’Hvad var klokken?’

’HVAD er klokken?’ Det spørgsmål har du sikkert ofte stillet. I vor fortravlede tidsalder er vi meget tidsbevidste. De fleste af vore aktiviteter foregår på bestemte klokkeslæt — det gælder både når vi skal op om morgenen, skal på arbejde, spise, mødes med venner eller andet. Når vi skal finde ud af hvad klokken er, sætter vi vores lid til ure, alarmer, radioen eller telefonvæsenet.

Hvad gjorde folk på Bibelens tid da man ikke havde de samme tidsmålere som vi har? Hvordan talte de tiden? Får vi noget fingerpeg om dette i den bibelske beretning? At vide hvornår på dagen en bestemt bibelsk begivenhed fandt sted, kan give os en bedre forståelse af Guds ord og forøge glæden ved vort bibelstudium.

Gudgivne tidsangivere

I gamle dage fandt man ud af hvornår en begivenhed skete ved at betragte solen eller månen, „de to store lysgivere“ som Skaberen havde anbragt på himmelen „til at sætte skel mellem dagen og natten“. (1 Mosebog 1:14-16) For eksempel siges der at „så snart daggryet brød frem“ skyndede de to engle på Lot og hans familie for at få dem til at flygte ud af den domfældte by Sodoma. (1 Mosebog 19:15, 16) Og det var „ved aftenstid“ at Abrahams trofaste træl kom til vandkilden hvor han mødte Rebekka. — 1 Mosebog 24:11, 15.

Ved visse lejligheder brugte man mere præcise tidsangivelser. For eksempel blev Abimelek, dommeren Gideons voldelige søn, opfordret til at gøre et fremstød mod byen Sikem ’om morgenen, så snart solen brød frem’. (Dommerne 9:33) Dette havde sine taktiske årsager. Lysskæret fra den opgående sol bag Abimeleks styrker må have gjort det svært for Sikems forsvarere at se den angribende fjende i „bjergenes skygger“. — Dommerne 9:36-41.

Idiomatiske tidsudtryk

Når hebræerne skulle angive tiden brugte de udtryk som var både farverige og interessante, og som ikke alene giver os et indtryk af miljøet og skikkene men også fortæller noget om de omstændigheder hvorunder begivenhederne fandt sted.

I Første Mosebog 3:8 får vi for eksempel at vide at det var „på den tid af dagen da brisen kom“ at Jehova talte til Adam og Eva den dag de havde syndet. Det må altså have været tæt på solnedgang hvor den kølige brise kommer og fordriver dagens varme. Når dagen går på hæld er det almindeligvis tid til at hvile og slappe af. Jehova lod imidlertid ikke en alvorlig juridisk overtrædelse gå upåagtet hen når der stadig var tid til at tage hånd om sagen.

Første Mosebog 18:1, 2 viser at Jehovas engle kom til Abrahams telt i Mamre „på den hedeste tid af dagen“. Forestil dig middagssolen bage i Judas bjergland. Varmen var trykkende. Det var skik at man indtog et måltid mad og bagefter hvilede sig. (Se Første Mosebog 43:16, 25; Anden Samuelsbog 4:5.) Derfor sad Abraham „i indgangen til teltet“, hvor der var lidt bevægelse i luften. Måske hvilede han sig efter at have spist. Vi får et indtryk af den ældre mands store gavmildhed når vi læser at han ’løb gæsterne i møde’ og ’skyndte sig hen til teltet’ for at bede Sara bage brød, hvorefter han „løb til hjorden“ og derpå „skyndte sig“ at tilberede en ung tyr. Tænk på at alt dette foregik i dagens værste hede! — 1 Mosebog 18:2-8.

Hebræernes nattetimer

Hebræerne delte øjensynlig natten op i tre perioder, kaldet „vagter“. Hver vagt dækkede en tredjedel af tidsrummet mellem solnedgang og solopgang, det vil sige omkring fire timer, alt afhængigt af årstiden. (Salme 63:6) Det var „ved begyndelsen af den midterste nattevagt“, mellem klokken ti aften og klokken to morgen, at Gideon angreb midjanitternes lejr. Et angreb på denne tid af natten kom tydeligvis helt bag på vagterne. Den kloge hærfører Gideon kunne ikke have valgt et mere strategisk rigtigt tidspunkt at angribe på! — Dommerne 7:19.

Ved israelitternes udgang af Ægypten „tvang [Jehova] . . . havet tilbage ved hjælp af en stærk østenvind hele natten“ så de kunne gå over på tør bund. Ægypterne indhentede dem i „morgenvagten“ men Jehova forvirrede ægypternes lejr og udslettede dem til sidst, for „ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje“. (2 Mosebog 14:21-27) Der må altså være gået det meste af en nat før havet havde delt sig og israelitterne var vandret igennem det.

I det første århundrede

I det første århundrede var jøderne begyndt at inddele dagen i 12 timer. Det er derfor at Jesus i en af sine billedtaler sagde: „Der er tolv timer med dagslys, ikke sandt?“ (Johannes 11:9) Dagtimerne blev talt fra solopgang til solnedgang, hvilket rundt regnet var fra klokken seks om morgenen til klokken seks om aftenen. „Den tredje time“ må derfor have været omkring klokken ni om formiddagen. Det var på det tidspunkt af pinsedagen at den hellige ånd blev udgydt. Da folk beskyldte disciplene for at være „fulde af sød vin“ gendrev Peter straks beskyldningen, for ingen kunne naturligvis være berusede så tidligt på dagen! — Apostelgerninger 2:13, 15.

På samme måde får Jesu udtalelse „min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig“ større betydning når vi tager tidsfaktoren i betragtning. Ifølge Johannes 4:6 blev ordene udtalt „ved den sjette time“, altså ved middagstid. Efter at have vandret rundt i Samarias bjergland hele formiddagen, må Jesus og disciplene have været sultne og tørstige. Det var derfor disciplene indtrængende opfordrede Jesus til at spise da de vendte tilbage med mad. Men de forstod ikke hvilken styrke og kraft Jesus fik ved at gøre Jehovas gerning. Jesu udtalelse var næppe blot et billedligt udtryk. Han blev rent bogstaveligt holdt oppe ved at udføre Guds gerning, også selv om han sikkert ikke havde spist i flere timer. — Johannes 4:31-34.

Eftersom tiden for hvornår solen stod op og gik ned ændrede sig i årets løb, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt. Som regel siges der at bestemte begivenheder fandt sted i den tredje, sjette eller niende time — altså omkring disse tidspunkter. (Mattæus 20:3, 5; 27:45, 46; Markus 15:25, 33, 34; Lukas 23:44; Johannes 19:14; Apostelgerninger 10:3, 9, 30) Men hvis tidsfaktoren er af afgørende betydning for beretningen angives tiden mere specifikt. Manden som var ivrig efter at vide om hans søn havde fået det bedre ved Jesu kraft, fik for eksempel følgende svar af sine trælle: „I går ved den syvende time [cirka klokken 13] forlod feberen ham.“ — Johannes 4:49-54.

Inddelingen af natten

Det ser ud til at jøderne i den romerske periode havde overtaget grækernes og romernes inddeling af natten i fire nattevagter, i stedet for de tre som de før havde brugt. I Markus 13:35 hentyder Jesus tydeligvis til disse fire nattevagter. Vagten „sent på dagen“ gik fra solnedgang til cirka klokken ni om aftenen. Den anden vagt, „ved midnat“, gik fra klokken ni til midnat. Vagten „ved hanegal“ dækkede tiden fra midnat til omkring klokken tre. Og den sidste vagt, „tidligt om morgenen“, sluttede ved solopgang, det vil sige ved sekstiden.

Vagten „ved hanegal“ er særlig interessant i lyset af Jesu ord til Peter i Markus 14:30: „Før hanen galer to gange, vil selv du tre gange nægte at kendes ved mig.“ Nogle kommentatorer mener at „to“ hentyder til specifikke tidspunkter — henholdsvis midnat og daggry. Men A Dictionary of Christ and the Gospels, der er redigeret af James Hastings, oplyser at „haner i østen og andre steder faktisk galer med uregelmæssige mellemrum fra midnat og fremefter“. Jesus oplyste åbenbart ikke det eksakte tidspunkt for hvornår Peter ville fornægte ham, men gav sine ord til ham eftertryk ved at give ham et tegn som gik nøjagtig i opfyldelse selv samme nat. — Markus 14:72.

Det var „i den fjerde nattevagtsperiode“ — mellem klokken tre og seks om morgenen — at Jesus kom gående ud til sine disciple på Galilæas Sø, hvor de befandt sig i en båd „mange hundrede meter fra land“. Derfor er det let at forstå at disciplene blev „stærkt foruroligede og sagde: ’Det er et synsbedrag!’ Og de råbte højt af frygt.“ (Mattæus 14:23-26) Disciplene var taget ud for at fiske mens Jesus var gået op på et bjerg for at bede. Han må altså have bedt i lang tid. Men da hændelsen fandt sted kort efter at Johannes Døber var blevet halshugget af Herodes Antipas og umiddelbart før den påske der indledte det sidste år af hans jordiske tjeneste, havde Jesus sikkert også meget at meditere over i sin personlige bøn til Faderen.

Ud over opdelingen i fire vagter inddelte man også natten i 12 timer. For at Paulus skulle blive eskorteret sikkert til Cæsarea befalede militærtribunen Claudius Lysias sine centurioner at gøre 470 soldater klar til at marchere „ved nattens tredje time“. (Apostelgerninger 23:23, 24) Paulus blev således ført sikkert bort fra Jerusalem i ly af natten.

Kend tidspunktet på dagen

At læse og meditere over beretningerne om Guds folk i fortiden er en kilde til glæde og åndelig styrke. Hvis man tager tidsfaktoren i betragtning, vil det givetvis øge glæden ved ens bibelstudium. Hvorfor? Fordi man bliver bedre kendt med Guds ord. Publikationer som Insight on the Scriptures og studieudgaven af New World Translation er uvurderlige hjælpemidler i denne henseende.a De vil være en hjælp når du skal besvare spørgsmålet: ’Hvad var klokken?’

[Fodnote]