Nøjagtig kundskab om Gud og hans søn fører til liv!
„Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — JOHANNES 17:3.
1. Hvorfor er det så vigtigt at have nøjagtig kundskab om Gud og Jesus Kristus?
NØJAGTIG kundskab om Gud og hans søn, Jesus Kristus, er af afgørende betydning for enhver der ønsker at opnå evigt liv. „[Gud] vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden.“ (1 Timoteus 2:4) En sådan kundskab fra Guds inspirerede ord, Bibelen, vil lære os hvem Gud er og hvilke forpligtelser vi har over for ham. (2 Timoteus 3:16, 17; 1 Johannes 2:17) Den vil også hjælpe os til at få et klart billede af hvem Jesus Kristus er og hvilket forhold vi har til ham. — Salme 2:12; Filipperne 2:5-11.
2. Hvad kan resultatet blive hvis man mangler nøjagtig kundskab?
2 Hvis vi ikke har nøjagtig kundskab kan vi blive ført vild af den falske lære som udbredes af Guds modstander, Satan Djævelen, der er „en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44) Hvis en læresætning strider mod Guds ord, hvis den er en løgn, så bringer vi vanære over Jehova og stiller os på hans modstanders side ved at tro på den og undervise andre i den. Vi må derfor omhyggeligt undersøge Bibelen for at lære at skelne mellem sandhed og løgn. (Apostelgerninger 17:11) Vi ønsker ikke at være som dem der „altid lærer og dog aldrig er i stand til at komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 2 Timoteus 3:1, 7.
3. Hvad er Bibelens klare lære om Gud, Jesus Kristus og den hellige ånd?
3 Som vi har set i den foregående artikel er treenighedslæren ikke bibelsk. Gud fortæller os tydeligt i sit ord at han er Skaberen af alt, og at det første han skabte i himmelen var hans søn. (Åbenbaringen 4:11; Kolossenserne 1:15, 16) Gud sendte sin søn til jorden som et menneske for at han kunne give sit liv som et sonoffer der skabte grundlag for tilgivelse af menneskenes synder, og for at lære oprigtige mennesker mere om Gud og hans hensigter. (Mattæus 20:28; Johannes 6:38) Men den enkle og klare lære at Gud og Kristus er to forskellige personer og at den hellige ånd ikke er en person men Guds virksomme kraft, er i århundredernes løb blevet forvansket. I stedet er treenighedslæren blevet kristenhedens grundlæggende dogme.
„Jeg og Faderen er ét“
4. Hvorfor kan kirkernes udlægning af ordene i Johannes 10:30 ikke være sand?
4 Kirkerne citerer ofte Johannes 10:30 som støtte for treenighedslæren, skønt der ikke omtales en tredje person i dette vers. Jesus sagde her: „Jeg og Faderen er ét.“ Men mente Jesus mon at han var den almægtige Gud, blot i en anden skikkelse? Nej, det kan han ikke have ment, eftersom han ved mange andre lejligheder gav udtryk for at han var Guds søn og at han underordnede sig Gud. Hvad mente Jesus da med ordene i Johannes 10:30?
5, 6. (a) Hvad mente Jesus da han sagde at han og hans Fader var ét? (b) Hvordan kan dette illustreres i forbindelse med Jesu disciple?
5 Jesus mente at han var ét med sin Fader i tanke og hensigt. Dette fremgår af Johannes 17:21, 22, hvor Jesus bad til Gud for sine disciple: „At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os . . . for at de må være ét ligesom vi er ét.“ Bad Jesus om at alle hans disciple måtte blive én person? Nej, han bad om at de måtte være forenede, være ét i tanke og hensigt, ligesom Jesus og Gud var.
6 Den samme tanke udtrykkes i Første Korintherbrev 1:10, hvor Paulus skrev til de kristne: „Nu tilskynder jeg jer . . . til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Da Jesus sagde at han og hans Fader var ét mente han ikke at de var den samme person, ligesom han heller ikke mente at hans disciple skulle være den samme person da han bad om at de måtte være ét.
Hvem var „Ordet“?
7. (a) Hvad hævder kristenheden angående Johannes 1:1? (b) Hvilken ordlyd i Johannes 1:1 viser umiddelbart at der ikke er tale om en treenighed?
7 Hvordan kan vi da forklare Johannes 1:1, der ifølge den danske autoriserede oversættelse lyder: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud“? I Johannes 1:14 siges der at „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os“. Kristenheden hævder at „Ordet“ (græsk: loʹgos) der kom til jorden som Jesus Kristus, var den almægtige Gud. Men læg mærke til at der selv i den danske autoriserede oversættelse siges at „Ordet var hos Gud“. En der er hos en anden, kan ikke samtidig være denne person. Det fremgår altså af denne oversættelse at der er tale om to forskellige personer. Og der nævnes intet om en tredje person i en treenighed.
8. Hvordan gengives den sidste del af Johannes 1:1 i andre bibeloversættelser?
8 Som nævnt siger den danske autoriserede oversættelse i sidste del af Johannes 1:1 at „Ordet var Gud“. Andre oversættelser har imidlertid en anden ordlyd. Her følger nogle eksempler:
1808: „og Ordet var en gud.“ The New Testament, in an Improved Version, Upon the Basis of Archbishop Newcome’s New Translation: With a Corrected Text, London.
1864: „og en gud var Ordet.“ The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson, New York og London.
1935: „og Ordet var guddommeligt.“ The Bible — An American Translation af J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed, Chicago.
1935: „Logos var guddommelig.“ A New Translation of the Bible af James Moffatt, New York.
1975: „og Ordet var en gud (hørte til gudernes kategori).“ Das Evangelium nach Johannes af Siegfried Schulz, Göttingen.
1978: „og Logos var af guddommelig art.“ Das Evangelium nach Johannes af Johannes Schneider, Berlin.
1979: „og Logos var en gud.“ Das Evangelium nach Johannes af Jürgen Becker, Würzburg.
Ny Verden-oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter, der i 1974 blev udgivet af Vagttårnets Selskab, har: „og Ordet var en gud.“
9. Hvad står der i den græske grundtekst foran det første theosʹ (gud) i Johannes 1:1, og hvad viser dette?
9 Stemmer disse oversættelser med versets grammatiske opbygning på grundsproget, græsk? Ja. I Johannes 1:1 forekommer det græske navneord theosʹ, gud, to gange. Første gang hentyder det til den almægtige Gud, som Ordet var hos — „og Ordet [loʹgos] var hos Gud [en form af theosʹ]“. Foran dette theosʹ står en form af det bestemte kendeord, ho. Når navneordet theosʹ forekommer med det bestemte kendeord ho foran, henviser det til en særskilt person, i dette tilfælde den almægtige Gud — „og Ordet var hos Gud[en]“.
10. Hvad viser udeladelsen af kendeordet ho foran det andet theosʹ i Johannes 1:1?
10 Hvorfor gengiver de oversættelser der er citeret i paragraf 8 da det andet theosʹ i Johannes 1:1 med „guddommeligt“ eller „en gud“? Fordi det andet theosʹ er et navneord i ental der står som prædikatsled (omsagnsled til grundled) foran udsagnsordet og uden det bestemte kendeord, ho. Denne sætningsbygning henleder opmærksomheden på et kendetegn eller en egenskab hos grundleddet. Det viser noget om Ordets natur, at det er „guddommeligt“ eller „en gud“, men skriftstedet siger ikke at Ordet er den almægtige Gud. Dette stemmer med de mange andre skriftsteder som viser at „Ordet“ var Guds talerør der blev sendt til jorden. Som der siges i Johannes 1:18: „Ingen har nogen sinde set Gud; det er den enestefødte gud [den søn som den almægtige Gud skabte i himmelen], som ligger op mod Faderens bryst, der [er kommet til jorden som mennesket Jesus og] har forklaret ham [den almægtige Gud].“
11. Nævn et eksempel på at oversættere har indføjet et kendeord hvor det ikke forekommer i den græske grundtekst, og forklar hvorfor dette gøres.
11 De der har oversat Bibelen fra den græske grundtekst har i mange andre skriftsteder indføjet det ubestemte kendeord („en“ eller „et“) foran navneord der står som omsagnsled, skønt der ikke forekommer et ubestemt kendeord i den græske tekst. Når kendeordet indføjes i en oversættelse, fremhæves et kendetegn eller en egenskab hos den eller det der tales om. I Markus 6:49 siger King James-oversættelsen for eksempel at disciplene mente „at det var en ånd“ (græsk: fanʹtasma) da de så Jesus gå på vandet. Ny Verden-oversættelsen gengiver det: „Da de fik øje på ham . . . tænkte de: ’Det er et synsbedrag!’“ Den korrekte oversættelse af Johannes 1:1 viser således at Ordet ikke var „Gud“, men „en gud“.
12. Hvilke lignende eksempler findes i Johannes 8:44?
12 To lignende eksempler findes i Johannes, kapitel 8, vers 44. Her siger Jesus om Djævelen: „Han var en manddraber da han begyndte . . . han er en løgner og løgnens fader.“ I den græske grundtekst står omsagnsleddet i begge disse udtryk („manddraber“ og „løgner“) foran udsagnsordet og uden bestemt kendeord — ligesom i Johannes 1:1. I begge tilfælde beskrives en egenskab eller et kendetegn hos Djævelen, og i mange oversættelser til andre sprog er det nødvendigt at indføje det ubestemte kendeord („en“ eller „et“) for at vise dette. For eksempel lyder dette vers i den danske autoriserede oversættelse: „Han har været en morder fra første færd . . . han er en løgner, ja, løgnens fader.“ — Se også Markus 11:32; Johannes 4:19; 6:70; 9:17; 10:1, 13, 21; 12:6.
„Min Herre og min Gud!“
13, 14. Hvorfor kunne Thomas kalde Jesus „min Gud“ uden at mene at Jesus var Jehova?
13 Tilhængere af treenighedslæren anfører også ordene i Johannes 20:28 som støtte for deres opfattelse. Ifølge dette skriftsted sagde Thomas til Jesus: „Min Herre og min Gud!“ Som det fremgår af ovenstående var det ikke forkert af Thomas at kalde Jesus en gud. I sin førmenneskelige tilværelse var Jesus en gud, det vil sige en mægtig, guddommelig åndeskabning. Det har han også været siden sin opstandelse til liv i himmelen. Jesus citerede desuden et vers fra Salmerne for at vise at magtfulde mennesker blev kaldt „guder“. (Salme 82:1-6; Johannes 10:34, 35) Apostelen Paulus gjorde opmærksom på at der var „mange ’guder’ og mange ’herrer’“. (1 Korinther 8:5) Selv Satan kaldes en gud: „Denne tingenes ordnings gud.“ — 2 Korinther 4:4.
14 Kristus indtager naturligvis en stilling der er langt højere end både Satans og ufuldkomne menneskers. Hvis de kan omtales som „guder“ kan Jesus naturligvis også kaldes en gud, og det blev han. På grund af Jesu enestående stilling i forhold til Jehova omtales han som „den enestefødte gud“ (Johannes 1:18), „Vældig Gud“ (Esajas 9:6) og „en gud“ (Johannes 1:1). Det var derfor ikke forkert af Thomas at kalde Jesus Gud. Han mente blot at Jesus var som en gud for ham; mægtig og guddommelig.
15. Hvordan fremgår det tydeligt af Johannes, kapitel 20, vers 31, hvem Jesus er?
15 Blot tre vers længere fremme, i Johannes 20:31, siges der: „Dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn.“ Dette fjerner enhver tvivl om hvad Thomas mente. Bibelskribenten Johannes siger tydeligt at Jesus er Guds søn, ikke Gud den Almægtige.
Ikke Gud lig
16. Hvilken anklage rejste jøderne, og hvordan gendrev Jesus den?
16 Et andet skriftsted kirkerne ofte henviser til er Johannes 5:18. Her står der at jøderne søgte at dræbe Jesus fordi „han kaldte . . . Gud sin Fader og gjorde sig selv lig Gud“. Hvem var det der sagde at Jesus gjorde sig selv lig Gud? Det var ikke Jesus selv. Han retter misforståelsen i det næste vers (v. 19) ved at forklare: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ Jesus hævdede altså ikke at han var den almægtige Gud eller at han var ham lig. Han viste jøderne at de tog fejl, at han ikke var Gud, men Guds søn, og at han som Guds talerør ikke kunne handle på eget initiativ. Kan vi forestille os at universets almægtige Gud sagde at han intet kunne gøre af sig selv? Naturligvis ikke. Jøderne rejste en anklage, og Jesus gendrev den.
17. (a) Hvad viser Guds inspirerede ord tydeligt om Jehova, Jesus Kristus og den hellige ånd? (b) Hvad bør man gøre med et skriftsted som tilhængere af treenighedslæren bruger som støtte for deres opfattelse?
17 Guds vidnesbyrd i hans inspirerede ord, Jesu vidnesbyrd og Jesu disciples vidnesbyrd viser altså samstemmende at den almægtige Gud og Jesus Kristus er to forskellige personer, nemlig fader og søn. Af de samme vidnesbyrd fremgår det tydeligt at den hellige ånd ikke er en tredje person i en treenighed, men Guds virksomme kraft. Det er nytteløst at rive skriftsteder ud af deres sammenhæng eller forvanske dem for at støtte treenighedslæren. Sådanne skriftsteder må sammenholdes med hvad Bibelen siger om emnet andre steder.
Hvorfor opstod treenighedslæren?
18. Hvorfra stammer treenighedslæren?
18 Hvis du ser side 18, der har overskriften „Treenighedslærens historiske udvikling“, vil du bemærke at denne lære har hedenske rødder. Det er en ubibelsk lære som kristenheden antog i det fjerde århundrede. På et langt tidligere tidspunkt tilbad man imidlertid treheder af guder i det gamle Babylon, i Ægypten og andre steder. Kristenheden indlemmede altså et hedensk begreb i sin lære. Dette skete på foranledning af den romerske kejser Konstantin, som ikke var interesseret i sandheden om treenighedslæren men ønskede at befæste sit rige, der bestod af hedninger og frafaldne kristne. Treenighedslæren var ikke en videreudvikling af en kristen lære, men var et vidnesbyrd om at kristenheden var faldet fra Kristi lære og i stedet havde antaget hedenske læresætninger.
19. Hvorfor udviklede man treenighedslæren?
19 Hvorfor er treenighedslæren opstået? Det tjener ikke Guds interesser at man gør ham, hans søn og hans hellige ånd til et mystisk og forvirrende begreb, og det tjener ikke menneskers interesser at blive ført bag lyset. Men jo mere forvirrende folk finder Gud og hans hensigter, jo bedre passer det Satan Djævelen, Guds modstander, „denne tingenes ordnings gud“, der gør hvad han kan for at ’forblinde de ikke-troendes forstand’. (2 Korinther 4:4) Det passer også kristenhedens religiøse ledere, eftersom en sådan lære giver det indtryk at kun teologer kan forstå Bibelen. Dette hjælper dem til at bevare magten over ’lægfolket’.
20. (a) Hvad er den enkle sandhed om treenighedslæren? (b) Hvad vil det betyde for os hvis vi tilegner os nøjagtig kundskab om den frigørende sandhed?
20 Sandheden om treenighedslæren er imidlertid så enkel at selv et barn kan forstå den. En lille dreng ved udmærket at han ikke er den samme som sin fader, men at de er to forskellige personer. På samme måde skal det forstås bogstaveligt når Bibelen siger at Jesus Kristus er Guds søn. Det er den enkle sandhed, mens treenighedslæren er en løgn. Den må derfor stamme fra ham „der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) De enkle, forfriskende sandheder om Gud, hans søn Jesus Kristus og Guds virksomme hellige ånd udfrier mennesker fra trældommen under falske læresætninger der har rod i hedenskab og stammer fra Satan. Som Jesus sagde til nogle mennesker der oprigtigt søgte sandheden: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Ja, at tilegne sig nøjagtig kundskab om den frigørende sandhed og handle efter den „betyder evigt liv“. — Johannes 17:3.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor er det så vigtigt at have nøjagtig kundskab om Gud og hans søn?
◻ Hvad mente Jesus da han sagde: „Jeg og Faderen er ét“?
◻ Hvordan skelnes der mellem Ordet og Gud i Johannes 1:1?
◻ Hvorfor var det passende at Thomas kaldte Jesus „min Gud“?
◻ Hvordan opstod treenighedslæren, og hvem står bag den?
[Ramme på side 18]
Treenighedslærens historiske udvikling
The New Encyclopædia Britannica, 1985, Micropædia, bind 11, side 928, oplyser under emnet Trinity (treenighed): „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Shema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4).“ Dette opslagsværk siger også: „Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid. . . . Ved kirkemødet i Nikæa i år 325 blev den afgørende formulering af denne lære fremlagt i form af bekendelsen om at Sønnen ’er af samme væsen . . . som Faderen’, skønt der ikke blev sagt meget om den hellige ånd. . . . i slutningen af det 4. århundrede . . . havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form som har holdt sig siden da.“
New Catholic Encyclopedia, 1967, bind 14, side 299, siger: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. . . . Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“
Som det fremgår af ovenstående er treenighedslæren ikke bibelsk, men blev officielt antaget på kirkemødet i Nikæa i år 325 e.v.t. Den er i virkeligheden en hedensk opfattelse der var opstået i det gamle Babylon og Ægypten længe før dette årstal, og den var også udbredt i andre lande. Historikeren Will Durant siger i sin kulturhistorie (The Story of Civilization: Part III, s. 595): „Kristendommen gjorde det ikke af med hedenskabet; den overtog det. . . . Fra Ægypten kom forestillingerne om en treenig guddom.“
Under overskriften Triad (Triade) på side 793 og 794 i værket An Encyclopedia of Religion, som udkom i 1964 og er redigeret af Vergilius Ferm, nævnes en lang række treheder af guder som findes inden for de babyloniske, buddhistiske, hinduiske, nordiske, taoistiske og andre religioner, også kristenhedens. Værket nævner for eksempel at i Indien omfatter „den store triade . . . Brahma, skaberen, Vishnu, bevareren, og Shiva, ødelæggeren. Disse tre repræsenterer livets cyklus, ligesom den babyloniske triade Anu, Enlil og Ea repræsenterer livets bestanddele, luften, vandet og jorden.“
På British Museum i London findes der skulpturer som viser fortidige treheder af guder, for eksempel Isis, Harpokrates og Neftys. En publikation udgivet af museets afdeling for kulturgenstande fra middelalderen og fremefter henleder opmærksomheden på følgende inskription der fandtes på et gammelt smykke: „Forside: De ægyptiske guder Horus-Baït (med høgehoved), Buto-Akori (slangen) og Hathor (med frøhoved). Bagside: Det græske vers: ’Én Baït, én Hathor, én Akori; deres magt er én. Vær hilset, verdens fader, vær hilset, trefoldige gud!’ Disse guder skildres således som tre manifestationer af én magt, sandsynligvis solguden.“
Historien bekræfter at treenighedslæren er et lån fra hedenskabet, og at den fandtes længe før Jesus Kristus kom til jorden. Længe efter hans død blev den fremmet af nogle som havde ladet sig påvirke af hedensk filosofi og som var afveget fra den sande tilbedelse af Gud som Jesus og apostlene havde undervist i.
[Illustration på side 16]
Det Jesus bad om, var at hans disciple måtte være ét i tanke og hensigt, ligesom han og hans Fader var ét