Guds kærlighed fik dem til at vise uselviskhed
„Lad dem takke Jehova for hans loyale hengivenhed og for hans undergerninger mod menneskesønnerne.“ — SALME 107:8.
1. Hvordan understreger apostelen Johannes egenskaben kærlighed i sit første brev?
„GUD er kærlighed.“ Der ligger en dyb sandhed gemt i disse ord. Det er derfor ikke så mærkeligt at apostelen Johannes fandt det nødvendigt at skrive dette to gange i sit første brev. (1 Johannes 4:8, 16) Gud er kærlighed i den forstand at han er selve indbegrebet af kærlighed, den personificerede kærlighed.
2. Hvordan kom Guds kærlighed til udtryk da han skabte en mand og en kvinde og sørgede for dem?
2 Tænk engang over den kærlighed Gud viste ved den måde han skabte os på. Den inspirerede salmist David gav meget passende udtryk for sin værdsættelse af dette med følgende ord: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ (Salme 139:14) Ved at udstyre os med sanser som synssansen, høresansen, smagssansen, lugtesansen og følesansen gjorde Gud det muligt for os at nyde uendelig mange glæder, og leve et liv i sundhed og lykke. Desuden er skaberværket omkring os præget af skønhed. Tænk blot på de utallige forskelligartede planter og dyr der findes, for slet ikke at tale om de smukke træk ved menneskeracen. Gud har også tilvejebragt en lang række skønne frugter, grøntsager og andre fødevarer som vi kan glæde os over. (Salme 104:13-16) Det er derfor med god grund at apostelen Paulus mindede indbyggerne i fortidens Lystra om at Gud „har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde“. — Apostelgerninger 14:17.
3. Hvilke vidunderlige evner har Gud udstyret os med?
3 Tænk også på de velsignelser der er forbundet med at have et lykkeligt familieliv. Og tænk på de glæder vi kan nyde i kraft af vore mentale og følelsesmæssige evner: vor fantasi, vor evne til at drage fornuftslutninger, vor hukommelse, vor samvittighed og især vor mulighed for at tilbede Gud — alt sammen noget der sætter os over dyrene. Desuden kan vi glæde os over musikkens gave. Dette og meget andet er tydelige beviser for at Gud har kærlighed til os.
4. Hvordan har mennesker erfaret Guds kærlighed siden vore første forældres overtrædelse?
4 Der er ingen tvivl om at Adam og Eva som fuldkomne mennesker i Edens have nød mange glæder. (1 Mosebog 2:7-9, 22, 23) Men da de undlod at reagere uselvisk på den store kærlighed Gud havde vist dem, slog Gud da hånden af menneskeheden? Nej, han traf med det samme foranstaltning til at rette op på de dårlige følger vore første forældres overtrædelse ville få. (1 Mosebog 3:15) Jehova viste også sin kærlighed ved tålmodigt at finde sig i Adams ufuldkomne afkom. (Romerne 5:12) Hvor lang tid har han gjort det? Indtil videre i omkring 6000 år! Gud har især vist sin kærlighed ved den måde hvorpå han har taget sig af sine tjenere. Følgende ord har vist sig at være sande: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd.“ — 2 Mosebog 34:6, 7.
5. Hvordan viste Jehova kærlighed til og tålmodighed med Israel?
5 Jehova Gud viste også stor tålmodighed med israelitterne, lige fra dengang han frembragte dem som nation ved Sinaj Bjerg, indtil deres selvrådighed tvang ham til fuldstændig at forstøde dem. Som vi læser i Anden Krønikebog 36:15, 16: „Jehova, deres forfædres Gud, sendte imidlertid bud til dem ved sine sendebud, idet han sendte dem igen og igen, for han havde medlidenhed med sit folk og med sin bolig, men de drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter, indtil Jehovas forbitrelse var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var.“ Jehova Guds kærlighed fik imidlertid nogle til at vise uselviskhed. Lad os se hvordan nogle af dem bar sig ad. Dette vil give os et godt grundlag for at finde frem til på hvilke områder vi selv kan vise værdsættelse af Jehovas kærlighed.
Hvordan Moses viste uselviskhed
6. På hvilke måder satte Moses et godt eksempel, og i egenskab af hvad erfarede han Guds kærlighed?
6 Moses er et godt eksempel på en der reagerede uselvisk på Guds kærlighed. Som adoptivsøn af Faraos datter havde han store muligheder. Men han valgte „at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier“. (Hebræerne 11:25, 26) Ved en lejlighed ønskede Moses at udfri sine brødre, israelitterne, fra trældommen i Ægypten. Men de værdsatte ikke hans bestræbelser, og Guds tid var heller ikke inde hertil. (Apostelgerninger 7:23-29) På grund af Moses’ tro og uselviske ønske om at hjælpe sine brødre, satte Jehova ham årtier senere i stand til at udføre mange mirakler, og han lod Moses tjene israelitterne i 40 år som sin profet, dommer, lovgiver og mellemmand. Som sådan erfarede Moses og hele Israels folk ofte Jehovas kærlighed.
7. Hvordan reagerede Moses på Guds kærlighed?
7 Hvordan reagerede Moses på Guds kærlighed og ufortjente godhed? ’Forfejlede han hensigten med at have taget imod Jehovas ufortjente godhed’? (2 Korinther 6:1) På ingen måde! Moses viste sin værdsættelse af Jehovas kærlighed ved at lade hele sin tilværelse være koncentreret om tjenesten for Gud. Han så altid hen til sin Skaber og havde et nært forhold til ham. Da Gud irettesatte Aron og Mirjam for at kritisere deres broder, roste Gud samtidig Moses i utvetydige vendinger. Ja, Jehova talte med Moses „mund til mund“ og lod ham skue „Jehovas skikkelse“. (4 Mosebog 12:6-8) Til trods for at Moses fik mange privilegier forblev han dog den sagtmodigste af alle mennesker og gjorde „nøjagtig som Jehova havde påbudt ham“. — 2 Mosebog 40:16; 4 Mosebog 12:3.
8. Hvordan viste Moses at hele hans liv drejede sig om tjenesten for Gud?
8 Som en uselvisk tjener for Gud viste Moses at Jehovas navn og omdømme, samt den rene tilbedelse, var noget der lå ham stærkt på sinde. Ved to lejligheder bønfaldt Moses Jehova om at vise Israel barmhjertighed fordi Guds navn var inddraget, og Jehova lyttede til ham. (2 Mosebog 32:11-14; 4 Mosebog 14:13-19) Da israelitterne lod sig forlede til kalvedyrkelse, viste Moses sin nidkærhed for den rene tilbedelse ved at råbe: „Hvem er for Jehova? Kom hen til mig!“ Derefter henrettede Moses og de der var med ham 3000 afgudsdyrkere. Gennem 40 år ledede han med udholdenhed et oprørsk og klagende folk. Der er ikke den mindste tvivl om at Guds kærlighed fik Moses til at vise uselviskhed, og derved satte han et godt eksempel for os i dag. — 2 Mosebog 32:26-28; 5 Mosebog 34:7, 10-12.
Davids gode eksempel
9. (a) Hvordan reagerede David på Jehova Guds kærlighed? (b) Hvordan kan vi ligesom David ’ære Jehova med vor velstand’?
9 Endnu en bibelsk person som værdsatte Guds kærlighed ved at vise uselviskhed, var David, Israels anden konge. Hans nidkærhed for Jehovas navn fik ham til at gå i kamp mod den hånende filisterkæmpe Goliat, og Gud lod David sejre over ham. (1 Samuel 17:45-51) Det var også denne nidkærhed der fik David til at bringe pagtens ark til Jerusalem. (2 Samuel 6:12-19) Davids ønske om at bygge Jehova et tempel var også et udtryk for hans nidkærhed og hans værdsættelse af Guds kærlighed og godhed. Og selv om David ikke selv fik dette privilegium, afholdt det ham ikke fra at forberede projektet og ære Jehova ved personligt at bidrage med guld, sølv og kostbare sten af meget stor værdi. (2 Samuel 7:1-13; 1 Krønikebog 29:2-5) Guds kærlighed bør også få os til at reagere uselvisk og ’ære Jehova med vor velstand’ ved at bruge vore materielle midler til at fremme Rigets interesser. — Ordsprogene 3:9, 10; Mattæus 6:33.
10. På hvilket område er Davids handlemåde efterlignelsesværdig?
10 Selv om David begik nogle alvorlige fejltrin viste han sig at være ’en mand efter Jehovas hjerte’. (1 Samuel 13:14; Apostelgerninger 13:22) I mange af sine salmer giver han udtryk for sin værdsættelse af Guds kærlighed. I The International Standard Bible Encyclopædia siges der at David „mere end nogen anden person i Bibelen gav udtryk for sin taknemmelighed“. Salmisten Asaf sagde at Gud ’valgte David, sin tjener, og tog ham fra fårefoldene. Han hentede ham ind til at være hyrde for sit folk, Jakob, og for sin arvelod, Israel. Han blev da hyrde for dem i sit hjertes uangribelighed’. (Salme 78:70-72) Vi kan i høj grad efterligne Davids eksempel.
Jesus Kristus, vort fuldkomne forbillede
11, 12. Hvordan viste Jesus at hele hans liv drejede sig om tjenesten for Gud?
11 Jesus Kristus er naturligvis det bedste eksempel på en der viste værdsættelse af Guds kærlighed ved at lægge uselviskhed for dagen. Frem for noget andet fik dette Jesus til at vise Jehova udelt hengivenhed. Det er tydeligt at Jesus lod tjenesten for Gud præge hele sin tilværelse. Værdsættelse af sin himmelske Faders kærlighed og godhed bevægede ham til at være et helt igennem åndeligt menneske. Han havde et nært forhold til Gud. Jesus henvendte sig ofte i bøn til Gud, for han holdt af at tale til sin himmelske Fader. Igen og igen læser vi at Kristus bad, og ved en lejlighed tilbragte han en hel nat i bøn. (Lukas 3:21, 22; 6:12; 11:1; Johannes 17:1-26) I taknemmelighed over Guds kærlighed viste Jesus i sit liv at ’mennesket ikke lever af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund’. At gøre sin Faders vilje var som mad for ham. (Mattæus 4:4; Johannes 4:34) Burde vi ikke vise den samme værdsættelse af den kærlighed Gud har vist os og yde ham udelt hengivenhed?
12 I sin værdsættelse af Guds kærlighed henledte Jesus Kristus altid uselvisk opmærksomheden på sin Gud og Fader. Når nogen tiltalte Jesus som „gode lærer“, indvendte han: „Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Lukas 18:18, 19) Jesus understregede igen og igen at han ikke kunne gøre noget af sig selv. Han undlod aldrig at ophøje sin Faders navn, og begyndte også meget passende sin mønsterbøn med anmodningen: „Lad dit navn blive helliget.“ Han bad: „Fader, herliggør dit navn.“ Og kort før sin død sagde Kristus til sin Fader: „Jeg har herliggjort dig på jorden, idet jeg har fuldført den gerning du har givet mig at gøre.“ (Mattæus 6:9; Johannes 12:28; 17:4) Guds kærlighed bør også få os til at herliggøre Jehova og bede om at hans navn må blive helliget.
13. Hvad fik Guds kærlighed Jesus til at gøre?
13 Lad os betragte endnu en måde hvorpå Guds kærlighed motiverede Jesus til at vise uselviskhed. Den fik ham til at elske retfærdighed og hade ugudelighed, som forudsagt i Salme 45:7. (Hebræerne 1:9) Han var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebræerne 7:26) Jesus bad sine ondsindede modstandere bevise at han var skyldig i synd, men det kunne de ikke. (Johannes 8:46) Ved to lejligheder fik hans had til det onde ham til at rense templet for begærlige religionsudøvere. (Mattæus 21:12, 13; Johannes 2:13-17) Jesus fremsatte desuden svidende fordømmelser af de hykleriske religiøse ledere, og sagde endog at de var af Djævelen! — Mattæus 6:2, 5, 16; 15:7-9; 23:13-32; Johannes 8:44.
14. Hvordan fik Guds kærlighed Jesus til at behandle sine disciple?
14 Jesu værdsættelse af Jehovas kærlighed kom også til udtryk i den måde han behandlede sine apostle og disciple på. Han var meget kærlig, tålmodig og barmhjertig over for dem. Deres evindelige kappestrid og diskussion om hvem der var den største iblandt dem, selv den nat han skulle forrådes, må have såret Jesus dybt. (Lukas 22:24-27) Men Jesus var altid mild og ydmyg af hjertet. (Mattæus 11:28-30) Judas forrådte Jesus, Peter fornægtede ham tre gange og de andre apostle flygtede da en pøbelskare kom for at arrestere ham. Men alligevel blev han aldrig bitter eller fornærmet. Hvordan ved vi det? Jo, for da Jesus efter sin opstandelse atter mødtes med apostlene irettesatte han dem ikke strengt, selv om de havde givet efter for frygt. Han trøstede og styrkede dem tværtimod til øget tjeneste. — Johannes 20:19-23.
15. Hvordan dækkede Jesus uselvisk folks fysiske behov?
15 Lad os betragte endnu et eksempel på hvordan Guds kærlighed fik Jesus Kristus til at vise uselviskhed. Han ofrede sit liv for andre og led en forsmædelig og smertefuld død på en marterpæl. (Filipperne 2:5-8) Jesus tog sig også af folks fysiske behov. Hvordan? Ved mirakuløst at bespise folkeskarer og helbrede mange. (Mattæus 14:14-22; 15:32-39) Han lod altid andres interesser komme før sine egne. Derfor kunne han sige: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ (Mattæus 8:20) Jesus kunne mærke at Guds ånd udgik fra ham når han helbredte mennesker. Men han forsøgte aldrig at slå mønt af disse overnaturlige evner, som for eksempel dengang en kvinde som havde lidt af blødninger i 12 år, i tro rørte ved hans yderklæder og blev helbredt. (Markus 5:25-34) Desuden brugte Jesus aldrig sine overnaturlige evner til gavn for sig selv. — Jævnfør Mattæus 4:2-4.
16. Hvordan sørgede Kristus for folks åndelige behov?
16 Jesus var i sin uselviskhed opmærksom på at dække folks fysiske behov ved at helbrede deres sygdomme og mirakuløst bespise dem, men hans hovedmotiv i forbindelse med sin jordiske tjeneste var at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple. Til trods for at han helbredte mange, var det ikke som den store læge eller mirakelmager han blev kendt, men som den gode lærer. (Mattæus 4:23, 24; Markus 10:17) Jesus omtalte sig selv som læreren, og det samme gjorde hans disciple, ja, selv hans fjender. (Mattæus 22:16; 26:18; Markus 9:38) Han lærte andre nogle storslåede sandheder, for eksempel i Bjergprædikenen. (Mattæus 5:1–7:29) Hans illustrationer var meget rammende, og det samme var hans profetier og billedtaler. Intet under at de soldater der ved en lejlighed blev sendt ud for at arrestere ham, ikke kunne få sig selv til at lægge hånd på ham. — Johannes 7:45, 46.
17. (a) Hvordan satte Jesus det fuldkomne eksempel med hensyn til at vise kærlighed? (b) Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?
17 Der hersker ingen tvivl om at Jesus Kristus satte os et fuldkomment eksempel ved at handle uselvisk i taknemmelighed over Guds kærlighed. Jesus lod kærligheden til sin himmelske Fader indtage førstepladsen i sit liv. Han elskede retfærdighed, behandlede sine apostle og øvrige disciple kærligt, og brugte sit liv på at sørge for folks åndelige og materielle behov. Som kronen på værket gav Jesus sit liv som en genløsning. (Mattæus 20:28) Men hvordan kan vi, der er ufuldkomne ligesom Moses og David, efterligne vort forbillede og lade Guds kærlighed få os til at handle uselvisk? Det vil vi komme ind på i den næste artikel.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor kan det siges at „Gud er kærlighed“?
◻ Hvad fik Guds kærlighed Moses til at gøre?
◻ Hvordan reagerede David på Jehova Guds kærlighed?
◻ Hvilket eksempel har Jesus Kristus sat i forbindelse med at vise værdsættelse af Guds kærlighed?
[Illustration på side 10]
Hvordan reagerede Moses på Guds kærlighed?
[Illustration på side 12, 13]
Guds kærlighed fik Jesus til at hjælpe andre fysisk og åndeligt og give sit liv som en genløsning