Nyt fra Rigets arbejdsmark
Uformel forkyndelse med gode resultater
MANGE stifter første gang bekendtskab med sandheden ud fra Bibelen ved at et Jehovas vidne forkynder uformelt for dem. Jehovas vidner følger det eksempel Jesus Kristus satte da han forkyndte uformelt for en samaritansk kvinde ved en brønd. (Johannes, kapitel 4) Et Jehovas vidne i Østafrika forkyndte uformelt for en katolsk nonne. Vagttårnsselskabets afdelingskontor beretter:
◻ Da en forkynder tidligt om morgenen var på vej til landsbyen mødte hun en katolsk nonne. Hun greb lejligheden til at spørge nonnen: „Hvor er De på vej hen så tidligt på dagen?“ Svaret lød: „Jeg skal hen og bede til Gud.“ Derefter spurgte forkynderen: „Kender De Guds navn?“ „Er hans navn ikke Gud?“ svarede nonnen. Forkynderen tilbød at komme hjem til hende om eftermiddagen for at fortælle om Guds navn. Efter samtalen tog nonnen hen i kirken og spurgte en af præsterne om han vidste hvad „Jehova“ stod for. Han svarede: „Det er Guds navn.“ Nonnen blev meget overrasket over at præsten kendte det men aldrig havde fortalt hende det.
Forkynderen besøgte nonnen ni dage i træk og lærte hende sandheden om treenigheden, sjælen, helvede og håbet for de døde. Kvinden tog det alt sammen til sig men bad forkynderen om tid til at tænke det hele igennem. To uger senere kontaktede hun forkynderen og spurgte om de kunne fortsætte drøftelserne. På det tidspunkt havde nonnen besluttet at forlade kirken og havde allerede tilintetgjort sine afgudsbilleder, rosenkranse og kors. Præsten forsøgte at tale hende fra det, men hun var besluttet på at holde fast ved sandheden. Senere er hun blevet døbt og har i mange måneder tjent som fast hjælpepioner trods dårligt helbred og fremskreden alder.
Da hun ejer et rummeligt hus har hun tilbudt menigheden at bruge det som rigssal. Brødrene har lagt nyt tag, revet skillevægge ned og ombygget en stor del af bygningen til en pæn mødesal. Den tidligere katolske nonne bor nu i et værelse bag rigssalen. Hun er meget glad for at hun har kunnet give dette bidrag til tilbedelsen af Jehova.
◻ En anden oplevelse der viser værdien af uformelle vidnesbyrd er fra Kampala i Uganda. På vej til et offentligt kontor forkyndte en af Jehovas vidners missionærer uformelt for dem han kørte i elevator med. En mand, hr. L ——, ville gerne have noget læsestof men kunne ikke tage imod det på daværende tidspunkt. Han gav derfor missionæren sit navn og adressen på sit kontor. Senere tog missionæren derhen og spurgte efter hr. L ——. Der blev kaldt på ham, men til missionærens overraskelse dukkede der en anden mand op. På kontoret arbejdede der nemlig to mænd med samme navn. Der blev aflagt et kort vidnesbyrd for hr. L —— nummer to, som viste overordentlig stor interesse. Mens hans navnebroder tabte interessen, blev der påbegyndt bibelstudium med den sidste hr. L ——. Han er nu en døbt forkynder, og hans kone og søn gør gode fremskridt hen imod dåb.
Jesus Kristus er den gode hyrde og kender sine „får“. Ovenstående oplevelser viser at han leder sine disciple til dem med et retsindigt hjerte. Uformel forkyndelse kan give gode resultater! — Johannes 10:14.