Bør man underrette de ældste?
„DEN der røber en fortrolig sag, bliver en fjende af folket,“ lyder et vestafrikansk ordsprog. Det oplevede Olu da han anklagede sin storebror for at have begået incest med deres søster. „Du lyver!“ råbte broderen. Derefter gennembankede han Olu, jog ham væk fra familiens hjem og brændte alt hans tøj. Landsbybeboerne tog den ældre brors parti. Da Olu ikke længere var velkommen, måtte han forlade landsbyen. Først da man opdagede at søsteren var gravid, indså folk at Olu havde talt sandt. Broderen tilstod, og Olu blev taget til nåde igen. Historien kunne dog være endt helt anderledes. Olu kunne være blevet dræbt.
De der ikke nærer kærlighed til Jehova, bryder sig som regel ikke om at få deres fejl bragt frem i lyset. Det syndige menneske er tilbøjeligt til at afvise tugt og blive irriteret på den der prøver at retlede, uanset hvem det er. (Jævnfør Johannes 7:7.) Det er derfor ikke så mærkeligt at mange vælger ikke at indberette andres overtrædelser til dem der har myndighed til at gribe ind.
Værdien af retledning
Jehovas folk har et andet syn på retledning. Gudfrygtige mænd og kvinder er meget taknemmelige for den foranstaltning Jehova har truffet for at hjælpe overtrædere i den kristne menighed. De betragter en sådan tugt som et udtryk for hans kærlige godhed. — Hebræerne 12:6-11.
Dette kan illustreres med en episode i kong Davids liv. Lige fra sin ungdom havde han været retfærdig, men på et tidspunkt begik han nogle alvorlige synder. Først begik han ægteskabsbrud. I et forsøg på at dække over sin ugerning sørgede han dernæst for at få kvindens mand dræbt. Jehova afslørede Davids synd over for profeten Natan, som derefter frimodigt konfronterede David med sagen. Idet Natan brugte en magtfuld illustration, spurgte han David hvad der burde gøres ved en rig mand som, til trods for at han havde meget småkvæg, havde taget en fattig mands højtelskede og eneste lam og slagtet det for at beværte sin ven. Dette vakte forståeligt nok Davids harme og vrede eftersom han tidligere havde været fårehyrde. Han sagde: „Den mand som gjorde dette, fortjener at dø!“ Idet Natan møntede illustrationen på David, sagde han: „Du er manden!“ — 2 Samuel 12:1-7.
David blev ikke vred på Natan, og han prøvede heller ikke at forsvare sig selv eller komme med modbeskyldninger. Hans samvittighed blev derimod dybt berørt af Natans irettesættelse. Med en angrende indstilling indrømmede han: „Jeg har syndet mod Jehova.“ — 2 Samuel 12:13.
Natans afsløring af Davids synd samt hans gudgivne retledning medførte gode resultater. Skønt David ikke blev skånet for konsekvenserne af sin synd, ændrede han sind og blev forligt med Jehova. Hvordan betragtede David denne tugt? Han skrev: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed; og retleder han mig, er det olie for hovedet; den afviser mit hoved ikke.“ — Salme 141:5.
Også i vor tid kan Jehovas tjenere, endda nogle som har været trofaste i mange år, begå alvorlige overtrædelser. De fleste tager i så tilfælde selv initiativet til at tale med menighedens ældste, idet de ved at de kan få hjælp hos dem. (Jakob 5:13-16) Men nogle overtrædere forsøger at dække over deres synder, ligesom kong David gjorde. Hvad bør man gøre hvis man erfarer at en i menigheden har begået en alvorlig overtrædelse?
Hvem har ansvaret?
Når ældste får kendskab til en alvorlig overtrædelse, henvender de sig til den person det drejer sig om for at give vedkommende den nødvendige hjælp og retledning. Det er de ældstes ansvar at fungere som dommere i sager vedrørende overtrædere i den kristne menighed. Mens de holder et vågent øje med menighedens åndelige tilstand, vil de hjælpe og formane enhver der handler uklogt eller begår fejltrin. — 1 Korinther 5:12, 13; 2 Timoteus 4:2; 1 Peter 5:1, 2.
Hvad så hvis man ikke er ældste og man får oplysning om at en anden kristen har gjort sig skyldig i en alvorlig synd? Den lov Jehova gav Israels nation, indeholder gode retningslinjer. Hvis nogen blev vidne til frafaldne handlinger, oprør, mord eller andre alvorlige forbrydelser, var vedkommende ifølge Moseloven forpligtet til at meddele det og afgive vidnesbyrd i sagen. I Tredje Mosebog 5:1 læser vi: „I det tilfælde at en sjæl synder idet han har hørt en offentlig forbandelse og han er vidne — hvad enten han har set noget eller ved noget — og ikke meddeler det, da skal han bære ansvaret for sin misgerning.“ — Jævnfør Femte Mosebog 13:6-8; Ester 6:2; Ordsprogene 29:24.
Skønt de kristne ikke er underlagt Moseloven, lader de sig stadig lede af de principper der ligger til grund for den. (Salme 19:7, 8) Hvilke skridt skal man tage hvis man får kendskab til at en medkristen har begået en alvorlig overtrædelse?
Den rette fremgangsmåde
For det første må man finde ud af om der er en gyldig grund til at tro at der er begået en alvorlig overtrædelse. „Vær ikke vidne mod din næste uden grund,“ sagde vismanden. „Da ville du holde folk for nar med læberne.“ — Ordsprogene 24:28.
Nogle vil måske vælge straks at henvende sig til de ældste, hvilket ikke er forkert at gøre. Den mest kærlige fremgangsmåde er dog sædvanligvis først at tale med personen under fire øjne. Kendsgerningerne er måske ikke som man tror de er. Det kan også være at de ældste allerede har situationen under behandling. Drøft roligt sagen igennem med vedkommende. Hvis der stadig er grund til at mene at personen har begået en alvorlig synd, bør man tilskynde ham eller hende til selv at hente hjælp hos de ældste idet man forklarer hvorfor det er visdommens vej. Tal ikke med andre om sagen, for det ville være sladder.
Hvis overtræderen ikke henvender sig til de ældste inden for et rimeligt tidsrum, bør den der kender til sagen, gøre det. En eller to ældste vil da tale med den der er under anklage. De ældste skal „omhyggeligt undersøge sagen, efterforske og udspørge“ for at fastslå om vedkommende har begået en overtrædelse. Hvis det er tilfældet, vil de behandle sagen i overensstemmelse med de bibelske retningslinjer. — 5 Mosebog 13:12-14.
En anklage om en overtrædelse skal kunne bekræftes af mindst to vidner. (Johannes 8:17; Hebræerne 10:28) Hvis personen benægter anklagen og der kun er ét vidneudsagn, vil de ældste lade sagen hvile i Jehovas hænder. (1 Timoteus 5:19, 24, 25) Dette gøres i bevidstheden om at alle ting er „blottede“ for Jehova, og at personen, hvis han eller hun er skyldig, med tiden vil blive ’indhentet’ af sine synder. — Hebræerne 4:13; 4 Mosebog 32:23.
Hvordan vil dette ene vidne i sagen i så tilfælde blive betragtet? Kan personen nu risikere at blive anklaget for bagvaskelse? Nej, ikke medmindre vedkommende har sladret til nogle som ikke er involveret i sagen. Hvis der er forhold i en menighed der virker nedbrydende, er det ikke bagtalerisk at underrette tilsynsmændene, som har myndighed til og ansvar for at bringe sagen i orden. Faktisk er det i harmoni med vort ønske om altid at handle rigtigt og loyalt. — Jævnfør Lukas 1:74, 75.
Menigheden bevares hellig
En af grundene til at indberette overtrædelser er at det er med til at bevare menighedens renhed. Jehova er en ren Gud, en hellig Gud. Han kræver at alle der tilbeder ham, er åndeligt og moralsk rene. Hans inspirerede ord giver os denne formaning: „Som lydige børn skal I ophøre med at lade jer forme efter de ønsker I før havde i jeres uvidenhed, men I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ (1 Peter 1:14-16) Enkeltpersoner som praktiserer urenhed eller fremturer i synd, kan forårsage at hele menigheden bliver besmittet og pådrager sig Jehovas mishag indtil der tages skridt til at irettesætte eller fjerne vedkommende. — Jævnfør Josua, kapitel 7.
Apostelen Paulus’ breve til den kristne menighed i Korinth viser hvilken rensende virkning det havde på Guds folk at indberette alvorlige overtrædelser. I sit første brev skrev Paulus: „Der høres virkelig om utugt iblandt jer, og en sådan utugt som end ikke findes blandt folk fra nationerne, at en har sin faders hustru.“ — 1 Korinther 5:1.
Bibelen fortæller ikke hvem Paulus havde hørt det fra. Måske var Paulus blevet oplyst om situationen gennem Stefanas, Fortunatus og Akaikus, som var kommet rejsende fra Korinth til Efesus hvor Paulus opholdt sig. Paulus havde desuden modtaget et brev med spørgsmål fra menigheden i Korinth. Hvorom alting er, satte disse oplysninger, som Paulus havde fået gennem troværdige vidner, ham i stand til at give vejledning i sagen. „Fjern det onde menneske fra jer selv,“ skrev han. Manden blev udstødt af menigheden. — 1 Korinther 5:13; 16:17, 18.
Medførte Paulus’ belæring gode resultater? Så afgjort! Overtræderen kom åbenbart til fornuft. I sit andet brev til korintherne tilskyndede Paulus menigheden til ’frit at tilgive og trøste’ den angrende mand. (2 Korinther 2:6-8) Indberetningen af denne alvorlige overtrædelse medførte således at menigheden blev renset, og at den person som havde skadet sit forhold til Gud, atter opnåede Guds gunst.
Lad os betragte et andet eksempel i Paulus’ første brev til den kristne menighed i Korinth. Denne gang nævner apostelen navnene på dem der havde underrettet ham om en sag. Han skrev: „Det er . . . blevet mig fortalt om jer, mine brødre, af dem fra Kloes hus, at der er stridigheder iblandt jer.“ (1 Korinther 1:11) Paulus vidste at stridigheder og det at man viste mennesker en upassende ære, havde resulteret i sekteriske holdninger der truede med at ødelægge menighedens enhed. Da Paulus nærede dyb omsorg for sine korinthiske brødres åndelige velfærd, skrev han derfor straks et brev hvori han gav menigheden den nødvendige vejledning.
Langt de fleste af Guds tjenere rundt om på jorden gør i dag en ihærdig indsats for at beskytte menighedens renhed ved selv at bevare et godkendt forhold til Gud. For nogle har dette været forbundet med lidelser; andre er gået i døden for at holde fast ved deres integritet. Det ville afgjort være et udtryk for manglende værdsættelse af disse trofaste brødres og søstres anstrengelser hvis man tolererede eller dækkede over alvorlige synder.
Hjælp til dem der forsynder sig
Hvorfor holder nogle der har begået grove synder, sig tilbage fra at tale med menighedens ældste? Ofte er det fordi de ikke er klar over de fordele der er forbundet med at tage et sådant skridt. Nogle tror fejlagtigt at hele menigheden vil få kendskab til sagen hvis de bekender deres synd. Andre lyver for sig selv med hensyn til alvoren af deres urette adfærd. Atter andre mener at de kan retlede sig selv uden de ældstes hjælp.
Sådanne overtrædere har imidlertid behov for kærlig hjælp fra menighedens ældste. Jakob skrev: „Er nogen iblandt jer syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn. Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet.“ — Jakob 5:14, 15.
Denne storslåede foranstaltning kan hjælpe dem der har begået synder, til at genvinde deres åndelighed. Ældste kan udvirke åndelig helbredelse ved at anvende lindrende vejledning fra Guds ord og bede på overtræderens vegne. Frem for at føle sig fordømt føler de der ændrer sind, sig ofte både styrkede og lettede efter at de har talt med kærlige ældste. En ung vestafrikansk mand havde begået utugt og i nogle måneder dækket over sin synd. Da hans overtrædelse endelig kom frem i lyset, sagde han til de ældste: „Hvor ville jeg ønske at nogen havde spurgt mig ud om min forbindelse til pigen. Jeg er så lettet over at få det frem.“ — Jævnfør Salme 32:3-5.
Udtryk for principbetonet kærlighed
Døbte tjenere for Gud „er gået over fra døden til livet“. (1 Johannes 3:14) Men hvis de begår alvorlige synder, vender de tilbage til dødens vej. Hvis ikke de får hjælp, kan de blive så forhærdede i synden at de ikke længere har noget ønske om at ændre sind og vende tilbage til tilbedelsen af den sande Gud. — Hebræerne 10:26-29.
At indberette alvorlige overtrædelser er et udtryk for ægte omsorg for den der synder. Jakob skrev: „Mine brødre, hvis nogen iblandt jer er faret vild fra sandheden og en omvender ham, da skal I vide at den der omvender en synder fra hans vejs vildfarelse, frelser hans sjæl fra døden og dækker over en mængde synder.“ — Jakob 5:19, 20.
Det medfører altså gode resultater at indberette alvorlige overtrædelser. Det er i virkeligheden et udtryk for principbetonet kærlighed til Gud, til menigheden og til overtræderen. Når hvert enkelt medlem af menigheden loyalt følger Guds retfærdige normer, vil hele menigheden blive rigt velsignet af Jehova. Apostelen Paulus skrev: „Han [Jehova] vil også befæste jer indtil enden, så I kan være uangribelige på vor Herre Jesu Kristi dag.“ — 1 Korinther 1:8.
[Illustration på side 26]
At tilskynde en medkristen der har begået fejltrin, til at tale med de ældste er et udtryk for kærlighed
[Illustration på side 28]
Ældste hjælper overtrædere til at genvinde Guds gunst