„Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“
DETTE spørgsmål blev i år 50 stillet af en arrestforvarer i den makedoniske by Filippi. Der havde lige været et stort jordskælv som havde åbnet alle døre i det fængsel han havde ansvaret for. I den tro at fangerne var flygtet, ville arrestforvareren gøre det af med sig selv. Men en af fangerne, apostelen Paulus, råbte: „Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle!“ — Apostelgerninger 16:25-30.
Paulus og hans medfange, Silas, var kommet til Filippi for at forkynde et frelsesbudskab, men var blevet sat i fængsel på falske anklager. Glad og taknemmelig over at fangerne ikke var flygtet, ønskede arrestforvareren at høre hvad Paulus og Silas’ budskab gik ud på. Hvordan kunne han få del i den frelse disse to kristne missionærer forkyndte?
Vor tids mennesker har lige så stort behov for frelse som denne mand havde. Ulykkeligvis betragter mange spørgsmålet om frelse med stor skepsis. Det falder dem for brystet at mange af dem der prædiker om frelse, er arrogante og griske. Andre væmmes ved den overdrevne salvelsesfuldhed der kendetegner mange evangeliske kirker. Den engelske journalist Philip Howard siger at de såkaldte vækkelsesprædikanter „spiller på folks følelser og godgørenhed i stedet for at tale til deres forstand“. — Jævnfør Andet Petersbrev 2:2.
Atter andre chokeres over de pludselige personlighedsændringer hos dem der føler at de er blevet „frelst“. I bogen Snapping omtaler Flo Conway og Jim Siegelman de sidste årtiers bølge af religiøse oplevelser — deriblandt det at blive „frelst“. De kommer også ind på „skyggesiden“ ved disse oplevelser. De fortæller at folk bliver „grebet“ så de foretager pludselige forandringer som ikke giver den lovede tilfredshed og indsigt, men snarere fører til selvbedrag, fordomme og tab af evnen til at se realistisk på tingene. Forfatterne tilføjer: „Man kan sige at det der sker er at de kobler hjernen fra — holder op med at tænke.“
Sådan gik det ikke de første kristne da de tog imod frelse. Arrestforvareren i Filippi ’koblede ikke hjernen fra’ da apostelen Paulus besvarede hans spørgsmål: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ Og Paulus og Silas ’spillede ikke på hans følelser’ eller bad om store pengebidrag. Nej, „de talte Jehovas ord til ham“. Ved at ræsonnere med manden hjalp de ham til at få en klar forståelse af Guds frelsesforanstaltninger. — Apostelgerninger 16:32.
„Tro på Herren Jesus“
Disse kristne missionærer gjorde arrestforvareren opmærksom på en grundlæggende sandhed om frelse, som også Peter talte om dengang den kristne menighed blev dannet. Peter pegede da på den centrale rolle Jesus Kristus spiller i forbindelse med frelsen, idet han kaldte ham „livets hovedformidler“. Apostelen sagde også: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apostelgerninger 3:15; 4:12) Paulus og Silas viste den filippiske arrestforvarer hen til samme frelsesformidler da de sagde: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst.“ — Apostelgerninger 16:31.
Men hvad indebærer det at tro på Herren Jesus? Hvorfor er det kun ved Jesu Kristi navn at man kan opnå frelse? Vil alle til sidst blive frelst? Og troede apostlene på at ’når man én gang er frelst, er man altid frelst’? Det er vigtigt at få disse spørgsmål besvaret, for selv om mange religiøse mennesker ved deres tale og handling har givet dette ord en negativ klang, har vi stadig behov for frelse. Vi må have et tilfredsstillende og fornuftigt svar på spørgsmålet: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“