Hvem vil undslippe ’trængselstiden’?
„Enhver som påkalder Jehovas navn [skal] undslippe.“ — JOEL 2:32
1. Hvad kendetegner, ifølge Daniel og Malakias, dem der vil blive frelst gennem den kommende „trængselstid“?
I EN PROFETI om vor tid skrev profeten Daniel: „Der kommer en trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til og frem til den tid. Men til den tid vil dit folk undslippe, enhver som findes skrevet i bogen.“ (Daniel 12:1) Disse ord er meget trøsterige. Jehova vil huske sit godkendte folk sådan som der siges i Malakias 3:16: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“
2. Hvad vil det medføre at have Jehovas navn i tanke?
2 Hvis man har Jehovas navn i tanke vil man tilegne sig nøjagtig kundskab om ham og Kristus og alle hans storslåede hensigter. Hans folk får således ærefrygt for ham, opnår et nært indviet forhold til ham og kommer til at elske ham ’med hele deres hjerte og med hele deres forstand og med hele deres styrke’. (Markus 12:33; Åbenbaringen 4:11) Jehova har truffet den storslåede foranstaltning at han gennem Jesu Kristi offer vil lade de sagtmodige på jorden opnå evigt liv. De kan derfor tillidsfuldt sige som de himmelske hærskarer der priste Gud ved Jesu fødsel: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ — Lukas 2:14.
3. Hvad må Jehova gøre før der kan komme fred på jorden?
3 Denne fred er nærmere end de fleste tror. Men først må Jehovas dom eksekveres over en fordærvet verden. Hans profet Zefanias har erklæret: „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ Hvilken slags dag er der tale om? Profetien fortsætter: „Lyden af Jehovas dag er bitter. Den vældige kriger skriger dér. Den dag er en dag med heftig vrede, en dag med kval og trængsel, en uvejrets og ødelæggelsens dag, en mørkets og mulmets dag, en dag med skyer og tykt mulm, en hornets og alarmsignalets dag, mod de befæstede byer og mod de høje hjørnetårne. Og jeg vil volde menneskene kval, og de skal gå som blinde; for det er mod Jehova de har syndet.“ — Zefanias 1:14-17; se også Habakkuk 2:3; 3:1-6, 16-19.
4. Hvem tager i dag imod indbydelsen til at lære Gud at kende og tjene ham?
4 Lykkeligvis er der i dag millioner der tager imod indbydelsen til at lære Gud at kende og tjene ham. Om de salvede kristne, som er taget med i den nye pagt, siges der profetisk: „’De skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Jeremias 31:34) De salvede har ført an i forkyndelsesarbejdet i nyere tid. Og nu hvor flere og flere af den salvede rest afslutter deres jordiske livsløb, er ’den store skare’ af „andre får“ kommet til for at ’yde Gud hellig tjeneste dag og nat’ i hans tempellignende ordning. (Åbenbaringen 7:9, 15; Johannes 10:16) Har du også denne uvurderlige forret?
Hvordan „nationernes kostbare skatte“ kommer
5, 6. Hvad vil finde sted før alle nationer rystes i stykker?
5 Lad os nu betragte Haggaj 2:7, hvor Jehova fremsætter følgende profeti om sit åndelige tilbedelseshus. Han siger: „Jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed.“ Bibelprofetierne viser at når der tales om at ’ryste nationerne’ hentyder det til Jehovas domseksekvering over nationerne. (Nahum 1:5, 6; Åbenbaringen 6:12-17) Jehovas indgriben vil, som forudsagt i Haggaj 2:7, nå sit klimaks når nationerne bliver rystet i stykker — udslettet. Men hvad med „nationernes kostbare skatte“? Vil de skulle vente på disse ødelæggende rystelser før de kommer? Næppe.
6 I Joel 2:32 siges der at „enhver som påkalder Jehovas navn [skal] undslippe; for på Zions bjerg og i Jerusalem vil der være undslupne, sådan som Jehova har sagt, og blandt de overlevende som Jehova kalder på“. Jehova drager dem, og de påkalder hans navn i tro på Jesu offer før den store trængsels rystelser når sit klimaks. (Jævnfør Johannes 6:44; Apostelgerninger 2:38, 39.) Det er glædeligt at den dyrebare store skare, der nu tæller over fire millioner, kommer til Jehovas tilbedelseshus i forventning om at han vil ’ryste alle nationerne’ i Harmagedon. — Åbenbaringen 7:9, 10, 14.
7. Hvad indebærer det at ’påkalde Jehovas navn’?
7 Hvordan bliver Jehovas navn påkaldt af dem der har udsigt til at overleve? Vi får en idé herom i Jakob 4:8, hvor der siges: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I ubeslutsomme.“ De der håber på at være blandt den store skare der vil overleve Harmagedon må, i lighed med den salvede rest som har vist vejen, handle beslutsomt. Hvis du nærer håb om at overleve må du drikke rigeligt af Jehovas rensende ord og anvende hans retfærdige principper i dit liv. Du må beslutsomt indvi dit liv til Jehova og symbolisere dette ved vanddåben. Man påkalder også Jehovas navn i tro ved at forkynde om ham. Derfor skriver Paulus i Romerbrevet, kapitel 10, vers 9 og 10: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ I vers 13 citerer apostelen derefter Joels profeti, der understreger at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“.
’Søg, søg, søg’
8. (a) Hvad kræver Jehova ifølge Zefanias for at man kan opnå frelse? (b) Hvilken advarsel ligger der i ordet „måske“ i Zefanias 2:3?
8 I Zefanias, kapitel 2, vers 2 og 3, læser vi hvad Jehova kræver for at man kan opnå frelse: „Før forordningen føder, før dagen er fløjet bort som avner, før Jehovas brændende vrede kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer, søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ Bemærk at der siges „måske“. Der er altså ikke tale om én gang frelst, altid frelst. Om vi skjules på Jehovas dag afhænger af om vi fortsætter med at gøre disse tre ting. Vi må søge Jehova, søge retfærdighed og søge sagtmodighed.
9. Hvordan bliver de der søger sagtmodighed belønnet?
9 Det medfører en rig belønning at søge sagtmodighed! I Salme 37, vers 9 til 11, læser vi: „De der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Og hvordan med dem der søger retfærdighed? Vers 29 siger: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ Om det at søge Jehova siger vers 39 og 40: „De retfærdiges frelse er fra Jehova; han er deres fæstning i trængselstiden. Og Jehova vil hjælpe dem og bringe dem i sikkerhed. Han vil bringe dem i sikkerhed for de ugudelige og frelse dem, for de har søgt tilflugt hos ham.“
10. Hvem har især undladt at søge Jehova og søge sagtmodighed?
10 Kristenhedens kirker har ikke søgt Jehova. Deres gejstlige ønsker ikke at vedkende sig hans dyrebare navn, og de har endog dristet sig til at fjerne det fra deres bibeloversættelser. De foretrækker at tilbede en navnløs Herre eller Gud og ærer en hedensk treenighed. Kristenheden søger desuden ikke retfærdighed. Mange af dens tilhængere har eller godkender en principløs livsstil. I stedet for som Jesus at søge sagtmodighed skilter de, for eksempel i fjernsynet, med deres luksuøse og ofte umoralske livsstil. Præster bliver fede på deres hjordes bekostning. Som der siges i Jakob 5:5 har de „levet i luksus på jorden og er gået ind for sanselig nydelse“. Efterhånden som Jehovas dag nærmer sig, vil de afgjort opdage sandheden i følgende inspirerede ord: „Værdifulde ting vil ikke gavne på den heftige vredes dag, men retfærdighed udfrier fra døden.“ — Ordsprogene 11:4.
11. Hvem er lovløshedens menneske, og hvordan har det pådraget sig stor blodskyld?
11 Paulus siger i sit andet brev til thessalonikerne at nogle kristne i det første århundrede blev opskræmte, idet de troede at Jehovas dag ville komme på daværende tidspunkt. Men Paulus advarede dem om at først måtte det store frafald komme og „lovløshedens menneske“ åbenbares. (2 Thessaloniker 2:1-3) Her i det 20. århundrede kan vi nu forstå hvor stort omfang dette frafald fik, og hvor lovløst kristenhedens præsteskab er i Guds øjne. Her i de sidste dage, som vi har levet i siden 1914, har gejstligheden pådraget sig enorm blodskyld ved at medvirke til at ’plovjern smedes om til sværd’. (Joel 3:10) De har også vedblivende fremholdt falske læresætninger, såsom læren om sjælens udødelighed, skærsilden, et brændende helvede, barnedåben, treenigheden og lignende. Hvor vil de stå når Jehova eksekverer sin dom? Ordsprogene 19:5 siger: „Den der udspyr løgne vil ikke undslippe.“
12. (a) Hvoraf består den menneskelige ’himmel’ og ’jord’ som inden længe vil blive udslettet? (b) Hvad bør det at den onde verden snart ødelægges få os til at gøre?
12 I Andet Petersbrev 3:10 læser vi: „Jehovas dag [vil] komme som en tyv; på den dag vil himlene forsvinde med en sydende støj og de stærkt ophedede elementer vil blive opløst, og jorden og alt menneskeværk på den vil blive afdækket.“ Korrupte regeringer der har tildækket menneskeheden som en himmel, vil sammen med alle de andre elementer der udgør vore dages dekadente menneskesamfund, blive fejet bort fra Guds jord. Det samme vil de der fremstiller og sælger ’dommedagsvåben’, bedragere, hykleriske religionsudøvere og deres præsteskab samt de der gør sig til fortalere for perversiteter, vold og kriminalitet. De vil så at sige smelte bort ved Jehovas vrede. I vers 11 og 12 fremsætter Peter denne advarsel til de kristne: „Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“
Mikael skrider til handling
13, 14. Hvem vil hævde Jehovas herredømme, og hvordan har han været aktiv siden 1914?
13 Hvordan vil nogen kunne undslippe Jehovas „trængselstid“? Som sit redskab benytter Jehova ærkeengelen Mikael, hvis navn betyder „Hvem er som Gud?“ Det er derfor meget passende ham der vil hævde Jehovas herredømme og ophøje ham som den eneste sande Gud og retmæssige Suveræn over hele universet.
14 Åbenbaringens Bog, kapitel 12, vers 7 til 17, giver en storslået skildring af de begivenheder der har fundet sted på „Herrens dag“ siden 1914. (Åbenbaringen 1:10) Ærkeengelen Mikael kaster oprøreren Satan ud af himmelen og ned til jorden. Som beskrevet i Åbenbaringen, kapitel 19, vers 11 til 16, vil den der kaldes „Trofast og Sand“ senere ’træde Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse’. Denne mægtige himmelske stridsmand kaldes „kongers Konge og herrers Herre“. Åbenbaringen, kapitel 20, vers 1 og 2, fortæller at en stor engel til sidst kaster Satan i afgrunden og binder ham der i tusind år. Det er tydeligt at alle disse skriftsteder handler om den der hævder Jehovas suverænitet, Herren Jesus Kristus, som Jehova indsatte på hans herlige himmelske trone i 1914.
15. I hvilken særlig forstand vil Mikael inden længe „stå frem“?
15 Som nævnt i Daniel 12:1 er Mikael ’stået op’ for Jehovas folk lige siden han blev indsat som konge i 1914. Men inden længe vil han ’stå frem’ i en ganske særlig betydning, nemlig som den Jehova har valgt til at fjerne al ondskab fra jorden og udfri Guds folk, der udgør et verdensomspændende samfund. Hvor omfattende denne „trængselstid“ vil blive kan vi se af Jesu ord i Mattæus 24:21, 22: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“
16. Hvilket kød vil komme frelst gennem den store trængsel?
16 Vi kan glæde os over at noget kød vil blive frelst til den tid! Det vil ikke være som i tilfældet med de oprørske jøder der blev indesluttet i Jerusalem i år 70, hvoraf nogle blev ført til Rom som slaver. Nej, de der vil undslippe „endens tid“ vil være som den kristne menighed der allerede var flygtet da den endelige belejring begyndte. De vil være Guds eget folk, de millioner der udgør den store skare, sammen med de salvede der måtte være tilbage på jorden. (Daniel 12:4) Den store skare „kommer ud af den store trængsel“. Hvorfor? Fordi „de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. De tror på at Jesu udgydte blod kan genløse dem og viser denne tro ved loyalt at tjene Gud. Allerede nu slår „han som sidder på tronen“ sit beskyttende telt op over dem, mens Lammet, Jesus Kristus, er hyrde for dem og leder dem til kilder med livets vand. — Åbenbaringen 7:14, 15.
17. Hvad opfordres især den store skare til at gøre for at blive skjult under den kommende trængselstid?
17 De millioner der tilhører den store skare må aldrig lade deres første kærlighed til sandheden blive kold, men må fortsætte med at søge Jehova, søge retfærdighed og søge sagtmodighed. Hvad må man gøre hvis man er et af de symbolske får? Som nævnt i Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 5 til 14, må man fuldstændig afføre sig „den gamle personlighed sammen med dens forehavender“. Søg ved Guds hjælp at ’iføre dig den nye personlighed som bygger på nøjagtig kundskab’. Arbejd — mere og mere nidkært men stadig beskedent — på at lovprise Jehova og gøre hans storslåede hensigter kendt for andre. Så kan du blive skjult i ’trængselstiden’, på ’Jehovas brændende vredes dag’.
18, 19. Hvorfor er det vigtigt at være udholdende hvis man skal opnå frelse?
18 Denne dag er nær! Den nærmer sig hastigt. I 57 år er den store skare nu blevet indsamlet. Mange i denne skare er døde og venter på at få en opstandelse. Men profetien i Åbenbaringens Bog forsikrer os om at den store skare som gruppe betragtet vil komme ud af den store trængsel og udgøre kernen i menneskesamfundet på ’den nye jord’. (Åbenbaringen 21:1) Vil du være der? Det har du mulighed for, eftersom Jesus, ifølge Mattæus 24:13, sagde: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“
19 Jehovas folk vil måske komme ud for stadig større vanskeligheder i denne gamle ordning. Og når den store trængsel bryder løs vil du måske blive udsat for lidelser. Men hold dig nær til Jehova og hans organisation. Hold dig vågen! „’Bliv derfor ved med at nære forventning til mig,’ lyder Jehovas udsagn, ’til dagen da jeg rejser mig til byttet, for min dom går ud på at samle nationerne, på at jeg skal samle rigerne sammen, for at udøse min fordømmelse over dem, hele min brændende vrede; for af min nidkærheds ild skal hele jorden fortæres.’“ — Zefanias 3:8.
20. Hvad må vi gøre nu hvor ’trængselstiden’ kommer stadig nærmere?
20 For at beskytte og opmuntre sit folk har Jehova i sin godhed givet sit folk ’et rent sprog’, hvilket omfatter budskabet om hans kommende rige „for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder“. (Zefanias 3:9) Måtte vi, nu da ’trængselstiden’ hastigt nærmer sig, tjene med nidkærhed og hjælpe andre sagtmodige til at ’påkalde Jehovas navn’ og blive frelst.
Husker du?
◻ Hvad vil Jehova gøre før han indfører fred på jorden?
◻ Hvad må man ifølge Joel gøre for at blive frelst?
◻ Hvordan vil de sagtmodige ifølge Zefanias blive beskyttet mod Jehovas brændende vrede?
◻ Hvem er „lovløshedens menneske“, og hvordan har det pådraget sig blodskyld?
◻ Hvor vigtigt er det at være udholdende for at blive frelst?