Er det altid af det onde at klage?

Hvilke ærgrelser smerter mere end dem vi ikke kan klage over? — Markis de Custine, 1790-1857.

I TO år havde hun udholdt en kollegas sexchikane. Hendes protester blev kun mødt med ukvemsord og en kold skulder. Den indestængte stressfølelse gik ud over hendes helbred, men hvad kunne hun stille op? Noget lignende overgik en elev som trods gode karakterer blev bortvist fra en læreanstalt fordi han af samvittighedsgrunde ikke ville tage del i de obligatoriske kampsportsøvelser. Begge følte sig uretfærdigt behandlet, men skulle de klage? Ville det nytte, eller ville det kun gøre ondt værre?

Det er let at finde noget at klage over da vi jo lever i en alt andet end ideel verden befolket af ufuldkomne mennesker. Klager spænder over hele spektret fra misfornøjelse over sorg, smerte og fortrydelse til deciderede sagsanlæg. De fleste afstår helst fra at klage for at slippe for en konfrontation. Men skal man altid stiltiende affinde sig med alt? Hvad siger Bibelen?

Negative følger for en selv og andre

Der er ingen tvivl om at kronisk utilfredshed er skadeligt, og en sådan indstilling fordømmes også i Bibelen. Den misfornøjede skader sig selv fysisk og åndeligt og irriterer dem der er skydeskive for klagerne. Om den klagende hustru siger et bibelsk ordsprog: „Et dryppende tag der driver én bort på en regnvejrsdag og en splidagtig kvinde ligner hinanden.“ (Ordsprogene 27:15) Det er særlig forkasteligt at klage over Jehova eller noget han forordner. Da israelitterne i 40 år vandrede i ørkenen, fik de på mirakuløs måde manna, men de kaldte den „dette elendige brød“. Derfor straffede Jehova de respektløse og klagende med giftslanger som slog mange ihjel. — 4 Mosebog 21:5, 6.

Jesus gav os den vejledning at vi ikke skulle klage over „splinten“, de små fejl som vi opdager hos vore medmennesker, men derimod være os bevidst at vi selv har en større „bjælke“ af ufuldkommenheder. (Mattæus 7:1-5) Tilsvarende skriver Paulus ligeud at man er „uden undskyldning“ hvis man giver sig af med den form for klagemål der består i at man dømmer en anden, „eftersom du der dømmer, øver de samme ting“. Disse advarsler mod at klage bør afholde os fra at være unødigt kritiske og klagelystne. — Romerne 2:1.

Misbilliger Bibelen al klage?

Bør vi ud fra dette slutte at det altid er forkert at klage? Nej. Bibelen lader os forstå at mange af misforholdene i denne anløbne verden højlydt råber på at blive afhjulpet. I en lignelse omtalte Jesus en uretfærdig dommer der nødtvungent skaffede en undertrykt enke hendes ret ’så hun ikke blev ved med at komme og banke løs på ham til hans endeligt’. (Lukas 18:1-8) I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt for os at klage vedholdende før retfærdigheden sker fyldest.

Jesus opfordrede sine disciple til at bede om at Guds rige måtte komme. Indebærer det ikke at vi bør erkende manglerne ved denne verden og ’råbe’ til Gud; appellere til ham om at gøre noget ved forholdene? (Mattæus 6:10) Da „klageskriget“ over ugudelighederne i Sodoma og Gomorra nåede Jehovas ører, sendte han sendebud ned for at ’se om de handlede helt sådan som skriget over byerne fortalte’ og for at afhjælpe det onde. (1 Mosebog 18:20, 21) Til stor lettelse for dem der havde forelagt ham deres klage, greb Jehova derpå ind og rådede bod på det urette ved at tilintetgøre de to byer og deres umoralske indbyggere.

I den kristne menighed

Gælder der andre retningslinjer for den kristne menighed, som jo består af mænd og kvinder der trods deres ufuldkommenhed alvorligt bestræber sig for at tjene Gud i fred og enhed? Trods al god vilje er det uundgåeligt at der opstår situationer hvor det er berettiget at klage og forvente ændringer. I det første århundrede hændte noget sådant i menigheden af salvede kort efter Pinsedagen. Mange nyomvendte kristne blev i Jerusalem for at blive undervist og opmuntret, og de troende bespiste hinanden. Imidlertid „opstod der en knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling“. Apostlene affærdigede ikke de klagende som urostiftere, men tog de fornødne skridt til at gøre forholdene rimelige. Berettigede klager fremsat med passende respekt og den rette indstilling vil blive ydmygt påhørt af menighedens tilsynsmænd og fulgt op af handling. — Apostelgerninger 6:1-6; 1 Peter 5:3.

Henvendt til den rette myndighed

Lagde du mærke til at ovenstående eksempler viser at klager bør fremføres med den rette indstilling og henvendes til den rette myndighed? Ligesom det ville være formålsløst at klage til politiet over skattetrykket eller til en domstol over fysiske skavanker, vil det være utilbørligt at klage over forhold, enten i eller uden for menigheden, til en der hverken har myndighed til eller mulighed for at gøre noget ved disse forhold.

I de fleste lande findes der domstole og andre instanser hvor man kan klage sin nød og håbe på tiltrængt hjælp. Da den elev der blev omtalt i artiklens indledning, indbragte sagen for en domstol, fik han medhold. Han modtog en undskyldning fra læreanstalten og blev genoptaget på den. Den kvindelige medarbejder der havde været udsat for sexchikane, fik støtte fra et kvindeligt fagforbund. Hun fik en undskyldning fra skolebestyrelsen, som også tog skridt til at standse sexchikanen.

Man kan dog ikke forvente at alle klager vil give det samme udfald. Den vise kong Salomon fremsatte denne realistiske vurdering: „Det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud.“ (Prædikeren 1:15) Vi gør klogt i at indse at nogle tiltrængte forandringer først vil ske når Gud mener at tiden er inde til at handle.

[Illustration på side 31]

Ældste lytter til velbegrundede klager og foretager det fornødne