Bringer du ofre når du giver?

Et ligevægtigt syn på bidrag

DA JESUS ved en lejlighed opholdt sig i templet og havde lært de tilstedeværende mange ting, satte han sig „over for bidragsbøsserne og gav sig til at betragte hvordan folkemængden lagde penge i bidragsbøsserne“. (Markus 12:41) Her indtraf den velkendte tildragelse med ’enkens skærv’. Men hvorfor satte Jesus sig her og iagttog folk mens de gav bidrag? Havde han ikke sagt til sine disciple at de ikke skulle lade deres venstre hånd vide hvad deres højre gjorde når de gav barmhjertighedsgaver? — Mattæus 6:3.

Jesus havde netop fordømt de religiøse ledere i stærke vendinger fordi de samvittighedsløst ’opslugte enkernes hjem’. Han sagde: „De vil få en strengere dom.“ (Markus 12:40) Nu rettede han sin opmærksomhed mod bidragsbøsserne, da der var noget han ville lære sine tilhørere. I dag, hvor vi hører så meget om de store midler forskellige kirkeorganisationer råder over, hvordan disse midler misbruges og hvordan ledende kirkefolk lever i overdådig luksus, gør vi klogt i at lægge nøje mærke til hvad Jesus havde at sige. — Læs Markus 12:41-44.

Bidragsbøsserne

Beretningen fortæller at Jesus „satte sig over for bidragsbøsserne“. Stedet har øjensynlig været kvindernes forgård, hvor der langs murene var opstillet nogle kasser eller bidragsbøsser som folk kunne lægge deres bidrag i. Ifølge den jødiske overlevering skal der have været i alt 13 kasser. På hebraisk blev de kaldt trompeter, da åbningen ovenpå var udformet som lydtragten på en trompet. Det siges at ’ingen betrådte tempelområdet uden at lægge noget i’.

Den franske professor Edmond Stapfer har i sin bog om Palæstina på Kristi tid (1885) givet en ret detaljeret beskrivelse af disse bidragsbøsser. Bogen giver et vist indblik i jødernes religiøse liv på den tid, især med hensyn til deres bidrag til tempeltjenesten.

„Hver kasse var til et særskilt formål, angivet med en inskription på hebraisk. På den første var der indgraveret: Nye sekler, det vil sige sekler der var forbeholdt udgifterne i det indeværende år. På den anden stod der: Gamle sekler, det vil sige sekler der var reserveret udgifterne i det foregående år. På den tredje stod der: Turtelduer og dueunger; de penge der blev lagt i denne kasse var den pris man måtte betale hvis man skulle ofre to turtelduer eller to dueunger, den ene som brændoffer, den anden som syndoffer. Over den fjerde kasse stod skrevet: Brændofre; disse penge dækkede udgiften til de øvrige brændofre. Den femte bar indskriften Træ og indeholdt de troendes bidrag til indkøb af brænde til alteret. På den sjette stod der: Røgelse (penge til røgelsesindkøb). På den syvende stod der: Til helligdommen (penge til nådestolen). De seks resterende kasser bar inskriptionen: Frivillige bidrag.“

Betegnelsen på de to første kasser henviste til den kopskat på en halv sekel (to drakmer i græsk mønt) som alle mandlige voksne efter loven skulle betale til templets vedligeholdelse, for de tjenester der blev ydet der, og for de daglige ofre der blev bragt på hele nationens vegne. Denne skat blev ofte indsamlet i lokalsamfundene og derefter bragt til templet. — Mattæus 17:24.

Loven pålagde også folk at bringe forskellige ofre på deres egne vegne. Nogle af disse ofre skulle sone deres synder, andre var ceremonielt bestemte, og atter andre blev ydet af hengivenhed og taknemmelighed. Bidragskasserne der var mærket „Turtelduer og dueunger“ og „Brændofre“ var beregnet til bidrag i forbindelse med ofre. Bogen The Temple, Its Ministry and Services siger: „I Trompet III lagde de kvinder der skulle bringe turtelduer som brændofre og syndofre den tilsvarende værdi i penge; pengene blev hver dag hentet, hvorpå der blev ofret et antal turtelduer der modsvarede pengenes værdi.“ Det har sandsynligvis været sådan forældrene til den spæde Jesus gjorde. — Se Lukas 2:22-24; 3 Mosebog 12:6-8.

Så var der bidragene til brænde og til røgelse der blev anvendt på alteret og til de frivillige ofre. Ifølge professor Stapfer gjaldt det også her at „hvis nogen gav penge til brænde eller røgelse, var der fastsat en minimumsgrænse for størrelsen af det beløb man kunne yde. Det skulle i det mindste svare til prisen for en håndfuld røgelse eller to brændestykker på en alens længde og af stort omfang“.

Hvad kan vi udlede heraf? Det fremgår tydeligt at israelitterne havde omfattende forpligtelser med hensyn til vedligeholdelsen af teltboligen og senere templet i Jerusalem, centeret for den sande tilbedelse. Ofre og bidrag var uløseligt knyttet til deres gudsdyrkelse. Faktisk befaledes det i Loven: „Man må ikke vise sig tomhændet for Jehova.“ (5 Mosebog 16:16) Men hvordan så israelitterne selv på disse forpligtelser?

Forskellige holdninger

Bibelens beretning viser at folket var særdeles gavmildt og rundhåndet på Moses’ og Davids tid, og senere under Joasj’ og Josias’ kongedømme. (2 Mosebog 36:3-7; 1 Krønikebog 29:1-9; 2 Krønikebog 24:4-14; 34:9, 10) Folk var glade for at kunne bidrage til at Jehovas hus blev bygget og vedligeholdt, og til at fremme den sande tilbedelse. Deres indstilling udtrykkes meget godt i Davids ord: „Jeg frydede mig da de sagde til mig: ’Lad os rejse til Jehovas hus.’“ — Salme 122:1.

Det var dog ikke alle der var gavmilde. For eksempel læser vi om præsterne på Malakias’ tid at de ofrede Jehova ’noget der var røvet og noget der var halt og noget der var sygt’. De glædede sig ikke over deres tjenesteforret, men sagde: „Se! Hvor trættende!“ — Malakias 1:13.

På Jesu tid var der ligeledes nogle der benyttede sig af muligheden for at fremme deres egne interesser. De berygtede pengevekslere i templet var der for eksempel ikke blot for at veksle penge, men udnyttede det forhold at kun hebraiske sekel var gyldigt betalingsmiddel, hvilket medførte at de der havde romerske eller græske penge måtte veksle. Ifølge Alfred Edersheim, der betragtes som en autoritet hvad angår jødernes historie, „havde bankfolkene tilladelse til at beregne sig en mea af sølv, eller cirka en fjerdedel af en denar [en arbejders dagløn] for hver halvsekel“. Hvis dette er sandt, er det ikke svært at se hvilken indbringende virksomhed dette må have været, og hvorfor de religiøse ledere blev så ophidsede da Jesus drev pengevekslerne ud.

„Af sin armod“

Alt dette giver vægt til den belæring Jesus udledte af hændelsen med den fattige enkes lille bidrag, som hun utvivlsomt havde lagt i en af de bidragskasser der var mærket „Frivillige bidrag“. Som enke var hun fritaget for kopskat, og af sine begrænsede midler var hun sandsynligvis ikke i stand til at udrede minimumsbidraget til brændofrene eller til indkøb af brænde og røgelse. Alligevel ville hun gerne gøre noget som udtryk for sin kærlighed til Jehova. Hun ønskede ikke at unddrage sig eller at lade dem der i hendes øjne havde bedre råd, betale for hende. Jesus sagde: „Hun lagde i af sin armod alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af.“ — Markus 12:44.

Denne beretning er på flere måder lærerig for os. Det måske mest betydningsfulde er at vi alle er begunstiget med muligheden for at støtte den sande tilbedelse ved hjælp af vore materielle ejendele, og at det der har virkelig værdi i Guds øjne er at vi ikke nøjes med at give hvad vi sagtens kan undvære, men at vi giver noget der har værdi for os. Med andre ord: Giver vi blot noget vi alligevel ikke vil savne? Eller bringer vi virkelig et offer når vi giver?

Hvordan den sande tilbedelse fremmes i dag

I dag fremmer Jehovas vidner den sande tilbedelse ved nidkært at forkynde ’den gode nyhed om riget på hele den beboede jord’. (Mattæus 24:14) At fuldføre denne verdensomspændende opgave kræver ikke blot en offervillig indsats af tid og kræfter, men er også forbundet med betragtelige omkostninger. Jehovas Vidners årbog 1987 oplyser at der i 1986 blev anvendt „i alt 23.545.801,70 dollars til understøttelse af . . . de 2762 missionærer, de 13.351 specialpionerer og alle de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer i de 3353 kredse og områder“. Dertil kommer at der har været brugt „mange penge til indkøb, opførelse og istandsættelse af bygninger, til udstyr til kontorer og trykkerier på Selskabets hovedkontor og dets 93 afdelingskontorer, og til de 8920 frivillige betelmedarbejderes materielle underhold“.

’Hvor kommer midlerne til dette arbejde fra?’ bliver Jehovas vidner ofte spurgt. I modsætning til kristenhedens kirker optager Jehovas Vidner ikke kollekt og udsender ikke indsamlingsbreve. I stedet er der i deres rigssale opsat bidragsbøsser i lighed med dem der fandtes på Bibelens tid. Nu og da opsættes der måske bidragsbøsser til særlige formål, for eksempel i forbindelse med opførelse af rigssale eller stævnehaller eller til økonomisk støtte til missionærerne så de kan rejse til stævne i deres hjemlande. Man kan også fremme den verdensomspændende forkyndelse ved at sende bidrag direkte til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.

Hvordan ser du på de mange forskellige muligheder for at bidrage? Betragter du, ligesom nogle på Malakias’ tid, dem som en trættende byrde og siger måske i dit hjerte: „Se! Hvor trættende!“? Eller ser du ligesom den fattige enke en mulighed for at vise din nidkærhed og interesse for den sande tilbedelse sammen med et stærkt ønske om at ære Jehova med din velstand? Glem ikke det vigtige spørgsmål: Bringer du ofre når du giver?

„’Sæt mig dog på prøve på denne måde,’ siger hærstyrkers Jehova, ’om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“ (Malakias 3:10) Jehovas folks åndelige rigdom og den verdensomspændende tilvækst de erfarer, beviser at Jehova allerede velsigner dem. Måtte vi fortsat bringe Jehova et offer der virkelig er et offer.

[Ramme på side 30]

Hvordan nogle giver bidrag til Rigets arbejde

■ GAVER: Frivillige bidrag i form af penge kan sendes direkte til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk, giro 6 40 34 68. Andre værdier, for eksempel fast ejendom, smykker og andre værdigenstande, kan også gives som bidrag. Sådanne gaver bør være ledsaget af et brev eller en meddelelse der ganske kort oplyser at det er et bidrag uden klausuler.

■ LIVSFORSIKRINGER: Vagttårnets Selskab kan anføres som den til hvis fordel en livsforsikring er tegnet. I sådanne tilfælde bør Selskabet altid informeres på forhånd.

■ FORVALTNINGSFORMUE: Indeståender på bankkonti kan i lighed med værdipapirer betros Selskabet, sådan at afkastet kommer Rigets arbejde til gode. Også i disse tilfælde bør Selskabet underrettes på forhånd.

■ TESTAMENTER: Ejendomme eller penge kan testamenteres til Vagttårnets Selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente. Det vil være praktisk at Selskabet og eventuelt menigheden modtager en kopi af dette dokument.

Man kan få yderligere oplysninger og råd vedrørende gaver og testamenter ved at spørge de ældste i menigheden eller ved at skrive til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.