Spørgsmål fra læserne

■ Job 33:24 taler om at der blev fundet „en løsesum“ for Job så han ikke behøvede at dø. Hvem skulle være løsesum for Job?

Der blev ikke ofret noget menneske som løsesum for Job dengang, men Gud tilgav alligevel hans fejl.

Satan påførte Job mange lidelser. Blandt andet slog han ham med „ondartede bylder fra fodsål til isse“. Jobs tilstand var så alvorlig at hans kone opfordrede ham til at ’forbande Gud og dø’. Ja, Job selv spekulerede på om ikke døden var at foretrække frem for alle lidelserne. — Job 2:7-9; 3:11.

Det så ud som om Job var døden nær, men Elihu vurderede Jobs kritiske tilstand og gav udtryk for håb, idet han sagde: „Hans kød svinder hen og ses ikke mere . . . Og hans sjæl kommer nærmere til gravens dyb, hans liv til dem der bringer død. Hvis der er et sendebud hos ham, en talsmand, én ud af tusind, som kan fortælle mennesket om dets retskaffenhed, da viser han ham sin gunst og siger: ’Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen.’“ — Job 33:21-25.

Vi ved at Jesus Kristus bragte sit fuldkomne menneskeliv som en tilsvarende løsesum for ufuldkomne mennesker. Hans offer opvejede det som Adam havde forspildt og udgjorde den pris som kunne udfri fra synd. Det hebraiske ord i Job 33:24 betyder egentlig „noget som dækker“, „dækning“. (Jævnfør Anden Mosebog 25:17.) Dengang Gud beskæftigede sig med det gamle Israel, lod han deres synder sone eller dække gennem ordningen med sonofre, der bragte orden i regnskabet mellem mennesker og Gud. — 2 Mosebog 29:36; 3 Mosebog 16:11, 15, 16; 17:11.

Også tidligere havde Gud dog været villig til at tage imod ofre der gav udtryk for tak eller en anmodning om tilgivelse eller godkendelse. (1 Mosebog 4:3, 4; 8:20, 21; 12:7; 31:54) Job forstod værdien af sådanne ofre. Vi læser: „Han stod op tidligt om morgenen og ofrede brændofre i et antal som svarede til dem alle. ’For,’ sagde Job, ’måske har mine sønner syndet og forbandet Gud i deres hjerte.’ Sådan plejede Job altid at gøre.“ (Job 1:5) Eftersom han bestræbte sig for at behage Gud og tydeligvis havde en angergiven indstilling, var hans ofre af værdi i Guds øjne. — Salme 32:1, 2; 51:17.

Senere blev Job imidlertid ramt af sygdom der syntes at true hans liv. Han havde også en forkert opfattelse af sin egen retfærdighed. Men Elihu gav ham den nødvendige irettesættelse. (Job 32:6; 33:8-12; 35:2-4) Han sagde at Job ikke behøvede at forblive i sin sørgelige tilstand lige til han døde og blev lagt i graven (Sheol, menneskehedens fælles grav). Hvis Job angrede, ville der kunne findes „en løsesum“. — Job 33:24-28.

Der er ingen grund til at tro at Elihu mente at et andet menneske dengang skulle gå i døden for Job. I betragtning af hvilke ofre de sande tilbedere plejede at bringe, kan det have været et dyreoffer Elihu havde i tanke i Jobs tilfælde. Interessant nok sagde Gud senere til Jobs tre kritiske venner: „Bring et brændoffer for jer selv; og min tjener Job vil bede for jer.“ (Job 42:8) Uanset hvilken slags løsesum der var tale om, var hovedtanken i Elihus ord at Job kunne få sine synder sonet eller dækket og opnå det gavnlige resultat heraf.

Det var dét der skete. Job ’angrede i støv og aske’. Hvad blev følgen? „Jehova vendte Jobs fangne tilstand . . . Og Jehova velsignede Jobs sidste tid mere end den første . . . Efter dette levede Job i et hundrede og fyrre år og fik sine sønner og sønnesønner at se i fire generationer.“ Det er rigtigt at løsesummen ikke befriede Job for synden og dens virkninger, så på et tidspunkt døde han. Men den omstændighed at hans liv blev forlænget, viser at ’hans legeme blev friskere end det var i ungdommen’ og at ’han vendte tilbage til ungdomskraftens dage’. — Job 33:25; 42:6, 10-17.

De velsignelser som selv en begrænset løsesum medførte for Job, giver os en idé om hvilke rige velsignelser der venter den troende menneskehed i den nye verden. Til den tid vil menneskene kunne høste fuld gavn af Jesu genløsningsoffer, der vil fjerne alle de ulykkelige virkninger af synden og ufuldkommenheden. Da vil vi, som Elihu sagde, have grund til at bryde ud i „jubelråb“! — Job 33:26.