Jesu liv og tjeneste

Barmhjertighed med de nødlidende

EFTER at Jesus har fordømt farisæerne for deres selvforherligende traditioner, tager han af sted sammen med sine disciple. Som du sikkert husker havde han kort forinden søgt at tage disciplene med til et sted hvor de kunne hvile sig. Det lykkedes dog ikke at få hvilet, for folkeskarerne fandt dem. Nu drager de et godt stykke mod nord, til Tyrus’ og Sidons egne. Dette er sandsynligvis den eneste rejse Jesus foretager med sine disciple uden for Israels grænser.

Efter at Jesus har fundet et hus hvor de kan være, giver han udtryk for at han ikke ønsker at nogen skal vide hvor de opholder sig. Men selv om dette område ligger uden for Israels grænser, kan han ikke undgå at blive bemærket. En græsk kvinde der er født her i denne fønikiske del af provinsen Syrien, finder ham og begynder indtrængende at bede: „Hav barmhjertighed med mig, Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ Imidlertid svarer Jesus hende ikke et ord.

Til sidst siger Jesu disciple til ham: „Send hende bort; hun bliver jo ved med at råbe efter os.“

Jesus forklarer så grunden til at han har ignoreret hende, idet han siger: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“

Kvinden giver dog ikke op. Hun nærmer sig Jesus, kaster sig til jorden for ham og bønfalder ham indtrængende: „Herre, hjælp mig!“

Denne kvindes vedholdende tryglen må røre Jesus dybt i hjertet. Men igen peger han på sin vigtigste opgave, nemlig at sørge for Guds folk, Israel. Øjensynlig for at prøve hendes tro henviser Jesus samtidig til jødernes fordomsfulde syn på andre folkeslag, ved at sige: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“

Ved sit medfølende tonefald og ansigtsudtryk lader Jesus sikkert sine egne varme følelser for ikke-jøder skinne igennem. Jøderne plejede i deres fordom at sammenligne hedninger med hunde, men Jesus formilder dette ved at bruge udtrykket „små hunde“ (eller hvalpe), der har en blidere klang. I stedet for at blive fornærmet fortsætter kvinden, idet hun griber Jesu udtalelse og ydmygt bemærker: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“

„Kvinde, stor er din tro,“ svarer Jesus. „Lad det gå dig som du ønsker.“ Og sådan sker det! Da hun kommer hjem finder hun sin datter liggende på sengen, fuldstændig helbredt!

Fra kystområdet ved Sidon rejser Jesus og hans disciple gennem landet mod Jordanflodens øvre løb. De krydser sandsynligvis Jordanfloden et sted nord for Galilæas Sø og kommer ind i Dekapolis, øst for søen. Her stiger de op på et bjerg. Men folkeskarerne finder dem og kommer til Jesus med deres lamme, halte, blinde og stumme og mange andre som er syge eller vanføre. De kaster dem bogstavelig talt for fødderne af Jesus, og han kurerer dem. Folk er forbløffede over det de ser — stumme kan tale, lamme kan gå og blinde kan se, og de priser Israels Gud.

En mand som er døv og som næsten ikke kan tale, fanger i særlig grad Jesu opmærksomhed. Ofte kommer døve let til at føle sig forlegne, især når de befinder sig blandt en stor folkemængde. Det er muligt at Jesus lægger mærke til at denne mand er særlig nervøs. Barmhjertigt fører Jesus ham væk fra folkeskaren for at de kan være alene. Derefter tilkendegiver Jesus hvad han vil gøre for ham. Han stikker sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rører han ved hans tunge. Idet Jesus kigger op mod himmelen, sukker han dybt og siger: „Luk dig op.“ Ved dette får manden hørelsen og talens brug igen.

Da Jesus har udført disse helbredelsesgerninger, siger folkemængden med værdsættelse: „Han har gjort alle ting vel. Han får endog de døve til at høre og de stumme til at tale.“ Mattæus 15:21-31; Markus 7:24-37.

■ Hvorfor helbreder Jesus ikke straks den græske kvindes barn?

■ Hvor tager Jesus bagefter sine disciple med hen?

■ Hvad gør Jesus for en mand som er døv og næsten heller ikke kan tale?