Hvordan kristne kan hjælpe de ældre
’VI GIVER ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag. . . . Vi holder vort blik rettet, ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige. For de synlige er midlertidige, men de usynlige er evige.’ Disse ord af apostelen Paulus står at læse i hans andet brev til korintherne, kapitel 4, vers 16 og 18.
Fortidens troshelte havde evnen til at ’holde blikket rettet mod de usynlige ting’, indbefattende alt det deres Gud, Jehova, havde lovet at gøre til sin fastsatte tid. I sit brev til hebræerne roser Paulus dem for at have fastholdt troen til deres dødsdag, skønt nogle af dem blev meget gamle. Han bruger dem som eksempel for os, og siger: „I tro døde alle disse, skønt de ikke havde erfaret opfyldelsen af løfterne, men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen.“ — Hebræerne 11:13.
I dag er vi meget tæt på opfyldelsen af disse løfter. Men vi har ældre og syge iblandt os som ikke mere føler sig sikre på at de personligt vil opleve afslutningen på denne onde tingenes ordning. Måske må også nogle af dem dø i tro uden at have erfaret opfyldelsen af løfterne i dette liv. For dem kan Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 4:16-18 have en særlig tilskyndelse.
Jehova husker alle sine loyale, også de ældre og syge. (Hebræerne 6:10) Trofaste ældre får en hædrende omtale flere steder i Bibelen, og i Moseloven var der særlige bestemmelser om at vise dem ære. (3 Mosebog 19:32; Salme 92:12-15; Ordsprogene 16:31) Også i den første kristne menighed stod der særlig respekt om de ældre. (1 Timoteus 5:1-3; 1 Peter 5:5) Én bog i Bibelen har en meget smuk skildring af den kærlige omsorg og rørende offervilje en ung kvinde viste sin aldrende svigermoder. Den bog bærer med rette den unge kvindes navn, Rut.
En hengiven hjælper
Livet havde budt på mange bitre hændelser for den aldrende No’omi. På grund af en hungersnød måtte hun, med sin lille familie, forlade venner og arvelod i Juda for at bo i Moabs land, øst for Jordanfloden. Her døde No’omis mand og efterlod hende alene med de to sønner. Med tiden voksede de unge mænd op og giftede sig, men pludselig døde også de, uden at efterlade sig arvinger der kunne tage sig af hende.
Hun var for gammel til på ny at stifte familie, og for hende syntes livet forbi. Uselvisk ønskede hun blot at sende Rut og Orpa, enkerne efter hendes to sønner, tilbage til deres mødres hjem så de måske kunne finde sig nye ægtefæller. No’omi ville så vende alene tilbage til sin hjemegn. På samme måde er der også i dag ældre der føler sig mismodige, især når de har mistet nogle af deres nærmeste. Skønt de, ligesom No’omi, har brug for hjælp fordi kræfterne svigter, ønsker de heller ikke at være nogen til besvær.
Rut nænnede dog ikke at overlade sin svigermoder til sig selv. Hun elskede den ældre kvinde, og hun elskede Jehova, den Gud No’omi tilbad. (Rut 1:16) Sammen rejste de den anstrengende vej tilbage til Juda. Her havde man den kærlige ordning under Jehovas lov at de fattigste havde lov til at samle hvad der lå tilbage på marken når den var høstet. Den unge Rut tilbød beredvilligt at udføre dette arbejde og sagde: „Lad mig dog gå.“ Hun arbejdede utrætteligt til gavn for dem begge. — Rut 2:2, 17, 18.
Ruts trofasthed og kærlighed til Jehova virkede som en stærk opmuntring for No’omi, der begyndte at tænke positivt og konstruktivt. Hendes kendskab til Loven og til skik og brug i landet kom i anvendelse, og kløgtigt vejledte hun sin ’hengivne hjælper’, så den unge kvinde, gennem et svogerægteskab, kunne vinde familiens arvelod tilbage og føre slægten videre. (Rut, kapitel 3) Rut er et smukt eksempel for dem der ofrer sig for gamle eller syge. (Rut 2:10-12) Den kristne menighed i dag kan gøre en del for at hjælpe ældre og syge. Hvordan?
Organisering er værdifuld
I den første kristne menighed havde man en liste over enker der havde behov for økonomisk hjælp. (1 Timoteus 5:9, 10) I dag kan de ældste også i nogle tilfælde udarbejde en liste over ældre og syge der skal vises særlig opmærksomhed. I nogle menigheder har man en ’omsorgsbroder’ der koordinerer denne hjælp. Da mange ældre, ligesom No’omi, er tilbøjelige til at undslå sig hjælp, må denne broder være dygtig til at analysere situationen og taktfuldt og diskret få gennemført det der er nødvendigt. Han kan for eksempel være opmærksom på om rigssalen har passende faciliteter til ældre og syge. Hvor det er praktisk muligt kan han sørge for at der er opkørsel til kørestol, handicaptoilet, teleslynge og passende plads til specialstole og lignende. Broderen kan også sikre sig at alle der ikke kan komme i rigssalen, kan låne båndoptagelser af møderne eller lytte via en telefonforbindelse.
Der kan også være behov for at koordinere transporten til møder og stævner. En ældre søster kom ud for at hendes aftale om kørsel svigtede. Nu måtte hun ringe rundt til flere for at høre om de kunne have hende med. Hun følte at hun var til stort besvær. En ordning med en ’omsorgsbroder’ der kunne sikre at kørselsordningen fungerede, ville have været nyttig og skånsom.
Denne ældste kunne også foreslå forskellige familier at besøge de ældre på skift. Børnene i familien ville således lære at omsorg for ældre hører med til den kristnes liv. Det er godt at lære vore børn at bære et ansvar. (1 Timoteus 5:4) En kredstilsynsmand udtaler: „Det er min erfaring at det er meget få børn og unge der på egen hånd besøger de ældre og syge.“ Det kan naturligvis skyldes ubetænksomhed eller usikkerhed med hensyn til hvad de skal gøre eller sige, men forældrene kan lære dem dette.
Husk imidlertid at de fleste ældre vil værdsætte at vide i forvejen at der kommer gæster. Så har de også glæden ved at ’vente på besøg’. Hvis de besøgende selv har kaffe og kage eller anden forfriskning med, og klarer opvasken uden at gøre et stort nummer ud af det, undgår man at belaste de ældre. Et ældre ægtepar der endnu selv er i fuld vigør, pakker således en lille kaffekurv en bestemt dag i ugen, hvor de har en fast rute rundt til nogle af de ældre i menigheden. Deres besøg er meget værdsat.
Til glæde for mange ældre gennemføres der flere steder et gruppestudium i dagtimerne. I en menighed kontaktede man hjælpsomme familier og enlige der havde mulighed for at overvære dette møde, og resultatet blev en bogstudiegruppe hvor ældre og unge indbyrdes kunne tage sig af hinanden.
Det er ikke tanken at al omsorg skal begrænses til de initiativer ældstebrødrene tager. Vi må alle have ældres og syges vel på sinde. Vi kan hilse på dem i rigssalen og give os tid til at tale med dem. En invitation til lidt selskabeligt samvær vil være kærkommen. Man kan også tage dem med på udflugter og på ferie. En broder tog således ofte en af de ældre med i sin bil når han skulle køre rundt til sine forretningsforbindelser. Det er vigtigt at hjælpe ældre til stadig at engagere sig aktivt. Lad dem ikke ’trække sig bort fra livet’, som No’omi på et tidspunkt var tilbøjelig til. Det vil blot forstærke alderdoms- og senilitetsprocessen.
Unge der er syge eller handicappede har også brug for opmærksomhed. En broder der har haft tre uhelbredeligt syge drenge, hvoraf de to nu er døde, siger: „Det kan være svært for en menighed at vise vedvarende omsorg når nogen er uhelbredeligt syg gennem en længere periode. Hvorfor ikke tildele unge pålidelige forkyndere den opgave at gennemgå dagens tekst og læsning af Bibelen med deres syge venner? Flere kan løse opgaven på skift, og pionererne kan inddrages.“
Når døden synes uundgåelig
Jehovas tjenere har både i fortiden og i nutiden modigt set døden i øjnene når det drejede sig om sygdom og forfølgelse. Når ældre og syge begynder at ane at det også bærer derhen for dem, gennemlever de naturligvis et væld af følelser. Da de pårørende efter dødsfaldet også skal igennem en lang proces af tilpasning, sorg og accept, er det i mange tilfælde værdifuldt at kunne tale åbent om døden. Det gjorde mænd som Jakob, David og Paulus. — Jævnfør Første Mosebog, kapitel 48 og 49; Første Kongebog 2:1-10; Andet Timoteusbrev 4:6-8.
En broder der er læge skriver: „Vi må være meget åbne om dette emne. Jeg har aldrig oplevet at man har gjort en patient noget godt ved at hemmeligholde eller fortie en forestående død.“ Men man må prøve at fornemme hvad patienten gerne vil vide, og hvornår vedkommende vil vide det. Nogle patienter giver klart til kende at de ved at døden nærmer sig, og at de har behov for at drøfte de tanker og følelser dette vækker i dem. Andre, derimod, synes ikke at ville slippe håbet, og dem bør deres venner i stedet håbe sammen med. — Jævnfør Romerbrevet 12:12-15.
En der står over for døden kan være så træt eller konfus at vedkommende har svært ved selv at bede. Det vil sikkert trøste den syge at blive mindet om tanken i Romerbrevet 8:26, 27. Gud forstår „uudtalte suk“. Han ved at man i en sådan situation kan være usikker på hvad man bør bede om.
Hvor det lader sig gøre er det vigtigt at bede sammen med den syge. En broder fortæller: „Da min moder lå for døden og ikke længere havde kræfter til at tale, viste hun ved at folde sine hænder at vi skulle bede en bøn sammen med hende. Efter bønnen sang vi også en af Rigets sange, for min moder har altid været meget glad for sang og musik. Vi nynnede først melodien og sang så ordene ganske stille. Det var tydeligt at hun nød det. Der er ingen tvivl om at disse sange kan forløse ord og følelser der ellers kan være svære at udtrykke i en sådan situation.“
Det kræver kærlighed, finfølelse og omtanke at tale med døende. Man kan forberede sig så man kan fortælle noget trosstyrkende og opbyggende, og man kan bestræbe sig for at undgå negativ tale om andres elendigheder. Desuden kan man afpasse længden af besøget efter hvad der er rimeligt og passende. I situationer hvor den syge synes bevidstløs bør man huske at den mulighed foreligger at patienten udmærket kan høre hvad der bliver sagt. Også her bør man overveje sine ord.
En fælles opgave
Det er en stor opgave at tage sig af ældre og syge. For dem der er tættest på patienten er det en meget stor fysisk og følelsesmæssig belastning. De fortjener og behøver derfor den øvrige menigheds forståelse og hjælp. De der sørger for syge familiemedlemmer eller trosfæller gør det rigtige, selv om det kan betyde at de må svigte nogle møder og at deres andel i tjenesten bliver begrænset i en periode. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:8.) Det vil styrke dem at mærke menighedens sympati for det de gør. En gang imellem kan en broder eller søster måske afløse ved sygelejet så den der normalt passer patienten kan overvære et møde eller få lejlighed til at nyde nogle styrkende timer i den kristne tjeneste.
Hvis man er ældre eller syg kan man naturligvis også gøre noget selv. Den håbløshed og afmagt man føler i forbindelse med sin sygdom kunne gøre én bitter, men bitterhed støder andre væk og isolerer én. Prøv i stedet at udtrykke værdsættelse og vise samarbejdsvilje. (1 Thessaloniker 5:18) Gå i forbøn for andre der lider. (Kolossenserne 4:12) Lad tankerne kredse mest muligt om Bibelens dejlige sandheder, og drøft dem med besøgende. (Salme 71:17, 18) Følg ivrigt med i den trosstyrkende udvikling der sker blandt Guds folk. (Salme 48:12-14) Sig Jehova tak for denne lykkelige udvikling. At lade tankerne kredse om sådanne ting kan, som en solnedgang, kaste et smukt og varmende skær over en sen ’livets aftentime’.
Vi må alle kæmpe for at bevare det håb der som en hjelm beskytter sindet i vanskelige tider. (1 Thessaloniker 5:8) Det er derfor godt at meditere over opstandelseshåbet og de stærke begrundelser der er for det. Vi kan trygt, og med spændt forventning, se frem til den dag hvor der ikke længere findes sygdom, alderdomssvækkelse og død. Til den tid vil alle have det godt. Selv de døde vil vende tilbage. (Johannes 5:28, 29) Disse ’usynlige ting’ ser vi med troens og hjertets øjne. Lad os altid holde blikket rettet mod dem. — Esajas 25:8; 33:24; Åbenbaringen 21:3, 4.