som om der var sprunget en bombe. De unge arabere fik straks et ængsteligt udtryk i ansigtet, men snart ændredes udtrykket til befrielse. En stor lastvogn slingrede ind til siden og holdt — et af dens store dæk var punkteret.

„Hvis det var en bombe, havde vi været i knibe,“ sagde en af de unge. Han forklarede at alle arabere i nærheden bliver taget i forvaring når der sker en eksplosion, og tilbageholdelsen kan vare i et godt stykke tid. For os var det et førstehåndseksempel på den spændte situation der hersker i Israel. Men på trods af den frygt nogle havde udtrykt tidligere på året, var alle de rejsedeltagere vi var sammen med i Israel, enige om at man ganske trygt kan rejse rundt i landet som turist.

Vi fra Norge var deltagere i en charterrejse for Jehovas vidner. Lige siden det tidlige forår var der kommet Jehovas vidner til Israel fra alverdens lande — 300 fra Danmark, 2400 fra Frankrig, 1500 fra Tyskland, 1200 fra Holland, 750 fra U.S.A., for at nævne nogle. I juli 1978 havde der været omkring 9000 Jehovas vidner i Israel, og ved slutningen af oktober havde der formentlig været omkring 15.000 i den sæson.

Mange af disse rejsende kunne kendes på at de bar reversmærker, og udflugtsbusserne havde ofte et skilt i forruden hvor der stod: JEHOVAS VIDNER PÅ REJSE I BIBELENS LAND. En jødisk dame fra Californien havde også været i Israel; da hun kom hjem sagde hun forbløffet til en slægtning: „Lige meget hvor vi kom hen, så vi nogle af Jehovas vidner. Jeg anede ikke at I var så interesseret i Israel.“ Hun spurgte hvad interessen skyldtes.

Rejsens formål

Interessen skyldes hovedsagelig at Jehovas vidner tror på Bibelen som Guds ord og derfor ønsker at vide så meget om den som muligt. Da de fleste bibelske begivenheder fandt sted i Israel, er vi også interesseret i dette land. Det er meget værdifuldt at være kendt med steder og forhold som man læser om. Lad os give et eksempel:

Forestil dig at du læser i avisen om en stor begivenhed der har fundet sted i nærheden af dit barndomshjem. Måske nævnes der i samme forbindelse nogle bestemte kendetegn i landskabet, såsom en bakke, et hus eller en å. Vil du da ikke læse beretningen med større interesse og forståelse end hvis du aldrig havde været på stedet? Jo, for du kan se det hele for dig. For dit indre øjne kan du se hele landskabet — hvor høj bakken er, hvor bred åen er og andre forhold, som alt i alt får begivenheden til at stå levende for dig.

Ja, når man har kendskab til landet forstår man bedre Bibelens personer og de begivenheder der har tilknytning til dem.

Vidner i nutiden

Det er dog ikke blot fortidens vidner for Jehova vi interesserer os for. I rigssalen i Haifa, hvor der holdtes et særligt møde for de besøgende Jehovas vidner fra Norge, fik vi at vide at der i dag er fem menigheder af Jehovas vidner i Israel, med i alt cirka 260 tilsluttede forkyndere. De to menigheder i Betlehem og Ramallah består for det meste af arabisktalende. I de to menigheder i Tel Aviv er størstedelen jøder. Og i Haifa er omkring halvdelen af de 75 Jehovas vidner jøder, mens den anden halvdel er arabisktalende.

I ugevis havde de lokale vidner haft travlt med at arrangere møder med deres tilrejsende gæster, møder med et åndeligt program til gensidig opmuntring. Da vi fra Norge var på en bustur til Betlehem den 11. juni, mødtes vi således med et af de lokale Jehovas vidner; han tog os med hen for at se den smukke, nye rigssal. Der besvarede han sammen med en anden forkynder mange af vore spørgsmål.

De fortalte os blandt andet at der i Jerusalem, som ligger 8 kilometer længere mod nord, kun er fire Jehovas vidner; i Hebron, 24 kilometer mod syd, er der slet ingen. „De 25 forkyndere i Betlehem har et enormt distrikt at arbejde i,“ sagde de. Dagen efter var nogle fra vores rejsegruppe med i dør-til-dør-forkyndelsen i Jerusalem sammen med forkyndere fra Betlehem. Andre steg på en bus i nærheden af vort hotel i Jerusalem — vi havde to lokale vidner med som guider — for at køre til Betlehem en gang til.

Syd for Jerusalem

Nogle få minutter senere kørte vi ind i Betlehem. For os er dette et sted der er mættet med betydning. Det var her Jesus Kristus blev født, og på en af disse marker nær ved byen viste englene sig for hyrderne for at fortælle dem om hans fødsel.¹ Landskabet er mere bakket end vi havde troet, og det forekommer os temmelig tørt. Det forbavser os at Betlehem er lige så højtliggende som Jerusalem. Det omliggende landskab bragte desuden mindelser om mange andre bibelske begivenheder.

Det var på denne egn Jakob var på rejse da hans elskede Rakel døde under Benjamins fødsel.² Det var her Boaz og No’omi havde hjemme. Ovre østfra kom moabitterinden Rut, gennem den øde og vilde ørken, og sankede aks på Boaz’ marker.³ Her voksede hyrdedrengen David op og vogtede sin faders får, og denne egn var sikkert også hjemsted for hans berømte nevøer Joab og Abisjaj.⁴

Vi lejede en bil og begyndte at køre ned mod syd, mod Hebron. Hebron er beliggende omkring 137 meter højere end Jerusalem og Betlehem, eller cirka 914 meter over havets overflade. Mens vi kørte sydpå ændrede landskabet sig gradvis; det begyndte at se mere frugtbart ud. Egnen omkring Hebron har i umindelige tider været berømmet for sine afgrøder; det var i Esjkoldalen her i nærheden at de israelitiske spejdere hentede en drueklase der var så stor at der skulle to mand til at bære den, og førte den med tilbage til Moses.⁵ Også i dag er landets frugtbarhed tydelig.

Vi følte os næsten hensat til fortiden, mens vi gik i Hebrons gamle, smalle stræder. Hebron er en af verdens ældste, endnu beboede byer. I nærheden af det gamle Hebron blev Abraham, Sara, Isak, Rebekka, Jakob og Lea begravet, i klippehulen på Makpelas mark.⁶ Vi besøgte også det sted hvor man mener at graven lå; i dag ligger der en islamisk moské over hulen. Det var sikkert her i nærheden, i Mamre, at Abraham for det meste boede. Engang voksede der store træer her; deraf udtrykket „Mamres Lund“.⁷ Her var det han havde engle som gæster, før Sodoma og Gomorra blev udslettet.⁸ Fra et sted i nærheden af Hebron skuede han ned til et sted der lå omkring 1220 meter dybere og mange kilometer borte; herfra steg røgen fra den store ødelæggelse op.⁹

Når vi tænkte på hvor bjergrigt der var i det land vi var rejst igennem for at komme til Hebron, blev vi bedre i stand til at forstå en anden beretning fra Bibelen. Da Jakob boede her ved Hebron gav han engang sin 17-årige søn Josef besked på at rejse hen og spørge hvordan det gik hans 10 halvbrødre, som vogtede får i nærheden af Sikem (nutidens Nablus), hvor familien tidligere havde boet.¹⁰ Det drejede sig ikke bare om en spejdertur på 35 kilometer, som fra Hebron til Jerusalem; det var en rejse der gik mange kilometer længere mod nord, og gennem vanskeligt terræn. Endelig indhentede Josef sine brødre; det var på den anden side af Sikem, nemlig i Dotan (lige syd for nutidens Jenin), som ligger 130 kilometer eller mere fra Hebron!

Mens vi vandrede gennem de gamle gader i Hebron eller kiggede på byens marked, faldt det os ind at livet her ikke kan have været ret meget anderledes på Davids tid. Vi huskede at det var i Hebron han blev salvet til konge, og at han herfra regerede i syv og et halvt år før han begyndte at regere fra Jerusalem længere mod nord.¹¹ Dog er mindelserne om nutiden heller aldrig langt borte — for eksempel de israelske soldater, der altid har hånden på riffelen.

Hebron er en besat by. Den ligger i det område der bebos af næsten 700.000 palæstinensere og som er under militært styre. Området kaldes nu for „Vestbredden“; det afgrænses mod øst af Det døde Hav og Jordanfloden, og mod vest af den israelske kystslette som vender ud mod Middelhavet. Dette store område på 3700 kvadratkilometer med kuperet terræn erobrede Israel fra Jordan under seksdageskrigen i 1967.

Det var et godt stykke ud på eftermiddagen før vi tog fra Hebron og kørte tilbage mod Betlehem. Før vi nåede helt dertil, drejede vi imidlertid bort fra landevejen et sted hvor et skilt pegede ned mod ’Salomons damme’. Vi kunne næppe tro vore egne øjne! Hvor var disse bassiner dog store — der var tre, og det største var 178 meter langt, 54 meter bredt og cirka 15 meter dybt! Øjensynlig er disse damme i romertiden blevet genopbygget som et led i Jerusalems vandforsyning, men de har muligvis været benyttet til dette formål allerede fra kong Salomons tid.

Da vi var nået tilbage til Betlehem, var der endnu en ting vi gerne ville se — Herodion. Her, på en høj bakketop nogle få kilometer sydøst for Betlehem, byggede Herodes den Store, den konge der havde prøvet at slå barnet Jesus ihjel,¹² en fæstning og opkaldte den efter sig selv. Nogle dage forinden havde vi set Herodes’ imponerende fæstningspalads på Masada, som ligger længere nede mod sydøst, tæt ved Det døde Hav. Det var her den sidste rest af jøder holdt stand mod romerne i år 73 e.v.t. Men skønt Herodion ikke var helt så stor som Masada-fæstningen, havde den på nogle måder mere at sige os.

For det første var der herfra et pragtfuldt udsyn over det omgivende landskab, som på trods af sin ufrugtbare natur viste sig for os i betagende gyldne nuancer i solnedgangens skær. Mod øst kunne man se hele vejen over til Det døde Hav. Her foran os strakte sig den judæiske ørken, hvor det lykkedes David at holde sig skjult for sin forfølger, kong Saul.¹³ Når vi stod og betragtede dette vildsomme og forrevne terræn forstod vi hvordan det kunne lade sig gøre, især når man tænker på at han fra sin barndom må have kendt egnen lige så godt som sin egen lomme. Vi tænkte også på at David måske, når han var ude for at finde græsgange til fårene, ofte klatrede op på denne bakketop for at nyde den samme pragtfulde udsigt som vi nu havde for vore øjne.

Syd for Tel Aviv-Jaffa

Den første uge vi var i Israel tilbragte vi i nærheden af Tel Aviv, på et hotel der lå tæt ved Middelhavet. Tel Aviv, Israels største by, er bygget i nyere tid, men den støder direkte op til den gamle by Joppe (i dag: Jaffa), så det officielle navn er Tel Aviv-Jaffa.

Det var her i Joppe at apostelen Peter oprejste Dorkas,¹⁴ og det var her han modtog et syn mens han boede i garveren Simons hus ved havet. Dette syn beredte ham på at følge med ikke-jøden Kornelius’ udsendinge fra Kæsarea.¹⁵ Vi kørte ad hovedvejen fra Tel Aviv til Kæsarea; det tog en times tid i bil, og mens vi kørte tænkte vi på at rejsen varede to dage for Peter og hans rejsefæller.

En anden dag kørte vi sydpå, ind i det gamle filisterland. Den første uge af vort ophold var der ikke arrangeret nogen fællesudflugter med bus, så vi lejede en bil for at besøge nogle af de steder der har tilknytning til Bibelen. På vej mod syd kom vi først til Asdod, hvor der nu bygges en moderne israelsk by ud mod Middelhavet. Vi huskede på at der her i nærheden engang lå en betydningsfuld filisterby, og at Jehovas pagts ark blev ført hertil efter at filistrene havde erobret den i kamp. Asdods indbyggere blev da ramt med smertefulde bylder, indtil de gav pagtens ark fra sig igen.¹⁶

Vi fortsatte mod syd til Askalon, som har dejlige strande og er ved at blive et meget søgt feriested. Også dette var engang en vigtig by for filistrene. Da vi besøgte de gamle ruiner så vi at man på et skilt havde citeret ordene fra Davids sang om Sauls og Jonatans død i filisterkrigen: „Ej lyde der glædesbud på Askalons gader, at ikke filistrenes døtre skal fryde sig, de uomskårne døtre juble!“¹⁷

Derefter tog vi af sted mod Gaza og det såkaldte „Gaza-område“; her ved havet lå endnu en vigtig filisterby. Undervejs fandt vi landets frugtbarhed bemærkelsesværdig; det er et rigtigt landbrugsland, hvilket sikkert bidrog til velstanden i fortidens filisterland. Men i dag bærer Gaza tydelige spor af krig. Dens gader gav indtryk af mismod og håbløshed.

Stedet henledte vore tanker på den israelitiske dommer Samson, som udmærket kendte byen Gaza. En nat rykkede han begge byportens fløje op, „tog dem på skuldrene og bar dem op på toppen af bjerget over for Hebron“¹⁸ Efter at vi nu har besøgt disse steder, forstår vi i højere grad hvilken mirakuløs styrke der skulle til for at klatre 914 meter op med en sådan byrde, på et bjerg der ligger 50 kilometer borte! Det var også her i Gaza at Samson voldte tusinder af filisteres — og sin egen — død, da han væltede støttepillerne i det tempel hvor filistrene holdt fest.¹⁹

Fra Gaza vendte vi os mod sydøst og styrede mod Be’ersjeba, som ligger cirka 50 kilometer derfra. Den gode landevej førte os tværs over åbne sletter, hvor vi så kameler, får og geder vogtet af arabiske hyrder. På afstand så vi også deres telte, og tænkte på at deres liv i dag måske ikke adskiller sig så meget fra livet som det formede sig dengang Abraham og Isak boede heromkring. I Be’ersjeba, som for størstedelen er en helt nybygget by, besøgte vi beduinmarkedet (som holdes om torsdagen) og beundrede de gode — og billige — varer. Vi købte to kilo appelsiner (cirka 12 stykker) for et beløb der svarer til 1,50 kroner.

Vores hovedinteresse gjaldt imidlertid den ældgamle „tell“ eller ruinhøj som ligger uden for byen og som almindeligvis regnes for at være Bibelens Be’ersjeba. Den høje bakke hæver sig tydeligt over det omliggende terræn. Vi klatrede op på den og blev belønnet med en herlig udsigt over det vidtstrakte lavland der tegnede sig med smukke lys- og skyggevirkninger i skæret af den snart forsvundne sol. Mens vi så på de udgravede fortidslevninger tænkte vi: ’Hvor må det have været et dejligt sted at bo!’ Det samme må Abraham have ment. Her boede han da Gud bød ham at tage Isak med sig til Morija bjerg (som i dag ligger inden for Jerusalems mure) for at ofre ham. Efter denne rejse vendte Abraham tilbage til Be’ersjeba.²⁰

Da vi var tilbage på vort hotel om aftenen, følte vi os helt opløftede. At se disse steder — hvoraf mange stadig bærer deres bibelske navne — bekræftede for os de bibelske beretninger vi kendte fra barnsben og gav dem endnu dybere betydning for os.

Til Samaria

En anden dag kørte vi langs Middelhavet mod nord, og drejede mod øst ved byen Natanja. Dermed kom vi tværs over den frugtbare Saronslette, og efter nogle få kilometers kørsel var vi i Samarias bjerge. Med ét befandt vi os lige ved den høj hvorpå det gamle Samaria engang lå, hovedstaden for Israels nordrige, de ti stammer. Vi kørte op på højen og kunne derfra fryde os over en herlig udsigt over bjerge og frugtbare dale. Deroppe så vi resterne af det der er blevet identificeret som den israelitiske konge Akabs palads. Her har man fundet elfenbensstykker helt tilbage fra det ottende og niende århundrede f.v.t., som vidnesbyrd om den luksus paladset har været udstyret med.²¹

Vi vendte tilbage til landevejen og kørte nu mod nord mod Dotandalen, hvor Josef fandt sine brødre og deres hjorde. Vi så fåre- og gedehjorde, og bønder i færd med at høste deres korn; sceneriet mindede om malerier af en landskabsidyl fra en svunden tid. I nærheden af Jenin (den gamle levitby En-Gannim) vendte vi om og kørte tilbage ad den vej vi var kommet, lige til Nablus. Her, hvor det gamle Sikem lå, hævede Ebals bjerg sig nord for os og Garizims bjerg mod syd.²² Ved foden af Garizims bjerg findes Jakobsbrønden, som sikkert er netop den brønd hvor Jesus mødte den samaritanske kvinde da han var på vej tilbage fra Jerusalem. Da hun sagde til Jesus: „Vore forfædre tilbad på dette bjerg,“ var det sikkert Garizims bjerg hun talte om.²³

Vi steg ned fra det historiske Garizims bjerg og vendte os nu mod syd igen; den vej vi fulgte var måske den samme vej som Jesus benyttede når han skulle til og fra Jerusalem. Pludselig øjnede vi ved vejkanten et skilt hvor der stod „Shiloh“ — Silo. Med spænding drejede vi fra mod øst og fulgte en smal vej hen mod det sted hvor Jehovas pagts ark blev opbevaret i dommertiden.²⁴ Vi blev standset og „checket“ af en ung israelsk soldat, som syntes forbløffet over at vi havde fundet ud til dette øde sted hvor der ellers ikke var et menneske at se. For os var det imidlertid en stor oplevelse at stå her og tænke på at det var i disse stille, bakkede omgivelser at Jeftas datter og senere den lille Samuel tjente ved Jehovas tabernakel.²⁵

Det var nu midt på eftermiddagen, og der var meget mere vi havde sat os for at se. Vi fortsatte derfor nogle kilometer mod syd gennem et bjergrigt område; senere kørte vi lidt længere mod øst, til araberlandsbyerne Beitin og Deir Dibwan. I nærheden lå engang de bibelske byer Betel og Aj. Vi havde lidt svært ved at finde stederne, så vi spurgte to mænd vi traf på vejen. De talte engelsk, og de var så usædvanlig venlige at de i de næste par timer viste os rundt blandt de udgravede ruiner.

Det gjorde et dybt indtryk på os at stå her, omkring 914 meter over havets overflade, og betragte det omgivende landskab, mens den kølige aftenbrise greb blidt i vort tøj og hår. Det var sandsynligvis her Abraham lod Lot vælge hvilken del af landet han ville bosætte sig i, dengang de skiltes på grund af uenighed mellem deres kvæghyrder. Som Bibelen siger: „Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen . . . var vandrig som [Jehovas] have, . . . valgte han sig hele Jordan-egnen.“²⁶

Vi var nu belavet på at rejse videre, men en af mændene insisterede på at vi tog med ham hjem for at drikke te og træffe hans familie. Det blev en stor oplevelse for os! Da mørket faldt på måtte vi løsrive os, glade for på denne uventede måde at have mødt gæstfrihed hos mennesker der slet ikke kendte os.

Det smukke Galilæa

Galilæa var noget af et højdepunkt for os. Selve landskabet var indbydende i sin art — Karmels bjergkæde der strakte sig ud mod kysten, det forrevne klippeland mod nord, Galilæas sø der skinnede som en smykkesten, og den pragtfulde, grønne Jizre’elslette (også kaldet Esdraelonsletten) som skiller Samaria fra de nordfor liggende Galilæas bjerge. Men det der gjorde at Galilæa havde vores særlige interesse, var selvfølgelig at det var her Jesus tilbragte størstedelen af sit liv på jorden, og at mange betydningsfulde bibelske begivenheder fandt sted her.

Da vores bus kørte fra Haifa og fulgte Jizre’elsletten, så vi Karmelkæden på højre hånd, og Kisjonbækken (eller -floden), med højrøde blomster langs bredden, på venstre hånd. Mens vi så op ad bjergkædens skråninger tænkte vi på det mirakel Jehova lod udføre her, da Elias’ offer blev fortæret af ild fra himmelen ved den berømte styrkeprøve på Karmel. Efter styrkeprøven lod Elias de 450 ba’alsprofeter føre herned til Kisjonbækken, blot nogle få meter til venstre for os, og her blev de slået ihjel.²⁷ Efter at have set stedet følte vi at vi bedre kunne forstå og sætte os ind i begivenheden.

Nogle få kilometer længere fremme kom vi til ruinerne af oldtidens Megiddo, en by som var anlagt på et sted hvis strategiske betydning var helt klar. Herfra havde man en pragtfuld udsigt over den smukke Jizre’elslette. Den der beherskede den velbefæstede by kunne kontrollere passet gennem Karmelkæden; her er mange afgørende militærslag blevet udkæmpet. Ja, det er med god grund at navnet Har-Magedon (som betyder „Megiddos bjerg“) i Bibelen forbindes med den krig hvor Gud vinder den endelige sejr over alle sine politiske modstandere!²⁸

Fra Megiddo kunne vi udpege nogle af denne dals (eller slettes) berømte steder. Dér, omtrent midt i dalen, ligger Morehøjen. På skråningerne af dette bakkedrag, eller i nærheden af det, lå byer som Nain, Sjunem og En-Dor. Nogle få kilometer nordøst for Morehøjen rager Tabors bjerg op, let at kende med sin „rundpuldede“ top. Det var herfra dommeren Barak steg ned og sammen med Debora slog kana’anæerne i et overraskelsesangreb.²⁹ (I bil var vi tidligere kørt op til toppen af Tabors bjerg, hvorfra der er en storslået udsigt over området.) Byen Nazaret, hvor Jesus voksede op, ligger i Galilæas bjerge, meget tæt ved denne dal; men den var skjult for vore øjne. Jesus må have været velkendt med denne udsigt, for Nazaret ligger ikke længere borte fra alle disse steder end at man kan tilbagelægge vejen til fods.

Hvis vi vendte os og så til den modsatte side kunne vi langt nede mod sydøst se Gilboas bjerg. Tæt ved foden af bjerget findes Harodkilden. Det var her Gideon og hans hær lå klar til at kæmpe mod de 135.000 midjanitter som havde slået lejr over for på Morehøjen. Vi husker at Jehova lod Gideon nedskære sine styrker til kun 300 mand, og at han med denne lille trop gav Gideon sejren.³⁰ Senere opstod der en lignende konfrontation; denne gang var filistrene tilsyneladende lejret ved foden af Morehøjen, og israelitterne igen ved Harodkilden. Men nu var det israelitterne der blev slået på flugt af filistrene, og kong Saul og hans søn Jonatan blev dræbt.³¹ Efter at have set disse steder kunne vi langt bedre udmale disse begivenheder for vort indre øje.

Det allersmukkeste syn der mødte os, var måske den første udsigt over Galilæas sø. Vi var på vej ned fra bjergene nord for søen. Da kom den juvelblå sø til syne, indfattet i sin dalsænkning dybt under os. Enogtyve kilometer lang og tolv kilometer bred er den, men den virkede meget mindre fordi vi så den i fugleperspektiv højt oppefra. Skønt den er omgivet af bjerge og høje på næsten alle sider, tænker man ikke over at den faktisk ligger næsten 213 meter under havets overflade.

Hvad enten vi betragtede søen fra dens bred, krydsede den i en båd eller så den fra et udsigtspunkt højt oppe, tænkte vi altid på de mange begivenheder der udspillede sig her. Det var her Jesus gik på vandet,³² fik stormen til at lægge sig,³³ spiste et morgenmåltid på søbredden sammen med sine disciple efter at han var blevet oprejst,³⁴ holdt historiens berømteste tale (på en bjergskråning i nærheden),³⁵ og skaffede mad til flere tusind blot ved hjælp af nogle få brød og et par fisk.³⁶ Og i byen Kapernaum på søens nordlige bred boede han i et stykke tid.

Den dag vores gruppe kørte med bus fra Galilæa til Jerusalem, kom vi også til byen Bet-Sjan, som ligger strategisk godt placeret mellem Jizre’elsletten og Jordandalen. Der findes en „tell“, eller ruinhøj, fra den gamle by; bakken er i dag omkring 80 meter høj. Fra toppen har man en ganske betagende udsigt op gennem Jizre’eldalen til Gilboas bjerg og Megiddo, og ned gennem Jordandalen i retning af Jeriko! Her i Bet-Sjan klyngede filistrene Sauls lig op på bymuren efter at han var død i slaget ved Gilboas bjerg.³⁸

Jeriko og Jerusalem

Vi fulgte Jordandalen de cirka 80 kilometer ned til Jeriko. Klimaet var varmt og tørt, men om foråret ville der selvfølgelig være køligere. Vi tænkte på om ikke Jesus og hans familie havde valgt denne rejserute — den var lettere, men ganske vist længere — når de hvert år ved påsketid skulle til Jerusalem, i stedet for at vælge ruten gennem bjergene i Samaria.³⁹

Byen Jeriko med de mange palmetræer gjorde også indtryk på os.⁴⁰ Da varmen slog os i møde idet vi steg ud af den luftkonditionerede bus, forstod vi endnu bedre hvorfor Jesus kunne sige at det var en kærlighedsgerning at give ’blot et bæger koldt vand’ til en af hans disciple.⁴¹ Vi besteg den ruinhøj hvor man er ved at udgrave resterne af oldtidens Jeriko. Området er forholdsvis lille; vi forstod nu bedre hvordan det var muligt for Josua og hans hær at marchere syv gange rundt om byen på én dag.⁴²

Vore fire sidste dage i Israel tilbragte vi i Jerusalem, som vel har hovedrollen blandt alle Bibelens byer. Og vi må virkelig sige at det var værdifuldt for os at få førstehåndskendskab til de steder vi havde læst så meget om. Stående på Oliebjerget tænkte vi på at Judas forrådte Jesus i Getsemane have et sted heromkring.⁴³ På den anden side af Kedrondalen så vi den muhamedanske Klippemoské, men på Jesu tid var det selvfølgelig templet der stod her. Med udsigt til dette tempel udtalte han sin berømte profeti om „afslutningen på tingenes ordning“.⁴⁴

Herfra hvor vi stod på Oliebjerget kunne vi også se hvor „Davidsbyen“ havde ligget, og hvordan den lå i forhold til det i senere tider noget større Jerusalem mod nord og vest. Den oprindelige „Davidsby“, også kaldet „Zion“, blev erobret fra jebusitterne.⁴⁵ Stedet ligger i dag uden for Jerusalems bymure, nemlig syd for Klippemoskeen. Senere fandt vi ud af hvorfor man med sikkerhed kan sige at Davidsbyen lå der.

Vi gik ned i Kedrondalen til Gihonkilden, lige neden for den høj hvor „Davidsbyen“ var bygget. Denne kilde, som ligger skjult i en klippehule, var vital for byen, for den betød at vandforsyningen var sikret, hvilket var meget nødvendigt. Man har tilsyneladende haft adgang gennem en skakt som jebusitterne byggede ned til denne kilde uden for byens mure, for Joab og hans mænd krøb op gennem en skakt til den ovenfor liggende by. På den måde kunne de angribe byen indefra, og de vandt den for David og israelitterne.⁴⁶ Mange år senere lod kong Ezekias bygge en 533 meter lang vandledning fra Gihonkilden til Siloams dam, som på Ezekias’ tid lå inden for byen. Dette har været et sandt mesterværk af bygningskunst.⁴⁷ Dermed var Jerusalems vandforsyning sikret under en eventuel belejring.

Der løber stadig vand gennem Ezekias’ vandledning. Da vi gik igennem denne tunnel, gik vandet os til knæene. Da vi var kommet til udmundingen ved Siloams dam, gik vi videre ned i dalen til Rogelkilden. Det var her ved Rogelkilden at Davids søn, oprøreren Adonija, holdt et gilde for at vinde støtte for sine planer om at tilrive sig tronen.⁴⁸ Da den aldrende kong David fik dette at vide, lod han sin søn Salomon salve til konge ved Gihonkilden, nogle få hundrede meter længere oppe i dalen.⁴⁹

Hvad betød det for os at se alle disse steder? Vi behøvede selvfølgelig ikke at se dem for at tro på at de eksisterede. Men det at vi nu havde været der og set dem med egne øjne, følte vi trods alt som en bekræftelse af at de fandtes. Den største værdi lå imidlertid deri at vi fik langt større forståelse og værdsættelse af de bibelske begivenheder ved selv at have set de omgivelser hvori de fandt sted.

Bibelhenvisninger

1. Lukas 2:4-16.

2. 1 Mosebog 35:16-20.

3. Rut 1:16-19; 2:2-4.

4. Johannes 7:42; 2 Samuel 2:18, 32.

5. 4 Mosebog 13:23.

6. 1 Mosebog 23:14-19; 25:9; 49:30, 31; 50:13.

7. 1 Mosebog 13:18; 35:27.

8. 1 Mosebog 13:1-8.

9. 1 Mosebog 19:27-29.

10. 1 Mosebog 37:12-14.

11. 2 Samuel 5:1-5.