„Født igen“ — hvad mennesker må gøre og hvad Gud gør

„Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd, for Hans sæd forbliver i ham, og han kan ikke øve synd, for han er blevet født som følge af Gud.“ — 1 Joh. 3:9.

 1, 2. Hvad har vi lært (a) om den belønning de der frelses opnår? (b) om Jehovas hensigt med at lade nogle „fødes igen“?

I DEN første artikel bemærkede vi at mange millioner såkaldte kristne hævder at være „født igen“. Og af den næste artikel fremgik det at selv om Bibelen kun taler om én frelse — grundlagt på Kristi genløsningsoffer — er der to forskellige former for liv som de der bliver frelst kan opnå: Liv i himmelen eller liv på jorden.

² Vi har også set at Jesus Kristus blev født igen umiddelbart efter sin dåb i Jordan. Da lod Jehova Gud hellig ånd dale ned over Jesus i form af en due, og på dette tidspunkt anerkendte han Jesus som sin åndsavlede søn. Vi har ligeledes set hvad der var Jehovas hensigt med at lade Jesus blive født igen, nemlig at han ved sin død og opstandelse kunne blive den herlige, mægtige konge i Guds rige. Vi har desuden lært at det er Jehovas vilje at nogle skal herske sammen med Jesus Kristus og at disse også må „fødes igen“. — Matt. 3:13-17; Joh. 1:12; 3:3; Hebr. 10:5-10; Åb. 20:6.

 3. Hvordan adskiller Jesu medarvinger til Riget sig fra ham med hensyn til at blive „født igen“?

³ Hvordan forholder det sig med disse salvede disciple af Jesus Kristus? Hvornår bliver de „født igen“? Hvilke skridt må de tage før Jehova avler dem som åndelige sønner? Jesus var søn af Gud og blev derfor født som et fuldkomment menneske. Tredive år senere blev han af sin Fader avlet som en åndelig søn, hvorved han blev „født igen“. Men alle Adams efterkommere er født syndige, ’udelukkede og i virkeligheden fjender af Gud fordi deres sind er rettet mod de gerninger der er onde’. Som sådanne befinder de sig ikke i en tilstand hvor Jehova kan handle med dem og avle dem som åndelige sønner. — Sl. 51:7; Kol. 1:21.

Seks grundlæggende skridt som mennesker må tage

 4, 5. (a) Hvor mange skridt må vordende disciple tage før Gud kan lade dem komme i betragtning som åndelige sønner, og hvem må også tage disse skridt? (b) Hvad er det første skridt?

⁴ Hvilke skridt må vordende disciple tage før Jehova kan lade dem komme i betragtning som åndelige sønner? Der er seks forskellige skridt de må tage. Men læg mærke til at det er skridt som Gud kræver af alle der vil være sande kristne og opnå frelse, uanset om deres endelige belønning bliver liv i himmelen eller liv på jorden.

⁵ Som det første må disse mennesker tilegne sig nøjagtig kundskab om Jehova Gud, deres Skaber og Livgiver, og om hans søn, Jesus Kristus, deres Frelser og Genløser. (Sl. 36:10; 100:3; Matt. 20:28; Rom. 10:13-15) I sin bøn til Gud den sidste aften han levede her på jorden som menneske understregede Jesus vigtigheden af dette skridt, idet han sagde: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3.

 6. Hvad er det andet skridt disse må tage?

⁶ Kundskab i sig selv er imidlertid ikke nok. Man må også have tro, for vi læser: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Ja, som apostelen Paulus siger: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag.“ Denne tro betragter Guds løfter som en realitet, som så godt som opfyldte. Den indebærer mere end tro på at Gud er til, for disciplen Jakob minder os om at selv dæmonerne tror og dog gyser, og at „troen [er] død uden gerninger“. — Joh. 3:16; Hebr. 11:1, 6; Jak. 2:19, 26.

 7. Hvad er det første et menneske må gøre for at vise at det har tro?

⁷ Den første ’gerning’ et menneske må gøre for at vise sin tro, er at foretage en sindsændring. Ja, et menneske må angre sin urette adfærd og ophøre med villigt at hengive sig til synd. Da Jesus begyndte at forkynde sagde han: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Matt. 4:17) For at angre sin urette adfærd må man ophøre med den. Man må føle dyb sorg og græmmelse over den. Det samme kræves af enhver som ønsker at opnå liv på den paradisiske jord, for „alle de gudløse sletter [Gud] ud“. — Sl. 145:20.

 8. Hvilket skridt følger efter sindsændring eller anger?

⁸ Det er imidlertid ikke nok blot at ophøre med det der er syndigt. Det næste skridt et menneske må tage er omvendelse. Det vil sige at det må vende om og gå i den modsatte retning. Det må følge den vejledning Peter gav datidens jøder: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud.“ Ja, det må „gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Apg. 3:19; 26:20) At dette skridt også må tages af alle som håber på at opnå evigt liv på jorden fremgår klart af ordene i Ordsprogene 2:20, 21.

 9. (a) Hvilke yderligere to skridt må disse, ja i virkeligheden alle som ønsker at være Jesu Kristi disciple, derefter tage? (b) Hvad var Jesu dåb et symbol på?

⁹ Det næste skridt som alle der ønsker at blive Jesu Kristi disciple må tage, uanset deres håb, er at de, ligesom Jesus fremstillede sig ved Jordan for at gøre sin Faders vilje, fremstiller sig for Gud. Dette indbefatter i dag at de foretager en indvielse til Jehova Gud, hvorefter de må følge i hans søns, Jesu, fodspor.a (Luk. 9:23) Som det sjette skridt må de endvidere symbolisere denne indvielse og åbent bekende den ved at fremstille sig til dåb ligesom Jesus gjorde. — Matt. 28:19; jævnfør Apostelgerninger 2:41.

Jehova Guds altafgørende rolle

10. Hvordan kan vi belyse det forhold at menneskets egen indsats ikke er tilstrækkelig til at det kan „fødes igen“?

¹⁰ Fører disse skridt — tilegnelse af kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus, tro, sindsændring, omvendelse, indvielse og dåb — automatisk til at et menneske „fødes igen“? På ingen måde! Man kan lige så lidt „fødes igen“ åndeligt ved egne bestræbelser som man kan fødes bogstaveligt ved egne bestræbelser. Ligesom den fysiske fødsel kræver at forældrene spiller en aktiv rolle, sådan kræver denne åndelige fødsel, dette at „fødes igen“, at den himmelske Fader, Jehova Gud, og hans himmelske organisation eller „kvinde“, spiller en aktiv rolle. (Es. 54:1, 5) Alt hvad den der tager de ovennævnte skridt kan gøre, er at stille sig til rådighed for at blive „født igen“, hvis dette er Guds vilje.

11. Hvilket skridt tager Gud, dersom det er hans vilje over for dem som har gjort deres del?

¹¹ på grund af menneskets nedarvede ufuldkommenhed tager Gud nu selv det næste skridt over for de enkeltpersoner som det behager ham at kalde til det himmelske rige. Vi læser således: „Vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro.“ Tro på hvad? Tro på Kristi offer, for der siges: „Vi . . . er blevet erklæret retfærdige ved hans blod.“ (Rom. 5:1, 9) Læg mærke til at det er Gud og ikke den pågældende selv der erklærer vedkommende retfærdig. Derved får den pågældende en stilling som er anderledes end den stilling „skabningen“, menneskeheden i almindelighed, indtager, idet den må vente på at „Guds [åndelige] sønner . . . åbenbares“, før den kan „blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds [jordiske] børns herlige frihed“. (Rom. 8:19-22) De der bliver erklæret retfærdige af Gud får dermed tilkendt retten til liv som fuldkomne mennesker. Af den grund kan Jehova Gud nu handle direkte med dem ved sin ånd. — Rom. 8:33.

12. Hvad skete der da Jesus og de første disciple blev „født igen“, og hvorfor ophørte sådanne manifestationer?

¹² Dem som Gud erklærer retfærdige avler han nu som sine åndelige børn. Hvordan? Ved hjælp af sin hellige ånd eller virkekraft, som han lader virke på dem, hvilket fører til at de „fødes igen“. I Jesu tilfælde, såvel som i tilfældet med hans disciple der var forsamlede på Pinsedagen, tilkendegav Gud på en overnaturlig måde at han havde avlet dem som åndelige sønner. Da det efterhånden var blevet fastslået at kristendommen repræsenterede den sande Gud, var det imidlertid ikke længere nødvendigt med sådanne manifestationer, og de blev derfor afskaffet. — Matt. 3:16; Apg. 2:3; 10:44-48; 1 Kor. 13:8-10.

13. Hvad hentyder ’vandet’ og ’ånden’ til? (Joh. 3:5)

¹³ Det var denne ordning for åndelig genfødelse Jesus henviste til da han sagde til Nikodemus, en af jødernes ledere: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.“ (Joh. 3:1, 5-7) Det vand der nævnes her hentyder tydeligt nok til dåbens bogstavelige vand. Og ånden hentyder til Jehovas hellige ånd, der virker på den enkelte.

14. Hvori består ’kaldelsen’ og ’udvælgelsen’, og til hvilken opgave bliver disse kristne salvet og bemyndiget?

¹⁴ Bibelen siger at de der „fødes igen“ først er blevet ’kaldet’. Denne kaldelse er en indbydelse fra Gud til at blive medarvinger sammen med Jesus Kristus. De der tager imod denne indbydelse bliver ’udvalgt’. (Åb. 17:14) De bliver en del af den ’udvalgte’ menighed, hvis opgave det er at ’forkynde Jehova Guds dyder’. (1 Pet. 2:9) Disse „genfødte“ kristne bliver ligesom Jesus salvet med Guds hellige ånd til at forkynde. Vi læser således: „Han som garanterer at I og vi tilhører Kristus, og han som har salvet os, er Gud.“ — Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-21; 2 Kor. 1:21.

15. Hvordan aflægger ånden vidnesbyrd om at et menneske er blevet „født igen“, og hvad bidrager til at styrke denne overbevisning?

¹⁵ Om disse „udvalgte“ siger apostelen Paulus: „Ånden selv aflægger sammen med vor ånd vidnesbyrd om at vi er Guds børn.“ (Rom. 8:16) Hvordan gør Guds hellige ånd det? Ved at indgive disse kristne det himmelske håb. „I overensstemmelse med [Guds] store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ (1 Pet. 1:3, 4) Når disse kristne bevarer et godt forhold til deres himmelske Fader styrker han dem, ved sin ledelse og omsorg, i deres overbevisning om at de er „genfødte“ kristne.

Hvordan kan man være sikker?

16. Siden hvornår har „den trofaste og kloge træl“ lagt vægt på det jordiske håb, og hvilken slutning må vi derfor drage?

¹⁶ De der i vor tid er med til at forkynde den gode nyhed om Riget, har tillid til at Jehova Gud leder sine indviede tjenere ved hjælp af sin synlige åndsavlede organisation, „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Under denne træls ledelse blev det himmelske håb fremholdt, fremhævet og understreget indtil omkring år 1935. På dette tidspunkt ’brød et lys frem’ som klart viste hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 var, og derefter begyndte vægten at blive lagt på det jordiske håb. (Sl. 97:11, NW) Det er derfor rimeligt at slutte at hele skaren på 144.000 har været næsten fuldtallig på det tidspunkt. De enkeltpersoner der viste sig utro måtte naturligvis erstattes. Men disse ville, forståeligt nok, være forholdsvis få. Og af hvem ville de blive erstattet? Det synes rimeligt at slutte at dette himmelske håb ville blive givet til nogle som trofast havde holdt ud og bevaret deres integritet og som i adskillige år havde levet op til deres indvielse, fremfor til nyindviede hvis tro ikke var blevet prøvet. (Jævnfør Lukas 22:28-30.) Der er imidlertid indkommet beretninger om at selv visse nyindviede kristne betragter sig som „født igen“.

17. Hvilke følelser får nogle til fejlagtigt at tro at Gud har indgivet dem det himmelske håb?

¹⁷ Enhver som for nylig har indviet sig til Jehova og er blevet døbt, og som mener at han eller hun er „født igen“, gør klogt i alvorligt at overveje følgende spørgsmål: Hvilke grunde har du til at føle at Jehova Gud har indgivet dig dette håb? Kunne det tænkes at denne følelse er et levn af den fejlagtige opfattelse at alle gode mennesker kommer i himmelen, en opfattelse du havde mens du befandt dig i Babylon den Store? Eller kunne det være at du føler sådan fordi du har haft store indre kampe, at du først kæmpede imod denne tanke men at den lidt efter lidt sejrede? Men sejrede den fordi du, måske endog ubevidst, ønskede det således? Sådanne kampe er ikke i sig selv et bevis for at man er „født igen“.

18. Hvorfor er værdsættelse af dybe åndelige ting i sig selv ikke et bevis for at et menneske er blevet „født igen“?

¹⁸ Eller føler du at du er blevet udvalgt af Gud til at være en af de 144.000 salvede på grund af din dybe værdsættelse af åndelige værdier, på grund af din glæde over dybe åndelige sandheder? Læg da mærke til at et meget stort antal af dem som ikke hævder at være „født igen“, ofte er ’åndelige mennesker’ i ordets egentligste forstand. (1 Kor. 2:14, 15) Og ingen kan betvivle den åndelige styrke hos de troshelte der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11, men ingen af disse var „født igen“. De så alle frem til „en bedre opstandelse [til liv under Guds rige]“ her på jorden. — Hebr. 11:35.

19. (a) Hvorfor er stor nidkærhed ikke nødvendigvis et bevis for at Gud har indgivet et menneske det himmelske håb? (b) Hvad tyder på at det for nogles vedkommende er manglende beskedenhed der får dem til at bekende sig til det himmelske håb?

¹⁹ Eller kunne det være at du har denne følelse fordi du lægger større nidkærhed for dagen end mange af dine medkristne? Dette i sig selv kan imidlertid ikke være den afgørende faktor, for apostelen Paulus fandt det gang på gang nødvendigt at vejlede salvede kristne om at tage deres åndelige forpligtelser alvorligt. (1 Kor. 11:20-22; Gal. 4:9-11) Eller kunne det være at din påstand om at høre til de salvede skyldes manglende beskedenhed? Der er nogle som for ganske nylig har bekendt sig til de salvede, men som, i stedet for at opbygge enheden i menigheden, har følt at de måtte have deres egen bibelstudiekreds. Modne kristne der er „født igen“ holder sig derimod nær til den lokale menighed, selv om den hovedsagelig består af „andre får“. (Joh. 10:16) Om et menneske er „født igen“ er imidlertid en personlig sag mellem Gud og den kristne. Ingen bør dømme hinanden i dette spørgsmål. — Rom. 14:10.

20. Hvilke slutninger må vi, i betragtning af det vi her har drøftet, drage med hensyn til det at „fødes igen“?

²⁰ Hvilke slutninger kan vi nu drage på grundlag af det vi her har drøftet? At Jehova Gud er retfærdig, viis og kærlig. Han har ret til at tildele sine fornuftbegavede skabninger deres respektive pladser, sådan at nogle tjener hans hensigt i himmelen og andre gør det her på jorden. Den himmelske belønning kan ikke opnås i kraft af et menneskes eget valg eller egne bestræbelser eller ved at man selvisk begærer den. Den er så enestående at ingen må tro at de selv kan tiltage sig den. Den er en storslået ufortjent godhed som Jehova Gud lader nogle få af sine skabninger få del i, for at fremme sine vise, retfærdige og kærlige hensigter, og den skyldes ikke nogen særlig fortjeneste fra deres side. Det er kun dem der får denne belønning der „fødes igen“. (Rom. 3:23, 24; 11:33-36) Evigt liv på den paradisiske jord er også en usigelig stor belønning som retfærdigt indstillede mennesker kan stræbe efter at opnå. (Åb. 21:1, 3, 4) Alt skyldes Guds ufortjente godhed. Ingen bør formaste sig til at sige til Jehova: „Hvad gør du?“ — Dan. 4:35.

[Fodnote]

[Illustration på side 17]

Ligesom den fysiske fødsel kræver at forældrene spiller en aktiv rolle, kræver den åndelige fødsel at Jehova Gud og hans himmelske organisation spiller en aktiv rolle

[Illustration på side 18]

„Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen“

[Illustration på side 19]

Kunne følelsen af at man er „født igen“ være et levn af en fejlagtig opfattelse man havde i Babylon den Store?