Fornemmer du stadig tidens alvor?

Profeten Moses understregede dette da han gav israelitterne følgende befaling: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (5 Mosebog 6:5) Jesus Kristus gentog denne befaling mange hundrede år senere: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Mattæus 22:37) Apostelen Paulus hentydede til det samme da han tilskyndede efeserne til at gøre „Guds vilje af en hel sjæl“, og da han indtrængende sagde til kolossenserne: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ — Efeserne 6:6; Kolossenserne 3:23.

Men det er svært at tjene Gud med hele sit hjerte og hele sin sjæl hvis ikke man har en stærk fornemmelse af at tiden er kort, eller hvis den fornemmelse man engang havde af tidens alvor, nu er blevet uklar eller måske helt er forsvundet. Vi lever i dag i en tid hvor arbejdet haster mere end nogen sinde.

Særlige perioder hvor det hastede

I førkristen tid var der adskillige perioder hvor tiden var knap. Det gjaldt blandt andet Noas dage og tiden op til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. (2 Peter 2:5, 6; Judas 7) Årene før Vandfloden var uden tvivl kendetegnet af hektisk aktivitet. Noa og hans familie vidste ganske vist ikke nøjagtig hvornår Vandfloden ville komme, men det at leve gudfrygtigt beskyttede dem mod at blive nølende i deres iver. — Hebræerne 11:7.

Tiden var også knap da Sodoma og Gomorra skulle ødelægges. ’Englene skyndede på Lot’ og sagde til ham: „Bring dig i sikkerhed for din sjæls skyld!“ (1 Mosebog 19:15, 17) Også ved denne lejlighed blev de retfærdige frelst fordi de forstod tidens alvor. Jødiske fanger i Babylon modtog århundreder senere følgende tilskyndelse: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende.“ (Esajas 52:11) I år 537 f.v.t. adlød omkring 200.000 landflygtige denne profetiske befaling og skyndte sig ud af Babylon.

Disse eksempler viser at de der havde og bevarede en klar fornemmelse af tidens alvor, også ydede en helhjertet tjeneste.

De kristnes fornemmelse af tidens alvor

Overalt i De Kristne Græske Skrifter fornemmer man tidens alvor. „Vær agtpågivende,“ „våg,“ „hold jer vågne,“ ’vis jer parate,’ var nogle af de udtryk Jesus brugte for at give sine disciple en fornemmelse af at tiden var kort. (Mattæus 24:42-44; Markus 13:32-37) Også hans illustrationer om de ti jomfruer, den onde træl, talenterne, og adskillelsen af fårene fra gederne vækker en vis forventning, og fremkalder en følelse af at arbejdet haster. — Mattæus 25:1, 14, 15, 32, 33.

Jesus talte ikke kun om at arbejdet hastede, men gav sine ord vægt ved selv at være flittig. På et tidspunkt sagde han til folkeskarerne som forsøgte at holde ham tilbage: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:42, 43) Han opfordrede også disciplene til at bede høstens Herre om at sende flere høstarbejdere ud til sin høst fordi „høsten er stor, men arbejderne er få“. (Mattæus 9:37, 38) Denne bøn bibringer os en klar fornemmelse af at tiden var kort.

Hastede det virkelig så meget?

Nogle vil logisk nok spørge: Hvorfor var det så nødvendigt at man dengang havde en fornemmelse af at tiden var kort, hvis den forudsagte ’store trængsel’ først skulle komme mange hundrede år senere? — Mattæus 24:21.

Vi kan være overbeviste om at Jesus ikke brugte dette som et kneb til at holde sine disciple travlt optaget af at forkynde og undervise. Nej, det var hans kærlighed til disciplene og en klar forståelse af Jehovas syn på tiden der var baggrunden for hans vejledning om at de skulle holde sig travlt beskæftiget. Ja, Jesus Kristus vidste at for at Jehovas vilje kunne blive fuldført i overensstemmelse med Guds hensigt, var det nødvendigt at man havde en klar fornemmelse af tidens alvor. Han vidste også at det ville gavne disciplene åndeligt at de bevarede denne fornemmelse af at tiden var knap, indtil hans genkomst.

Jesus havde klart givet udtryk for at der skulle udføres et verdensomspændende forkyndelsesarbejde i løbet af en begrænset tidsperiode. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) De forskellige fremadskridende faser af dette arbejde blev åbenbaret efterhånden som arbejdet skred frem. Men for at kunne fuldføre hver fase var det nødvendigt at man følte at tiden var kort. Jesus antydede hvordan arbejdet ville udvikle sig, da han sagde: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Og sådan har arbejdet udviklet sig helt frem til vor tid. Det har betydet at Guds tjenere har fået sig nogle overraskelser i tidens løb, og det har til tider været nødvendigt at ændre forståelse.

Det har tjent Jehovas hensigt at de kristne har forstået at arbejdet hastede. Det har hjulpet Kristi disciple til at udføre deres fremadskridende opgave i overensstemmelse med Jehovas ufejlbarlige tidsplan. Når vi i dag ser tilbage på næsten 2000 års historie, har vi en bedre forståelse af Guds tidsplan.

De kristnes fornemmelse af tidens alvor hjalp disciplene til at aflægge et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem, Judæa og Samaria og blandt jøderne i adspredelsen, før Israels særstilling ophørte i år 36 e.v.t. (Daniel 9:27; Apostelgerninger 2:46, 47) En fornemmelse af tidens alvor hjalp også den første kristne menighed til at advare jøderne om at deres ordning snart ville gå til grunde. (Lukas 19:43, 44; Kolossenserne 1:5, 6, 23) Efter at dette ganske uventet skete i år 70, hjalp fornemmelsen af at arbejdet hastede, de kristne vidner i det første århundrede til at forkynde det himmelske håb for mange, inden det forudsagte frafald spredte sit dødbringende åndelige mørke. (2 Thessaloniker 2:3; 2 Timoteus 4:2) Som Jesus Kristus havde forudsagt holdt de få kristne, der blev skildret som hvede, håbet om Riget levende op gennem den mørke middelalder. (Mattæus 13:28-30) Til sin fastsatte tid oprettede Jehova en handlekraftig menighed i nutiden, og det har virket ansporende på denne menighed at skulle bringe Jehovas presserende domsbudskab ud til dem som lever i denne sidste generation. — Mattæus 24:34.

Guds trofaste vidner i vor tid vil ligesom profeten Daniel aldrig driste sig til at spørge Jehova: „Hvad gør du?“ (Daniel 4:35) De har tillid til at Jehova ved hvad der skal til for at hans gerning kan blive fuldført til tiden. De sætter ikke spørgsmålstegn ved Jehovas måde at gøre tingene på, men er glade for at Jehova har givet dem mulighed for at være hans medarbejdere i denne betydningsfulde tid. — 1 Korinther 3:9.

En yderligere grund til at fornemme tidens alvor

Det at vi ikke kender den nøjagtige dag og time for hvornår den store trængsel bryder løs, er også med til at give os en fornemmelse af at arbejdet haster. Jesus gjorde det klart at ingen på jorden kender den fastsatte dag og time for hvornår denne afgørende begivenhed vil begynde. (Mattæus 24:36) Ved en lejlighed fortalte han sine ivrige apostle: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ (Apostelgerninger 1:7) Ja, der er ingen tvivl om hvad der vil ske, men det tilkommer ikke os at kende alle detaljer.

Apostelen Paulus havde den rigtige indstilling til tidens alvor. Han havde måske Jesu ord i tanke da han skrev følgende til thessalonikerne om Kristi nærværelse: „Men med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer.“ (1 Thessaloniker 5:1) Han skrev dette brev 17 år efter at Jesus havde sagt: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) På det tidspunkt kunne man ikke skrive mere, for andet var ikke blevet åbenbaret. Men de kunne alligevel have tillid til at Jehovas dag helt sikkert ville komme „som en tyv om natten“, mens de kristne stadig var ivrigt optaget af at forkynde. — 1 Thessaloniker 5:2.

Det er usandsynligt at de første kristne, med disse ord i tanke, troede at Jehovas dag stadig lå mange hundrede år ude i fremtiden. De kendte ganske vist Jesu lignelser om kongen som drog ud til et fjernt land, og om manden som rejste udenlands. De vidste også at lignelserne talte om at henholdsvis kongen og den rejsende „til sidst“ eller „lang tid efter“ ville vende tilbage. Men de spekulerede utvivlsomt over spørgsmål som: Hvornår er „til sidst“? Og hvad menes der med „lang tid efter“? Er det om ti år? Tyve år? Halvtreds år? Eller vil der gå længere tid? (Lukas 19:12, 15; Mattæus 25:14, 19) Jesu ord ville fortsat lyde i deres ører: „Vær også I parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Lukas 12:40.

De positive følger af at fornemme tidens alvor

Denne fornemmelse af tidens alvor som Gud indgød de første kristne virkede ansporende på dem. Den hjalp dem til at være travlt optaget af det meget vigtige arbejde med at forkynde og undervise. Også i dag virker den på mange måder ansporende. Den afholder os fra at blive selvtilfredse eller „trætte af at handle ret“. (Galaterne 6:9, Seidelin) Den beskytter os imod at engagere os for meget i denne verden og dens snigende materialisme. Den holder vort sind rettet mod „det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:19) Herren Jesus sagde at hans disciple ville være som ’får blandt ulve’, og han vidste at de måtte være målbevidste for at kunne kæmpe mod verden. Ja, det at kristne har haft en klar fornemmelse af tidens alvor, har været en beskyttelse for dem. — Mattæus 10:16.

Jehova har i sin store visdom altid givet sine tjenere tilstrækkeligt med oplysninger til at de har kunnet bevare deres fornemmelse af at arbejdet haster. Han har kærligt forsikret os om at vi lever i denne fordærvede tingenes ordnings „sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Hele tiden bliver vi mindet om at vi må skinne som lysspredere, indtil denne generation forsvinder når den store trængsel når sit klimaks i Harmagedon. — Filipperne 2:15; Åbenbaringen 7:14; 16:14, 16.

En gudgiven fornemmelse af at arbejdet haster bør afgjort præge vor helhjertede tjeneste for Jehova. Det vil være medvirkende til at forpurre Djævelens forsøg på at få Guds tjenere til at „blive trætte og give tabt i [deres] sjæle“. (Hebræerne 12:3) Jehovas tjeneres helhjertede hengivenhed vil få dem til at adlyde ham i al evighed, men især her i tiden op til Harmagedon vil en klar fornemmelse af at arbejdet haster få os til at tjene Gud af hele vor sjæl.

Måtte Jehova Gud fortsat hjælpe os til at have en fornemmelse af tidens alvor, idet vi bliver ved med at gentage apostelen Johannes’ ord: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åbenbaringen 22:20.