Spørgsmål fra læserne

■ Hvorfor måtte Davids og Batsebas søn dø efter at de havde syndet, når der i Femte Mosebog 24:16 og Ezekiel 18:20 siges at en søn ikke skal dø for sin faders brøde?

David og Batseba var begge gift da de begik ægteskabsbrud og hun blev gravid. Ægteskabsbrud var en alvorlig synd der under Guds lov straffedes med døden. (2 Samuel 11:1-5; 5 Mosebog 5:18; 22:22) Hvis Gud havde ladet deres syndige handling blive pådømt af mennesker i henhold til Loven, ville deres ufødte søn derfor være død sammen med moderen. Men Jehova valgte at behandle denne sag anderledes, hvilket han, som „den der dømmer hele jorden“, var i sin gode ret til. — 1 Mosebog 18:25.

Da Davids skyld blev foreholdt ham, indrømmede han: „Jeg har syndet mod Jehova.“ Derpå sagde Guds profet til ham: „Så har Jehova også båret over med din synd. Du skal ikke dø.“ (2 Samuel 12:13) Der blev vist ham barmhjertighed på grund af pagten om Riget. Desuden må Gud, som er i stand til at læse hjerter, have bedømt ægtheden af Davids anger og set at der var grundlag for at vise ham og Batseba barmhjertighed. De skulle dog ikke slippe helt ustraffet fra deres misgerning. Der blev sagt til David: „Da du imidlertid har handlet fuldstændig respektløst over for Jehova i denne sag, så skal den søn som er født dig, visselig dø.“ — 2 Samuel 12:14.

Gud „slog“ det barn som de ikke havde nogen ret til, og drengen blev syg og døde. Man kan i dag være tilbøjelig til at fokusere på barnets død og føle at det var en streng dom der blev eksekveret. Men det er godt at huske på at hvis overtrædelsen var blevet behandlet af jordiske dommere under Loven, ville de alle tre (David, Batseba og deres ufødte søn) have mistet livet. Set i det lys var det barmhjertigt at Gud lod to af dem leve. Desuden er vi, så mange år senere, ikke bekendt med alle sagens omstændigheder. Vi ved for eksempel ikke hvor rask barnet var da det blev født. Men vi kan have tillid til at Gud behandlede sagen rigtigt, at han handlede upartisk, viist og retfærdigt. David selv erkendte senere: „Den sande Gud, fuldkommen er hans vej.“ — 2 Samuel 22:31; jævnfør Job 34:12; Esajas 55:11.

Dette stemmer med den måde David reagerede på da han havde hørt Guds dom. Så længe barnet var sygt, sørgede og fastede han. Men da barnet døde, forstod David at sagen var afsluttet. (2 Samuel 12:22, 23) I tillid til at Guds dom var korrekt trøstede han derfor Batseba (som nu var hans lovformelige hustru) og forsikrede hende om at deres ægteskab ville fortsætte. Senere fik de sønnen Salomon, som blev Davids efterfølger.

Guds behandling af sagen er ikke nødvendigvis i modstrid med Femte Mosebog 24:16 eller Ezekiel 18:20.

I Femte Mosebog 24:16 sagde Gud: „Fædre skal ikke lide døden på grund af deres børn, og børn skal ikke lide døden på grund af deres fædre. Enhver skal lide døden for sin egen synd.“ Denne anvisning var en del af Moseloven og henvendte sig til israelitiske dommere der behandlede retssager. De kunne ikke læse hjerter. De måtte behandle hver enkelt på grundlag af vedkommendes egen adfærd som den fremgik af de beviser der blev forelagt.

I Ezekiel 18:20 siges der tilsvarende: „En søn skal ikke bære noget af faderens brøde, og en fader skal ikke bære noget af sønnens brøde. Den retfærdiges egen retfærdighed kommer over ham selv, og den ugudeliges egen ugudelighed kommer over ham selv.“ Dette sigter fortrinsvis til voksne mennesker. Der er ifølge sammenhængen tale om en søn der ser sin fader handle ugudeligt men som nægter at gøre fælles sag med ham; sønnen handler derimod efter Jehovas lovbud og vandrer efter hans forskrifter. En sådan søn ville forblive i live når faderen døde. — Ezekiel 18:14-17.

Det kan dog ikke nægtes at forældrenes handlinger undertiden kan gå ud over børnene. Forældre som handler ødselt eller tåbeligt, kan bringe fattigdom over hele familien. Hvis en fader kommer i fængsel på grund af kriminelle handlinger vil det også berøre børnene. De ulykker Gud med rette sendte over israelitterne på grund af deres ugudelighed, ramte også børnene. (5 Mosebog 28:15, 20-32; Ezekiel 8:6-18; 9:5-10) Omvendt sagde Gud også til sit folk: „Du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham; for han er dit liv og rækken af dine dage.“ — 5 Mosebog 30:19, 20.

Davids og Batsebas erfaring bør således indskærpe forældre at deres adfærd kan have meget at sige med hensyn til hvordan det går deres børn. Hvis forældrene frygter Guds navn, kan „retfærdigheds sol“ skinne til velsignelse for hele familien. — Malakias 4:2.