De gjorde Jehovas vilje

En fader der er rede til at tilgive

DENNE fortælling er med god grund blevet omtalt som den bedste novelle der nogen sinde er nedskrevet. Jesu billedtale om en faders kærlighed til sin fortabte søn er som et vindue hvorigennem vi får et storslået indtryk af den medfølelse Gud har med angrende overtrædere.

Blevet væk og fundet

En mand havde to sønner. Den yngste søn sagde til ham: ’Jeg vil gerne have min del af arven nu, frem for at vente til du dør.’ Faderen fulgte anmodningen og gav sandsynligvis sin søn en tredjedel af alt hvad han ejede — den del af arven som den yngste af to sønner ifølge loven havde krav på. (5 Mosebog 21:17) Den unge mand samlede straks alt hvad han ejede, og rejste til et fjernt land, hvor han satte hele sin formue til på et udsvævende liv. — Lukas 15:11-13.

Der opstod nu alvorlig hungersnød i landet. I desperation påtog den unge mand sig at vogte svin — et afskyeligt arbejde for en jøde. (3 Mosebog 11:7, 8) Føden blev så knap at han brændende ønskede at mætte sig med de bælgfrugter svinene blev fodret med. Langt om længe kom den unge mand til fornuft. ’Min faders daglejere lever bedre end jeg,’ tænkte han ved sig selv. ’Jeg vil tage hjem, bekende min synd og bede om at blive en af min faders daglejere.’a — Lukas 15:14-19.

Den unge mand satte kursen hjemad. Hans udseende var uden tvivl meget forandret. Alligevel genkendte hans fader ham „mens han endnu var langt borte“. Fyldt af medlidenhed løb faderen ham i møde, omfavnede ham og „kyssede ham ømt“. — Lukas 15:20.

Den hjertelige modtagelse gjorde det lettere for den unge mand at lette sit hjerte. „Fader,“ sagde han, „jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“ Faderen kaldte på sine trælle. „Hurtigt!“ sagde han. „Hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.“ — Lukas 15:21-24.

Der blev holdt en stor fest med musik og dans. På vej hjem fra marken hørte den ældste søn lyden fra festen. Da han fandt ud af at hans broder var vendt hjem, og at det var grunden til festlighederne, blev han vred. ’Jeg har trællet for dig i årevis og har aldrig været ulydig imod dig, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner,’ sagde han klagende til sin fader. ’Men så snart din søn her, som har ødslet dine midler bort, vender tilbage, så holder du fest for ham.’ ’Barn,’ svarede hans fader ømt, ’du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit. Men vi kunne ikke andet end glæde os over at din broder som var død, nu er kommet til live. Han var blevet væk og er fundet.’ — Lukas 15:25-32.

Hvad vi kan lære

Faderen i Jesu billedtale skildrer vor barmhjertige Gud, Jehova. Ligesom den fortabte søn er der nogle som forlader de trygge forhold i Guds husstand, men som senere vender tilbage. Hvordan ser Jehova på dem? De der i oprigtig anger vender om til Jehova, kan være forvissede om at ’han ikke vil bebrejde for bestandig, og at han ikke vil være fortørnet for stedse’. (Salme 103:9) Faderen i billedtalen løb sin søn i møde for at byde ham velkommen tilbage. På samme måde er Jehova ikke alene villig til, men også ivrig efter, at tilgive angrende syndere. Ja, han er „rede til at tilgive“, og han gør det „i rigt mål“. — Salme 86:5; Esajas 55:7; Zakarias 1:3.

Den oprigtige kærlighed faderen i Jesu billedtale viste, gjorde det lettere for sønnen at opbyde det mod det ville kræve at vende tilbage. Men overvej engang følgende: Hvordan ville det være gået hvis faderen havde nægtet at kendes ved sin søn eller i et vredesudbrud havde givet ham besked på aldrig at vise sig igen? Så ville den unge mand sikkert have følt sig forstødt for bestandig. — Jævnfør Andet Korintherbrev 2:6, 7.

Faderen lagde egentlig grundvolden for sin søns tilbagevenden da denne forlod hjemmet. I dag må kristne ældste til tider fjerne uforbederlige overtrædere fra menigheden. (1 Korinther 5:11, 13) Men allerede på det tidspunkt kan de berede vejen for at overtræderen kan vende tilbage, ved kærligt at gøre opmærksom på hvilke skridt han kan tage for senere at blive genoptaget. Erindringen om en sådan inderlig tilskyndelse har bevæget mange åndeligt fortabte eller bortkomne til senere at vende tilbage til Guds husstand. — 2 Timoteus 4:2.

Faderen viste også medfølelse da hans søn vendte tilbage. Han fornemmede hurtigt den unge mands oprigtige anger. I stedet for at endevende enhver detalje af sin søns overtrædelser gjorde han derfor sit yderste for at byde ham velkommen tilbage — og gav udtryk for hvor stor en glæde det var for ham at kunne gøre det. Kristne gør vel i at følge dette eksempel. De bør glæde sig når en der har været borte, er blevet fundet igen. — Lukas 15:10.

Faderens reaktion lader os ikke i tvivl om at han længe havde set frem til at hans egenrådige søn ville vende tilbage. Dette er naturligvis kun en svag afglans af den længsel Jehova nærer efter enhver der har forladt hans husstand. Han „ønsker [ikke] at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) De der angrer deres synder, kan derfor være forvissede om at de „fra Jehova selv“ vil blive velsignet med „perioder som giver friske kræfter“. — Apostelgerninger 3:19.

[Fodnote]