Julen — er det en kristen højtid?

IFØLGE The World Book Encyclopedia er „julen den dag hvor kristne fejrer Jesu Kristi fødsel“. Men opslagsværket siger også: „De første kristne fejrede ikke [Jesu] fødsel, eftersom de anså enhver fejring af en fødselsdag for at være en hedensk skik.“

I The Making of the Modern Christmas af Golby og Purdue siges der samstemmende: „De første kristne fejrede ikke Kristi fødsel. Fødselsdagsfejringer blev i sig selv betragtet som værende hedenske foreteelser; evangelierne siger ikke noget om den præcise dato for Kristi fødsel.“

Hvis fødselsdagsfejringer ikke er af kristen oprindelse, hvordan er Kristi fødsel da blevet en så fremtrædende „kristen“ højtid?

Julens hedenske oprindelse

„Alle festede og var glade mens man for en tid så bort fra arbejde og forretning, og husene var dækkede af laurbær og stedsegrønt; man besøgte hinanden og udvekslede gaver, også mellem forretningsforbindelser. Det var en glædens og velviljens tid, og folk tog del i enhver form for morskab.“ — Paganism in Christian Festivals af J. M. Wheeler.

Passer denne beskrivelse på fejringen af julen som du kender den? Overraskende nok drejer dette sig ikke om julen. Det er en beskrivelse af saturnaliefesten — en ugelang hedensk romersk højtid der var forbundet med vintersolhverv (se modsatte side). Man fejrede den ubesejrede sols fødsel den 25. december, en vigtig højtidsdag i Roms Mithra-religion.

I The New Encyclopædia Britannica siges der: „Den 25. december, den persiske lysgud Mitras fødselsdag og . . . en dag der var viet til den uovervindelige sol, samt dagen efter saturnalia, blev af kirken ændret til julen, Kristi fødsel, for at modarbejde virkningen af disse [hedenske] højtider.“ Den hedenske fødselsdagsfejring fortsatte altså, blot med en simpel navneforandring, fra Mithra til Kristus.

Måske føler du at Guds søns fødsel er noget særligt, noget der fortjener at blive husket. Et kig på Bibelens beretning vil kaste yderligere lys over sagen.

En glædelig begivenhed

Vi finder beretningen i Lukasevangeliets 2. kapitel. Lukas fortæller hvordan himmelens engle, ydmyge hyrder, nidkære tjenere for Gud, samt Maria selv, reagerede på denne særlige begivenhed.

Lad os først se på ’hyrderne som levede udendørs’ og som „holdt vagt over deres hjord om natten“, hvilket de ikke ville have gjort midt om vinteren. Da „Jehovas engel“ viste sig og Guds herlighed strålede om dem, blev de først bange. Men engelen forklarede: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren.“ Da „en mængde fra den himmelske hær“ af engle pludselig viste sig, blev hyrderne klar over at denne fødsel var forskellig fra alle andre. Interessant nok havde englene ikke gaver med til den nyfødte. De priste derimod Jehova, og sagde: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ — Lukas 2:8-14.

Hyrderne ville naturligvis se spædbarnet med egne øjne, da det var Jehova der havde ladet denne glædelige begivenhed forkynde. Da de fandt spædbarnet i krybben, fortalte de forældrene hvad englene havde sagt. Derefter drog hyrderne af sted idet de „herliggjorde og priste Gud“, ikke spædbarnet. — Lukas 2:15-18, 20.

Maria, Jesu moder, glædede sig utvivlsomt over sin førstefødte. Men hun ’drog også slutninger i sit hjerte’. Derefter rejste hun sammen med sin mand, Josef, til Jerusalem i overensstemmelse med Moseloven. Dette var ikke for at fejre fødselsdag. Nej, det var for at fremstille barnet for Gud „sådan som der står skrevet i Jehovas lov: ’Alt af hankøn som åbner moders liv skal kaldes helligt for Jehova.’“ — Lukas 2:19, 22-24.

Ved templet i Jerusalem mødte Maria og Josef Simeon, der af Lukas beskrives som en mand der var „retfærdig og gudfrygtig og ventede på Israels trøst“. Under inspiration havde han fået at vide at han ikke skulle dø før han havde set „Jehovas Messias“. Hvad der videre skete, indtraf også ’under Guds ånds indflydelse’. Simeon gav ikke spædbarnet en gave, men tog det i sine arme og velsignede Gud med ordene: „Suveræne Herre, nu frigiver du din træl med fred, i overensstemmelse med det du har sagt; for mine øjne har set dit frelsesmiddel, som du har beredt for øjnene af alle folkeslagene.“ — Lukas 2:25-32.

Derefter kom den aldrende profetinde Anna hen til dem. Også hun „begyndte at sige Gud tak og at tale om barnet til alle som ventede på Jerusalems befrielse“. — Lukas 2:36-38.

Maria, Simeon, Anna og hyrderne, såvel som de himmelske engle, glædede sig alle over Jesu fødsel. Bemærk imidlertid at de ikke holdt et fødselsdagsgilde, og de gav heller ikke gaver. Nej, de priste Jehova, ham der havde tilvejebragt deres frelsesmiddel.

’Men der kan da ikke være noget galt i at give julegaver når nu de „tre vise mænd“ ærede Jesus med gaver,’ vil nogen måske indvende.

Julegaver

Lad os igen se på Bibelens beretning. Den findes i Mattæusevangeliets 2. kapitel. Der omtales ikke nogen fødselsdagsfejring, ligesom der heller ikke siges noget om hvornår begivenheden fandt sted. Det fremgår dog af beretningen at det er et stykke tid efter Jesu fødsel. I vers 1 kalder Mattæus de besøgende for „astrologer [græsk: maʹgoi] fra Østen“. De har altså været hedninger der ikke kendte Jehova Gud. Stjernen der ledte disse mænd, førte dem ikke direkte til Jesu fødested i Betlehem, men til Jerusalem, hvor kong Herodes herskede.

Da denne onde hersker hørte dem spørge om „den jødernes konge som er født“, rådspurgte han præsterne for at finde ud af nøjagtig „hvor Messias skulle fødes“, så han kunne slå drengebarnet ihjel. Præsterne svarede ved at citere profeten Mika, som havde nævnt at Messias skulle fødes i Betlehem. (Mika 5:2) Hyklerisk sagde Herodes til sine gæster: „Tag af sted og led omhyggeligt efter det lille barn, og når I har fundet det, så giv mig besked, så jeg også kan komme og bringe det min hyldest.“ Astrologerne tog af sted, og stjernen „gik foran dem, indtil den kom til at stå over det sted hvor det lille barn var“. Bemærk at Jesus beskrives som et „lille barn“, ikke som et nyfødt spædbarn. — Mattæus 2:1-10.

Som det var skik blandt orientalske stormænd der besøgte en hersker, kastede de hedenske astrologer sig ned og „gav [barnet] gaver, guld og røgelse og myrra“. Mattæus tilføjer: „Men da de i en drøm fik en guddommelig advarsel imod at vende tilbage til Herodes, rejste de hjem til deres eget land ad en anden vej.“ — Mattæus 2:11, 12.

Af denne korte bibelske beretning søger nogle måske at finde støtte for dét at give julegaver. Bogen Discovering Christmas Customs and Folklore forklarer imidlertid at traditionen i dag med at give gaver kan føres tilbage til de saturnaliegaver som romerne delte ud til deres fattige naboer. „Urkirken . . . ændrede meget klogt deres betydning til en rituel ihukommelse af de gaver som de vise mænd kom med.“ Hvilken kontrast til de sande tilbedere — som for eksempel de ydmyge hyrder — der ganske enkelt priste Gud da Jesus var blevet født.

Ær Kristus som konge!

I dag er Kristus ikke længere et spædbarn. Han er en stærk magthaver, konge i Guds himmelske rige, og han bør æres som sådan. — 1 Timoteus 6:15, 16.

Har du nogen sinde som voksen følt dig ilde til mode over at der blev vist billeder af dig som barn mens du selv var til stede? Sådanne billeder minder ganske vist dine forældre om deres glæde ved din fødsel. Men nu da du er blevet voksen, foretrækker du da ikke at andre betragter dig som det du er nu? Tænk så over hvor respektløst det er over for Jesus Kristus når de der hævder at være hans disciple, hvert år bliver så opslugt af i deres hedenske traditioner at ære et barn, at de helt glemmer at ære ham som konge. Tilbage i det første århundrede argumenterede Paulus for rigtigheden af at betragte Kristus som det han er nu — konge i himmelen. Paulus skrev: „Selv om vi har kendt Kristus efter kødet, så kender vi ham afgjort ikke sådan mere.“ — 2 Korinther 5:16.

Kristus vil, som konge i Guds rige, snart opfylde de profetiske løfter om at fjerne smerte, lidelse, sygdom og død. Han er den der under paradisiske forhold her på jorden vil sikre passende boliger og et meningsfyldt arbejde til alle. (Esajas 65:21-23; Lukas 23:43; 2 Korinther 1:20; Åbenbaringen 21:3, 4) Dette er afgjort tungtvejende grunde til at undgå at vanære Jesus.

Idet kristne følger Jesu eget eksempel forsøger de at give deres næste den største gave nogen overhovedet kan give — forståelse af Guds hensigt, hvilket kan føre til evigt liv. (Johannes 17:3) Det er til stor glæde for dem at give denne gave, for som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35; Lukas 11:27, 28.

Kristne der har oprigtig interesse i hinanden finder det ikke svært at give spontant udtryk for deres kærlighed på et hvilket som helst tidspunkt af året. (Filipperne 2:3, 4) Hvor opmuntrende ville det for eksempel ikke være at modtage en tegning fra et barn der ønsker at udtrykke taknemmelighed for et bibelsk foredrag det har lyttet til? Det er også opmuntrende hvis man uventet modtager en gave fra en slægtning som på den måde ønsker at vise sin kærlighed. Kristne forældre finder også stor glæde ved at give deres børn gaver ved passende lejligheder i løbet af året. Denne form for kristen gavmildhed er ægte og skyldes hverken en hedensk tradition eller en pligt som en særlig højtid har pålagt én.

Mere end fire og en halv million kristne verden over fejrer ikke jul. Det er Jehovas vidner, som til stadighed er travlt optaget af at forkynde den gode nyhed for deres næste. (Mattæus 24:14) Du vil sandsynligvis møde dem inden længe, når de kommer til din dør. Vi ønsker at du ivrigt vil lytte til det budskab de kommer med, og at det vil bringe din familie stor glæde at lære hvordan man kan prise Jehova Gud hver dag året rundt. — Salme 145:1, 2.

[Illustration på side 7]

Kristne tilbyder deres næste en af de største gaver nogen kan give — forståelse af Guds hensigt som fører til evigt liv

[Kildeangivelse på side 4]

Culver Pictures