Eksempler i venlighed og loyal hengivenhed
„Den der jager efter retfærdighed og loyal hengivenhed, finder liv, retfærdighed og ære.“ — ORDSPROGENE 21:21.
1. Hvorfor er det naturligt at venlighed og kærlighed er frugter af Guds ånd?
JEHOVA er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6, 7) Da han ejer sådanne skønne egenskaber, er det forståeligt at sand venlighed og kærlighed er blandt frugterne af hans ånd. — Galaterne 5:22, 23.
2. Hvorfor kan vi forvente at de der ledes af Guds ånd, viser sand venlighed og loyal hengivenhed?
2 Det betyder at de der lader sig lede af Jehovas ånd, også vil vise sand venlighed og kærlighed, ja, at det klart vil præge deres forhold til andre. Idet de følger apostelen Paulus’ eksempel kan de, blandt andet „ved venlighed“, anbefale sig selv som Guds tjenere. (2 Korinther 6:3-10; Efeserne 4:32) Den kærlige, medfølende og tilgivende ånd og den trofasthed de viser, afspejler Jehovas egenskaber, for han er „rig på loyal hengivenhed“. (Salme 86:15) Lad os se nogle eksempler fra hans ord, Bibelen, på hvordan disse egenskaber er kommet til udtryk i praksis eller i form af beslægtede egenskaber.
Uselviskhed og gæstfrihed
3. På hvilken måde var Abraham et eksempel, og hvilken opmuntring giver Paulus i denne forbindelse?
3 Patriarken Abraham (Abram), som blev kaldt „Jehovas ven“ og „fader til alle som tror“, viste ægte venlighed. (Jakob 2:23; Romerne 4:11) Sammen med sine slægtninge, deriblandt nevøen Lot, forlod han Ur i Kaldæa og rejste på Guds bud til Kana’ans land. Skønt Abraham var familiens overhoved og ældre end Lot, lod han uselvisk Lot få de bedste græsgange, og tog selv det der var tilbage. (1 Mosebog 13:5-18) Vi kan efterligne denne venlighed, for eksempel ved at lade andre få fordele frem for os. En sådan uselviskhed stemmer med Paulus’ råd: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ Paulus selv ’søgte at være alle mennesker til behag i alle ting, idet han ikke søgte sit eget bedste, men de manges, for at de kunne blive frelst’. — 1 Korinther 10:24, 33.
4. Hvordan blev Abraham og Sara belønnet for at de havde vist venlighed i form af gæstfrihed?
4 Venlighed kan også give sig udslag i oprigtig og velment gæstfrihed. Abraham og hans hustru, Sara, viste en dag gæstfrihed mod tre fremmede vandringsmænd. Abraham overtalte dem til at sætte sig og hvile sig, mens han og Sara skyndte sig at tilberede et godt måltid til dem. Det viste sig at de fremmede var engle fra Jehova; og en af dem overbragte løftet om at den aldrende og barnløse Sara skulle få en søn — en stor løn for deres gæstfrihed! — 1 Mosebog 18:1-15.
5. Hvordan viste Gajus venlighed, og hvordan kan vi gøre noget lignende?
5 Også vi kan, som kristne, lade venligheden give sig udslag i gæstfrihed. (Romerne 12:13; 1 Timoteus 3:1, 2) For eksempel viser vi gæstfrihed mod rejsende tilsynsmænd. Derved ligner vi Gajus, en af de kristne fra det første århundrede. Han ’udførte et trofast arbejde’ idet han tog gæstfrit imod brødre som var på rejse, endda nogle som han ikke kendte i forvejen. (3 Johannes 5-8) Som regel kender vi dog dem vi venligt indbyder til at besøge os. Det kan være en åndelig søster som ser ud til at være mismodig. Måske er hendes ægtefælle ikketroende eller udstødt. Da har vi grund til at vise hende venlighed ved af og til at indbyde hende til åndeligt opbyggende samvær og til et måltid sammen med vor familie. Det behøver ikke at være et dyrt måltid, men det vil alligevel være til glæde for hele vor familie at vise en sådan søster venlighed. (Se Ordsprogene 15:17.) Og gæsten vil ikke glemme at udtrykke sin taknemmelighed, enten mundtligt eller med et lille, venligt takkekort.
6. Hvordan viste Lydia venlighed, og hvorfor er det vigtigt også at vise taknemmelighed for andres venlighed?
6 Efter at den gudfrygtige Lydia var blevet døbt, „sagde hun bønfaldende: ’Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova, så tag ind i mit hus og bliv dér.’ Og hun ligefrem pressede os,“ tilføjer Lukas. (Apostelgerninger 16:14, 15, 40) Lydias venlighed blev sikkert højt værdsat. Men mangel på værdsættelse kan virke meget nedslående. En 80-årig søster som ikke havde mange kræfter eller midler, havde indbudt nogle gæster og lagt et stort stykke arbejde i at tilberede et måltid. Men til hendes store skuffelse udeblev en ung mand, endda helt uden at give besked. Ved en anden lejlighed udeblev to søstre fra en middag som en ung kvinde havde lavet specielt til dem. „Jeg var knust,“ fortæller værtinden, „for ingen af de to havde glemt aftalen. . . . Jeg synes godt de kunne have meldt afbud, men ingen af dem viste den venlighed bare at ringe til mig.“ Ville den frugt af Guds ånd som hedder venlighed have fået dig til at vise større værdsættelse i en lignende situation?
Respekt — og gengæld
7. Hvad lærer vi om loyal hengivenhed ved at læse hvad Jakobs sønner gjorde for at efterkomme deres faders ønske?
7 Venlighed og loyal hengivenhed vil få os til at respektere andre og deres retmæssige ønsker. Et eksempel: Patriarken Jakob bad sin søn Josef om at vise ham loyal hengivenhed og troskab ved ikke at lade ham begrave i Ægypten. Det betød at Jakobs lig skulle bæres temmelig langt, men alligevel læser vi at Josef og hans brødre ’bar ham til Kana’ans land og begravede ham i hulen på Makpelas mark, den mark som Abraham havde købt til at have i eje som gravsted af hetitten Efron, foran Mamre’. (1 Mosebog 47:29; 49:29-31; 50:12, 13) Viser dette eksempel ikke at vi bør vise loyal hengivenhed ved at respektere de ønsker som kristne slægtninge måtte have angående deres begravelse, når ønskerne er i overensstemmelse med Bibelen?
8. Hvad lærer eksemplet med Rahab os om dét at gøre gengæld?
8 Når vi møder venlighed og loyalitet hos andre, bør det være naturligt for os at vise taknemmelighed og søge at gøre gengæld. Skøgen Rahab havde vist sig loyal over for de israelitiske spioner ved at skjule dem. Israelitterne gengældte hende loyalt ved at skåne hende og hele hendes husstand da byen Jeriko blev ødelagt. (Josua 2:1-21; 6:20-23) Heri kan vi se et eksempel på at vi bør gengælde venlighed med venlighed og trofasthed med trofasthed.
9. Hvorfor kan det være på sin plads at bede andre om at vise én loyal hengivenhed?
9 Der kan endda være tilfælde hvor man med rette kan bede andre om at vise én loyal hengivenhed. Det gjorde Jonatan, der var søn af Saul, Israels første konge. Jonatan bad sin yngre ven, David, om at vise loyal hengivenhed mod ham og hans hus. (1 Samuel 20:14, 15; 2 Samuel 9:3-7) Da David senere hævnede den uret Saul havde tilføjet gibeonitterne, huskede han ’den ed der var mellem ham og Jonatan’, og viste sin loyale hengivenhed ved at skåne Jonatans søn Mefibosjet. (2 Samuel 21:7, 8) Handler vi lige så loyalt, så vort ja altid betyder ja? (Jakob 5:12) Og hvis vi er ældste i menigheden, viser vi da en lignende kærlighed over for medtroende som har behov for vor loyale hengivenhed?
Det styrker vort forhold til andre
10. Hvordan blev Rut velsignet for sin loyale hengivenhed?
10 Venlighed og loyal hengivenhed gør os gladere og styrker vort forhold til andre, både i og uden for vor familie. Beretningen om moabitterinden Rut viser dette. Hun arbejdede med at sanke aks på Boaz’ mark nær Betlehem, så hun kunne skaffe mad til sig selv og sin betrængte svigermor, enken No’omi. (Rut 2:14-18) Senere sagde Boaz til Rut: „I dette sidste tilfælde har du vist din loyale hengivenhed endnu bedre end i det første, ved at du ikke er gået efter de unge mænd, hverken dem der er ringe stillet eller dem der er rige.“ (Rut 3:10) Først havde Rut vist loyal hengivenhed over for No’omi. Nu, ’i det sidste tilfælde’, havde hun vist loyal hengivenhed ved at være parat til at gifte sig med Boaz, som var en ældre mand, så denne kunne oprejse et afkom for hendes afdøde mand og for den aldrende No’omi. Rut blev ved Boaz moder til Davids farfar, Obed. Og Gud gav hende „fuld løn“ ved at lade hende blive stammoder til Jesus Kristus. (Rut 2:12; 4:13-17; Mattæus 1:3-6; Lukas 3:23, 31-33) Tænk hvilke velsignelser Rut og hendes familie fik på grund af hendes loyale hengivenhed! Også i dag vil loyal hengivenhed i gudfrygtige hjem føre til glæde og velsignelse og til at båndene styrkes.
11. I hvad resulterede den kærlighed Filemon viste?
11 Disse gode egenskaber styrker desuden båndene til andre i menigheden. En kristen ved navn Filemon var kendt for den kærlighed han viste sine trosfæller. Paulus skrev til ham: „Jeg takker altid min Gud når jeg nævner dig i mine bønner, da jeg stadig hører om den kærlighed og tro som du har til Herren Jesus og til alle de hellige, . . . For jeg har fået megen glæde og trøst af din kærlighed, fordi de helliges inderlige hengivenhed er blevet styrket gennem dig, broder.“ (Filemon 4-7) Bibelen fortæller ikke hvordan Filemon styrkede de helliges inderlige hengivenhed. Men han må have vist sin kærlighed mod salvede medtroende på en måde der styrkede og opbyggede dem, og dette må have knyttet dem endnu stærkere sammen. Noget tilsvarende sker når kristne i dag viser hinanden inderlig hengivenhed.
12. Hvilken virkning fik den kærlighed Onesiforus viste?
12 Også Onesiforus viste en kærlighed der virkede velgørende. „Måtte Herren skænke Onesiforus’ husstand barmhjertighed,“ skrev Paulus, „for han har ofte givet mig friske kræfter, og han skammede sig ikke over mine lænker. Tværtimod, da han var i Rom søgte han flittigt efter mig og fandt mig. Måtte Herren give ham at finde barmhjertighed hos Jehova på den dag. Og alle de tjenester han ydede i Efesus kender du bedst selv.“ (2 Timoteus 1:16-18) Hvis vi gør en bevidst indsats for at vise vore trosfæller hengivenhed, vil det blive til glæde for os selv, og det vil styrke broderkærlighedens bånd inden for den kristne menighed.
13, 14. På hvilken måde var menigheden i Filippi et eksempel, og hvordan reagerede Paulus på menighedens venlighed og gavmildhed?
13 Når en hel menighed viser sand venlighed og loyal hengivenhed over for medtroende, styrker det fællesskabets bånd. Et sådant bånd knyttede Paulus til menigheden i Filippi. En af grundene til at han skrev til denne menigheds medlemmer, var netop at han ville udtrykke taknemmelighed for deres venlighed og for den materielle hjælp de havde givet. „Da den gode nyhed blev forkyndt i begyndelsen, da jeg rejste fra Makedonien,“ skrev Paulus, „var der ikke én menighed som tog del med mig i dette at give og modtage, undtagen jer alene; for endog mens jeg var i Thessalonika sendte I mig både én og to gange hvad jeg trængte til. . . . Imidlertid har jeg fuldt op af alt, og jeg har rigeligt. Jeg er mæt, nu da jeg fra Epafroditus har modtaget de ting fra jer, en vellugtende duft, et velkomment slagtoffer, velbehageligt for Gud.“ — Filipperne 4:15-18.
14 Det er ikke så mærkeligt at Paulus huskede filipperne i sine bønner. Han sagde: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer i hver af mine bønner for jer alle, idet jeg fremsiger min bøn med glæde, på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik.“ (Filipperne 1:3-5) En menighed vil aldrig blive fattig af at yde en sådan hjertelig og gavmild støtte til forkyndelsen af Riget. Efter at filipperne havde gjort hvad de formåede i denne henseende, forsikrede Paulus dem: „Til gengæld vil min Gud fuldt ud give jer alt hvad I trænger til, svarende til hans rigdom på herlighed ved Kristus Jesus.“ (Filipperne 4:19) Ja, Gud gengælder os vor venlighed og gavmildhed. Hans ord siger: „I ved at hver enkelt vil få igen fra Jehova hvad godt han måtte gøre.“ — Efeserne 6:8.
Kvinder som viste venlighed
15, 16. (a) Hvordan blev Dorkas’ venlighed husket, og hvad skete der da hun døde? (b) Hvilke ’mangfoldige gode gerninger’ udfører kristne kvinder i dag?
15 Disciplen Dorkas (Tabita) fra Joppe viste en loyal hengivenhed som ikke gik upåagtet hen. „De gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede var mangfoldige,“ og da hun blev syg og døde sendte disciplene bud efter Peter i Lydda. „Da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå; og alle enkerne trådte grædende frem for ham idet de fremviste mange underklædninger og yderklædninger af dem som Dorkas plejede at lave da hun var hos dem.“ Forestil dig det: De sørgende enker kommer hen til apostelen og beretter hvor betænksom Dorkas var, og viser ham tøjet som vidnesbyrd om hendes venlighed og kærlighed. Peter lader alle gå ud, lægger sig på knæ for at bede, og vender sig så til den døde. Så siger han: „Tabiʹta, stå op!“ Hvad sker der nu? Beretningen fortsætter: „Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og fremstillede hende levende for dem.“ (Apostelgerninger 9:36-41) Hvilken velsignelse fra Gud!
16 Det er det første kendte tilfælde hvor en af Jesu Kristi apostle har oprejst nogen fra de døde. Og den venlighed Dorkas var kendt for, var medvirkende til at dette mirakel blev udført. For hvem ved om hun var blevet oprejst hvis ikke hun havde udmærket sig ved sine gode gerninger og barmhjertighedsgaver? Ikke blot blev hun og de kristne enker nu velsignet ved dette mirakel; det blev også et stort vidnesbyrd til Guds ære. Ja, det blev „kendt i hele Joppe, og mange fik tro på Herren“. (Apostelgerninger 9:42) I dag er der også mange kærlige kristne kvinder som gør mangfoldige gode gerninger. Måske syr de tøj eller tilbereder måltider for ældre trosfæller, eller de viser stor gæstfrihed. (1 Timoteus 5:9, 10) Hvilket vidnesbyrd for andre! Frem for alt glæder det os imidlertid at denne ’talrige hær af kvinder’ viser sand venlighed og loyal hengivenhed ved at ’forkynde godt nyt’ til ære for vor Gud, Jehova. — Salme 68:11.
Bliv ved med at vise venlighed og loyal hengivenhed
17. Hvad står der i Ordsprogene 21:21, og hvordan vil disse ord komme til at passe på de gudfrygtige?
17 Alle der ønsker Guds godkendelse må lægge vægt på at vise oprigtig venlighed og loyal hengivenhed. „Den der jager efter retfærdighed og loyal hengivenhed, finder liv, retfærdighed og ære,“ siger et ordsprog. (Ordsprogene 21:21) Den gudfrygtige søger flittigt Guds retfærdighed, og lader sig altid lede af hans normer. (Mattæus 6:33) Han vil til stadighed lade sin kærlighed, venlighed og loyale hengivenhed komme til udtryk over for andre, både materielt og — især — åndeligt. Derved vil han finde retfærdighed, for Jehovas ånd vil hjælpe ham til at leve retfærdigt. Han vil blive ’iført retfærdighed som en klædning’, ligesom den gudfrygtige Job. (Job 29:14) Et sådant menneske søger ikke sin egen ære. (Ordsprogene 25:27) Han får den ære Jehova tillader ham at få, måske i form af respekt fra andre mennesker, der handler venligt mod ham som gengæld for den venlighed han har vist dem. Dertil kommer at de der med loyal hengivenhed gør Guds vilje, vil finde liv — ikke blot i nogle få, korte år, men for evigt.
18. Hvorfor bør vi alle lægge vægt på sand venlighed og loyal hengivenhed?
18 Måtte alle der elsker Jehova Gud da forstå betydningen af at vise sand, oprigtig venlighed, og af at jage efter den form for kærlighed og trofasthed der kaldes loyal hengivenhed. Det vil gøre dem værdifulde og højt værdsatte i både Guds og menneskers øjne. Det vil styrke båndene i de enkelte familier og i hele den kristne menighed. Og det vil blive til ære for den loyale hengivenheds Gud, Jehova.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan var Abraham et eksempel i venlighed?
◻ Hvad lærer Rahabs eksempel os med hensyn til at gøre gengæld?
◻ Hvordan viste menigheden i Filippi venlighed?
◻ Hvilke ’mangfoldige gode gerninger’ gør kristne kvinder i dag?
◻ Hvorfor bør vi lægge vægt på sand venlighed og loyal hengivenhed?