„Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom“

„Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom . . . Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget.“ — LUKAS 16:9, 10.

 1. Hvordan priste Moses og Israels sønner Jehova efter deres udfrielse fra Ægypten?

DET må have været trosstyrkende for israelitterne at blive reddet ved et mirakel. Deres udfrielse fra Ægypten kunne kun tilskrives Jehova, den Almægtige. Intet under at Moses og israelitterne sang: „Min styrke og min kraft er Jah, for han er mig til frelse. Dette er min Gud, og jeg vil lovprise ham; min faders Gud, og jeg vil ophøje ham.“ — 2 Mosebog 15:1, 2; 5 Mosebog 29:2.

 2. Hvad tog israelitterne med sig da de forlod Ægypten?

² Israels nyvundne frihed var en stor kontrast til deres tilværelse i Ægypten. Nu kunne de frit tilbede Jehova. De forlod heller ikke Ægypten tomhændede. Moses beretter: „Israels sønner . . . gav sig til at bede ægypterne om sølvting og guldting og kapper. Og Jehova lod folket finde yndest i ægypternes øjne, så de gav dem hvad man bad om; og således udplyndrede de ægypterne.“ (2 Mosebog 12:35, 36) Men hvordan brugte de denne velstand fra Ægypten? Brugte de den til at ’ophøje Jehova’ med? Hvad lærer vi af deres eksempel? — Jævnfør Første Korintherbrev 10:11.

„Et bidrag til Jehova“

 3. Hvad gjorde Jehova da israelitterne brugte deres guld til afgudsdyrkelse?

³ Da Moses opholdt sig 40 dage på Sinaj Bjerg for at modtage Guds anvisninger til Israel, blev folket der ventede nedenfor, utålmodigt. De rev de guldringe af som de havde i ørerne og fik Aron til at lave et afgudsbillede som de kunne tilbede. Aron byggede desuden et alter, og tidligt næste dag frembar de ofre. Fik de et godt forhold til deres Udfrier ved at anvende deres guld på denne måde? Bestemt ikke. „Lad mig derfor nu være, så min vrede kan blusse op imod dem og jeg kan gøre det af med dem,“ sagde Jehova til Moses. Jehova skånede kun folket fordi Moses gik i forbøn for det, men de oprørske hovedmænd faldt da Gud sendte en plage over folket. — 2 Mosebog 32:1-6, 10-14, 30-35.

 4. Hvad var ’bidraget til Jehova’, og hvem gav det?

⁴ Senere havde israelitterne lejlighed til at bruge den velstand de ejede på en måde der behagede Jehova, nemlig ved at optage „et bidrag til Jehova“.a Gaverne til opførelsen af tabernaklet og til dets inventar bestod blandt andet af guld, sølv, kobber, blåt garn, forskellige slags farvet garn, vædderskind, sælskind og akacietræ. Beretningen fortæller også noget om givernes indstilling. „Enhver som er villig af hjertet, skal bringe det som et bidrag til Jehova.“ (2 Mosebog 35:5-9) Israels reaktion var overvældende. Tabernaklet blev derfor en bygning af „storslået pragt og skønhed“, som en skribent har udtrykt det.

Bidrag til templet

 5, 6. Hvordan brugte David sin velstand i forbindelse med templet, og hvad gjorde andre?

⁵ Det var kong Salomon af Israel der stod for opførelsen af en permanent bygning til tilbedelsen af Jehova, men hans fader, David, havde gjort et stort forberedende arbejde. Han indsamlede store mængder guld, sølv, kobber, jern, tømmer og ædelsten. David sagde til folket: „Da jeg glæder mig over min Guds hus: jeg har en særlig ejendom af guld og sølv — den giver jeg til min Guds hus som noget ekstra foruden alt hvad jeg har skaffet til veje til det hellige hus: tre tusind talenter guld . . . og syv tusind talenter lutret sølv, til at overtrække husenes vægge med.“ David opfordrede også andre til at være gavmilde, og reaktionen var overstrømmende: mere guld, sølv, kobber, jern og flere kostbare sten. „Det var med et helt hjerte [folket] gav frivillige gaver til Jehova.“ — 1 Krønikebog 22:5; 29:1-9.

⁶ Disse frivillige bidrag var et udtryk for israelitternes dybe værdsættelse af tilbedelsen af Jehova. David bad ydmygt i en bøn: „Hvem er jeg og hvem er mit folk at vi skulle have den fornødne kraft til at give sådanne frivillige gaver?“ Hvorfor? „For det kommer fra dig alt sammen, og det er fra din egen hånd vi har givet dig det. . . . Jeg selv har med et retskaffent hjerte givet alle disse frivillige gaver.“ — 1 Krønikebog 29:14, 17.

 7. Hvilke tilstande på Amos’ tid kan tjene som en advarsel for os?

⁷ Desværre fortsatte stammerne i Israel ikke med at lade tilbedelsen af Jehova indtage førstepladsen i deres sind og hjerte. I det niende århundrede før vor tidsregning havde det splittede Israel gjort sig skyldigt i åndelig forsømmelighed. Hvad angår Nordriget, tistammeriget Israel, erklærede Jehova gennem Amos: „Ve de ubekymrede på Zion og de trygge på Samarias Bjerg.“ Han beskrev dem som nogle der „ligger på elfenbenslejer og slænger sig mageligt på divaner, som spiser væddere fra hjorden og kalve fra fedestalden, . . . som drikker af vinskåle“. Men deres velstand kunne ikke beskytte dem, for Gud sagde: „De [må] nu gå i landflygtighed i spidsen for de landflygtige, og de mageligt henslængtes lystige gilde er forbi.“ I 740 f.v.t. blev Israel undertvunget af Assyrien. (Amos 6:1, 4, 6, 7) Senere bukkede også Sydriget, Juda, under for materialisme. — Jeremias 5:26-29.

Den rette brug af midler i den kristne tidsalder

 8. Hvilket godt eksempel satte Josef og Maria ved den måde de brugte deres midler på?

⁸ Det forholdt sig anderledes med nogle af Guds tjenere som levede på et senere tidspunkt i historien. Skønt de var relativt fattige var de nidkære for den sande tilbedelse. Det gjaldt for eksempel Maria og Josef. I lydighed mod kejser Augustus’ dekret rejste de til deres families hjemby, Betlehem. (Lukas 2:4, 5) Her blev Jesus født. Fyrre dage senere drog Josef og Maria op til templet i det nærliggende Jerusalem for at bringe det foreskrevne syndoffer. Maria ofrede to småfugle, hvilket viser at de levede i små kår. Hverken hun eller Josef undskyldte sig altså med at de var fattige. Nej, de var lydige mod Guds lov og bidrog med deres begrænsede midler. — 3 Mosebog 12:8; Lukas 2:22-24.

 9-11. (a) Hvilken vejledning indeholder Jesu ord i Mattæus 22:21 om hvordan vi bør bruge vore penge? (b) Hvorfor var enkens beskedne bidrag ikke givet forgæves?

⁹ Senere forsøgte farisæerne og tilhængerne af Herodes’ parti at sætte en fælde for Jesus ved at spørge: „Sig os derfor hvad du mener: Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke?“ Jesu svar vidner om hans skarpsindighed. Med henvisning til den mønt de gav ham, spurgte han: „Hvis billede og indskrift er dette?“ De sagde: „Kejserens.“ Meget klogt sagde han så til dem: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:17-21) Jesus vidste at den myndighed der havde udstedt mønten forventede at der blev betalt skatter. Men her hjalp han både sine disciple og sine fjender til at indse at sande kristne også bestræber sig for at ’tilbagebetale Gud det der er Guds’, hvilket indbefatter at de bruger deres materielle midler på rette måde.

¹⁰ Det illustreres af en hændelse Jesus ved en lejlighed overværede i templet. Han havde netop fordømt de havesyge skriftlærde som ’opslugte enkernes hjem’. „Idet han nu kiggede op, så han de rige lægge deres gaver i bidragsbøsserne,“ beretter Lukas. „Da så [Jesus] en fattig enke lægge to småmønter af meget ringe værdi deri, og han sagde: ’Jeg skal sige jer som sandt er: Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre. For alle disse lagde gaver i af deres overflod, men denne kvinde lagde i af sin armod alle de midler hun havde at leve af.’“ (Lukas 20:46, 47; 21:1-4) Nogle af de tilstedeværende bemærkede at templet var dekoreret med kostbare sten. Som svar sagde Jesus: „Med hensyn til de ting som I ser på, så vil der komme dage i hvilke der ikke skal lades sten på sten tilbage her som ikke vil blive revet ned.“ (Lukas 21:5, 6) Var enkens beskedne bidrag givet forgæves? Bestemt ikke. Hun støttede den ordning Jehova havde på daværende tidspunkt.

¹¹ Jesus sagde til sine sande disciple: „Ingen tjener i et hus kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ (Lukas 16:13) Hvordan kan vi da vise den rette ligevægt hvad angår den måde hvorpå vi anvender vore økonomiske ressourcer?

Trofaste husholdere

12-14. (a) Hvad er kristne sat som husholdere over? (b) På hvilken rosværdig måde varetager Jehovas tjenere i dag trofast deres husholdergerning? (c) Hvorfra kommer pengene til det arbejde Gud i dag ønsker udført?

¹² Når vi indvier vort liv til Jehova siger vi i realiteten at alt hvad vi ejer, alle vore ressourcer, tilhører ham. Hvordan bør vi da bruge det vi ejer? Vagttårnsselskabets første præsident, broder C. T. Russell, skrev følgende i forbindelse med den kristne tjeneste i menigheden: „Enhver bør anse sig selv som ansat af Herren som Husholder over sin egen Tid, sin Indflydelse, sine Penge o.s.v., og . . . enhver maa søge at anvende disse Talenter, saa godt han formaar, til Mesterens Ære.“ — Studier i Skriften, „Den nye Skabning“, side 385.

¹³ „Hvad der . . . kræves af husholdere, er at en sådan findes trofast,“ siges der i Første Korintherbrev 4:2. Som et internationalt samfund bestræber Jehovas Vidner sig for at leve op til denne beskrivelse, idet de bruger så meget tid de kan i den kristne forkyndelse og omhyggeligt søger at forbedre deres evne til at undervise. Desuden er der mange frivillige som under ledelse af de regionale byggeudvalg ofrer deres tid, kræfter og færdigheder i forbindelse med at opføre velegnede mødesale. Alt dette har Jehovas behag.

¹⁴ Hvorfra kommer pengene til dette enorme undervisnings- og byggearbejde? Fra dem der har et villigt hjerte, nøjagtig som det var tilfældet da tabernaklet skulle opføres. Har vi hver især en andel i dette arbejde? Viser den måde vi anvender vore økonomiske midler på, at tjenesten for Jehova er af altoverskyggende interesse for os? Lad os være trofaste husholdere også i pengespørgsmål.

Faste vaner med hensyn til bidrag

15, 16. (a) Hvordan viste de kristne på Paulus’ tid deres gavmildhed? (b) Hvordan bør vi betragte denne drøftelse?

¹⁵ Apostelen Paulus omtalte den gavmildhed der prægede de kristne i Makedonien og Achaia. (Romerne 15:26) Skønt de selv led nød, var de altid parate til at hjælpe deres brødre. Paulus opmuntrede de kristne i Korinth til også at være gavmilde og give af deres overflod for at afhjælpe andres mangel. Ingen kunne med rette beskylde Paulus for afpresning, for han skrev: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 8:1-3, 14; 9:5-7, 13.

¹⁶ De gavmilde bidrag som vore brødre og interesserede yder til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, vidner om hvor højt de værdsætter denne forret. Men lad os betragte denne drøftelse som en påmindelse ligesom den Paulus gav korintherne.

17. Hvilke faste vaner opfordrede Paulus til at man har med hensyn til at give bidrag, og kan de anvendes i dag?

¹⁷ Paulus tilskyndede brødrene til at have faste vaner med hensyn til at give bidrag. „Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til,“ sagde han. (1 Korinther 16:1, 2) Vi og vore børn kan følge det samme mønster når vi yder bidrag, hvad enten det sker gennem menigheden eller direkte til Vagttårnsselskabets afdelingskontor. Et missionærægtepar der havde fået til opgave at forkynde i en by i Østafrika, indbød nogle interesserede til at deltage i deres bibelstudium. Da det første møde var forbi, lagde missionærerne diskret nogle mønter i en bidragsbøsse mærket „Bidrag til Rigets arbejde“. Andre tilstedeværende gjorde det samme. Da disse nye senere blev organiseret i en kristen menighed, kom kredstilsynsmanden på besøg og roste dem for den regelmæssighed hvormed de ydede bidrag. — Salme 50:10, 14, 23.

18. Hvordan kan vi hjælpe vore brødre i nød?

¹⁸ Vi har også den forret at bruge vore ressourcer til at hjælpe ofre for naturkatastrofer og dem der lever i områder med krig. Det var betagende at læse om de nødhjælpsforsyninger der blev sendt til Østeuropa da denne del af verden oplevede økonomiske og politiske omvæltninger. De bidrag der blev ydet i form af både penge og varer, viste noget om vore brødres gavmildhed og samhørighedsfølelse med dårligt stillede medkristne.b — 2 Korinther 8:13, 14.

19. Hvordan kan vi rent praktisk hjælpe dem der er i heltidstjenesten?

¹⁹ Sætter vi desuden ikke stor pris på det arbejde vore brødre frivilligt udfører i heltidstjenesten som pionerer, rejsende tilsynsmænd, missionærer og betelmedarbejdere? Alt efter vore omstændigheder kan vi måske yde dem en eller anden form for direkte materiel hjælp. Når kredstilsynsmanden besøger din menighed vil du måske kunne være med til at sørge for logi og måltider, eller hjælpe med at dække hans transportudgifter. En sådan gavmildhed vil afgjort blive bemærket af vor himmelske Fader, som ønsker at der sørges for hans tjenere. (Salme 37:25) For nogle år siden inviterede en broder der kun var i stand til at tilbyde en let forfriskning, den rejsende tilsynsmand og hans hustru på besøg i sit hjem. Da parret tog af sted for at deltage i aftenforkyndelsen, gav broderen sine gæster en kuvert. Heri lå der en pengeseddel der svarede til omkring seks kroner, samt en håndskrevet seddel: „Til en kop te eller til benzin.“ På denne beskedne måde gav han udtryk for sin oprigtige værdsættelse.

20. Hvilken forret og hvilket ansvar ønsker vi ikke at afvise?

²⁰ Åndeligt set er vi som Jehovas folk rige. Vi kan glæde os over åndelige festmåltider ved vore kreds- og områdestævner, hvor vi modtager nye publikationer, god undervisning og praktisk vejledning. Når vi af hjertet værdsætter vore åndelige velsignelser, glemmer vi ikke den forret og det ansvar der er forbundet med at yde bidrag som bruges til fremme af Guds riges interesser i hele verden.

„Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom“

21, 22. Hvad vil der inden længe ske med „den uretfærdige rigdom“, og hvad må vi derfor gøre allerede nu?

²¹ Der er således utallige måder hvorpå vi kan vise at tilbedelsen af Jehova kommer først i vort liv, ikke mindst ved at følge Jesu råd i Lukas 16:9: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“

²² Bemærk at Jesus her talte om at den uretfærdige rigdom på et tidspunkt vil svigte. Den dag vil komme hvor pengene vil blive værdiløse. Ezekiel fremsatte følgende profeti: „Deres sølv kaster de på gaderne, og deres guld bliver noget de afskyr. Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas heftige vredes dag.“ (Ezekiel 7:19) Indtil dette sker, må vi bruge vore materielle midler med visdom og dømmekraft. Så vil vi ikke senere fortryde at vi undlod at lytte til Jesu advarsel: „Hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande? . . . I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Lukas 16:11-13.

23. Hvad bør vi gøre forstandig brug af, og hvordan vil vi blive belønnet?

²³ Lad os derfor alle trofast følge disse påmindelser om at lade tilbedelsen af Jehova komme først i vor tilværelse og gøre klogt brug af alle vore ressourcer. Så kan vi bevare vort venskab med Jehova og Jesus, der lover at de, når pengene svigter, vil modtage os i „de evige boliger“ med udsigt til evigt liv, enten i himmelen eller på en paradisisk jord. — Lukas 16:9.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvordan reagerede Israel på Jehovas indbydelse til at bidrage til opførelsen af tabernaklet?

◻ Hvorfor blev enkens bidrag ikke givet forgæves?

◻ Hvilket ansvar har kristne for den måde de anvender deres ressourcer på?

◻ Hvordan undgår vi at måtte fortryde noget hvad angår den måde vi har anvendt vore penge på?

[Illustration på side 15]

Enkens beskedne bidrag blev ikke givet forgæves

[Illustrationer på side 16, 17]

Vore bidrag støtter det verdensomspændende forkyndelsesarbejde