Spørgsmål fra læserne

◼ Kan man med rette omtale sin indvielse til Jehova Gud som et løfte?

Mennesker der af kærlighed til den sande Gud beslutter at tjene ham fuldt og helt, bør vie deres liv til ham og derefter lade sig døbe. Skønt ordet „løfte“ ikke benyttes i Bibelen om den kristne indvielse, synes der ikke at være noget til hinder for at man omtaler sin indvielse som et løfte.

Aid to Bible Understanding forklarer (under ordet Vow) at et løfte i bibelsk forstand er „et højtideligt løfte om at gøre eller undlade at gøre noget bestemt; et tilsagn om at bringe et offer eller en gave, eller om at træde ind i en bestemt tjeneste eller stand“. Nogle af de løfter der omtales i Bibelen er betingede. I Fjerde Mosebog 21:2 siges der for eksempel: „Da aflagde Israel et løfte til Jehova og sagde: ’Hvis du giver dette folk i min hånd, så vil jeg vie deres byer til udslettelse.’“ (1 Mosebog 28:20-22; Dommerne 11:30-39) Når man som kristen vier sit liv til Gud aflægger man ikke et sådant betinget løfte. Man siger ikke: ’Hvis du, Jehova, vil give mig lykke og velstand nu, og garantere mig evigt liv i den nye tingenes ordning, så lover jeg at jeg vil tjene dig hele mit liv.’

Ifølge Bibelen blev nogle løfter aflagt frivilligt, uopfordret. I opslagsværket Wilson’s Old Testament Word Studies siges der om det pågældende hebraiske ord: „[nadaʹr ] at aflægge et løfte, f.eks. frivilligt at love at give eller at gøre noget; grundbetydningen er ’at sætte til side’.“ Et løfte til Gud aflægges altså frivilligt. Kan man da konkludere at eftersom Gud kræver at alle der ønsker hans godkendelse indvier sig til ham, indebærer indvielsen og dåben som en discipel af Jesus ikke et løfte?a

Nej. At Jehova stiller visse krav der skal opfyldes for at man kan blive betragtet som hans ven, betyder ikke at man ikke har noget valg. Moses sagde til Israels folk: „Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom.“ (5 Mosebog 30:19, 20; Salme 15:1-5; jævnfør Josua 24:15; Første Kongebog 18:21.) Tænk desuden på Jesu ord: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ (Mattæus 11:28, 29) Er dette et uafviseligt krav, en befaling? Eller er det en indbydelse der giver rum for et frit valg?

Jesus blev født som medlem af et folk der var indviet til Gud; mange enkeltheder vedrørende hans liv og død var forudbestemt gennem profetierne; Gud havde også beredt Jesus et legeme som han skulle ofre. Alligevel var det af egen fri vilje at Kristus fremstillede sig til sin særlige tjeneste, som det fremgår af hans ord: „Så sagde jeg: ’Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.’“ (Hebræerne 10:5-10) Hvert enkelt menneske må på lignende måde selv træffe en beslutning om at blive en indviet og døbt kristen.

Kristne forstår desuden at brugen af et ord som „løfte“ i dag ikke er begrænset til den måde hvorpå det anvendes i Bibelen. Jehovas vidner har længe gjort brug af „ægteskabsløfter“ i forbindelse med bryllupper i deres rigssale.b Dette stemmer med den generelle betydning af ordet „løfte“ som det fremgår af denne definition: „en højtidelig forsikring, et bindende tilsagn, navnlig i form af en ed aflagt over for Gud.“ — Oxford American Dictionary, 1980, side 778.

Det synes derfor ikke nødvendigt at begrænse brugen af ordet „løfte“. Når man beslutter at tjene Gud føler man måske at man gennem sin uforbeholdne indvielse aflægger et personligt løfte — et indvielsesløfte. Man ’lover højtideligt at gøre noget bestemt’; det er netop hvad ordet „løfte“ indebærer. I dette tilfælde lover man at bruge sit liv i tjenesten for Jehova og at gøre hans vilje trofast. Det er ikke et løfte man bør tage let på. Man bør have samme indstilling som salmisten, der om sine løfter sagde: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig? Den storslåede frelses bæger vil jeg løfte, og Jehovas navn vil jeg påkalde. Mine løfter til Jehova vil jeg indfri.“ — Salme 116:12-14; se også Salme 50:14.

[Fodnoter]