Gileadelever tager imod missionærtjenestens gave
DEN 1. marts 1992 tog de 22 elever i Vagttårnets Bibelskole Gileads 92. klasse imod en gave — missionærtjenesten. Lloyd Barry fra Det Styrende Råd henvendte sig til klassen med ordene: „Måtte I modtage denne vidunderlige gave med stor glæde, og måtte I bruge den til at bringe andre glæde.“
Cirka 4662 indbudte gæster og medlemmer af betelfamilien var forsamlet til afslutningshøjtideligheden i stævnehallen i Jersey City i New Jersey. Yderligere 970 fra Vagttårnsselskabets faciliteter i Brooklyn, New York, samt i Wallkill og Patterson lyttede til programmet via en telefonforbindelse. Alle lyttede opmærksomt til de afskedsord som ville hjælpe gileadeleverne til at skatte missionærtjenestens gave og bruge den klogt.
Programmet blev indledt med at forsamlingen begejstret sang med på sang nummer 155, ’Acceptér hinanden!’ Alle var bevægede da Gileadskolens 98-årige præsident, Frederick W. Franz, bad en inderlig bøn. Derefter bød ordstyreren, Carey Barber fra Det Styrende Råd, alle velkommen til afslutningshøjtideligheden og sagde: „Der har aldrig været større behov for gileadmissionærer end der er i dag.“ Efter de indledende bemærkninger introducerede han en række korte, belærende foredrag.
Den første taler, Curtis Johnson fra beteludvalget, behandlede temaet: „Pas din have godt.“ Broder Johnson sagde at når disse nye missionærer kommer til deres tildelte distrikter, vil de hver især have en åndelig have at dyrke. (1 Korinther 3:9) Jehovas folk i hele verden er en åndelig have der får retfærdighed og lovsang til at spire foran alle nationerne. (Esajas 61:11) ’Den måde hvorpå I passer jeres åndelige have i fremtiden, vil få stor indflydelse på hvorvidt det går jer godt i jeres missionærdistrikt,’ understregede taleren. Hvad vil hjælpe dem til at tage sig godt af deres åndelige have? ’Jehova kan være en beskyttende mur omkring jeres åndelige have, hvis I er besluttede på at opdyrke de rette gerninger, holde jer nær til ham i bøn og derefter handle i overensstemmelse med jeres bønner.’
Dernæst talte Lloyd Barry over emnet „Glæd jer altid i Herren“. (Filipperne 4:4) Med over 25 års erfaring som missionær i Japan, gav han missionærerne nogle praktiske forslag der vil hjælpe dem til at glæde sig over missionærtjenestens gave. Han sagde: ’I vil opdage at den glæde i opnår i tjenesten for Gud, hjælper jer til at overvinde mange af de vanskelige perioder og de fysiske problemer I måske vil opleve.’ (Ordsprogene 17:22) Han mindede eleverne om at de måske vil komme til at opleve forhold og situationer som er ret forskellige fra det de har været vant til. De skal måske lære et nyt sprog. ’Det er et slid at lære et nyt sprog. Men når I bliver i stand til at kommunikere ubesværet med folk på deres eget sprog, vil dette også øge jeres glæde.’
Eldor Timm fra trykkeriudvalget talte dernæst over emnet „Hold blikket rettet mod sejrsprisen“. Hvad er sejrsprisen? Evigt liv! For at opnå denne sejrspris må vi holde blikket rettet mod den. Taleren pegede på hvilke ligheder og forskelle der er mellem det væddeløb om livet de kristne løber og de atletiske væddeløb der fandt sted i det første århundrede. Ligesom de bogstavelige løbere må de kristne træne energisk, overholde reglerne, og befri sig for enhver tyngende vægt. Men i modsætning til de bogstavelige løbere, deltager de kristne i et væddeløb der varer hele livet — og søger at opnå en sejrspris der er uforgængelig. Der er ikke kun én vinder. Nej, alle der løber og fuldender væddeløbet om livet vil modtage sejrsprisen. Broder Timm sluttede med ordene: ’For at opnå livets sejrspris må vi have fred med Jehova, der tildeler sejrsprisen. Og for at have fred med Jehova må vi have fred med vore brødre.’
Milton Henschel fra Det Styrende Råd talte dernæst over emnet: „Ved Skrifternes trøst har vi håb.“ (Romerne 15:4) Han indledte med at sige: ’I de sidste fem måneder har I haft travlt med at studere Bibelen. I har derfor fået et nært forhold til Bibelen og et levende håb. Når I nu tager ud til jeres tildelte distrikter må I aldrig glemme hvorfor jeres håb er så levende. Det er fordi I har fordybet jer i Bibelen.’ Som eksempel på en beretning fra Bibelen der indgyder håb, henviste taleren til Dommerbogen, kapitel 6 til 8, hvor vi læser om hvordan Gideon fik befaling til at udfri Israel fra midjanitternes undertrykkelse. Efter at have behandlet beretningen og dens betydning for os i dag, sagde taleren: ’Når I har mulighed for at fordybe jer i Bibelen og meditere over den, vil det virke forfriskende på jer. I får nyt mod.’
Alle så forventningsfuldt frem til at lytte til hvilke afskedsord skolens to faste lærere havde til eleverne. Jack Redford talte først over temaet „Gør det rette“. Han mindede eleverne om følgende: ’På Gilead er I blevet grundigt oplært i det der ifølge Bibelen er ret. Nu skal I ud til krævende missionærdistrikter. Og vi ved at I hen ad vejen vil komme ud for vanskeligheder. Men til trods herfor, og uanset hvordan I føler det, ved vi at I kan gøre det rette.’ Hvad vil være en hjælp? Blandt andet at have det rette syn på andre. Taleren sagde: ’Forvent ikke fuldkommenhed af ufuldkomne mennesker.’ Det vil også hjælpe at have den rette indstilling til prøvende situationer. ’Vi har alle vore op- og nedture i livet,’ sagde han. ’Enhver kan klare opturene. Det er hvordan man klarer nedturene der er afgørende for hvorvidt man holder ud i missionærtjenesten. — Jakob 1:2-4.
Skolens registrator, Ulysses Glass, havde valgt at tale over følgende tema: „Hvilket håb er der for fremtiden?“ På en faderlig måde opmuntrede han eleverne til at bevare håbet lyslevende. (Ordsprogene 13:12) ’Man bemærker det måske knap nok hvis håbet begynder at falme,’ forklarede han. ’Omstændighederne får os måske til at blive for optaget af os selv i stedet for af vort forhold til Gud. Vi bliver måske syge eller føler os dårligt behandlede af andre. Nogle har måske flere materielle midler end vi, eller har bedre resultater i tjenesten, hvilket kunne gøre os misundelige. Hvis vi lidt efter lidt lader dette påvirke os, vil håbet om Riget inden længe blegne i vort hjerte og sind, hvilket endog kan få os til at holde op med at deltage i væddeløbet om livet.’ Hvad kan vi gøre? ’Vi må tage nogle positive skridt hvis håbet igen skal komme til at stå klart for os. Vi må fylde vore hjerter og sind med Guds sikre løfter og rette al vor opmærksomhed mod Guds riges realiteter. Vi må genoprette kommunikationen med Jehova, hvilket med sikkerhed vil give os glæde.’
Karl Klein fra Det Styrende Råd holdt hovedtalen. Hans tema var: „Hvorfor skal vi være ydmyge?“ Og hvad er svaret på dette spørgsmål? ’Fordi det er ret og rimeligt og fordi det er víst og kærligt,’ sagde han i indledningen. Forsamlingen lyttede opmærksomt til hans behandling af fire eksempler på ydmyghed som vi gør vel i at efterligne: (1) Jehova Gud, der afgjort viste ydmyghed ved sin handlemåde med Abraham og Moses (1 Mosebog 18:22-33; 4 Mosebog 14:11-21; Efeserne 5:1); (2) Jesus Kristus, der ’ydmygede sig og blev lydig indtil døden på en marterpæl’ (Filipperne 2:5-8; 1 Peter 2:21); (3) apostelen Paulus, der ’trællede for Herren med den største ydmyghed’ (Apostelgerninger 20:18, 19; 1 Korinther 11:1); og (4) ’dem som fører an iblandt os’, som Selskabets første præsident, broder Russell, der engang skrev: „Det arbejde som det har behaget Herren at bruge vore beskedne evner til at udføre, har mere drejet sig om at genopbygge, tilpasse og harmonisere end om at skabe noget nyt.“ (Hebræerne 13:7) Broder Klein gav dernæst flere gode grunde til at vi bør være ydmyge. At følge rådet om at være ydmyge vil hjælpe eleverne til at gøre klogt brug af missionærtjenestens gave!
Derefter oplæste ordstyreren nogle af de hilsener man havde modtaget fra forskellige steder på jorden. Nu var tiden så kommet til at eleverne skulle modtage deres diplomer. De var kommet fra syv lande — Canada, Finland, Frankrig, Holland, Mauritius, Sverige og USA. Men de blev sendt ud til missionærdistrikter i 11 lande — Bolivia, Estland, Grenada, Guatemala, Honduras, Mauritius, Peru, Togo, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela.
Efter en pause blev eftermiddagens program indledt med et forkortet vagttårnsstudium ledet af Joel Adams fra tjenesteafdelingens udvalg. Derefter viste gileadeleverne nogle sketch af de oplevelser de havde haft i forkyndelsen under skolen. Til sidst blev der til belæring for hele forsamlingen, deriblandt gileadeleverne, opført et skuespil med temaet Hvorfor vise respekt for teokratisk orden?
Gileadeleverne tog af sted til deres distrikter med råd og vejledning der vil hjælpe dem til at bruge missionærtjenestens gave på en måde der både vil glæde dem selv og andre.
[Ramme på side 22]
Portræt af klassen
Antal lande repræsenteret: 7
Antal lande udsendt til: 11
Antal elever: 22
Gennemsnitsalder: 33,4
Gennemsnitligt antal år i sandheden: 16,7
Gennemsnitligt antal år i heltidstj.: 11,8
[Illustration på side 23]
Vagttårnets Bibelskole Gilead, 92. klasse
Fra venstre til højre. Første række: M. Chan Chin Wah; N. Bouancheaux; B. Chapman; A. Östberg; L. Cole; K. Jackson; A. Meerwijk Anden række: J. Smith; K. Wollin; R. Chapman; N. Gabour; J. Chan Chin Wah; C. Smith; L. Edvik; Tredje række: E. Bouancheaux; S. Östberg; K. Cole; R. Jackson; S. Gabour; V. Edvik; R. Meerwijk; G. Wollin.