De gjorde Jehovas vilje

Daniel tjente Gud „til stadighed“

DET er sjældent at verdenshistorien foretager en kovending på én nat. Det skete imidlertid i 539 f.v.t da det babyloniske rige blev omstyrtet af mederne og perserne på nogle få timer. I dette år havde Jehovas profet Daniel levet som en landflygtig jøde i Babylon i omkring 80 år. Daniel var sandsynligvis oppe i halvfemserne da hans trofasthed mod Gud blev prøvet til det yderste.

Efter Babylons fald gik det i begyndelsen godt for Daniel. Den nye konge var mederen Darius, en mand på 62 år der agtede Daniel højt. En af de første ting Darius foretog sig, var at indsætte 120 satrapper og at sætte tre højere embedsmænd over dem.a Daniel var en af disse tre. Daniel udmærkede sig i den grad at Darius tænkte på at gøre ham til førsteminister. Men så skete der noget som kuldkastede kongens planer.

En ondsindet plan

I ledtog med en stor gruppe satrapper henvendte de to andre embedsmænd sig til kongen og forelagde ham en tillokkende plan. De bønfaldt Darius om at udstede følgende lov: „Enhver der . . . retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske end dig, o konge, skal kastes i løvekulen.“ (Daniel 6:7) I Darius’ øjne var dette et udtryk for disse mænds loyalitet. Han kan desuden have tænkt at denne lov ville hjælpe ham, der var udlænding, til at befæste sin stilling som landets øverste.

Der var imidlertid helt andre årsager til at embedsmændene og satrapperne forelagde kongen denne bestemmelse. De søgte „at finde et påskud for en anklage mod Daniel i forbindelse med hans forvaltning af riget. Men de kunne ikke finde noget som helst påskud for en anklage eller noget der var uhæderligt, for han var pålidelig, og der fandtes slet ikke nogen forsømmelighed eller noget uhæderligt hos ham“. Disse onde mænd tænkte derfor: „Vi finder intet påskud for en anklage mod denne Daniel, medmindre vi finder det mod ham i hans Guds lov.“ (Daniel 6:4, 5) De vidste at Daniel bad til Jehova hver dag, og derfor søgte de at gøre det til en forbrydelse der skulle straffes med døden.

De høje embedsmænd og satrapperne hadede muligvis Daniel fordi han til stadighed udmærkede sig frem for dem, da „der var en ånd ud over det sædvanlige i ham, og kongen tænkte på at sætte ham over hele riget“. (Daniel 6:3) Daniels ærlighed kan have modvirket korruption og bestikkelse, hvilket ikke passede dem. Uanset hvordan det forholdt sig, fik disse mænd kongen overtalt til at undertegne skrivelsen, hvorved den blev en del af „medernes og persernes lov, der ikke kan kaldes tilbage“. — Daniel 6:8, 9.

Daniel forbliver uangribelig

Holdt Daniel nu op med at bede til Jehova? Bestemt ikke. Tre gange om dagen gik han op i tagkammeret og faldt på knæ og bad til Gud „sådan som han hidtil havde været vant til at gøre“. (Daniel 6:10) Mens han bad „kom [hans fjender] i samlet flok og fandt Daniel i færd med at holde bøn og bede ydmygt foran sin Gud“. (Daniel 6:11) Kongen blev bedrøvet da han hørte at den lov han havde underskrevet, ville berøre Daniel. Beretningen siger: „Indtil solnedgang anstrengte han sig for at udfri ham.“ Men selv kongen kunne ikke ophæve den lov han havde forordnet. Daniel blev derfor kastet i løvekulen, der åbenbart var en grube eller et hul som var gravet i jorden. „Din Gud som du så vedholdende tjener, vil selv redde dig,“ forsikrede kongen Daniel. — Daniel 6:12-16.

Efter en søvnløs nat, tilbragt i faste, skyndte Darius sig ud til løvekulen. Daniel var i live og uskadt. Kongen reagerede prompte. Han lod Daniels fjender og deres familier kaste i løvekulen til gengæld. Han kundgjorde også i hele sit rige at ’man overalt under hans riges herredømme skulle skælve og frygte for Daniels Gud’. — Daniel 6:17-27.

Hvad vi kan lære

Daniel var et godt eksempel på trofast tjeneste for Gud. Selv kongen, der ikke tilbad Jehova, havde bemærket at Daniel tjente sin Gud „til stadighed“. (Daniel 6:16, 20) Det aramaiske rodord der oversættes med „til stadighed“, har grundbetydningen „at bevæge sig i en cirkel“. Det henleder tanken på en stadig gentaget handling. Det er en udmærket beskrivelse af Daniels urokkelige tro på Jehova.

Med sin trofaste, konstante tjeneste havde Daniel levet op til denne beskrivelse længe før han blev kastet i løvekulen. Som ung fange i Babylon havde han nægtet at indtage føde- og drikkevarer der var urene ifølge Moseloven eller besmittet som følge af hedenske ritualer. (Daniel 1:8) Senere forkyndte han frimodigt Guds budskab for den babyloniske konge, Nebukadnezar. (Daniel 4:19-25) Nogle få timer inden Babylons fald havde Daniel frygtløst forkyndt Guds dom over kong Belsazzar. (Daniel 5:22-28) Da Daniel stod over for at blive kastet i løvekulen, fortsatte han derfor med at lægge samme trofasthed for dagen.

Du kan også tjene Jehova „til stadighed“. Hvis du er ung, kan du allerede nu vise din standhaftighed ved at gå langt uden om denne verdens dårlige selskab og nedbrydende adfærd. Hvis du har tjent Gud i mange år, så fortsæt i samme gænge med at udvise trofast udholdenhed. Giv ikke op, for hver gang du prøves har du lejlighed til at vise Jehova at du er besluttet på at tjene ham til stadighed. — Filipperne 4:11-13.

[Fodnote]