Spørgsmål fra læserne
Er det en form for religiøst fællesskab hvis en menighed køber en bygning af et andet trossamfund og omdanner den til en rigssal?
Generelt undgår Jehovas Vidner ethvert fællesskab med andre trossamfund. Men en transaktion af den nævnte slags er ikke nødvendigvis det samme som religiøst fællesskab. Den har karakter af en enkeltstående handel. Der er ikke tale om at den lokale menighed af Jehovas Vidner samarbejder med et andet trossamfund om at opføre en bygning som begge parter skal anvende til religiøse formål.
Hvad betragter Jehova som fællesskab med andre trosretninger? Læg mærke til hvad apostelen Paulus skrev: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikketroende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’; ’og jeg vil tage imod jer.’“ (2 Korinther 6:14-17) Hvad mente Paulus med „samfund“ og „fællesskab“?
Det er tydeligt at det fællesskab Paulus omtaler, er et fællesskab der indbefatter gudsdyrkelse eller andet åndeligt samkvem med afgudsdyrkere og ikketroende. Han advarede korintherne mod at „have andel i . . . dæmoners bord“. (1 Korinther 10:20, 21) At have åndeligt fællesskab med et andet trossamfund vil altså sige at man dyrker Gud sammen med det eller på anden måde har åndeligt samkvem med det. (2 Mosebog 20:5; 23:13; 34:12) Men når en menighed køber en bygning af et andet trossamfund, er formålet ganske enkelt at indrette den til rigssal. Før den bliver taget i brug, fjernes alt hvad der minder om falsk gudsdyrkelse. Derefter bliver bygningen indviet til Jehova med det ene formål at danne ramme om tilbedelsen af ham. Der er intet fællesskab eller samfund mellem sand og falsk gudsdyrkelse.
Når man aftaler detaljerne vedrørende overtagelsen, bør kontakten med dem der afhænder ejendommen, begrænse sig til det nødvendigste og bør kun dreje sig om forretningsmæssige forhold. Den kristne menigheds medlemmer må huske Paulus’ advarsel om ikke at ’lade sig spænde i ulige åg med ikketroende’. Vi føler os ikke hævet over anderledestroende, men vi afholder ikke arrangementer sammen med andre trossamfund, hverken selskabeligt eller religiøst.a
Kan en menighed leje en bygning af et andet trossamfund? Et lejemål indebærer normalt regelmæssig kontakt, noget som bør undgås. Hvis de ældste overvejer at leje en sådan bygning til en enkeltstående begivenhed, bør de tage følgende i betragtning: Findes der afgudsbilleder eller religiøse symboler noget sted, enten udvendig eller indvendig? Hvordan vil lokalsamfundet opfatte vores anvendelse af bygningen? Vil nogen i menigheden tage anstød af det? (Mattæus 18:6; 1 Korinther 8:7-13) De ældste vil vurdere alt dette inden de træffer en beslutning. De bør også tage deres egen og menighedens samvittighed i betragtning når de afgør om de vil købe en sådan bygning og omdanne den til rigssal.
[Fodnote]
a En gennemgang af relevante faktorer angående forretningsmæssigt samkvem med organisationer som Jehova ikke godkender, findes i Vagttårnet for 15. april 1999, side 28 og 29.
[Illustration på side 27]
Denne bygning var oprindelig en synagoge, men blev købt og istandsat så den kunne bruges som rigssal