„I må ikke forholde hinanden det“

HVILKET? Det seksuelle samliv i ægteskabet, ægtefællernes gensidige ret til kønslig omgang inden for ægteskabets rammer. Befalingen er henvendt til kristne ægtemænd og hustruer. — 1 Kor. 7:5.

Hvorfor fandt apostelen Paulus det nødvendigt at berøre et så intimt emne i sit brev til de kristne i Korint? Og hvorfor bør kristne i dag vise det opmærksomhed?

De korintiske kristne, som Paulus skrev til omkring år 55, levede i en by der var så moralsk fordærvet at udtrykket „at leve som i Korint“ blev synonymt med „at bedrive hor“.

Vi må erkende at verden i dag ligeledes er moralsk fordærvet. Løse forbindelser er blevet normen for mange. Gennem biografer, fjernsyn, bøger og reklame bombarderes alle med sex. Dette skaber et voldsomt pres som får mange til at acceptere verdens umoralske normer.

De kristne lever i denne tingenes ordning, og de er derfor udsat for det samme pres. Den omstændighed at nogle kristne er bukket under for umoralitet, selv efter at de har vandret på sandhedens vej i mange år, viser klart at dette pres findes og er meget farligt. Det er naturligvis både gifte og ugifte kristne der er udsat for dette pres, men her vil vi især rette opmærksomheden mod dem der har en ægtefælle, dem som Paulus henvendte ordene i Første Korinterbrev 7:5 til.

En beskyttelse

Hvordan kan du, hvis du er gift, beskytte dig selv og din ægtefælle, som du elsker, mod at falde som et offer for kønslig umoralitet? Du mener måske at jeres indbyrdes kærlighed er så stærk at dette aldrig kunne ske for nogen af jer. Men i det 10. kapitel i det samme brev til korinterne advarede Paulus: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Kor. 10:8-12.

I det syvende kapitel i brevet giver Paulus denne gode, praktiske vejledning: „Lad dog, på grund af den udbredte utugt, hver mand have sin egen hustru, og lad hver kvinde have sin egen mand. Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden. Hustruen har ikke myndighed over sit eget legeme, men det har hendes mand; og ligeledes har heller ikke manden myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru. I må ikke forholde hinanden det, undtagen efter gensidigt samtykke for en fastsat tid.“ — 1 Kor. 7:2-5.

Paulus vidste, som de fleste af os gør, at kønsdriften kan være meget stærk. Han var derfor klar over at det ikke var muligt for alle at forblive ugifte. Om de ugifte skrev han: „Hvis ikke de har selvbeherskelse, så lad dem gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab.“ — 1 Kor. 7:9, 37.

Selv for gifte kan der opstå en farlig situation i moralsk henseende — nemlig hvis den ene part ensidigt forholder den anden den ægteskabelige ret et stykke tid, især hvis dette strækker sig over flere uger eller måneder. På grund af „den udbredte utugt“ og den seksuelle fare der kunne opstå, rådede Paulus ægtefæller til ikke at „forholde hinanden“ det intime samliv.

En begrænset „ret“?

’Men stop engang!’ vil mange kvinder måske sige. ’Betyder det at jeg er forpligtet til at reagere positivt på min mands seksuelle tilnærmelser når som helst han har lyst? Hvad nu hvis jeg ikke har det? Jeg er måske træt efter en hård dag hvor jeg har ordnet storvasken eller noget andet. Eller mine kræfter eller mit humør er måske påvirket af min månedlige cyklus.’

Det er forståeligt at kvinder reagerer sådan. Det ser i det hele taget ud til at mænds kønsdrift er mere udtalt end kvinders. Mænd bliver lettere opstemte, og det er mindre sandsynligt at en indre eller ydre forstyrrelse vil afholde dem fra at søge trangen tilfredsstillet. Kvinder er ofte mere sarte og følsomme. En kvindes seksuelle interesse kan således blive svækket af bekymringer, et skænderi mellem børnene, et barns sygdom eller et skarpt ord fra hendes mand. Hvis hun har for meget at gøre eller er følelsesmæssigt påvirket af sin månedlige cyklus, kan samlivet nemt blive mere en anstrengelse end en fornøjelse for hende. — 1 Mos. 31:35; 1 Pet. 3:7.

Paulus’ ord betyder ikke at den ene ægtefælle skal være parat til samleje når som helst den anden føler trang til det.

Der er andre råd i Bibelen som kærlige ægtefæller også bør give agt på i denne forbindelse. En god tilskyndelse lyder: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ — 1 Kor. 10:24.

En kærlig kristen ægtemand vil naturligvis ikke utålmodigt kræve sin „ret“ når det er klart og tydeligt at hans kone er overtræt eller uoplagt. Han bør søge at tænke på den vejledning apostelen Peter henvendte til ægtemænd om at „leve sammen med [deres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet [de] viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige“. (1 Pet. 3:7) Denne gode indstilling vil hjælpe manden til at styre sin kønsdrift på en ærefuld og kærlig måde.

En kvinde der kan glæde sig over en så hensynsfuld mand, vil uden tvivl respektere ham mere og ofte føle sig tilskyndet til at være mere imødekommende, idet hun ved at hun kan regne med at han viser ømhed og hensyn.

En forstandig og kærlig hustru erkender at hendes mand har et seksuelt behov og at han har ret til at få dette behov tilfredsstillet, ligesom manden naturligvis må dække sin hustrus behov. Paulus formaner ægtefæller: „I må ikke forholde hinanden det, undtagen efter gensidigt samtykke for en fastsat tid.“ (1 Kor. 7:5) Det kan være at ægtefællerne på grund af en sag der belaster dem følelsesmæssigt eller åndeligt, beslutter at det vil være bedre ikke at have seksuelt samliv et stykke tid. Men dette må ske „efter gensidigt samtykke“, og det bør ikke strække sig over længere tid, for at det ikke skal blive unødigt svært for nogen af dem at udvise „selvkontrol“ i forbindelse med kønsdriften.

Kommunikation nødvendig

„Gensidigt samtykke“ forudsætter god kommunikation. Nogle gifte taler godt sammen i mange andre forhold, men ikke når det gælder intime seksuelle spørgsmål. Opdragelse, hæmninger eller ting man har været udsat for kan bevirke at man viger tilbage for at tale med sin ægtefælle om sådanne ting. Dette kan igen give anledning til misforståelser, skuffelser og alvorlige følelsesmæssige belastninger. Hustruen tier måske med et problem der indvirker på hendes seksuelle modtagelighed, og hendes mand kan fejlagtigt udlægge hendes tavshed som et udtryk for en afvisende holdning, hvilket kan få uheldige følger. Eller det kan være at manden efter længere tids sygdom finder at hans trang til seksuelt samvær er blevet mindsket. Han skammer sig måske over at tale med sin kone om det. Men hvilken slutning kan hun ikke komme til hvis han ikke gør det? Kristen kærlighed bør få ægtefæller til at overvinde eventuelle betænkeligheder ved at tale ud med hinanden om sådanne private anliggender, med henblik på kærligt at hjælpe hinanden til at genoptage det normale samliv. En vigtig forudsætning for et godt resultat er at man vælger det rette tidspunkt til en sådan samtale. Det er som regel klogt at bringe sådanne ting på bane når begge parter er udhvilede og afslappede, og ikke når anspændthed og træthed kan spille ind. — Ordsp. 25:11.

Hvad nu hvis man i længere tid må leve afholdende, måske fordi en læge har gjort opmærksom på at gennemførelse af samleje vil bringe den ene ægtefælles helbred i alvorlig fare? Da er det også vigtigt at man kan tale sammen om tingene. Hvis begge ægtefæller forstår situationen og står sammen om at klare den, er det langt lettere end hvis den ene ægtefælle ’lider i stilhed’. Den af parterne der må ’lide afsavn’ kan også tillidsfuldt forvente at Jehova vil hjælpe ham eller hende til at bevare renheden og ikke besmitte ægtesengen. (Hebr. 13:4) I mellemtiden vil det naturligvis være tåbeligt at udsætte sig for påvirkninger eller situationer der kunne undergrave beslutningen om at bevare den moralske renhed.

Nogle ægtefæller er sørgeligt nok blevet forholdt den ægteskabelige ret af andre grunde. Der er eksempler på at den ene ægtefælle har benyttet samlivet som et våben til afgørelse af stridigheder, som et middel til at ’få sin vilje’ eller til at udtrykke mishag eller utilfredshed med den anden parts fejl eller ufuldkommenheder. Men denne taktik er i strid med det kloge bibelske råd: „Lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte . . . Men vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden.“ (Ef. 4:26, 32) Kærligheden „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“, og den ’gengælder ikke nogen ondt med ondt’. — 1 Kor. 13:4, 5; Rom. 12:17.

Muligheden for graviditet kan også lægge en dæmper på lysten til samlivet. I mange lande er kendskabet til fødselskontrol og forebyggende midler en selvfølge, og om man vil benytte sådanne midler er noget den kristne ægtemand personligt kan tage stilling til, i overensstemmelse med sin samvittighed og i samråd med sin hustru.

I visse lande er kendskabet og adgangen til forebyggende midler dog stadig begrænset. Dette kan navnlig volde problemer hvis det samtidig er almindeligt at det er manden alene der bestemmer hvornår han vil have samleje, mens han forventer at hustruen altid er parat til at imødekomme hans ønsker. Men selv om en mand er blevet opdraget med denne indstilling, er det sandsynligt at han vil ændre den når han lærer de bibelske principper at kende. (Ef. 2:3; 4:20-24) Af omsorg for sin kone bør han lære at forstå hendes behov, og om nødvendigt søge sig en viden som kan hjælpe ham til at forbedre deres seksuelle forhold og som kan medvirke til en fælles familieplanlægning.

Det har aldrig før været så påkrævet som nu at opfordre kristne til at stå fast i troen „i al renhed“. (1 Tim. 5:2) Ægtefæller må nu mere end nogen sinde kærligt støtte hinanden mens de ’arbejder på deres frelse med frygt og bæven’. (Fil. 2:12) Vær på alle områder — også det seksuelle — kærlig, tålmodig, mild og medfølende over for din ægtefælle. Tænk på at I er forpligtede til at yde hinanden den ægteskabelige ret. Forhold ikke din ægtefælle denne ret, men vis hensyn og kærlighed i samlivet. Derved beskytter du dig selv og din ægtefælle mod verdens umoralske påvirkning, og jeres gensidige kærlighed vil med sikkerhed have Jehovas velsignelse og berige jeres ægteskab.