Glædefyldte højtider
„Derfor skal du kun være glad.“ — 5 Mos. 16:15.
1. Hvem er i dag jordens lykkeligste folk, og hvorfor?
HVEM glæder sig ikke når der er fest? Til alle tider har folk over hele jorden glædet sig når der har været en højtid at fejre. Dette gjaldt også det folk der havde fået sine love fra menneskets Skaber gennem hans profet Moses. Men dette folks højtider var anderledes; de var profetiske og pegede frem til kommende goder. Ligesom de der deltog i højtiderne dengang glædede sig, glæder de der udgør deres nutidige modstykke sig også, for de er med til at opfylde det som højtiderne profetisk skildrede. Som det fremgår af Bibelen er disse nutidige festdeltagere åndelige israelitter, og de er det lykkeligste folk på jorden.
2. Hvor mange højtider fejrede jøderne årligt, ifølge Femte Mosebog 16:16, og hvad hed de?
2 I de inspirerede bøger som er nedskrevet af Moses finder vi tre højtider omtalt. I den femte af disse bøger, den der også kaldes Deuteronomium, kapitel 16, vers 16, læser vi: „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for [Jehovas] åsyn med tomme hænder.“
3. Hvilke forhold levede israelitterne under da ordene i Femte Mosebog 16:17 blev udtalt?
3 Vers 17 lyder: „Men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ På det tidspunkt da disse ord blev udtalt boede israelitterne i telte og var på vej til det forjættede land, Kana’an.
De usyrede brøds højtid
4. Hvad hed den første højtid, og hvad ofrede ypperstepræsten til Jehova på højtidens anden dag?
4 Den første af de årlige højtider, de usyrede brøds højtid, blev holdt umiddelbart efter helligholdelsen af påsken den 14. abib eller nisan, og den strakte sig over syv dage, fra den 15. til og med den 21. nisan. Højtidens første dag, altså dagen efter at man havde holdt påske, var altid en sabbat. På den anden dag, den 16. nisan, ofrede ypperstepræsten ved Jehovas tempel i Jerusalem et neg af byggen, der lige var blevet indhøstet. — 3 Mos. 23:11-16.
5. Hvorfor fejrede Jesus ikke denne højtid den 15. nisan år 33, og på hvilket tidspunkt blev disciplene sorg vendt til glæde?
5 Der findes en historisk beretning om en 12-årig dreng som sammen med sine forældre var rejst fra Nazaret til Jerusalem for at fejre påsken. Drengen hed Jesus og var søn af Maria. Atten år senere, i år 29 e.v.t., blev denne israelit, nu som Herren Jesus Kristus, udpeget som „Guds lam“, der var forudskildret ved påskelammet. (Luk. 2:41-52; Joh. 1:29-37) Tre og et halvt år senere, fredag den 14. nisan år 33, blev han rent bogstaveligt ofret ved at blive hængt på en pæl på Golgata uden for Jerusalem. Efter solnedgang denne fredag begyndte den 15. nisan og hermed de usyrede brøds højtid, men Jesus selv kunne ikke deltage i den glæde som kendetegnede lejligheden. Han var nu død og lagt i graven. Hans disciple glædede sig heller ikke sammen med de øvrige jøder der var forsamlet i Jerusalem. De sørgede fordi de troede at de for altid havde mistet deres Fører. Men næste dag, søndag den 16. nisan, blev deres sorg vendt til glæde, en glæde som langt oversteg den glæde jøderne følte ved at fejre de usyrede brøds højtid.
6. Hvad skildrede neget af byghøsten som ypperstepræsten svingede den 16. nisan, set i lyset af Første Korinterbrev 15:20? Begrund dit svar.
6 Hvorfor? Fordi deres Fører, Jesus Kristus, blev oprejst fra de døde ved sin himmelske Fader Jehovas almægtige kraft. Da den kristne apostel Paulus senere skrev om opstandelsen, forklarede han hvad dette betød, idet han sagde: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden.“ (1 Kor. 15:20) Neget fra førstegrøden af byghøsten, som den jødiske ypperstepræst svingede foran Jehovas åsyn i templet om søndagen den 16. nisan, skildrede altså en person, nemlig den opstandne Herre Jesus Kristus. Han var den første som blev oprejst fra de døde til evigt liv. Derfor er han også den eneste som kan kaldes „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. Dette mirakel fandt sted på højtidens anden dag.
7. Hvorfor måtte der ikke findes nogen surdej hos Jøderne i de syv dage højtiden varede, og hvad mindedes de herved?
7 I alle de syv dage højtiden varede, måtte der ingen surdej findes hos jøderne, fordi surdej symboliserede det der ikke var i harmoni med Gud, nemlig synden. Ved denne højtid skulle israelitterne i virkeligheden mindes at de var draget ud af Ægypten i største hast, og at de derfor ikke havde kunnet vente på at deres dej blev syret. Derfor havde de måttet spise usyret brød, ligesom de havde gjort ved påsken. — 2 Mos. 12:11-34; 5 Mos. 16:2-4.
8, 9. Hvad skulle, ligesom i forbilledet overholdes i forbindelse med den modbilledlige højtid, og hvordan fastslår Paulus dette?
8 Ligesom de usyrede brøds højtid blev afholdt umiddelbart efter påsken og varede i syv dage, følger modbilledet til højtiden også umiddelbart efter at „Guds lam“, Jesus Kristus, blev ofret fredag den 14. nisan år 33. Eftersom tallet syv — det antal dage højtiden varede — skildrer fuldkommenhed eller fuldstændighed, kan vi sige at den modbilledlige højtid har varet frem til vor tid, og de kristne der er åndelige israelitter eller jøder „i det indre“, er forpligtet til at fejre den. I Første Korinterbrev 5:6-8 hentyder apostelen Paulus til den modbilledlige højtid og skriver:
9 „Ved I ikke at lidt surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“
10. Hvorfor og hvordan skal den modbilledlige højtid fejres i dag, og hvorfor kan deltagerne ’kun være glade’?
10 Dette blev skrevet omkring år 55, eller 22 år efter Kristi offerdød. I dag, mere end 1900 år senere, er de åndelige israelitter som læser disse ord af apostelen Paulus, stadig forpligtede til at holde den modbilledlige højtid i oprigtighed og sandhed. Da den salvede rest af de åndelige israelitter gør dette, kan de udvise den samme ånd og ’kun være glade’. Hvorfor? Fordi deres trofaste overholdelse af den modbilledlige højtid tjener til at skabe en ren, teokratisk organisation som Jehova kan godkende.
Ugefesten
11. Hvad hed den anden af de årlige højtider, og hvorfor havde den dette navn?
11 Den anden af de påbudte højtider det gamle Israel var ugefesten. Hvorfor havde den dette navn? Fordi israelitterne skulle tælle syv uger frem fra den 16. nisan, den dag da ypperstepræsten frembar neget fra førstegrøden af byghøsten. Det ville i alt blive 49 dage, og på den 50. dag skulle de fejre ugefesten. På det græske sprog, som en gruppe jøder senere oversatte deres hellige skrifter til, er ordet for halvtredsindstyvende (dag) pentekostēʹ, og det var det navn de græsktalende jøder brugte om festen. Heraf kommer også dens danske navn, pinse. Hvad skulle der ske på den dag?
12. Hvad skete der denne dag, ifølge Tredje Mosebog 23:15-21?
12 Tredje Mosebog 23:15-21 siger: „Så skal I fra dagen efter sabbaten, fra den dag I bringer svingningsneget, tælle syv uger frem — det skal være hele uger — til dagen efter den syvende sabbat. I skal tælle halvtredsindstyve dage frem; da skal I frembære et nyt afgrødeoffer for [Jehova]. Fra eders boliger skal I bringe svingningsbrød, to brød, som skal laves af to tiendedele efa fint hvedemel og bages syrede . . . Og præsten skal udføre svingningen med dem, med de to lam, for [Jehovas] åsyn sammen med førstegrødebrødet [brødene af den første modne afgrøde, NW], de skal være [Jehova] helligede og tilfalde præsten. På denne dag skal I udråbe og holde et højtidsstævne; I må intet arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig anordning, overalt hvor I bor, fra slægt til slægt.“
13. Hvornår trådte den modbilledlige pinse i kraft, og hvad skete der denne dag?
13 Denne profetiske ugefest eller pinsefest blev opfyldt på Jesu disciple, der var forsamlede i Jerusalem på den 50. dag efter hans opstandelse. Den modbilledlige ugefest eller pinse begyndte altså den sjette dag i den tredje månemåned, det vil sige den 6. sivan, i år 33. På det tidspunkt befandt den herliggjorte Jesus Kristus sig i det Allerhelligste i Jehovas store åndelige tempel, det sted i himmelen hvor Jehova personligt troner, for dertil kom han på den 40. dag efter sin opstandelse. Mens jøderne fejrede den forbilledlige ugefest i Herodes’ tempel i Jerusalem, var omkring 120 disciple af den åndelige ypperstepræst, Jesus Kristus, forsamlet i ’en sal ovenpå’ et andet sted i byen. Før dagens tredje time (klokken 9) udgød Herren Jesus Kristus den hellige ånd fra det Allerhelligste i Jehovas åndelige tempel. Det bevirkede at de tilstedeværende disciple blev åndsavlet af deres himmelske Fader, Jehova, og salvet med hellig ånd ved deres ypperstepræst, Jesus Kristus. (Apg. 2:1-36) Derved fik de to symbolske brød af fint hvedemel Jehovas godkendelse i himmelen, i hans Allerhelligste. — Hebr. 9:24.
14. (a) Hvad skildrer det at de to hvedebrød var syrede? (b) Hvilke grunde kan anføres til at der var to brød?
14 Men hvorfor blev der under den forbilledlige ugefest eller pinse ofret to brød af det nye korn fra hvedehøsten? Dette skildrede at opfyldelsen ville indbefatte mere end én person. Vi lægger også mærke til at de to brød var syrede. Det hentyder til at de personer som højtiden opfyldes på, deriblandt de 120 disciple der var forsamlede i Jerusalem søndag den 6. sivan år 33, er „syret“ med synden, som de har arvet. At der var to brød kan også henvise til at de der ville blive salvede og åndsavlede disciple af Messias Jesus ville blive udvalgt fra to forskellige grupper på jorden, først fra de omskårne jøder og senere fra hedningerne eller nationerne. Sammen ville disse to grupper udgøre et modbilledligt svingningsoffer for Jehova. — Ef. 2:13-18.
15. Hvornår blev det første „brød“, som repræsenterede de omskårne jøder, frembåret for Jehova, og hvordan viste han at han anerkendte det?
15 Set ud fra sidstnævnte synspunkt blev det første af de modbilledlige brød, det vil sige de omskårne israelitter, frembåret for Jehova Gud af ypperstepræsten Jesus til rette tid, den 6. sivan, samme dag som den jødiske ypperstepræst svingede de to forbilledlige brød for Jehovas åsyn i Herodes’ tempel i Jerusalem. Eftersom disse to bogstavelige hvedebrød ikke længere var nødvendige, anerkendte Jehova dem ikke, og derfor fik de jøder der fejrede ugefesten i Herodes’ tempel ikke den hellige ånd. Følgelig måtte de jøder som ønskede at erfare opfyldelsen af Joel 3:1, 2 forlade det bogstavelige tempel og i stedet opsøge de 120 disciple af Kristus som profetien allerede var blevet opfyldt på. Omkring 3000 jøder gjorde dette, og blev en del af det modbilledlige svingningsbrød på denne pinsedag i år 33.
16. Hvornår blev det andet symbolske brød frembåret for Jehova, og i løbet af hvilken periode er „brødene“ blevet fuldstændiggjort?
16 Svingningen med det andet symbolske brød, hedningerne eller ikke-jøderne, begyndte senere, da først de troende samaritanere og senere de uomskårne hedninger eller folk fra nationerne fik adgang til den kristne menighed. Dette sidste forstår vi fandt sted i efteråret 36. (Apg., kap. 8, 10) I de forløbne 1900 år er de to modbilledlige brød efterhånden blevet fuldstændiggjort. Ja, de faktiske forhold viser at nogle er blevet føjet til disse „brød“ her i nyere tid; disse medlemmer er forudskildret ved moabitterinden Rut, der blev stammoder til Jesus Kristus, og ved dronning Ester, som var kusine til jøden Mordokaj, der blev førsteminister i det persiske verdensrige. — Se bogen Beskyttelse, udgivet på engelsk i 1932, hvis stof er hentet fra en serie artikler i Vagttårnet fra 1931 og 1932.
17. (a) Hvordan har festdeltagerne reageret på denne fuldstændiggørelse? (b) I hvilken forstand er de der udgør de symbolske brød en „førstegrøde“?
17 Det har været en kilde til stor glæde for de åndelige israelitter der fejrer den modbilledlige ugefest, at medlemmerne af de to „brød“ nu, efter over 1900 års forløb, er blevet fuldtallige. På samme måde som de to bogstavelige brød repræsenterede førstegrøden af høsten i sivan måned, således er de der udgør de modbilledlige brød en førstegrøde for Jehova Gud gennem Jesus Kristus, fordi de går forud for resten af menneskehedens verden, idet de får en himmelsk arv som det første resultat af ’Lammets’ offer. — Jak. 1:18; Åb. 14:4.
Løvhyttefesten
18. Hvad hed den sidste af jødernes årlige højtider, hvornår fandt den sted, og hvem deltog i den?
18 Den sidste af højtiderne i jødernes hellige år fejredes i den syvende måned, etanim eller tisjri. (1 Kong. 8:2) Denne højtid var enestående af flere grunde. For det meste kaldes den løvhyttefesten, men to steder betegnes den som indsamlingshøjtiden. (2 Mos. 23:16, NW; 34:22, NW) For eksempel siges der i Anden Mosebog 23:16, 17 (NW): „Endvidere højtiden for indhøstningen af de første frugter af dit arbejde, af hvad du sår på marken; og indsamlingshøjtiden ved årets udgang, når du indsamler frugten af dit arbejde fra marken. Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for den sande Herres, Jehovas, ansigt.“ Og Anden Mosebog 34:22 (NW) taler om „indsamlingshøjtiden når året vender“. I Femte Mosebog 16:13-15 kaldes den løvhyttefesten: „Løvhyttefesten skal du fejre i syv dage, når du har indsamlet udbyttet fra din tærskeplads og din perse; og du skal være glad på din højtid sammen med din søn og datter, din træl og trælkvinde, levitten, den fremmede, den faderløse og enken inden dine porte. Syv dage skal du holde højtid for [Jehova] din Gud, på det sted [Jehova] udvælger, thi [Jehova] din Gud vil velsigne dig i alt, hvad du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være glad.“
19. (a) Hvorfor kaldtes denne højtid „løvhyttefesten“? (b) Hvorfor var det et yderst gunstigt tidspunkt man holdt denne højtid?
19 For det meste kaldes denne fest altså „løvhyttefesten“, og svarende til navnet boede jøderne, der var forsamlede i Jerusalem, i løvhytter i den tid festen varede. Den begyndte fem dage efter forsoningsdagen, som blev holdt hvert år den 10. tisjri. På denne dag fik Israels nation soning og opnåede et fredeligt forhold til Jehova Gud. Løvhyttefesten begyndte således på et meget gunstigt tidspunkt, og den varede fra den 15. til den 21. tisjri, altså syv dage, hvilket var et fuldstændigt antal.
20. Hvad gjorde en præst hver morgen under højtiden, ifølge historiske beretninger uden for Bibelen?
20 Glæden ved denne fest var uden sidestykke. Historiske beretninger fortæller følgende om hvad der skete under løvhyttefesten: Ved daggry på hver af højtidens dage tog en præst en guldkande som kunne rumme tre log, eller cirka en liter, og gik ned til det der senere kaldtes Siloams dam. De af vore læsere som har besøgt vore dages Jerusalem vil sikkert huske hvordan de, efter at have forladt byen gennem Møgporten i byens sydøstlige hjørne, kom ned til Jomfrukilden eller Gihonkilden, den kilde hvorfra kong Ezekias under den assyriske trussel lod udhugge den berømte vandledning. De særligt modige vil sikkert også huske hvordan de, efter at de i nogen tid havde følt sig vej frem gennem mørket i denne tunnel, til sidst kom ud i Siloams dam.
21. (a) Hvordan gik præsten ned til Siloams dam, og hvad gjorde han med vandet fra Siloam? (b) Hvilke ord fra Esajas’ profeti ville glæden ved denne begivenhed minde jøderne om?
21 På vej til Siloams dam gik præsten med guldkanden dog ikke gennem Ezekias’ snævre vandledning, for han blev fulgt af en stor procession af blandt andet musikere. Når han havde fyldt kanden med vand, vendte han tilbage til templet, til forgården hvor Jehovas offeralter stod. Ved alterets sydside var der anbragt to kar, hvert med et hul i bunden. Karret ved alterets sydvestlige hjørne var beregnet til vandet fra Siloams dam. Når præsten hældte vandet i karret løb det igennem og ud ved alterets fod, og når dette skete var der stor glæde blandt de tilstedeværende jøder. Måske har det mindet dem om Esajas’ bog, kapitel 12, som profetisk beskriver den glæde israelitterne oplevede da de blev løsladt fra fangenskabet i Babylon i år 537 f.v.t. Esajas 12:3 siger: „I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.“
22. (a) Hvordan havde Jehova været ’frelsens kilde’ for de jødiske festdeltageres forfædre? (b) Hvad siger et jødisk ordsprog om den glæde der opstod når vandet fra Siloam blev udgydt?
22 Jehova Gud var den himmelske kilde til deres frelse. Det var ham der havde udfriet deres forfædre fra de 70 års fangenskab i det hedenske Babylon, hvor de havde tørstet efter den frelse der kom efter Babylons fald i år 539 f.v.t. (Es. 44:28 til 45:7; Jer. 2:13) Mindet om denne udfrielse var grunden til deres glæde under løvhyttefesten. Et gammelt jødisk ordsprog siger: ’Den der aldrig har set glæden når vandet fra Siloam bliver udgydt, har aldrig i sit liv oplevet rigtig glæde.’
[Illustration på side 8]
Neget fra førstegrøden af byghøsten skildrer den opstandne Jesus
[Illustration på side 9]
To symbolske brød har Jehovas godkendelse i himmelen fra og med Pinsedagen