Hvorfor tøve? Hør efter og adlyd!

„DEN der tøver er fortabt,“ lyder et mundheld. Dette gælder i særlig grad når det drejer sig om at gøre hvad Skaberen, Jehova Gud, beder os om.

Bibelen giver os mange lærerige eksempler på at nogle har tøvet med at adlyde Gud, eller besluttet sig for en handlemåde uafhængig af ham. Disse eksempler har især bud til os der lever nu.

Lot og hans hustru

Et af disse eksempler er omtrent 3900 år gammelt, nemlig tilfældet med Lot og hans hustru. Lot og hans farbroder Abram var nomader og boede som fremmede i Kana’ans land. Efterhånden som græsningen blev udnyttet til det yderste, opstod der strid mellem deres respektive hyrder, og for at undgå yderligere vanskeligheder blev Abram og Lot enige om at lade deres veje skilles. Abram var uselvisk nok til at lade Lot vælge først, og nevøen valgte den vandrige egn omkring Salthavet og Jordans nedre løb. Han slog til sidst lejr i nærheden af byerne Sodoma og Gomorra. Fra et materielt synspunkt var det et fornuftigt valg; men set fra et åndeligt synspunkt kunne det næppe have været dårligere.

Lots naboer i Sodoma var nemlig „store syndere mod [Jehova]“. „Både gamle og unge“ var fordærvede homoseksuelle. (1 Mosebog 13:13; 19:4) Hvordan så Lot på forholdene? Apostelen Peter svarer: „Ved det denne retfærdige mand så og hørte mens han boede iblandt dem, pinte han dag efter dag sin retfærdige sjæl på grund af deres lovløse gerninger.“ Deres fordærv skulle imidlertid ikke gå ustraffet hen. Bibelens beretning lyder: „Da sagde [Jehova]: ’Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er såre svar.’“ Den var så ’svar’, eller tyngende, at Jehova havde besluttet at ødelægge disse byer sammen med deres perverse indbyggere. Det var så som så med skønheden i Lots vandrige egn. — 2 Peter 2:6-8; 1 Mosebog 18:20, 21.

Hvordan skulle Lot og hans familie undslippe den forestående ødelæggelse? De selv samme engle som skulle fuldbyrde dommen over byernes indbyggere, blev sendt til Lot for at fortælle ham hvordan han kunne redde livet. Hvad skulle han og hans familie gøre? Forlade byen ufortøvet!

Ubeslutsomhed lønner sig ikke

Hvordan reagerede Lot og hans familie på denne klare besked? Lot blev afvist af sine svigersønner, der regnede truslen om ødelæggelse for en spøg, og han kunne ikke bekvemme sig til at tage af sted. I stedet for straks at adlyde Guds befaling om ufortøvet at flygte, opsatte han det. Men det gjorde englene ikke. De havde deres anvisninger og fulgte dem. „Da han tøvede, greb mændene ham, hans hustru og hans to døtre ved hånden, thi [Jehova] ville skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i sikkerhed uden for byen.“ — 1 Mosebog 19:15, 16.

Flygtede Lot og hans familie så til bjergegnene, som de havde fået besked på? Ikke straks. Vi ved ikke om det var noget hans hustru fik ham til, men han bad Jehovas engel om at måtte søge tilflugt i en nærliggende by. Det fik han lov til, og de flygtede til Zoar. (1 Mosebog 19:18-22) Hvordan virkede det på Lots hustru pludselig at skulle bryde op og flytte? Øjensynlig har hun ikke haft tiltro til Jehovas afgørelse i sagen. Hun var ubeslutsom ligesom sin mand, men med den forskel at han til sidst adlød, mens hun ikke gjorde det. Hun „så sig tilbage og blev til en saltstøtte“. (1 Mosebog 19:26) Hun tøvede, og var fortabt.

Adlød de første kristne?

På samme måde som Lot og hans familie fik besked på ufortøvet at flygte fra deres onde naboer, fik den generation der levede på Jesu tid en advarsel. Jesus fortalte at Jerusalem på et tidspunkt ville blive omringet af lejrede hære og at den eneste udvej ville være at flygte til bjergene. (Lukas 21:20, 21) Om faren ved at opsætte det, sagde han advarende: „Lad ikke den der er på taget stige ned for at hente hvad der er i hans hus, og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning.“ — Mattæus 24:17, 18.

Da de romerske hære i år 66 midlertidigt hævede belejringen af Jerusalem, huskede årvågne kristne Jesu anvisninger. De hørte efter og adlød. De sørgede ufortøvet for at komme ud af Judæa og flygtede til bjergene øst for Jordanfloden. De ikke-troende jøder og de kristne der eventuelt tvivlede, blev tilbage i det der så ud til at være en hellig by under guddommelig beskyttelse. Fire år senere kom romerne tilbage på hævntogt, udslettede over en million af Jerusalems indbyggere og efterlod byen i ruiner. Da de kristne oppe i bjergene hørte nyheden om Jerusalems ødelæggelse, må de have været lykkelige over at de havde adlydt. De var blevet velsignet for at vise lydighed uden betænkning.

En tilsvarende situation i dag?

Hvad kan vi så lære af disse skildringer af Sodomas, Gomorras og Jerusalems ødelæggelse? Jesus gjorde tilintetgørelsen af disse byer til et sidestykke til den tid „da Menneskesønnen åbenbares“. (Lukas 17:28-30; 21:5-36) Som oprigtige bibellæsere kan se, viser begivenhederne siden 1914 at vi nu hastigt nærmer os den tid da dommen skal fuldbyrdes. Snart vil Jehova og Kristus skride til handling for at befri jorden for alle der øver grove synder. — Åbenbaringen 19:11-21.

Hvordan bør kendskabet til dette nu påvirke dig? Hvis du for eksempel overvejer at lade dig døbe som kristen, bør du da tøve med at tage dette vigtige skridt? Forekommer denne beslutning dig som en bjerglignende hindring? Ikke hvis du hører efter Jesu befaling og adlyder ham. (Mattæus 28:19, 20) Når du har skaffet dig kundskab om Jehova og om Riget, kan du vise at du sætter forholdet til Jehova gennem Kristus højt ved at lade dig døbe. På denne måde vil du åbent vedgå at du uforbeholdent indvier dig til Gud. — Mattæus 10:32, 33.

Også allerede døbte kristne bør gennemtænke deres situation. Hvordan? Ved at tænke på Lots hustrus indstilling. Hun mistede alt fordi hun ikke helhjertet stolede på Gud. Hun gik ikke fremad i tillid. (Lukas 17:31, 32) Måske nogle i dag holder sig tilbage fra at få en mere rigelig andel i den kristne tjeneste, selv om deres forhold tillader det. For eksempel er nogle måske i stand til at tjene som hjælpepionerer eller almindelige pionerer. Tænk på de velsignelser det vil kunne medføre! Mange som har grebet chancen, tjener nu med glæde i missionærtjenesten, i betel-, specialpioner-, kreds- eller områdetjenesten. De er glade for at de gik ind ad tjenestens åbne dør. — Åbenbaringen 3:8.

For kristne i dag er der ingen tid til tøven. Denne fordærvede tingenes ordning er dømt til undergang. Hvorfor da se sig tvivlrådigt tilbage? Vær til enhver tid rede til at høre efter og adlyde. Se fremad og stol på Jehova. Vær som Abraham, der adlød uden at tøve, sådan som apostelen Paulus siger: På grund af Guds løfte vaklede han ikke af mangel på tro, men fik kraft ved sin tro, idet han gav Gud ære og var fuldt ud overbevist om at det Gud havde lovet, var han også i stand til at gøre. — Romerne 4:20, 21.