Spørgsmål fra læserne
Hvordan ser Jehovas vidner på hæleri og på at købe stjålne varer?
Kristne vil undgå bevidst at aftage tyvekoster.
Tyveri er forkasteligt. Guds lov til Israel påbød udtrykkeligt: „Du må ikke stjæle.“ (2 Mosebog 20:15; 3 Mosebog 19:11) En tyv der blev pågrebet skulle yde dobbelt, firdobbelt eller femdobbelt erstatning, afhængigt af omstændighederne.
Tyve har til hver en tid forsøgt at afsætte tyvekosterne for at tjene hurtige penge og skille sig af med bevismaterialet. Med det formål sælger de ofte byttet fristende billigt. Det kan være dette der beskrives i Anden Mosebog 22:1: „I det tilfælde at en mand stjæler en okse eller et får og slagter dyret eller sælger det, skal han erstatte oksen med fem stykker hornkvæg og fåret med fire stykker småkvæg.“
Rabbiner Abraham Chill, som fornemmer hvad denne lov indebærer, skriver: „Det er forbudt at købe eller modtage tyvegods, selv hvis man ikke kan se at det drejer sig om noget stjålet. Man må derfor ikke købe en ged af en hyrde, for hyrden foretager sandsynligvis salget uden sin husbonds vidende og har til hensigt at beholde pengene.“ — The Mitzvot — The Commandments and Their Rationale.
Faktisk forbød Moseloven ikke at man købte en ged af en hyrde blot fordi man mistænkte ham for at beholde penge der tilhørte hans herre, altså at han i realiteten solgte en stjålen ged. Men på den anden side bør Jehovas tjenere ikke med overlæg aftage noget der tydeligvis ikke tilhører sælgeren eller formentlig er stjålet. Guds lov viser at Han anerkender ejendomsretten, og tyveri er en krænkelse af denne ret. Den der køber stjålne varer er ganske vist ikke tyv i samme forstand, men hans køb mindsker muligheden for at ejeren nogen sinde får sin ejendom tilbage. — Ordsprogene 16:19; jævnfør Første Thessalonikerbrev 4:6.
Når husmødre eller firmaer foretager indkøb, forsøger de selvfølgelig at gøre det mest fordelagtige køb. Husmødre er altid på udkig efter tilbud; de udsætter indkøb til udsalgstiden eller går i discountforretninger. (Ordsprogene 31:14) Men ens økonomiske sans bør have moralske begrænsninger. De loyale israelitter på Nehemias’ tid nægtede at foretage indkøb på sabbatten, også selv om de kunne have gjort en fordelagtig handel den dag. (Nehemias 10:31; jævnfør Amos 8:4-6.) Kristnes indstilling til tyveri motiverer dem til også at betvinge enhver fristelse til at købe billige varer der sandsynligvis er tyvekoster.
Måske er bestemte forhandlere kendt som hælere. Eller man får i smug tilbudt varer til en så udpræget spotpris at sund fornuft siger én at sælgeren ikke er kommet hæderligt til varerne. Måske er det et lovfæstet krav at man udviser en sådan dømmekraft. I et værk om retslære hedder det:
„For at handle i ond tro forudsættes det ikke at den anklagede véd af hvem eller fra hvem det stjålne er taget, eller hvornår og hvor tyveriet fandt sted, eller omstændighederne ved det. Det er tilstrækkeligt at man ved at det drejer sig om tyvekoster. . . . Nogle domstole skønner at der er tale om ond tro når en sagsøgt har modtaget tingene under omstændigheder der ville overbevise en person med normal forstand og agtpågivenhed om at det drejer sig om tyvekoster.“
Dette giver en kristen fornuftgrunde nok til at undgå at købe stjålne varer, og derved blive en lovovertræder. I nogle lande er det faktisk kriminelt at købe stjålne sager under nogen som helst omstændigheder. Mange nærer dog ingen betænkelighed ved at overtræde loven hvis de mener at de kan slippe godt fra det. Sådan ser kristne ikke på det; de ønsker at „underordne sig de højere myndigheder“. Deres lovlydighed beskytter dem mod at blive retsforfulgt som lovovertrædere, og det er med til at give dem en god samvittighed over for Jehova. — Romerne 13:1, 4, 5.
Guds ven Abraham satte et godt eksempel med hensyn til at bevare en god samvittighed. Fire herskere fra østen besejrede kongerne i det område hvor Lot holdt til, og bortførte store mængder plyndringsgods — altså en slags militært tyveri. Abraham satte efter dem, slog dem og førte byttet tilbage. Sodomas konge sagde til Abraham: „Tag selv ejendelene“ som belønning, men Abraham afleverede sagerne til deres retmæssige ejer med ordene: „Nej, intet vil [jeg] tage af hvad der er dit, hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: ’Det var mig som gjorde Abram rig.’“ — 1 Mosebog 14:1-24.
Kristne er ikke interesserede i at drage økonomiske fordele af noget der har med tyveri at gøre. Jeremias skrev: „Som agerhønen der udruger hvad den ikke har lagt, er den der erhverver sig rigdom, men ikke med ret.“ (Jeremias 17:11) Kristne bærer sig derfor ikke blot forstandigt ad ved at holde ’kejserens’ love vedrørende tyvekoster, men de ønsker at følge det der er ret i Guds øjne ved at nægte at have noget som helst at gøre med tyveri. David skrev meget klogt: „Bedre er den smule den retfærdige har end de mange ugudeliges overflod.“ — Salme 37:16.