Spørgsmål fra læserne

Skal kristne personligt afgøre hvornår de ifølge Andet Thessalonikerbrev 3:14 vil ’mærke sig en’ der tilsidesætter de kristne normer, eller bør man afvente en afgørelse fra menigheden?

Af apostelen Paulus’ ord til thessalonikerne fremgår det at menighedens ældste medvirker aktivt når det besluttes at man bør ’mærke sig’ nogen. Som enkeltpersoner støtter menigheden denne afgørelse med tanke på menighedens åndelige velfærd. Det er lettest at forstå Paulus’ vejledning når man læser bibelteksten i sammenhæng.

Paulus var med til at oprette menigheden i Thessalonika og hjalp både mænd og kvinder til troen. (Apostelgerninger 17:1-4) Senere, mens han opholdt sig i Korinth, skrev han til de kristne i Thessalonika for at rose og opmuntre dem. Desuden gav han dem tiltrængt vejledning, blandt andet ved at formane dem til at ’leve stille, passe deres egne sager og arbejde med deres hænder’. Nogle levede ikke på denne måde, og Paulus tilføjede derfor: ’Vi tilskynder jer, brødre: forman dem som fører et uordentligt liv, trøst de modfaldne sjæle, støt de svage.’ Der var altså nogle i menigheden som ’førte et uordentligt liv’a og derfor behøvede vejledning. — 1 Thessaloniker 1:2-10; 4:11; 5:14.

Nogle måneder senere skrev Paulus sit andet brev til thessalonikerne, hvori han uddybede det han havde skrevet om Jesu fremtidige nærværelse. Han gav desuden yderligere vejledning om hvordan man skulle forholde sig over for dem der ’førte et uordentligt liv’ ved ’ikke at arbejde, men blandede sig i hvad der ikke vedkom dem’. Deres adfærd var ikke alene i modstrid med det eksempel Paulus satte ved at arbejde flittigt, men også imod hans klare påbud om at hver enkelt skulle forsørge sig selv ved at arbejde. (2 Thessaloniker 3:7-12) Paulus anviste hvilke skridt der skulle tages efter at de ældste havde formanet eller vejledt dem der førte et uordentligt liv:

„Nu befaler vi jer, brødre, . . . at I skal trække jer tilbage fra enhver broder som vandrer uordentligt og ikke i overensstemmelse med den overlevering I har modtaget fra os. Men I, brødre, I skal ikke give op med hensyn til at gøre det rette. Men hvis nogen ikke er lydig mod vort ord gennem dette brev, så mærk jer denne og hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig. Og dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ — 2 Thessaloniker 3:6, 13-15.

De næste skridt bestod altså i at man trak sig tilbage fra dem der vandrede uordentligt, mærkede sig dem og holdt op med at omgås dem, men stadig formanede dem som brødre. Hvad ville føre til at de enkelte i menigheden tog disse skridt? Lad os klargøre det ved at skitsere tre situationer som Paulus ikke sigtede til i denne sammenhæng.

1. Vi véd at alle kristne er ufuldkomne og begår fejltrin. Men den sande kristendoms kendetegn er kærlighed, som motiverer os til at være forstående og at tilgive andre deres fejl. For eksempel har en kristen måske en sjælden gang en skarp ordveksling med en anden kristen, sådan som det skete for Barnabas og Paulus. (Apostelgerninger 15:36-40) Eller man kommer på grund af træthed til at sige noget på en grov og sårende måde. I sådanne tilfælde kan vi ved at vise kærlighed og følge Bibelens vejledning dække over fejltrinnet og således bevare det nære forhold til vor kristne trosfælle og samarbejde med ham. (Mattæus 5:23-25; 6:14; 7:1-5; 1 Peter 4:8) Det var tydeligvis ikke den slags fejltrin Paulus talte om i Andet Thessalonikerbrev.

2. Paulus vejledte heller ikke om det tilfælde hvor en kristen personligt vælger at begrænse sit samkvem med en hvis adfærd eller holdninger han er betænkelig ved — for eksempel en der går meget op i adspredelser eller materielle ting. Der er heller ikke tale om en situation hvor forældre sætter grænser for hvor meget deres børn må komme sammen med kammerater der er ulydige mod deres forældre, giver sig af med vilde eller risikobetonede aktiviteter eller tager let på de kristne adfærdsnormer. Dette er personlige afgørelser i tråd med det der står i Ordsprogene 13:20: „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Jævnfør Første Korintherbrev 15:33.

3. I en noget alvorligere sammenhæng skrev Paulus til korintherne om en der begik grove overtrædelser uden at ændre sind. En sådan forhærdet synder skulle udelukkes af menigheden. „Det onde menneske“ skulle så at sige overgives til Satan, hvorpå de loyale kristne indstillede ethvert samkvem med vedkommende. Apostelen Johannes skrev at man end ikke skulle hilse på en sådan. (1 Korinther 5:1-13; 2 Johannes 9-11) Men heller ikke den situation falder ind under vejledningen i Andet Thessalonikerbrev 3:14.

Andet Thessalonikerbrevs beskrivelse af hvordan nogle ’vandrede uordentligt’, viser at den situation adskilte sig fra ovennævnte eksempler. Paulus skrev at de der ’vandrede uordentligt’, stadig var ’brødre’ der skulle formanes og behandles som sådanne. Der var derfor ikke tale om et personligt mellemværende mellem kristne, og heller ikke om noget der var tilstrækkelig alvorligt til at menighedens ældste måtte gribe ind og udstøde, sådan som Paulus gjorde i tilfældet med umoralitet i Korinthermenigheden. De der ’vandrede uordentligt’, havde ikke gjort sig skyldige i en alvorlig overtrædelse, modsat den mand der blev udstødt i Korinth.

De thessalonikere der ’vandrede uordentligt’, afveg dog væsentligt fra hvad det ville sige at være kristen. De ville ikke arbejde, enten fordi de antog at Kristi nærværelse var umiddelbart forestående, eller fordi de var dovne. Desuden skabte de betydelig forstyrrelse ved at ’blande sig i hvad der ikke vedkom dem’. Sandsynligvis havde de ældste gentagne gange vejledt dem i overensstemmelse med Paulus’ råd i det første brev og de øvrige råd fra Guds ord. (Ordsprogene 6:6-11; 10:4, 5; 12:11, 24; 24:30-34) Men alligevel fremturede de i en adfærd der gav menigheden et dårligt omdømme, og som kunne brede sig til andre kristne. Den kristne ældstebroder Paulus henledte derfor opmærksomheden på den ’uordentlige adfærd’ og blotlagde det urette, uden dog at nævne navne.

Han lod også menigheden vide at de enkelte kristne gjorde vel i at ’mærke sig’ dem der vandrede uordentligt. Det indebar at de som enkeltpersoner lagde mærke til dem hvis handlinger svarede til det som menigheden i alles påhør blev gjort opmærksom på. Paulus rådede dem til at ’trække sig tilbage fra enhver broder som vandrede uordentligt’. Det ville ikke sige at de fuldstændig skulle undgå vedkommende. De skulle „fortsat formane ham som en broder“ og være sammen med vedkommende ved møderne og måske i forkyndelsen. De kunne håbe at broderen ville tage formaningerne til sig og aflægge den foruroligende adfærd.

Hvad ville det sige at de skulle ’trække sig tilbage’ fra ham? Tilsyneladende var der tale om privat samkvem. (Jævnfør Galaterbrevet 2:12.) Når de undlod at komme selskabeligt sammen med ham, ville det måske gå op for ham at hans principfaste trosfæller misbilligede hans adfærd. Og hvis han ikke skammede sig og ændrede sin adfærd, ville det dog virke advarende på andre. Samtidig skulle de enkelte kristne samle opmærksomheden om det positive. Paulus gav dem følgende råd: „Brødre, I skal ikke give op med hensyn til at gøre det rette.“ — 2 Thessaloniker 3:13.

Paulus’ vejledning giver tydeligvis ikke grundlag for at se ned på eller dømme en broder der fejler i mindre grad. Formålet med vejledningen er at hjælpe en der giver sig af med noget foruroligende der i væsentlig grad strider imod en kristen adfærd.

Paulus opstillede ikke detaljerede regler eller fastsatte en indviklet fremgangsmåde. Men det fremgår klart at de ældste først bør søge at vejlede og at hjælpe en der vandrer uordentligt. Hvis det mislykkes og vedkommende fortsætter sin foruroligende adfærd, der risikerer at smitte af på andre, beslutter de måske at menigheden bør advares. En af dem kan holde et foredrag om hvorfor man bør holde sig fri af den uordentlige handlemåde. De nævner ingen ved navn, men det advarende foredrag vil medvirke til at beskytte menigheden eftersom de lydhøre vil sørge for at begrænse deres selskabelige samkvem med enhver der åbenlyst fører et uordentligt liv.

Forhåbentlig vil den der vandrer uordentligt, på et tidspunkt skamme sig over sin adfærd og aflægge den. Efterhånden som de ældste og andre i menigheden ser forandringen, kan de hver for sig beslutte at ophæve de begrænsninger de har sat for deres personlige samkvem med vedkommende.

Sammenfattende kan det siges at menighedens ældste går foran med at tilbyde hjælp og vejledning til enhver der vandrer uordentligt. Hvis vedkommende ikke vil indse det forkerte i sin adfærd, men fortsætter med at sætte et dårligt eksempel, kan de ældste vælge at advare menigheden gennem et foredrag der klart påpeger hvad Bibelen siger om den pågældende adfærd. Det kunne dreje sig om forskellige forhold, for eksempel at pleje nært venskab med ikketroende. (1 Korinther 7:39; 2 Korinther 6:14) Menigheden bliver derved gjort opmærksom på en fare, og den enkelte kan beslutte sig til at undgå selskabeligt samkvem med dem der åbenlyst vandrer uordentligt, men som stadig er brødre.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 31]

De kristne ældste formaner dem der vandrer uordentligt, men betragter dem stadig som trosfæller