Hvem er kaldet til liv i himmelen?
JEHOVA nærer dyb kærlighed til menneskene. Ja, hans kærlighed er så stor at han gav sin søn, Jesus Kristus, som en løsesum der kunne købe det tilbage som vor forfader Adam satte over styr — et evigt, fuldkomment menneskeliv med alle dets rettigheder og fremtidsudsigter. (Johannes 3:16) Det at Jesus gav sit liv som en løsesum var også fra hans side et udtryk for kærlighed til menneskeheden. — Mattæus 20:28.
Guds kærlighed manifesterede sig ved at han, på grundlag af Jesu sonoffers fortjeneste, beredte to former for håb. (1 Johannes 2:1, 2) Før Jesu død som menneske var der kun ét håb for dem der havde Guds godkendelse, nemlig udsigten til evigt liv i et paradis på jorden. (Lukas 23:43) Efter pinsedagen i år 33 gav Jehova imidlertid en „lille hjord“ håb om liv i himmelen. (Lukas 12:32) Men hvordan er det gået i nyere tid? Siden 1931 har Rigets budskab i stigende grad været rettet til de „andre får“. Og siden 1935 har Gud, gennem Kristus, indsamlet „en stor skare“ symbolske får. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9) Gud har i deres hjerte nedlagt håbet om evigt liv i et paradis på jorden. De ser frem til at kunne ernære sig af førsteklasses fødevarer, at udøve et kærligt herredømme over dyrene og at nyde samværet med retfærdige medmennesker for evigt.
Medfølende præster og konger
Eftersom det var af kærlighed at Jesus gav sit liv som en løsesum, er der ingen tvivl om at han vil være en medfølende himmelsk konge. Men Jesus skal ikke være alene om at føre menneskeheden frem til fuldkommenhed under sit tusindårige styre. Jehova har også sørget for andre medfølende konger i himmelen. „De skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åbenbaringen 20:1-6.
Hvor mange medregenter vil Kristus få, og hvordan bliver de udvalgt til et så storslået privilegium? Apostelen Johannes så 144.000 stå på det himmelske Zions bjerg, sammen med Lammet, Jesus Kristus. Eftersom de er „blevet købt fra menneskeslægten“, ved de hvad det vil sige at blive udsat for prøvelser, at døje under ufuldkommenhed, at lide og at dø som menneske. (Åbenbaringen 14:1-5; Job 14:1) Disse kongepræster vil derfor have stor medfølelse med menneskene!
Åndens vidnesbyrd
De 144.000 „har en salvelse fra den hellige“, Jehova. (1 Johannes 2:20) De er salvet til et himmelsk håb. Gud har ’sat sit segl på dem og har som forskud på det der skal komme, givet dem ånden i deres hjerter’. — 2 Korinther 1:21, 22.
Ja, de der er kaldet til himmelsk liv har fået det bekræftet af Guds ånd. Om dette skrev Paulus i Romerbrevet 8:15-17: „I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt, men I modtog en ånd der hører dem til der antages som sønner; ved den ånd råber vi: ’Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham så vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ Det er altså ved hjælp af Guds ånd eller aktive kraft at de salvede kan råbe: „Abba, Fader!“
Det vigtigste vidnesbyrd om at én er salvet til det himmelske kald, er at vedkommende har denne ånd eller fremherskende følelse i sig, en følelse af at være inddraget i et sønneforhold. (Galaterne 4:6, 7) De salvede er som enkeltpersoner helt forvissede om at de er blevet avlet af Gud som åndelige sønner og dermed tilhører de 144.000 medarvinger til det himmelske rige. Hver enkelt kan bevidne at det himmelske håb ikke udspringer af vedkommendes egne ønsker eller forestillinger, men stammer fra Jehova Gud og er en følge af hans ånds virke. — 1 Peter 1:3, 4.
Under indflydelse af Guds hellige ånd vil den ånd eller fremherskende indstilling der er i de salvede, virke som en drivkraft. Den får dem til at reagere positivt på Guds ånds tilskyndelser og de udtalelser der findes i Guds ord angående det himmelske håb. På den måde bliver de forvisset om at de er Guds åndelige børn og arvinger.
Når salvede kristne læser hvad Gud siger i sit ord om sine åndelige børn og det himmelske håb, vil deres umiddelbare reaktion være: ’Det er mig det gælder!’ Ja, det fylder dem med dyb glæde når de i deres Faders ord læser om det himmelske håb. Når der står: „I elskede, nu er vi Guds børn,“ siger de straks: ’Det er mig det gælder!’ (1 Johannes 3:2) Og når salvede kristne læser at Gud har frembragt et folk til at være „en førstegrøde af hans skabninger“, vil de hver især reagere ved at sige: ’Ja, han har frembragt mig i denne hensigt.’ (Jakob 1:18) De ved at de er blevet „døbt til Kristus Jesus“ og „til hans død“. (Romerne 6:3) De har en sikker forvisning om at de tilhører Kristi åndelige legeme og nærer håb om at dø ligesom han, for derefter at blive oprejst til liv i himmelen.
For at arve det himmelske rige må de salvede ’gøre deres yderste for at befæste deres kaldelse og udvælgelse’. (2 Peter 1:5-11) De må, ligesom de der har håb om evigt liv på jorden, blive ved med at vandre ved tro og at vokse åndeligt. Men hvilke yderligere vidnesbyrd giver ånden?
Derfor deltager de
Når salvede kristne har ønske om at komme i himmelen, er det ikke fordi de er utilfredse med tilværelsen på jorden. (Jævnfør Judas 3, 4, 16.) Det skyldes derimod at den hellige ånd vidner sammen med deres ånd om at de er Guds børn. De er endvidere forvissede om at de er blevet taget med i den nye pagt. Parterne i denne pagt er Jehova og det åndelige Israel. (Jeremias 31:31-34; Galaterne 6:15, 16; Hebræerne 12:22-24) Ved hjælp af denne pagt, som blev gyldiggjort ved Jesu udgydte blod, udtager Jehova et folk for sit navn og gør de salvede kristne til en del af Abrahams „afkom“. (Galaterne 3:26-29; Apostelgerninger 15:14) Den nye pagt varer ved indtil alle medlemmer af det åndelige Israel er blevet oprejst til udødeligt liv i himmelen.
Desuden er de som virkelig har det himmelske kald, ikke på nogen måde i tvivl om at de også er med i pagten om Riget i himmelen. Jesus henviste til denne pagt mellem ham og hans disciple da han sagde: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Denne pagt med Jesu disciple, som trådte i kraft på pinsedagen i år 33 da de blev salvet med hellig ånd, er en evig pagt mellem Kristus og hans medkonger. — Åbenbaringen 22:5.
De der har det himmelske kald er forvissede om at de er med i den nye pagt og i pagten om Riget. Derfor nyder de med rette af brødet og vinen ved den årlige fejring af Herrens aftensmåltid eller højtiden til minde om Jesu Kristi død. Det usyrede brød symboliserer Jesu syndfri menneskelegeme, og vinen hans fuldkomne livsblod som blev udgydt ved hans død og som gjorde den nye pagt gyldig. — 1 Korinther 11:23-26.
Hvis Jehova virkelig har nedlagt det storslåede håb om himmelsk liv i en, er man ikke det mindste i tvivl. Så vil ens bønner være i overensstemmelse med dette håb. Det vil optage en og være umuligt at ignorere. Man vil være helt optaget af åndelige mål. Hvis man derimod på nogen måde er splittet eller usikker bør man afgjort ikke nyde af symbolerne ved Herrens aftensmåltid.
Grunde til at nogle tager fejl
Nogle vil måske fejlagtigt nyde af symbolerne ved mindemåltidet fordi de ikke helt har gjort sig klart at denne salvelse „ikke [afhænger] af den der vil eller af den der løber, men af Gud“. (Romerne 9:16) Det står ikke til den enkelte at afgøre om han eller hun vil være med i den nye pagt og blive medarving sammen med Kristus i det himmelske rige. Det er Jehova der foretager denne udvælgelse. I det gamle Israel udvalgte Gud dem der skulle tjene som hans præster. Og da Kora formasteligt tragtede efter det præstedømme som Gud havde givet Arons slægt, mistede han livet for Guds hånd. (2 Mosebog 28:1; 4 Mosebog 16:4-11, 31-35; 2 Krønikebog 26:18; Hebræerne 5:4, 5) Det vil også mishage Gud hvis nogen fremstiller sig som kaldede til at være blandt de himmelske konger og præster, uden at Gud har givet dem et sådant kald. — Jævnfør Første Timoteusbrev 5:24, 25.
En anden grund til at nogle fejlagtigt vil mene at de har fået en himmelsk kaldelse, kan være et stærkt følelsesmæssigt pres som er opstået på grund af svære problemer. En ægtefælles død eller en anden tragedie kan bevirke at nogle mister interessen for det nuværende liv på jorden. Eller det kan være at de har en nær ven der bekender sig til den salvede skare, og af den grund ønsker det samme håb. Sådanne forhold kan måske få nogle til at føle et stærkt ønske om at leve i himmelen. Men det er ikke sådan Gud giver mennesker den ånd der hører et sønneforhold til. Det ville være et udtryk for manglende værdsættelse af Guds hensigt med jorden hvis man ønskede at opnå himmelsk liv på grund af visse uønskede omstændigheder eller følelsesmæssige problemer i forbindelse med livet på jorden.
Endvidere kan tidligere religiøse anskuelser få enkelte til fejlagtigt at mene at de har det himmelske kald. Måske har de engang været tilhængere af en falsk religion som lærer at livet i himmelen er det eneste håb for de troende. En kristen må derfor vogte sig for at blive ført på afveje af følelser eller tidligere falske religiøse anskuelser.
Omhyggelig bedømmelse er afgørende
Apostelen Paulus gjorde opmærksom på et meget vigtigt aspekt da han skrev: „Altså vil enhver som spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, være skyldig over for Herrens legeme og blod. Lad først et menneske godkende sig selv efter ransagelse, og lad ham således spise af brødet og drikke af bægeret. For den der spiser og drikker, spiser og drikker sig en dom til, hvis han ikke bedømmer legemet rigtigt.“ (1 Korinther 11:27-29) Derfor bør en døbt kristen der i de senere år er begyndt at mene at han eller hun har fået det himmelske kald, overveje spørgsmålet omhyggeligt under bøn.
Man kan spørge sig selv: ’Har andre påvirket mig til at nære forestilling om et liv i himmelen?’ Det ville ikke være passende, for Gud har ikke sat nogen til at hverve andre til et sådant privilegium. En tilbøjelighed til at fantasere er ikke noget tegn på at man er blevet salvet af Gud. Og Gud tilkendegiver heller ikke at han har salvet nogen til at arve Riget ved at lade dem høre stemmer.
Det kan også være på sin plads at spørge sig selv om man har taget stoffer før man blev kristen? Om man tager medicin der påvirker følelserne? Eller om man er blevet behandlet for mentale eller følelsesmæssige problemer? Nogle har sagt at de i begyndelsen kæmpede imod hvad de troede var det himmelske håb. Andre har sagt at Gud for en tid tog deres jordiske håb fra dem, for senere at give dem et himmelsk. Men en sådan fremgangsmåde er i direkte modstrid med Guds handlemåde. Desuden er vort håb ikke usikkert men sikkert. — Hebræerne 11:6.
Man kan også spørge sig selv: ’Ønsker jeg en fremtrædende stilling? Stræber jeg ærgerrigt efter at opnå myndighed nu, eller i fremtiden som en af de konger og præster der skal herske sammen med Kristus?’ I det første århundrede e.v.t., da der udgik en almindelig indbydelse til at søge det himmelske rige, var det ikke alle de salvede kristne der beklædte ansvarsfulde poster som medlemmer af det styrende råd eller som ældste og menighedstjenere. Mange af de salvede var kvinder, og de havde ikke fået en særlig myndighed. Det at være salvet med Guds ånd er heller ikke forbundet med en særlig forståelse af Guds ord, for Paulus fandt det nødvendigt at vejlede og råde visse salvede. (1 Korinther 3:1-3; Hebræerne 5:11-14) De der har fået et himmelsk kald anser ikke sig selv for at være noget særligt, og ønsker heller ikke at henlede andres opmærksomhed på at de er salvede. De søger at lægge den ydmyghed for dagen vi med rette kan forvente at finde hos dem der „har Kristi sind“. (1 Korinther 2:16) De erkender desuden at alle kristne må leve op til Guds retfærdige krav, uanset om de har håb om liv i himmelen eller på jorden.
Det medfører ikke en særlig indsigt i åndelige anliggender at have et himmelsk kald. Gud har én bestemt kanal hvorigennem han forsyner sin jordiske organisation med åndelig føde. (Mattæus 24:45-47) Ingen bør derfor mene at det at være en salvet kristen giver ham eller hende del i en særlig visdom, frem for dem der bekender sig til den store skare med det jordiske håb. (Åbenbaringen 7:9) Den åndelige salvelse er heller ikke forbundet med en særlig evne til at forkynde, besvare bibelske spørgsmål eller holde bibelske foredrag; for også kristne der har det jordiske håb er dygtige på disse felter. Ligesom de salvede må de leve eksemplarisk. Og både Samson og mange andre i førkristen tid havde Guds ånd og var fyldt med nidkærhed og forståelse. Men ingen af ’denne store sky af vidner’ havde det himmelske håb. — Hebræerne 11:32-38; 12:1; 2 Mosebog 35:30, 31; Dommerne 14:6, 19; 15:14; 1 Samuel 16:13; Ezekiel 2:2.
Husk på hvem der foretager valget
Hvis en trosfælle stiller spørgsmål angående det himmelske kald, kan en ældste eller en anden moden kristen drøfte det med vedkommende. Men ingen kan træffe afgørelser for andre i dette anliggende. Det er Jehova der indgiver det himmelske håb. Den der virkelig har det himmelske kald vil aldrig have behov for at spørge trosfæller om han eller hun mon har et sådant håb. De salvede „er jo født på ny, ikke ved en forgængelig men ved en uforgængelig sæd, gennem den levende og blivende Guds ord“. (1 Peter 1:23) Ved sin ånd og sit ord indplanter Gud den „sæd“ der gør en person til en „ny skabning“ med et himmelsk håb. (2 Korinther 5:17) Ja, det er helt og holdent Jehova der foretager udvælgelsen.
Når man studerer Bibelen med nye bør man derfor ikke foreslå at de selv skal prøve at afgøre om de har modtaget det himmelske kald. Men hvad nu hvis en salvet kristen har vist sig utro, og der må udvælges en anden? Så må vi gå ud fra at Gud vil give det himmelske kald til en der i en lang årrække har sat et godt eksempel i trofast tjeneste for vor himmelske Fader.
I dag er hovedformålet med forkyndelsen af Guds budskab ikke at finde medlemmer til Kristi himmelske brudeskare. Når der i Bibelen står at „ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’“ er det en indbydelse til at leve i et jordisk paradis. (Åbenbaringen 22:1, 2, 17) De salvede fører an i dette forkyndelsesarbejde, idet de „med al ydmyghed“ arbejder på ’at befæste deres kaldelse og udvælgelse’. — Efeserne 4:1-3; 2 Peter 1:5-11.