Guds ord er levende
Hvad sker der når man dør?
JESU gode ven Lazarus er død. Alligevel siger Jesus til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“
„Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask,“ svarer disciplene.
Så siger Jesus rent ud til dem: „Lazarus er død.“
Hvorfor sagde Jesus at Lazarus sov, når han i virkeligheden var død? Hvad sker der når man dør? Det kan vi bedre svare på når vi nu drager med Jesus på besøg der hvor Lazarus boede.
Så snart Lazarus’ søster Marta hører at Jesus er på vej, løber hun ud for at møde ham, og efterhånden kommer hendes søster Maria og alle deres venner også derud. Da Jesus ser hvordan de sørger, giver han sig til at græde. Han spørger: „Hvor har I lagt ham?“
Da de kommer hen til mindegraven — det er en hule, og der ligger en sten for — siger Jesus: „Tag stenen væk.“ Marta gør indvendinger, som du kan se på billedet: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke.“ Der er nemlig gået fire dage siden Lazarus døde. På Jesu opfordring bliver stenen alligevel fjernet.
Efter at have bedt til Gud, råber Jesus: „Lazarus, kom ud!“ Og Lazarus kommer ud! Han kommer levende ud, med ligklæderne, det vil sige tøjstrimler, viklet om sig. „Løs ham og lad ham gå,“ siger Jesus. — Joh. 11:11-44.
Prøv nu at tænke over dette: I hvilken tilstand befandt Lazarus sig i de fire dage hvor han var død? Havde han været i himmelen? Han var et godt menneske. Men han sagde ikke at han havde været i himmelen, hvad han sikkert havde gjort hvis han havde været der. Nej, Lazarus var virkelig død, som Jesus sagde. Men hvorfor sagde Jesus først til sine disciple at Lazarus kun sov?
Det var fordi Jesus vidste at den døde Lazarus var uden bevidsthed, som Bibelen siger: „De døde ved ingenting.“ (Præd. 9:5) Men akkurat som et levende menneske kan vækkes af en dyb søvn, sådan ville Jesus vise at hans ven Lazarus kunne vækkes af døden. Det kunne naturligvis kun ske ved den kraft Jesus havde fået fra Gud.
Præcis som et menneske ingenting kan huske når det ligger i en dyb søvn, sådan er det også med de døde. De har slet ingen fornemmelse af noget som helst. De eksisterer ikke mere. Men når Guds tid er inde bliver de døde som Gud har løskøbt, vakt til live igen. Når vi ved det, skulle vi sandelig ønske at vinde Guds gunst, så vi også får en opstandelse hvis vi skulle dø. — Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15.