Jonas erfarer Jehovas barmhjertighed
JEHOVA har en opgave til sin profet Jonas. Vi befinder os i det niende århundrede f.v.t., og Jeroboam II er konge i Israel. Jonas kommer fra den zebulonitiske by Gat-Hefer. (Josua 19:10, 13; 2 Kongebog 14:25) Gud sender Jonas til den assyriske hovedstad Nineve, der ligger over 800 kilometer nordøst for hans hjemby. Han skal advare ninevitterne om at Gud vil udslette dem.
Jonas kan have tænkt: ’Hvorfor skulle jeg gå til den by og den nation? De tjener ikke engang den sande Gud. Disse blodtørstige assyrere har aldrig indgået nogen pagt med Jehova som israelitterne har gjort. Dette ugudelige folk kunne jo opfatte min advarsel som en trussel og erobre Israel! Nej, ikke mig! Jeg går ikke. Jeg vil løbe til Joppe og tage med et skib der sejler i den modsatte retning — til Tarsis, helt ovre på den anden side af Det Store Hav. Ja, det vil jeg gøre!’ — Jonas 1:1-3.
I livsfare på havet!
Snart kommer Jonas til Joppe ved Middelhavets kyst. Han betaler sin rejse og går om bord på et skib der skal til Tarsis, som almindeligvis sættes i forbindelse med Spanien, over 3500 kilometer vest for Nineve. Efter at skibet er begyndt at sejle, går den trætte profet nedenunder og falder i søvn. Inden længe kaster Jehova en vældig vind mod havet, og matroserne, der er blevet bange, råber hver især til sin gud om hjælp. Skibet vipper og krænger så meget at de kaster dets last over bord for at lette det. Alligevel synes skibbrud uundgåeligt, og Jonas hører den ophidsede skibsfører udbryde: „Hvad er der i vejen med dig, sovetryne? Rejs dig, råb til din gud! Måske den sande Gud vil vise at han har omsorg for os, så vi ikke går under.“ Jonas rejser sig og går op på dækket. — Jonas 1:4-6.
„Kom, lad os kaste lod, så vi kan få at vide hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os,“ siger matroserne. Loddet falder på Jonas. Hvor må han blive bange da sømændene siger: „Fortæl os dog hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os? Hvad bestiller du, og hvor kommer du fra? Hvad er dit land, og hvilket folk er du fra?“ Jonas siger at han som hebræer tilbeder „Jehova, himmelens Gud“ og har ærefrygt for „ham som har frembragt havet og det tørre land“. Stormen har ramt dem fordi han er flygtet for Jehova i stedet for lydigt at bringe Guds budskab til Nineve. — Jonas 1:7-10.
Sømændene spørger: „Hvad skal vi gøre med dig for at havet kan falde til ro for os?“ Da havet bliver stadig mere oprørt af stormen, siger Jonas: „Løft mig op og kast mig i havet; så falder havet til ro for jer; for jeg véd at jeg er skyld i at denne vældige storm er kommet over jer.“ Mændene har dog ikke lyst til at kaste Jehovas tjener i havet og dermed den visse død, men prøver at bringe skibet tilbage til det tørre land. Det kan de imidlertid ikke, men råber: „Åh, Jehova, lad os dog ikke gå under på grund af denne mands sjæl! Og lad ikke uskyldigt blod komme over os, for du, Jehova, har jo selv gjort som det har behaget dig!“ — Jonas 1:11-14.
Jonas kastes i havet!
Sømændene kaster så Jonas over bord. Efterhånden som han synker ned i det oprørte hav, holder det gradvis op med at rase. Da mændene ser det, ’bliver de grebet af stor frygt for Jehova og ofrer et slagtoffer til Jehova og aflægger løfter’. — Jonas 1:15, 16.
Idet vandet lukker sig over Jonas begynder han uden tvivl at bede. Derefter kan han mærke hvordan han glider gennem en smidig åbning ind til et stort hulrum. Overraskende nok kan han stadig trække vejret! Han fjerner det stykke tang der har viklet sig om hans hoved, og opdager at han befinder sig et højst besynderligt sted. Det skyldes at „Jehova [sørgede] for at en stor fisk slugte Jonas, så Jonas var i fiskens indre tre dage og tre nætter“. — Jonas 1:17.
Jonas’ inderlige bøn
Mens Jonas befinder sig i bugen på den store fisk, har han tid til at bede. Nogle af hans formuleringer har en vis lighed med passager i Salmerne. Jonas nedskriver senere sine bønner, som udtrykker både fortvivlelse og anger. Han var for eksempel ved at tro at fiskens bug ville blive hans grav, Sheol: „I min kval råbte jeg til Jehova, og han svarede mig. Fra Sheols skød råbte jeg om hjælp. Du hørte min røst.“ (Jonas 2:1, 2) To af valfartssangene — der sandsynligvis blev sunget af israelitterne når de tog op til Jerusalem ved de årlige højtider — indeholder nogle af de samme tanker. — Salme 120:1; 130:1, 2.
Ved tanken om at han nu er havnet i havets dyb, beder Jonas: „Da du [Jehova] kastede mig i dybet, i det åbne havs hjerte [midte], omsluttede strømmen mig. Alle dine brodsøer og dine bølger — mig overskyllede de.“ — Jonas 2:3; jævnfør Salme 42:7; 69:2.
Jonas er bange for at hans ulydighed vil medføre at han mister Guds godkendelse og at han aldrig mere vil få Guds tempel at se. Han beder: „Jeg er stødt bort fra dine øjne! Hvordan vil jeg atter få dit hellige tempel at se?“ (Jonas 2:4; jævnfør Salme 31:22.) Jonas synes at befinde sig i en forfærdelig situation. Han siger: „Vandene omslyngede mig lige til sjælen [truede hans liv]; selve havdybet omsluttede mig. Tang var viklet om mit hoved.“ (Jonas 2:5; jævnfør Salme 69:1.) Man kan fornemme hvor slemt Jonas må have det når han tilføjer: „Til bjergenes sokler sank jeg ned [inden i fisken]. Jordens slåer [som en gravs] var stængt bag mig for stedse. Men op fra gravens dyb bragte du mit liv [på den tredje dag], Jehova min Gud.“ — Jonas 2:6; jævnfør Salme 30:3.
Selv om Jonas befinder sig i fiskens bug, tænker han ikke: ’Jeg er så nedtrykt at jeg ikke kan bede.’ Nej, han beder: „Da min sjæl blev svag i mig [døden var ham nær], huskede jeg [i tro] på Jehova [som den der besidder uforlignelig kraft og barmhjertighed]. Og min bøn nåede ind til dig i dit hellige tempel.“ (Jonas 2:7) Fra det himmelske tempel hørte Gud Jonas og udfriede ham.
Til sidst beder Jonas: „De som ærer værdiløse, tomme guder [ved at stole på livløse billeder af falske guder], svigter deres loyale hengivenhed [ved at svigte Ham der viser denne egenskab]. Men jeg vil med højlydt taksigelse bringe slagtofre til dig [Jehova Gud]. Hvad jeg har lovet [i den nuværende tilstand og ved andre lejligheder], vil jeg holde. Frelsen tilhører Jehova.“ (Jonas 2:8, 9; jævnfør Salme 31:6; 50:14.) I erkendelse af at kun Gud kan frelse ham fra døden, tilskriver den angrende profet Jehova frelsen (ligesom kongerne David og Salomon gjorde før ham). — Salme 3:8; Ordsprogene 21:31.
Jonas adlyder
Efter at have gjort sig mange tanker og anråbt Gud i bøn kan Jonas mærke hvordan han bliver presset ud gennem den åbning han også kom ind ad. Til sidst bliver han spyet op på land. (Jonas 2:10) Taknemmelig for at være blevet udfriet adlyder Jonas Guds ord: „Bryd op, gå til Nineve, den store by, og udråb den kundgørelse for den som jeg siger dig.“ (Jonas 3:1, 2) Jonas begiver sig af sted mod den assyriske hovedstad. Da han finder ud af hvilken dag det er, forstår han at han har været i fiskens bug i tre dage. Profeten krydser Eufratfloden ved dens store vestlige krumning, rejser østpå gennem den nordlige del af Mesopotamien, kommer til Tigrisfloden og når omsider Nineve. — Jonas 3:3.
Jonas går ind i Nineve, en meget stor by. En hel dag går han gennem byen og råber: „Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.“ Har Jonas på mirakuløs vis lært at tale assyrisk? Det ved vi ikke. Men selv om han har talt hebraisk og en anden har oversat for ham, har hans kundgørelse en virkning. Folkene i Nineve får tro på den sande Gud. De udråber en faste og klæder sig i sæk, fra den største til den mindste iblandt dem. Da budskabet når Nineves konge, rejser han sig fra sin trone, aflægger sin embedsklædning, dækker sig med sæk og sætter sig i asken. — Jonas 3:4-6.
Hvor bliver Jonas overrasket! Den assyriske konge udsender herolder med følgende bekendtgørelse: „Ingen, hverken mennesker eller husdyr, hornkvæg eller småkvæg, må nyde noget som helst. Ingen må indtage føde. End ikke vand må de drikke. Og de skal dække sig med sæk, både mennesker og husdyr. Og de skal råbe til Gud af al magt og vende om, hver fra sin onde vej og fra den vold som er i deres hænder. Hvem véd om ikke den sande Gud vil vende om og fortryde og vende sig fra sin brændende vrede, så vi ikke går til grunde?“ — Jonas 3:7-9.
Ninevitterne efterkommer deres konges dekret. Da Gud ser at de er vendt om fra deres onde vej, fortryder han den ulykke han har talt om at volde dem, og afholder sig fra at ødelægge byen. (Jonas 3:10) Som følge af deres anger, ydmyghed og tro beslutter Jehova at holde den tiltænkte dom tilbage.
Profeten surmuler
Fyrre dage går, og der sker ikke noget med Nineve. (Jonas 3:4) Da det går op for Jonas at ninevitterne ikke vil blive tilintetgjort, mishager det ham i høj grad, og han bliver optændt af vrede og beder: „Åh, Jehova, var det ikke dét jeg sagde mens jeg endnu var i mit eget land? Det var jo derfor jeg først flygtede til Tarsis; jeg véd jo at du er en nådig og barmhjertig Gud, som er sen til vrede og rig på loyal hengivenhed, og som fortryder ulykken. Så tag dog, Jehova, nu min sjæl fra mig, for det er bedre for mig at dø end at leve.“ Gud svarer med et spørgsmål: „Er det med rette du er optændt af vrede?“ — Jonas 4:1-4.
Dette får Jonas til at stoltsere ud af byen i østlig retning. Uden for byen laver han sig en løvhytte så han kan sidde i dens skygge indtil han ser hvad der vil ske med byen. Da viser Jehova Jonas medfølelse og ’sørger for at en flaskegræskarplante vokser op over ham til at kaste skygge over hans hoved og befri ham for hans nedtrykthed’. Jonas fryder sig højligt! Men Gud sørger ved daggry for at en orm stikker planten, og den begynder at visne. Inden længe er den helt tørret ud. Gud sender også en svidende østenvind. Solen stikker nu profeten Jonas på hovedet så han er ved at besvime. Han bliver ved med at bede om at måtte dø. Han siger gentagne gange: „Det er bedre for mig at dø end at leve.“ — Jonas 4:5-8.
Nu tager Jehova til orde. Han spørger Jonas: „Er det med rette du er optændt af vrede over flaskegræskarplanten?“ Jonas svarer: „Det er med rette jeg er optændt af vrede — til døden.“ Jehova siger så til profeten: ’Du ynkedes over flaskegræskarplanten. Men du har ikke haft besvær med den eller fået den til at vokse op. Den kom og forsvandt på blot en nat.’ Gud ræsonnerer videre: ’Skulle jeg så ikke ynkes over den store by Nineve, beboet af 120.000 mennesker som ikke kender forskel på højre og venstre — foruden mange husdyr?’ (Jonas 4:9-11) Svaret er åbenlyst.
Jonas angrer og lever længe nok til at skrive den bibelbog der bærer hans navn. Hvordan har han fået kendskab til at sømændene frygtede Jehova, ofrede et slagtoffer til Gud og aflagde løfter? Ved guddommelig inspiration eller måske gennem en af sømændene eller passagererne som har fortalt ham om det ved templet. — Jonas 1:16; 2:4.
„Jonas’ tegn“
Da nogle af farisæerne og de skriftlærde bad Jesus om et tegn, sagde han: „En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn.“ Jesus fortsatte: „For ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter.“ (Mattæus 12:38-40) Det jødiske døgn begyndte ved solnedgang. Kristus døde fredag eftermiddag den 14. nisan år 33. Hans legeme blev lagt i en grav samme dag før solnedgang. Den 15. nisan begyndte samme aften og varede indtil solnedgang om lørdagen, ugens syvende og sidste dag. På det tidspunkt begyndte den 16. nisan. Den varede indtil solnedgang den følgende dag, som vi kalder søndag. Jesus var således død og lå i graven noget af den 14. nisan, hele den 15. nisan og i nattetimerne af den 16. nisan. Da nogle kvinder kom hen til graven søndag morgen, var han allerede blevet oprejst. — Mattæus 27:57-61; 28:1-7.
Jesus var i graven i dele af tre dage. Hans fjender fik således „Jonas’ tegn“, men Kristus sagde: „Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas.“ (Mattæus 12:41) Hvor er det sandt! Jøderne havde Jesus Kristus iblandt sig — en profet der var langt større end Jonas. Skønt Jonas var et tilstrækkeligt tegn for ninevitterne, forkyndte Jesus med langt større myndighed og flere understøttende vidnesbyrd end denne profet gjorde. Alligevel troede de fleste jøder ikke. — Johannes 4:48.
Som nation betragtet tog jøderne ikke ydmygt imod den profet der var større end Jonas, og de viste ikke tro på ham. Hvad med deres forfædre? Også de manglede tro og ydmyghed. Det lader faktisk til at Jehova sendte Jonas til Nineve for at afsløre forskellen mellem de angrende ninevitter og de stivnakkede israelitter, som var helt blottet for tro og ydmyghed. — Jævnfør Femte Mosebog 9:6, 13.
Hvordan med Jonas selv? Han lærte hvor stor Guds barmhjertighed er. Endvidere bør vi tage ved lære af Jehovas reaktion på Jonas’ knurren over den medlidenhed der blev vist de angrende ninevitter — og undlade at beklage os over at vor himmelske Fader viser barmhjertighed nu i tiden. Lad os i stedet fryde os over at der hvert år er tusinder som i tro og med ydmygt hjerte vender sig til Jehova.