Hvorfor vi må komme til de kristne møder

I ADSKILLIGE måneder nød en sydamerikansk kvinde ved navn Rosario at studere Bibelen med Elizabeth. Rosario glædede sig over at lære om Guds rige og om hvordan det vil indføre paradisiske forhold her på jorden. Men hver gang Elizabeth inviterede hende til et møde i rigssalen, undslog hun sig. Hun mente at det var nok at hun studerede Bibelen hjemme og prøvede at leve efter den uden at overvære menighedens møder. Har du også spekuleret på om de kristne møder i det hele taget kan gavne dig? Hvorfor sørger Gud for at hans folk kan komme sammen?

De kristne i det første århundrede var vidt forskellige fra folk i almindelighed og måtte derfor komme sammen med de rette mennesker for at klare tilværelsens pres. Apostelen Paulus skrev til en menighed af kristne i det første århundrede at de skulle ’være udadlelige og uskyldige midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken de skulle skinne som lysspredere i verden’. (Filipperne 2:15) Kristne i Judæa oplevede en særlig svær tid, og det var til dem Paulus skrev: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Hvordan kan vi anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger ved at komme sammen til møderne?

Hvordan kristne „skærper“ hinanden

Det græske udtryk der er gengivet med „for at anspore“ betyder ordret „til en skærpning“. Hvordan kristne „skærper“ hinanden forklares i et bibelordsprog hvor der siges: „Jern skærpes med jern. Således skærper den ene mand den andens ansigt.“ (Ordsprogene 27:17; Prædikeren 10:10) Vi er som redskaber der regelmæssigt må skærpes. Hvis vi ønsker at give udtryk for vor kærlighed til Jehova og træffe beslutninger der bygger på tro, må vi være anderledes end verden og derfor følge en anden kurs end den flertallet følger.

Det at vi hele tiden må bestræbe os for at være anderledes, kan sløve vor nidkærhed for gode gerninger. Men når vi er sammen med andre der elsker Jehova, skærper eller ansporer vi hinanden til kærlighed og gode gerninger. Når vi på den anden side er alene er vi tilbøjelige til at tænke mere på os selv. Umoralske, selviske eller tåbelige tanker kan opstå i vort sind. „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ (Ordsprogene 18:1) Derfor skrev Paulus til menigheden i byen Thessalonika: „Bliv . . . ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.“ — 1 Thessaloniker 5:11.

Efter at Rosario havde studeret Bibelens grundsandheder, holdt hun sig stadig tilbage fra at komme i menigheden. Elizabeth kunne derfor ikke gøre mere for hende og holdt op med at studere med hende. Nogle måneder senere besøgte en rejsende tilsynsmand hende og sagde: „Forestil dig en familie hvor hvert enkelt medlem fandt sit eget gode og sunde spisested ude i byen. Hvad tror du hele familien ville savne ved ikke at spise sammen i hjemmet?“ Rosario svarede: „De ville savne fællesskabet i familien.“ Hun havde fået fat i meningen og begyndte at komme regelmæssigt til møderne. Hun fandt møderne så udbytterige at hun næsten ikke har svigtet et eneste møde siden.

Det virker opmuntrende og styrkende at høre andre give udtryk for den samme tro som man selv har, og at se hvordan denne tro har forandret deres liv. Paulus havde personligt erfaret denne gavnlige virkning, hvilket fremgår af hans brev til menigheden i Rom: „Jeg længes efter at se jer, så jeg kan give jer del i en eller anden åndelig gave for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi hos jer sammen kan opmuntres ved hinandens tro, både jeres og min.“ (Romerne 1:11, 12) Faktisk gik der flere år før Paulus kunne besøge Rom, og da han endelig kom, var det som romernes fange. Men da han så brødrene fra Rom, der havde gået over 60 kilometer for at møde ham, „takkede han Gud og fattede mod“. — Apostelgerninger 28:15.

Vi kan finde åndelig føde i kritiske tider

Det var mens Paulus sad i husarrest i Rom at han skrev til hebræerne at de ikke måtte forsømme at komme sammen. De efterfølgende ord er af særlig betydning for os i dag. Han sagde: „Og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:25) Jehovas Vidner har ofte vist ud fra Bibelen at året 1914 markerede begyndelsen til endens tid for denne verden og at „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“ er kommet nær. (2 Peter 3:7) Efter at Djævelen blev kastet ned fra himmelen ved begyndelsen af endens tid, havde han stor harme og „gik bort for at føre krig mod de øvrige . . . dem som holder Guds bud“, som der siges i Åbenbaringen i Bibelen. (Åbenbaringen 12:7-17) Det er derfor særlig svært at følge Guds bud i dag, og vi må i endnu højere grad huske at mødes med vore trosfæller. Møderne vil hjælpe os til at styrke vor tro og vor kærlighed til Jehova så vi kan modstå Djævelens angreb.

Tro og kærlighed til Gud er ikke som bygninger der bliver stående når først de er opført. Nej, det er snarere noget levende som langsomt vokser ved stadig tilførsel af næring, og som sygner hen og dør hvis det ingen næring får. Derfor sørger Jehova for at hans folk regelmæssigt kan hente styrke gennem den åndelige føde. Vi har alle brug for denne føde, men hvor kan vi modtage den uden for Guds organisation og møderne? Der findes ingen andre steder. — 5 Mosebog 32:2; Mattæus 4:4; 5:3.

Jesus rejste et spørgsmål der kan hjælpe os til at se hvordan han giver den kristne menighed føde. Han spurgte: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således!“ (Mattæus 24:45, 46) Hvem udnævnte Jesus i det første århundrede til at give sine disciple føde, og hvem har han fundet at være trofaste i dette arbejde da han vendte tilbage i Rigets magt? Naturligvis har intet menneske levet gennem alle disse århundreder. Vidnesbyrdene peger på at trællen er menigheden af åndssalvede kristne, ligesom Israels nation var Guds tjener i førkristen tid. (Esajas 43:10) Ja, Jesus sørger for vor åndelige føde gennem denne verdensomspændende gruppe af åndssalvede kristne, der i dag uddeler åndelig føde gennem de lokale menigheder af Jehovas Vidner.

Jesus har altså sørget for en forsyningslinje af åndelig føde, hvilket yderligere bekræftes af apostelen Paulus’ ord: „’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker.’ . . . Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade, til det mål af vækst som hører Messias’ fylde til.“ — Efeserne 4:8, 11-13.

Det var først og fremmest i den lokale menigheds regi — eller ved møderne — at disse „gaver i form af mennesker“ opbyggede brødrene. Sådan gik det for eksempel i Antiochia. Beretningen lyder: „Og da Judas og Silas også selv var profeter, opmuntrede de brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem.“ (Apostelgerninger 15:32) Foredrag af åndeligt kvalificerede mænd vil på samme måde nære vor tro så den ikke dør hen eller bliver inaktiv.

Måske har vi modtaget personlig hjælp fra et af menighedens medlemmer og har gjort gode åndelige fremskridt, men er endnu ikke begyndt at overvære møderne. Bibelen siger at der er en tid hvor man trænger til at nogen underviser en fra begyndelsen i de elementære ting i Guds hellige udsagn; en tid hvor man trænger til mælk, ikke til fast føde. (Hebræerne 5:12) Men man kan ikke blive stående på mælkestadiet. Ved de kristne møder er der tilrettelagt et fortløbende bibelundervisningsprogram for at vi kan holde kærligheden til Gud og troen på ham i live, og for at vi kan få praktisk hjælp til at følge „hele Guds beslutning“. (Apostelgerninger 20:27) Dette indbefatter mere end „mælk“. I Bibelen siges der endvidere: „Den faste føde er for de modne, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ (Hebræerne 5:14) Ved møderne bliver der drøftet mange emner som måske ikke bliver taget op ved et hjemmegrundkursus i Bibelen. Det kunne for eksempel være en vers-til-vers-gennemgang af vigtige bibelprofetier og en grundig behandling af hvordan vi kan efterligne Gud i vort eget liv.

Jehovas formaninger — som en stemme bag os

Ved denne undervisning i menigheden minder Jehova os regelmæssigt om hvilken slags mennesker vi bør være. Disse formaninger er livsvigtige. Uden dem kommer vi nemt til at blive selviske, stolte og begærlige. Formaninger fra Bibelen vil hjælpe os til at kunne have et godt forhold til vore medmennesker og til Gud. „Jeg har tænkt over mine veje, så jeg vender mine fødder om mod dine formaninger,“ skrev salmisten i Salme 119:59.

Når vi regelmæssigt overværer de kristne møder, vil vi erfare sandheden i Jehovas profeti gennem Esajas, der lyder: „Din store Lærer [vil] ikke længere skjule sig, og dine øjne skal komme til at se din store Lærer. Og dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’“ Jehova lægger mærke til vore fremskridt og korrigerer os kærligt hvis vi begår et fejltrin. (Esajas 30:20, 21; Galaterne 6:1) Og han sørger endog for yderligere hjælp.

Modtag hellig ånd gennem menigheden

Ved regelmæssigt at overvære de kristne møder med Jehovas vidner, bliver vi styrket med Guds hellige ånd, som hviler over hans folk. (1 Peter 4:14) Desuden er de kristne tilsynsmænd i menigheden udnævnt af den hellige ånd. (Apostelgerninger 20:28) Denne virksomme kraft fra Gud øver en stærk indflydelse på en kristen. Bibelen siger: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ (Galaterne 5:22, 23) Den hellige ånd, der virker gennem Guds organisation, vil også hjælpe os til at opnå en klar og vidunderlig forståelse af hvad Jehova har i beredskab til dem der elsker ham. Efter at Paulus havde forklaret at fremtrædende mennesker i denne tingenes ordning ikke kan forstå Guds hensigter, skrev han: „Det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden.“ — 1 Korinther 2:8-10.

Foruden denne trosstyrkende åndelige føde sørger menigheden også for at oplære dem der ønsker at deltage i menighedens vigtigste aktivitet. Hvad er det?

Oplæring gives gennem menigheden

Den kristne menighed er ikke en selskabelig forening hvor man blot nyder en eller anden form for underholdning og måske bekræfter hinanden i at leve et bedre liv. Jesus bemyndigede menigheden til at bringe den gode nyhed om Riget ud til dem der befinder sig i åndeligt mørke. (Apostelgerninger 1:8; 1 Peter 2:9) Lige siden menighedens grundlæggelse på pinsedagen i år 33 e.v.t., har den været en organisation af forkyndere. (Apostelgerninger 2:4) Har du prøvet at fortælle andre om Jehovas hensigter uden at kunne overbevise dem? Ved menighedens møder kan du personligt blive oplært i undervisningens kunst. Ved at undersøge eksempler fra Bibelen lærer vi at ræsonnere ud fra et fælles udgangspunkt. Vi lærer at anvende skriftsteder som grundlag for logiske argumenter og at hjælpe andre til at drage fornuftslutninger ved hjælp af spørgsmål og illustrationer. Takket være sådanne færdigheder kan vi erfare den ubeskrivelige glæde det er at hjælpe andre til at forstå sandheden fra Bibelen.

I denne splittede, ufredelige og umoralske verden er den kristne menighed en sand åndelig oase. Selv om den består af ufuldkomne mennesker, er den en fredens og kærlighedens havn. Kom derfor regelmæssigt til alle møderne og erfar selv sandheden i salmistens ord: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed! . . . Jehova har påbudt at dér skal velsignelsen være, ja, liv til fjerne tider.“ — Salme 133:1, 3.