Fremad sammen med Guds organisation
FORTALT AF GRANT SUITER
I 1922, da jeg var fjorten år gammel, flyttede vores familie fra Chicago i Illinois, USA, til Californien. På vejen besøgte vi nogle gamle venner i Idaho. De fortalte os at der i Californien var nogle mennesker der sagde at ifølge Bibelen ville millioner af nulevende mennesker aldrig dø.
Kort efter at vi var kommet til Californien, så vi i en avis meddelelsen: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“ Det var emnet for et offentligt foredrag der skulle holdes i San José. På den måde lokaliserede min fader bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang kaldtes), og han begyndte at tage os med til deres offentlige møder.
Min moder ville gerne have at jeg kom i en eller anden søndagsskole. Skønt min fader var kritisk over for prædikanter — uanset hvilket trossamfund de tilhørte — syntes han også at jeg ville have godt af det. Så jeg begyndte regelmæssigt at komme i metodistkirkens søndagsskole. Med tiden blev jeg skolens kasserer, og jeg spillede på dens basketballhold. Samtidig overværede hele familien de offentlige foredrag som bibelstudenterne afholdt i San José, blot nogle få kilometer fra vort hjem i Santa Clara.
Min fader ville gerne have at forholdene blev bedre, og han deltog derfor aktivt i valgkampen for forskellige politiske kandidater; han malede endda navnet på en af dem på forruden af vores Ford T. Ved møderne fortalte bibelstudenterne ham venligt at menneskehedens sande håb ikke lå i politiske bestræbelser men i Guds rige ved Kristus Jesus. Fader var til en vis grad enig med dem. Han sagde at det var sandt nok hvad fremtiden angik, men at han i mellemtiden gerne ville gøre forholdene så gode som muligt ved politiske metoder. Med tiden fik hele min familie — min moder, min fader, min søster og jeg — imidlertid større forståelse af Bibelens sandheder og de krav Guds ord stiller.
Åndelig vækst
På et tidspunkt tillod min samvittighed mig ikke længere at fortsætte i metodisternes søndagsskole, og jeg holdt derfor op med at komme der. I 1923 var vi flyttet til Oakland, nogle få kilometer væk. Her drev min fader en lille købmandsforretning, og jeg gik på highschool. Da jeg fandt ud af at bibelstudenterne ikke røg, prøvede jeg at overtale min fader til at holde op med at handle med cigaretter. Han var ikke enig med mig, men han drøftede dog sagen igennem med en af bibelstudenterne, Robert Craig.
Efter denne samtale besluttede han at sælge hele forretningen og flytte fra Oakland. Han blev også yderligere styrket i sin beslutning da nogle forsøgte at få ham til at handle med spiritus, skønt der var spiritusforbud, hvilket han indså ikke var i harmoni med det han lærte i bibelstudenternes Oakland-ekklesia (menighed). Omkring samme tid gik jeg, med mine forældres tilladelse, efter kun halvandet års forløb ud af highschool på grund af den umoralske påvirkning i skolerne.
Vi flyttede kun nogle få kilometer væk, til Mountain View, der lå tæt nok ved San José til at vi igen kunne overvære møderne i ekklesia’en der. Min fader drev en anden forretning, og jeg arbejdede fuldtids i den. Jeg fik ikke noget for det — jeg hjalp ham blot. Fader abonnerede på The Watchtower og The Golden Age (Vagttårnet og Den gyldne Tidsalder, nu Vågn op!), og jeg var særlig glad for The Golden Age. Jeg følte at jeg lærte mere gennem det end jeg ville have lært hvis jeg var fortsat på highschool.
Jeg fandt møderne i ekklesia’en mere og mere interessante. Artiklen i The Watchtower for 1. marts 1925 (Vagttaarnet for 1. maj 1925) med titlen „Den nye Nations Fødsel“ gjorde særlig indtryk på mig. Det der stod i denne artikel markerede et stort skridt fremad i bibelstudenternes forståelse af Jehovas rige ved Kristus Jesus, nemlig at det var blevet oprettet i himmelen i året 1914. I denne tid blev vor familie nært knyttet til bibelstudenterne i Mountain View, og vi tilbragte megen tid sammen med dem i deres hjem.
Efterhånden fandt vi ud af at bøn ikke kun var en del af møderne i ekkelsia’en, men at vennerne også bad i deres hjem, deriblandt ved måltiderne hvor man sagde tak for maden. Min fader havde haft sit eget syn på bøn, men det skal siges til hans ros at han ønskede at se det fra den rette synsvinkel. Han havde i almindelighed betragtet det at bede som hyklerisk. Jeg husker at jeg var til stede da han drøftede emnet med en af bibelstudenterne der var på besøg i forretningen. Den besøgende forklarede at vi bør sige Jehova Gud tak for de velsignelser vi får. Men min fader spurgte ham hvordan det kunne være at vi skulle takke Jehova for de velsignelser vi fik når vi ikke gav ham skylden for de vanskeligheder vi kom ud for. Med tiden kom vi som familie imidlertid til klart at forstå spørgsmålet om bøn, og vi drog fuld nytte af denne kærlige foranstaltning.
Noget andet i ekklesia’en som jeg nød stor gavn af, var Profetskolen. Det var et møde der blev holdt for de ældste og andre mandlige medlemmer af ekklesia’en for at de kunne blive oplært til at være offentlige talere. Eleven holdt et foredrag som han havde forberedt ud fra et tildelt emne, og de andre gav ham bagefter nyttig vejledning. Den konstruktive kritik som jeg fik på skolen var imidlertid ingenting i sammenligning med hvad min fader sagde til mig efter at han havde overværet et møde hvor jeg prøvede at holde en tale.
Min familie og jeg fik megen hjælp af pilgrimmene, der var Vagttårnsselskabets rejsende tilsynsmænd. Ekklesia’erne anmodede hvert år Selskabet om deres besøg. J. A. Bohnet gjorde især indtryk på mig, og han var mig til særlig hjælp. Han var en mand der havde nogle karakteregenskaber som gjorde ham afholdt af nogle, men som havde den modsatte virkning på andre. Han nærede kærlighed til Jehova og var givetvis ydmyg, men han skjulte det under et noget bøst ydre.
Dåben og den kristne tjeneste
Det der fik stor indflydelse på mit liv var et foredrag af broder Bohnet i en af bibelstudenternes hjem i Mountain View. Da jeg hørte ham tale om det privilegium det er at tjene Jehova og det ansvar vi har for at gøre det, blev jeg klar over hvad jeg burde gøre og hvad jeg ønskede at gøre. Jeg indviede mig derfor personligt til Jehova, og omkring samme tid gjorde resten af min familie det også. Den 10. oktober 1926, i San José i Californien, symboliserede vi alle sammen vor indvielse til Jehova ved at lade os nedsænke i vand.
Dengang foregik dåben på en anden måde end i dag. Den ældstebroder der foretog dåben, sagde til mig: „Broder Grant, i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn døber jeg dig nu til Kristus.“ Alle vi der blev døbt bar lange sorte kjortler der gik ned til anklerne og havde halvlange ærmer. For at holde kjortelen nede så den dækkede kandidaten under selve dåbshandlingen, var der i sømmen forneden fastgjort nogle tunge blylodder.
Efter dåben og efter at vi var blevet klædt om, sagde min fader til den ældstebroder der havde stået for dåben: „I går ud med bøger, ikke? Vi vil også gerne være med i det arbejde nu.“ Således begyndte vor familie i tjenesten på arbejdsmarken.
Første gang jeg var ude i forkyndelsen var da en ældste, H. O. Lawrence, tog mig med. Han gav mig nogle småbøger og kørte til distriktet i San José. Jeg troede han ville arbejde sammen med mig fra hus til hus, men han bad mig stige ud af bilen og sagde: „Nu kan du tage den side af gaden.“ Derefter kørte han bort. Jeg tog så den side af gaden og afsatte tre småbøger mod et bidrag af 25 cents, og jeg var meget lykkelig. Som følge af at jeg således havde deltaget i den kristne tjeneste, følte jeg mig virkelig som en del af Guds organisation.
Omkring den tid fik vi gennem vor månedlige tjenestevejledning Bulletin (nu Rigets Tjeneste) at vide at vi skulle fortælle den besøgte noget om djævelens organisation. Så hvis folk afviste mig ved at sige at de ikke var interesserede, fortsatte jeg noget pågående med at fortælle dem at Djævelen havde en organisation og at den snart ville blive ødelagt. Det var noget helt andet end vor sædvanlige præsentation af udsigten til at kunne leve evigt på en paradisisk jord uden nogen sinde at skulle dø.
San José-ekklesia’en måtte køre langt for at nå folk med Rigets budskab. Det vi kaldte kolportørgrupper tog regelmæssigt til Santa Clara-dalen og de omkringliggende bakker. Jeg kan huske at så langt øjet rakte var området dækket af blomstrende frugtplantager. Vi havde madpakker med og var ude hele dagen, idet vi nogle gange kørte 75 miles (120 kilometer) eller mere for at nå det sted hvor vi skulle forkynde.
Radiostationen KFWM i Oakland blev i mange år brugt til at udsende Rigets budskab, og de forskellige ekklesia’er i egnen deromkring skiftedes til at stå for udsendelserne i weekenden. Jeg havde den forret at oplæse bibelske foredrag over denne sender, som for eksempel den 24. juli 1927. Stationens kaldebogstaver kunne vi nemt få til at stå for ’Kingdom For World of Mankind’, (det vil sige ’Riget for menneskehedens verden’).
Jeg udvider min tjeneste
En dag da vi kørte hjem fra et møde, gav broder Lawrence, der havde taget mig med ud i tjenesten den første gang, mig en ansøgning om at tjene på Selskabets hovedkontor i Brooklyn i New York. Nogen tid før dette, kort efter vor dåb, havde jeg hørt min fader sige til min moder at hvis han var mig ville han gøre tjenesten for Jehova til sin livsgerning. Det ønskede jeg også, og jeg følte at jeg fik lejlighed til dette ved at søge på Betel.
The Watchtower for 15. maj 1928 meddelte at der i Detroit i Michigan fra 30. juli til 6. august ville blive afholdt et internationalt konvent for bibelstudenterne. Jeg ville meget gerne overvære det, og min familie og mine venner gjorde det muligt for mig. Under konventet meddelte Donald Haslett, der var sekretær for Selskabets præsident, J. F. Rutherford, at der var brug for brødre på Betel. Han sagde at de der ønskede at ansøge kunne komme til at tale med broder Rutherford. Jeg tog imod opfordringen, udfyldte endnu en betelansøgning, og broder Rutherford bad mig møde på Betel den 13. august 1928.
Vi var i alt tretten der mødte op på Betel den 13. august, blot en uge efter konventet i Detroit. Dengang arbejdede 95 af betelfamiliens medlemmer med fremstillingen og forsendelsen af bibelsk læsestof i den nylig færdiggjorte bygning på 117 Adams Street, og et noget mindre antal arbejdede i betelbygningen og på forskellige af Selskabets kontorer. Det første jeg lavede på Betel var at tage brochurerne væk fra den maskine der falsede dem efter at omslaget var blevet sat på med hæfteklammer. Jeg arbejdede på trykkeriet i knap to uger, hvorefter jeg blev overført til kontoret, hvor jeg kom til at arbejde i tjenesteafdelingen. Arbejdet her gav mig virkelig følelsen af at gå fremad sammen med Guds organisation.
Da jeg ikke havde nogen steder at tage hen i min første ferie i 1929, tilbragte jeg den på Betel. Jeg var derfor til stede da broder Rutherford i Masonic Temple i Brooklyn holdt sit foredrag om hvorfor Jehova havde tilladt ondskaben og om hævdelsen af Hans navn. Hidtil havde vi ikke haft nogen forståelse af dette spørgsmål, og broder Rutherfords foredrag var derfor en spændende afklaring af en vigtig grundsandhed.
Fremad i 1930rne
Et virkeligt højdepunkt i 1931 var modtagelsen af navnet Jehovas Vidner, hvorved hele Guds folk fik et forenende navn. Året efter blev betegnelsen for Guds folks menigheder ændret fra „ekklesia“ til „kreds“, en ændring der byggede på Salme 68:12 ifølge Authorized Version. I hele verden havde vi altså „kredse“ af Jehovas Vidner og ikke „klasser“ eller „ekklesia’er“.
I 1932 afhændede min fader sin forretning i Californien, og han, min moder og min søster begyndte i pionertjenesten. De byggede sig en beboelsesvogn, og i de næste 20 år tjente den som pionerhjem for dem. Min søster, Grace, tjente sammen med dem indtil 1939, hvor hun blev indbudt til at blive medlem af betelfamilien i Brooklyn. Hun tjener stadig her, og i 1959 blev hun gift med Simon Kraker.
Lederen af trykkeriet, Robert J. Martin, døde den 23. september 1932, og Nathan H. Knorr blev af broder Rutherford udnævnt i hans sted. Broder Knorr havde tidligere arbejdet på trykkerikontoret.
Det følgende år begyndte der at komme store vanskeligheder for Guds folk. Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler Tysklands rigskansler, og den 28. juni 1933 blev Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Magdeburg beslaglagt af myndighederne og lukket. Pave Pius XI erklærede 1933 for et „helligt år“, og kort efter talte broder Rutherford over 55 radiostationer over emnet „Det hellige års indflydelse på fred og fremgang“. Jeg havde den forret at være ordstyrer i denne udsendelse.
I begyndelsen af 1930rne kom der betydelig modstand mod vort arbejde og der var udbredt forfølgelse. Jehovas vidner blev organiseret i „divisioner“ som kunne aflægge et koncentreret vidnesbyrd i områder hvor der var problemer eller uro. I Tyskland blev forfølgelsen så voldsom at kredse af Guds folk i mange lande den 7. oktober 1934 sendte et telegram til Hitler hvori de advarede ham om at standse forfølgelsen.
Omkring denne tid var der mange venner der talte om hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 var. I almindelighed troede man dengang at det var en mindre trofast, sekundær himmelsk skare. Ved et betelstudium, der blev ledet af broder T. J. Sullivan, spurgte jeg: „Eftersom den store skare får evigt liv, består denne gruppe da af mennesker der har bevaret deres uangribelighed?“ Der kom mange kommentarer, men ikke noget endegyldigt svar. Da jeg blev bedt om at give min egen kommentar, sagde jeg at jeg kun prøvede at få et ja eller et nej.
Men den 31. maj 1935, ved konventet i Washington, D.C., talte broder Rutherford om netop dette emne. Jeg sad på balkonen og så ud over forsamlingen, og hvor var det spændende at betragte den mens foredraget skred frem! Det blev tydeligt vist ud fra Bibelen at den store skare er de mennesker der overlever Harmagedon og har udsigt til at leve evigt på jorden. Ja, der var yderligere oplysninger om ’de millioner af nulevende mennesker der aldrig skal dø’.
Den 12. juli 1937 blev jeg af broder Rutherford udnævnt til beteltjener. I de sidste fire og et halvt år af broder Rutherfords liv havde jeg det privilegium at arbejde nært sammen med ham. Sidst i 1937 blev navnet The Golden Age ændret til Consolation (Trøst, på dansk Ny Verden), hvilket fik broder Rutherford til at komme med en lun bemærkning mens jeg kørte ham gennem Scranton i Pennsylvanien, der ligger nær den by hvor C. J. Woodworth, bladets redaktør, var fra. Det var vanskeligt at komme gennem Scramton pr. bil dengang, og idet Rutherford omtalte broder Woodworth som „Woody“, sagde han: „Det er ikke så sært at Woody ønsker trøst når han bor et sted som dette.“
Anden verdenskrig — en tid med prøvelser
I september 1939 udbrød Anden verdenskrig. I oktober blev vort afdelingskontor i Paris lukket og arbejdet blev forbudt i Frankrig. Året efter blev arbejdet forbudt i Canada. I sommeren 1940 var broder Rutherford syg, og vi vidste ikke om han ville være i stand til at overvære konventet i Detroit i Michigan. Han overværede det, men under sit offentlige foredrag lod han aflevere en besked til mig hvori der stod at han straks efter foredraget ville tage tilbage til Betel, og at jeg skulle træffe foranstaltninger til det.
Den følgende sommer var der et stort konvent i Saint Louis i Missouri, det største Jehovas Vidner indtil da havde holdt. Jeg havde fået til opgave at modtage forsyninger til cafeteriaet, og jeg var kun inde i selve salen den sidste dag under det programpunkt hvor bogen Børn blev frigivet. Ved dette konvent blev brochuren Jehovah’s Servants Defended (ikke på dansk) også frigivet, og heri fik vi oplysninger der hjalp os til at kæmpe imod de religiøst inspirerede politiaktioner imod vor hus-til-hus-forkyndelse.
Denne publikation var yderst betimelig. Senere samme år blev min fader arresteret og fængslet for at have deltaget i tjenesten. Min moder, som derved blev ladt alene tilbage i husvognen, blev udsat for et pøbeloverfald. Hun led ikke fysisk overlast, men pøbelen „skrællede“ husvognen, og min moder blev således tvunget til at søge ly hos Vidnerne i området.
Den 1. oktober 1941 var det blevet min forret, i broder Rutherfords fravær, at være ordstyrer ved det årlige møde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Det var ved det møde jeg blev valgt som bestyrelsesmedlem i Selskabets Pennsylvanienselskab.
To måneder senere, søndag den 7. december 1941, var N. H. Knorr, G. E. Hannan og jeg i bil på vej hjem fra tjenesten et sted på Long Island, der ikke lå så langt fra Betel. Vi lyttede til bilradioen og hørte den chokerende meddelelse at japanerne havde bombet Pearl Harbor. Jehovas folk kunne se en kritisk tid i møde — De forenede Stater var i krig, Selskabets præsident var alvorligt syg og der var fjender som fra alle sider gjorde alt for at standse vort forkyndelsesarbejde.
Skønt broder Rutherford døde blot én måned og én dag senere, gik arbejdet fremad med uformindsket styrke. Broder Knorr blev valgt som præsident, og et år senere den 1. februar 1943, åbnede han Vagttårnets bibelskole Gilead som skulle uddanne missionærer.
Den 8. maj 1945 meddelte USAs præsident Harry S. Truman at Tyskland havde kapituleret. I august kastede De forenede Stater atombomberne over byerne Hiroshima og Nagasaki i Japan, og efterkrigstiden var begyndt.
Udviklingen efter krigen
New Yorks kommune meddelte os at den ville ekspropriere den bageste del af vores grund på Columbia Heights, den del som strakte sig ned til Furman Street, fordi der skulle bygges en promenade og en motorvej. Selskabet kunne imidlertid købe nogle grunde på Columbia Heights og bruge dem til en udvidelse af betelhjemmet, og den 11. oktober 1946 modtog vi en byggetilladelse fra myndighederne. Den 27. januar 1947 begyndte nedrivningen af den bageste del af vor bygning på Furman Street, og i 1948 og 1949 blev den nye tilbygning til Betel opført. Denne dejlige bygning blev indviet i 1950. En stor nietages tilbygning til trykkeriet på 117 Adams Street blev også fuldført omkring den tid.
Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, var ikke længere i stand til at klare sit arbejde på grund af høj alder og sygdom, og han trak sig derfor tilbage fra sin stilling. Den 6. februar 1947 blev jeg valgt til at overtage hans post, og dagen efter døde han.
Kort efter, i foråret 1947, blev jeg af Selskabet sendt på en rejse til flere lande i Europa der var blevet hærget af den anden verdenskrig. Det var virkelig et privilegium at være sammen med de trofaste Jehovas tjenere der for nylig var blevet frigivet efter lange år i de nazistiske koncentrationslejre. Det var en glæde for mig at kunne opmuntre dem åndeligt som hovedtaler ved de stævner der da blev holdt i flere europæiske lande.
Siden jeg var kommet på Betel i 1928 havde jeg ikke været på besøg i Californien. Mine forældre var for det meste pionerer i de østlige stater, og jeg kunne derfor se dem nu og da, især ved de store stævner. Men i sommeren 1947 fik jeg lejlighed til at komme på besøg i Californien. Der var arrangeret et stort stævne i Los Angeles i dagene 13. til 17. august, og Selskabet betalte rejsen for dem der havde været medlemmer af betelfamilien i femten år eller mere. Det var en dejlig tur og et dejligt stævne.
Særlige tjenesteprivilegier
I årenes løb har jeg også nydt enestående privilegier i forbindelse med udvidelsen af Guds synlige organisation. Det seneste af de mange køb som jeg har været med til at bringe i stand for Vagttårnets selskab, var det der fandt sted i begyndelsen af 1983, da vi anskaffede nogle ejendomme på 175 Pearl Street og 360 Furman Street i Brooklyn. Det er mit dybtfølte ønske at disse store nye bygninger vil blive brugt i forbindelse med en yderligere vældig udvidelse af proklamationen af Riget på hele jorden.
Jeg har rejst hundredtusinder af kilometer, ikke blot i hele USA, men også i mange andre lande, og jeg har holdt foredrag for store forsamlinger af Guds folk for at opmuntre dem i deres kristne tjeneste. For eksempel tjente jeg som en af Selskabets officielle repræsentanter ved jorden-rundt-stævnerne „En evigvarende god nyhed“ i 1963, og det er blot ét af de mange privilegier som jeg er Jehova taknemmelig for. At være taler ved de mange historiske stævner som Jehovas Vidner har holdt på Yankee Stadium, var også et særligt privilegium.
En fremadskridende organisation
Som årene går vil der komme forandringer, og nogle gange vil de være ulykkelige, som da min fader døde den 31. december 1954 i Illinois, hans sidste pionerdistrikt. Året efter fik min søster, Grace, og jeg min moder flyttet fra Illinois til New York, hvor hun boede til sin død den 6. maj 1962. Men en lykkelig forandring fandt sted den 12. maj 1956, da Edith Rettos, en nidkær pioner, blev min kone. Hun har siden da tjent trofast sammen med mig her på Betel.
Nu da jeg har tjent i mange år her på Jehovas synlige organisations hovedkontor, glæder det mit hjerte at se Guds fortsatte velsignelse over det arbejde som han har befalet sit folk at udføre, nemlig at forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden før enden kommer. (Mattæus 24:14) Jeg har set udvidelsen af det styrende råd i 1971, og igen i 1974, og har siden da været med til at træffe mange af de vigtige beslutninger der har berørt afdelingskontorerne og det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Jeg har også set antallet af rigsforkyndere vokse fra 44.080 i hele verden i 1928, hvor jeg kom på Betel, til de cirka 2.500.000 der deltager i arbejdet i dag. Guds organisation er i sandhed gået fremad, og jeg er taknemmelig for de mange tjenesteprivilegier som er blevet mig betroet i forbindelse med aflæggelsen af det sidste store vidnesbyrd.
Min tro på Bibelens løfter om Guds retfærdige regering og de velsignelser den vil bringe over jorden, er stærkere end nogen sinde. Hvis jeg skulle leve mit liv om igen, ville jeg ikke vælge at leve det på nogen anden måde. Det har været en glæde og et privilegium at tjene her på Betel de sidste 55 år sammen med den største og mest vidunderlige kristne familie på jorden.
Efter at broder Suiter havde skrevet denne artikel, pådrog han sig desværre et alvorligt brud på rygsøjlen efter et fald i sit værelse. Han blev plejet på Vagttårnsselskabets sygeafdeling på Betel i Brooklyn, indtil han i november 1983 afgik ved døden. Ovenstående beretning vidner om det gode eksempel til efterfølgelse han har sat.
[Illustration på side 9]
J. A. Bohnet fik stor indflydelse på mit liv
[Illustration på side 11]
Min søster, mine forældre og jeg
[Illustration på side 12]
Mine forældre boede i denne beboelsesvogn i 20 år af deres pionertid
[Illustration på side 13]
W. E. Van Amburgh som jeg i 1947 efterfulgte som sekretær og kasserer for Watch Tower Society
[Illustration på side 14]
Edith har været min trofaste hustru siden 1956
[Illustration på side 14]
Jeg har ofte haft den forret at holde foredrag ved store stævner — som her på Yankee Stadium i 1958