Epafras — „en trofast tjener for Messias“
HVEM grundlagde de kristne menigheder i Korinth, Efesus og Filippi? Måske vil du uden tøven svare: Paulus, ’apostelen for nationerne’, og det er også rigtigt. — Romerne 11:13.
Men hvem oprettede menighederne i Kolossæ, Hierapolis og Laodikea? Det kan ikke fastslås med sikkerhed, men det kan have været en mand ved navn Epafras. Under alle omstændigheder vil du sikkert finde det interessant at vide noget mere om denne evangelieforkynder, da han kaldes „en trofast tjener for Messias“. — Kolossenserne 1:7.
Lykosdalens evangelieforkynder
Navnet Epafras er en forkortelse af Epafroditus. Epafras bør dog ikke forveksles med Epafroditus fra Filippi. Epafras kom fra Kolossæ, en af de kristne menigheder i Lykosdalen i Lilleasien. Byen lå kun 18 kilometer fra Laodikea og 19 kilometer fra Hierapolis i landskabet Frygien.
Bibelen fortæller ikke nøjagtigt hvordan den gode nyhed om Guds rige nåede Frygien. Men der var frygiere til stede i Jerusalem på pinsedagen i år 33, og nogle af dem var måske fra Kolossæ. (Apostelgerninger 2:1, 5, 10) Paulus’ ihærdige forkyndelse i Efesus (omkring år 52-55) var så virkningsfuld at ikke alene efeserne, men også „alle indbyggerne i provinsen Asien hørte Herrens ord, både jøder og grækere“. (Apostelgerninger 19:10) Det lader til at Paulus ikke havde forkyndt den gode nyhed i hele Lykosdalen, eftersom mange der var blevet kristne i det område, aldrig personligt havde truffet ham. — Kolossenserne 2:1.
Ifølge Paulus var det Epafras der gjorde kolossenserne bekendt med „Guds ufortjente godhed i sandhed“. At Paulus kalder denne medarbejder for „en trofast tjener for Messias til gavn for os“, viser at Epafras var en aktiv evangelieforkynder i området. — Kolossenserne 1:6, 7.
Både apostelen Paulus og evangelieforkynderen Epafras var bekymrede for den åndelige tilstand blandt deres trosfæller i Lykosdalen. Som „apostel for nationerne“ må Paulus have frydet sig da han hørte om deres fremgang. Det var gennem Epafras at Paulus hørte om kolossensernes åndelige tilstand. — Kolossenserne 1:4, 8.
Epafras’ rapport
Kolossenserne havde så alvorlige problemer at Epafras rejste den lange vej til Rom for at drøfte sagen igennem med Paulus. Epafras’ detaljerede rapport fik åbenbart Paulus til at skrive to breve til disse kristne som han ikke kendte. Det ene var stilet til kolossenserne. Det andet, som tilsyneladende ikke er blevet bevaret, blev sendt til laodikenserne. (Kolossenserne 4:16) Det er rimeligt at mene at Paulus skrev de to breve for at give vejledning i forbindelse med de problemer som disse kristne ifølge Epafras kæmpede med. Hvilke behov i menigheden havde Epafras lagt mærke til? Og hvad fortæller dette os om hans personlighed?
Det synes at fremgå af brevet til kolossenserne at Epafras var bekymret for den trussel de hedenske filosofier udgjorde for de kristne i Kolossæ angående askese, spiritisme og afguderisk overtro. Jødisk afholdenhed fra visse spiser og helligholdelse af særlige dage kan også have påvirket nogle i menigheden. — Kolossenserne 2:4, 8, 16, 20-23.
At Paulus skriver om disse emner, viser hvor opmærksom Epafras var på sine trosfællers behov. Han var oprigtigt interesseret i deres åndelige velfærd og var vågen over for de farer i samfundet de var omgivet af. Epafras søgte vejledning hos Paulus, og det viser at han var ydmyg. Han følte måske at han havde behov for at få råd af en der havde større erfaring. Hvorom alting er, handlede Epafras klogt. — Ordsprogene 15:22.
En mand som værdsatte bøn
I slutningen af brevet til de kristne i Kolossæ siger Paulus: „Epafras, som er fra jer, en Kristi Jesu træl, sender jer sine hilsener, idet han altid kæmper for jer i sine bønner, for at I til sidst må stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje. Ja, jeg giver ham det vidnesbyrd at han gør sig stor anstrengelse for jer og for dem i Laodikea og for dem i Hierapolis.“ — Kolossenserne 4:12, 13.
Ja, selv da Epafras var Paulus’ „medfange“ i Rom, havde han tanke for sine elskede brødre i Kolossæ, Laodikea og Hierapolis og bad for dem. (Filemon 23) Han kæmpede bogstavelig talt for dem i sine bønner. Ifølge bibelforskeren D. Edmond Hiebert betegner det græske udtryk der bruges her, „en anstrengende og krævende aktivitet“. Den kan sammenlignes med den „dødsangst“ Jesus Kristus oplevede mens han bad i Getsemane Have. (Lukas 22:44) Epafras nærede et oprigtigt ønske om at hans åndelige brødre og søstre måtte opnå stabilitet og kristen modenhed. Denne åndeligsindede broder må virkelig have været til velsignelse for menighederne.
Epafras blev kaldt en ’elsket medtræl’, hvilket tyder på at han var meget afholdt af sine medkristne. (Kolossenserne 1:7) Alle i menigheden bør frit give af sig selv og vise deres omsorg for og kærlighed til hinanden. Det kan man for eksempel gøre ved at hjælpe de syge, de ældre eller andre med særlige behov. Nogle har måske mulighed for at varetage forskellige opgaver i menigheden eller at støtte teokratiske byggeprojekter.
At bede for andre ligesom Epafras gjorde, er en form for hellig tjeneste alle kan udføre. I sådanne bønner kan man udtrykke sin bekymring og omsorg for de af Jehovas tjenere som står over for forskellige farer eller vanskeligheder af åndelig eller fysisk art. Når vi således kæmper energisk i vore bønner, efterligner vi Epafras. Alle kan få del i den forret og glæde det er at være en ’elsket medtræl’ i Jehovas familie af trofaste tjenere.