Herrens aftensmåltid — af stor betydning

HAR Herrens aftensmåltid vidtrækkende og varig betydning for os? Det er lettere at svare på når vi ved hvilken betydning Jesus selv tillagde denne særlige begivenhed.

Om aftenen den 14. nisan år 33 samledes Jesus med sine 12 apostle i et hus i Jerusalem for at fejre den årlige påske. Så snart de havde spist påskemåltidet, gik Judas Iskariot ud for at forråde Jesus. (Johannes 13:21, 26-30) Derefter indstiftede Jesus „Herrens aftensmåltid“ sammen med de tilbageværende 11 apostle. (1 Korinther 11:20) Måltidet kan også kaldes et mindemåltid, for Jesus befalede: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ Det er den eneste begivenhed kristne har fået påbud om at mindes. — 1 Korinther 11:24.

Når man mindes en bestemt person eller begivenhed, er det for at forny værdsættelsen af noget afgørende der er blevet udrettet. I mange tilfælde rejser man et monument eller gør en bestemt dato til mindedag for personen eller begivenheden. Jesus indstiftede et mindemåltid der skulle få hans disciple til at huske de epokegørende begivenheder der fandt sted i løbet af det døgn. I eftertiden skulle mindemåltidet fremhæve den dybe betydning af det Jesus foretog sig den aften. Især var det vigtigt at hæfte sig ved symbolernes betydning. Hvilke symboler anvendte Jesus, og hvad betyder de? Det får vi svaret på ved at gennemgå Bibelens beretning om hvad der foregik den aften i år 33.

En hellig symbolik

„Han tog et brød, takkede, brækkede det i stykker og gav det til dem, idet han sagde: ’Dette betyder mit legeme, som skal gives til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’“ — Lukas 22:19.

Da Jesus tog brødet og sagde „dette betyder mit legeme“, mente han at det usyrede brød repræsenterede eller symboliserede hans syndfri kødelige legeme, som han gav „til liv for verden“. (Johannes 6:51) En del bibeloversættelser siger „dette er [græsk: estinʹ] mit legeme“, men ifølge Thayers Greek-English Lexicon of the New Testament skal grundformen af ordet i mange tilfælde gengives med „betegne, betyde, indebære“. Det indeholder tanken om at repræsentere eller symbolisere. — Mattæus 26:26, fodnoten.

Det samme gjaldt bægeret med vin. Jesus sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Lukas 22:20.

Ifølge beretningen hos Mattæus sagde Jesus om bægeret: „Dette betyder mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ (Mattæus 26:28) Jesus benyttede vinen til at symbolisere sit eget blod. Hans udgydte blod skulle danne grundlag for „en ny pagt“ med disciple der var salvet med ånden og skulle herske som konger og præster sammen med ham i himmelen. — Jeremias 31:31-33; Johannes 14:2, 3; 2 Korinther 5:5; Åbenbaringen 1:5, 6; 5:9, 10; 20:4, 6.

Vinen i bægeret minder også om at Jesu udgydte blod skulle udvirke „synders tilgivelse“ og derved bane vej for at de der deltog i mindemåltidet, kunne blive kaldet til liv i himmelen som Kristi medarvinger. Det siger sig selv at kun det begrænsede antal der har dette himmelske kald, spiser af brødet og drikker af vinen ved denne mindehøjtid. — Lukas 12:32; Efeserne 1:13, 14; Hebræerne 9:22; 1 Peter 1:3, 4.

Men hvad betyder højtiden for dem af Jesu disciple der ikke er med i den nye pagt? De omtales som Herrens „andre får“ og skal ikke herske sammen med Kristus i himmelen, men ser frem til at leve evigt i et paradis på jorden. (Johannes 10:16; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4) De udgør „en stor skare“ af trofaste kristne som „yder [Gud] hellig tjeneste dag og nat“ og glæder sig over at være taknemmelige iagttagere ved Herrens aftensmåltid. Ved deres ord og gerninger siger de: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åbenbaringen 7:9, 10, 14, 15.

Hvor ofte?

„Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — Lukas 22:19.

Hvor ofte skal denne højtid fejres til minde om Kristi død? Det præciserede Jesus ikke. Men eftersom han indstiftede Herrens aftensmåltid den 14. nisan, datoen for israelitternes årlige påske, er det tydeligt at Jesus mente at påsken skulle danne mønster for mindehøjtiden. Ligesom israelitterne én gang årligt fejrede udfrielsen fra trældommen i Ægypten, mindes kristne én gang årligt deres udfrielse fra trældommen under synd og død. — 2 Mosebog 12:11, 17; Romerne 5:20, 21.

Som bekendt er det gængs skik at man én gang årligt mindes afgørende begivenheder. Man behøver blot at tænke på bryllupsdage eller de forskellige nationale højtider der sædvanligvis fejres på årsdagen. Interessant nok blev mange af dem der i århundrederne efter Kristi tid bekendte sig til kristendommen, kaldt quartodecimanere [tilhængere af den fjortende] fordi de mindedes Jesu død én gang om året, den 14. nisan.

En enkel højtid med stor betydning

Ifølge apostelen Paulus ville Jesu disciple ved at højtideligholde Herrens aftensmåltid ’forkynde Herrens død, indtil han kommer’. (1 Korinther 11:26) Mindehøjtiden ville altså henlede de tilstedeværendes opmærksomhed på den altafgørende betydning Jesu død havde for gennemførelsen af Guds hensigt.

Ved sin trofasthed til døden dokumenterede Jesus at Jehova er en vís og kærlig Skaber og en retfærdig Suveræn. I modsætning til Adam beviste Jesus det som Satan rejste tvivl om, nemlig at mennesker kan forblive trofaste mod Gud, selv under det hårdeste pres. — Job 2:4, 5.

Når vi ved Herrens aftensmåltid mindes Jesu selvopofrende kærlighed, bestyrker det desuden vores taknemmelighed. Jesus forblev fuldstændig lydig mod sin Fader under sine alvorlige prøvelser. Derfor kunne han ved at ofre sit fuldkomne menneskeliv opveje det Adam forspildte ved sin synd. Som Jesus selv sagde, kom han „for at . . . give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) På grundlag af dette kan alle der viser tro på Jesus, få deres synder tilgivet og få lov at leve evigt, sådan som det var Jehovas oprindelige hensigt med menneskene. — Romerne 5:6, 8, 12, 18, 19; 6:23; 1 Timoteus 2:5, 6.a

Alt dette fremhæver Jehovas overvældende godhed, som har givet mennesker mulighed for ufortjent frelse. Bibelen siger: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ — 1 Johannes 4:9, 10.

Ja, mindehøjtiden er virkelig enestående! Den er enkel og kan gennemføres alle steder, og samtidig er symbolikken så tydelig at den indprenter sig som et meningsfyldt minde der består længe.

Hvad mindehøjtiden betyder for os

Jesu offerdød kostede både ham og hans Fader, Jehova, dyrt. Som fuldkomment menneske havde Jesus ikke fået døden i arv. (Romerne 5:12; Hebræerne 7:26) Han kunne have levet evigt. Ingen kunne berøve ham livet medmindre han selv gik med til det. Som han sagde: „Ingen har taget [mit liv] fra mig, men jeg sætter [det] til af mig selv.“ — Johannes 10:18.

Ja, Jesus ofrede villigt sit fuldkomne menneskeliv „for at han ved sin død kunne gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen, og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. (Hebræerne 2:14, 15) Kristi selvopofrende kærlighed bliver sat yderligere i relief af den måde han frivilligt lod sig slå ihjel på. Han vidste udmærket hvordan han skulle lide og dø. — Mattæus 17:22; 20:17-19.

Mindehøjtiden leder også vore tanker hen på det største udtryk for kærlighed nogen sinde — den kærlighed vor himmelske Fader viste. Det var smerteligt for Jehova, som er „meget medfølende og barmhjertig“, at høre og se Jesu „stærke råb og tårer“ i Getsemane Have og være vidne til at Jesus blev pisket sadistisk og led en langsom, pinefuld død på pælen. (Jakob 5:11; Hebræerne 5:7; Johannes 3:16; 1 Johannes 4:7, 8) Den dag i dag gør det indtryk at tænke på Jesu svære pinsler.

Det er storslået at Jehova Gud og Jesus betalte så høj en pris for at løskøbe os syndige mennesker. (Romerne 3:23) Hver dag mærker vi med smertelig tydelighed at vi af natur er syndige og ufuldkomne. Men på grundlag af vores tro på Jesu genløsningsoffer kan vi bede Gud om at tilgive os. (1 Johannes 2:1, 2) Det betyder at vi frimodigt og med ren samvittighed kan henvende os til Gud. (Hebræerne 4:14-16; 9:13, 14) Vi kan tilmed se frem til at leve evigt i et paradis på jorden. (Johannes 17:3; Åbenbaringen 21:3, 4) Disse og mange andre velsignelser skyldes Jesu enestående selvopofrelse.

Hvordan vi viser værdsættelse af mindehøjtiden

Herrens aftensmåltid er et storslået udslag af „Guds overvældende og ufortjente godhed“. Og genløsningsofferet som blev muligt ved Jesu selvopofrende kærlighed på Jehovas initiativ, er virkelig Guds „uforlignelige frie gave“. (2 Korinther 9:14, 15) Fylder disse udtryk for Guds godhed gennem Jesus Kristus dig ikke med dyb og varig taknemmelighed og værdsættelse?

Det ville være en naturlig reaktion. Vi indbyder dig derfor hjerteligt til sammen med Jehovas Vidner at overvære højtiden til minde om Kristi død. I år bliver den fejret onsdag den 16. april efter solnedgang. De lokale Jehovas Vidner vil med glæde oplyse det nøjagtige tidspunkt og sted for denne yderst vigtige begivenhed.

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 6]

„DETTE ER MIT LEGEME“ ELLER „DETTE BETYDER MIT LEGEME“?

Da Jesus sagde „jeg er fårenes dør“ og „jeg er det sande vintræ“, opfattede ingen ham som en bogstavelig dør eller et bogstaveligt vintræ. (Johannes 10:7; 15:1) Når den danske autoriserede oversættelse siger „dette bæger er den nye pagt“, konkluderer man heller ikke at bægeret var identisk med den nye pagt. På samme måde kan der heller ikke være tvivl om at brødet betød eller symboliserede Jesu legeme da han sagde at brødet ’var’ hans legeme. Derfor gengiver oversættelsen af Charles B. Williams det pågældende vers med ordene: „Dette repræsenterer mit legeme.“ — Lukas 22:19, 20.

[Illustration på side 5]

Det usyrede brød og vinen er passende symboler på Jesu syndfri legeme og hans udgydte blod

[Illustration på side 7]

Mindehøjtiden er en påmindelse om den store kærlighed Jehova og Jesus har vist os