Unge — Jehova glemmer ikke jeres arbejde!
„Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ — HEBRÆERNE 6:10.
1. Hvordan viser Hebræerbrevet og Malakias’ Bog at Jehova er taknemmelig for det du gør i tjenesten for ham?
HAR du nogen sinde gjort noget for en ven der ikke engang sagde tak? Det kan såre en dybt når andre tager det man gør, for givet, eller, endnu værre, helt glemmer det. Sådan vil det aldrig gå i forbindelse med vores helhjertede tjeneste for Jehova. Bibelen siger nemlig: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ (Hebræerne 6:10) Hvad betyder det? At Jehova ville betragte det som en uretfærdighed, ja, en synd, hvis han glemte det du har gjort og fortsat gør i tjenesten for ham. Jehova er en meget taknemmelig Gud. — Malakias 3:10.
2. Hvorfor er det noget ganske særligt at tjene Jehova?
2 Det er noget ganske særligt at du kan tjene og tilbede en Gud der virkelig værdsætter det du gør. Der er kun få som har denne ære. I sammenligning med jordens seks milliarder mennesker er der nemlig kun omkring seks millioner Jehovas Vidner. At du lytter til Bibelens ord og retter dig efter det, viser desuden at Jehova er personligt interesseret i dig, at han ’drager dig’, for Jesus sagde: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Johannes 6:44) Jehova hjælper altså det enkelte menneske til at få gavn af Kristi offer.
Vær taknemmelig for den store forret du har
3. Hvordan gav Koras sønner udtryk for deres taknemmelighed?
3 Som nævnt i den foregående artikel har du en særlig mulighed for at glæde Jehovas hjerte. (Ordsprogene 27:11) Betragt det aldrig som en selvfølge. I en af de salmer der er med i de inspirerede skrifter, beskriver Koras sønner hvor taknemmelige de er for at tjene Jehova. Vi læser: „Én dag i dine forgårde er bedre end tusind andre. Jeg har valgt at være ved tærskelen til min Guds hus frem for at færdes i ugudeligheds telte.“ — Salme 84:10.
4. (a) Hvorfor kan nogle føle at tilbedelsen af Jehova begrænser deres frihed? (b) Hvad gør Jehova for at kunne belønne dem der tjener ham?
4 Betragter du det også som en ære at tjene din himmelske Fader? Det skal indrømmes at det nogle gange kan virke som om det at tilbede Jehova begrænser ens frihed. Det er også sandt at det kræver visse ofre at leve efter Bibelen. Men uanset hvad Jehova beder dig om, vil det altid vise sig at være noget der gavner dig. (Salme 1:1-3) Jehova er desuden opmærksom på den indsats du gør, og viser sin taknemmelighed når du trofast tjener ham. Faktisk skrev Paulus at Jehova „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Jehova er altså på udkig efter hvordan han kan belønne dig. En profet i fortidens Israel sagde: „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ — 2 Krønikebog 16:9.
5. (a) Hvordan kan du vise at dit hjerte er helt med Jehova? (b) Hvorfor kan det virke svært at fortælle andre om sin tro?
5 En af de bedste måder hvorpå du kan vise at dit hjerte er helt med Jehova, er ved at fortælle andre om ham. Har du nogen sinde haft mulighed for at tale med nogle af dine skolekammerater om din tro? Til at begynde med kan selv tanken om det måske gøre dig nervøs eller virke skræmmende. ’Hvad nu hvis de griner af mig?’ tænker du måske. ’Eller hvis de synes min tro er mærkelig?’ Jesus vidste godt at det ikke var alle der ville lytte til budskabet om Riget. (Johannes 15:20) Men det betyder ikke at du altid vil blive hånet og afvist. Tværtimod har mange unge Jehovas Vidner opdaget at nogle af deres kammerater gerne vil høre om deres tro. De er oven i købet blevet mere respekteret af deres kammerater fordi de har turdet stå op for det de tror på.
„Jehova vil hjælpe dig“
6, 7. (a) Hvordan fik en pige på 17 år mulighed for at fortælle sine klassekammerater om sin tro? (b) Hvad har du lært af Jennifers eksempel?
6 Men hvordan får du mod til at fortælle om din tro? Hvorfor ikke beslutte dig for at være åben og ærlig når nogle stiller dig spørgsmål om det du tror på? Hør hvad Jennifer på 17 år har oplevet: „I spisefrikvarteret sad pigerne ved mit bord og diskuterede religion, og så var der en der spurgte mig hvilken religion jeg havde.“ Var Jennifer nervøs ved at fortælle dem det? „Ja,“ indrømmer hun, „for jeg vidste ikke rigtig hvordan de ville reagere.“ Hvad gjorde hun? „Jeg fortalte dem at jeg var et af Jehovas Vidner. Først blev de overraskede, for de troede åbenbart at Jehovas Vidner var ret underlige. Det fik dem til at spørge mig ud, og så kunne jeg rette deres forkerte opfattelser. Derefter fortsatte nogle af dem med en gang imellem at stille mig spørgsmål.“
7 Fortrød Jennifer at hun havde benyttet sig af muligheden for at fortælle om sin tro? Nej, slet ikke. „Jeg havde det rigtig godt med mig selv da frikvarteret var slut,“ fortæller hun. „Nu har pigerne en bedre idé om hvad Jehovas Vidners tro går ud på.“ Jennifers råd er derfor kort og godt: „Hvis du synes det er svært at fortælle dine klassekammerater eller lærere om din tro, så bed en hurtig bøn. Jehova vil hjælpe dig. Og du vil være glad fordi du udnyttede chancen for at forkynde.“ — 1 Peter 3:15.
8. (a) Hvordan hjalp det Nehemias at bede en bøn da der opstod en uventet situation? (b) I hvilke situationer i skolen vil det være godt at bede en kort, stille bøn til Jehova?
8 Læg mærke til at Jennifer anbefaler at man beder en hurtig bøn til Jehova når der opstår en mulighed for at fortælle om sin tro. Det var præcis hvad Nehemias, der var mundskænk for den persiske kong Artaxerxes, gjorde da han kom ud for en uventet situation. Man kunne tydeligt se på Nehemias at han var ked af det. Han havde nemlig hørt hvordan det gik jøderne, og at Jerusalems mure og porte lå i ruiner. Kongen lagde mærke til at der var noget der bekymrede Nehemias, og spurgte ham derfor hvad der var galt. Før Nehemias svarede, bad han om Guds ledelse. Dernæst bad han frimodigt Artaxerxes om tilladelse til at rejse tilbage til Jerusalem for at hjælpe med at genopbygge den ødelagte by, og det fik han lov til. (Nehemias 2:1-8) Hvad kan vi lære af denne beretning? Hvis du bliver nervøs når der opstår en mulighed for at fortælle om din tro, så glem ikke at bede en stille bøn. „Kast . . . al jeres bekymring på [Jehova],“ skrev Peter, „for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:7; Salme 55:22.
Vær parat til at forsvare dig
9. Hvordan gik det til at Leah på 13 år uddelte 23 eksemplarer af ’Unge spørger’?
9 Lad os tage et andet eksempel. Leah på 13 år sad i spisefrikvarteret og læste i bogen Unge spørger — Svar der duer.a „Det lagde nogle mærke til, og lidt efter stod flere og kiggede med over skulderen,“ fortæller hun. „De spurgte mig hvad bogen handlede om.“ Da dagen var gået, havde fire piger bedt Leah om et eksemplar af bogen. Pigerne begyndte med det samme at vise bogen til andre, som også gerne ville have den. I løbet af de næste uger gav Leah sine skolekammerater og deres venner 23 eksemplarer af bogen ’Unge spørger’. Var det let for hende at fortælle kammeraterne om sin tro da de spurgte til den bog hun læste i? Nej, for hun siger: „Først var jeg ret nervøs, men så bad jeg en bøn. Jeg vidste at Jehova var med mig.“
10, 11. Hvordan hjalp en lille israelitisk pige en aramaisk general til at lære om Jehova, og hvilke forandringer foretog han derefter?
10 Leahs oplevelse minder dig måske om det en israelitisk pige kom ud for efter at hun var blevet taget til fange i Aram. Hun var tjenestepige i huset hos en kvinde der var gift med en aramaisk hærfører, eller general, som var spedalsk. Fruen har sikkert indledt den samtale som fik tjenestepigen til at fortælle om sin tro. „Hvis blot min herre var hos profeten i Samaria!“ sagde pigen. „Så ville han skaffe ham af med hans spedalskhed.“ — 2 Kongebog 5:1-3.
11 Denne piges frimodighed resulterede i at Na’aman senere erkendte at „der ikke er nogen Gud på hele jorden uden i Israel“. Han besluttede sig oven i købet for at han „ikke mere [ville] bringe brændoffer eller slagtoffer til andre guder end Jehova“. (2 Kongebog 5:15, 17) Jehova velsignede afgjort denne lille piges mod. Han kan og vil gøre det samme for børn og unge i dag. Det oplevede Leah. Efter nogen tid henvendte nogle af hendes skolekammerater sig til hende og sagde at bogen ’Unge spørger’ virkelig hjalp dem. „Det gjorde mig glad,“ fortæller Leah, „for jeg vidste at jeg nu havde hjulpet nogle til at lære mere om Jehova og til at ændre sig.“
12. Hvad kan give dig mod til at forsvare din tro?
12 Du kan måske komme til at opleve det samme som Jennifer og Leah. Følg det råd Peter gav da han skrev til de kristne: „[Vær altid] rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:15) Hvordan kan du gøre det? Ved, ligesom de kristne i det første århundrede, at bede Jehova om at hjælpe dig til at forkynde „med al frimodighed“. (Apostelgerninger 4:29) Fortæl dernæst modigt andre om din tro. Måske vil du blive overrasket over resultaterne. Du vil under alle omstændigheder glæde Jehovas hjerte.
Videofilm og projektopgaver
13. Hvilke muligheder har nogle unge gjort brug af for at fortælle om deres tro? (Se rammerne på side 20 og 21.)
13 Mange unge har fortalt skolekammerater og lærere om deres tro ved hjælp af videofilm. Af og til har det også været muligt for nogle at bruge projektopgaver til at fortælle om hvad de tror på. I faget historie fik to 15-årige drenge, der begge var Jehovas Vidner, til opgave at skrive om et af verdens trossamfund. De besluttede sammen at lave en rapport om Jehovas Vidner og brugte bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige som kildemateriale.b De skulle også holde et foredrag for klassen på fem minutter. Bagefter havde læreren og eleverne så meget at spørge om at drengene måtte besvare spørgsmål fra klassen i yderligere 20 minutter. I flere uger blev klassekammeraterne ved med at stille spørgsmål om Jehovas Vidner.
14, 15. (a) Hvorfor er menneskefrygt en snare? (b) Hvorfor behøver du ikke at være nervøs for at fortælle andre om din tro?
14 Som førnævnte eksempler viser, kan det give mange positive oplevelser at fortælle om hvad Jehovas Vidner tror på. Lad ikke menneskefrygt hindre dig i at hjælpe andre til at lære Jehova at kende. Bibelen siger: „At skælve for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.“ — Ordsprogene 29:25.
15 Husk at du som ung kristen har noget som dine kammerater har hårdt brug for — den bedste livsform man kan tænke sig her og nu, og håb om evigt liv i fremtiden. (1 Timoteus 4:8) I USA, hvor man måske skulle tro at de fleste er ret materialistisk indstillede eller ligeglade med religion, har en undersøgelse interessant nok vist at mindst halvdelen af alle unge tager religion meget alvorligt. En tredjedel siger faktisk at religion er „det der har størst indflydelse“ på deres liv.c Det forholder sig sikkert noget lignende i mange andre dele af verden. Derfor kan det meget vel være at dine skolekammerater gerne vil høre hvad du har at fortælle om Bibelen.
Få et nært forhold til Jehova allerede som ung
16. Hvad er med til at gøre Jehova glad, foruden det at du fortæller andre om ham?
16 For at glæde Jehovas hjerte er det selvfølgelig ikke nok blot at tale om ham. Du må også rette dig efter det han siger, for apostelen Johannes skrev: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Johannes 5:3) Hvis du opdyrker et nært forhold til Jehova, vil du opleve at det Johannes sagde, er sandt. Hvordan får du et nært forhold til Gud?
17. Hvordan kan du få et nært forhold til Jehova?
17 Tag dig tid til at læse i Bibelen og i bøger og blade der forklarer den. Jo mere du lærer om Jehova, jo lettere vil det være at adlyde ham og fortælle andre om ham. Jesus sagde: „Et godt menneske kommer frem med noget godt fra sit hjertes gode forråd . . . for af hjertets overflod taler munden.“ (Lukas 6:45) Fyld derfor hjertet med noget godt. Hvorfor ikke sætte dig nogle mål i den forbindelse? Måske kan du forberede dig ekstra godt til menighedens møder i den kommende uge. Dit næste mål kunne være at deltage i mødet ved at give en kort kommentar der kommer fra hjertet. Det er naturligvis også vigtigt at du lever efter det du lærer. — Filipperne 4:9.
18. Hvad kan du være sikker på, selv hvis du skulle møde modstand?
18 De goder det medfører at tjene Jehova, er varige, ja, evige. En gang imellem vil du sikkert mærke en vis modstand og opleve at nogle håner dig fordi du er et af Jehovas Vidner. Så er det godt at huske på Moses’ eksempel. Bibelen siger at han „ufravendt [så] frem til betalingen af lønnen“. (Hebræerne 11:24-26) Du kan være sikker på at Jehova vil belønne dig for alt det du gør for at lære ham at kende og fortælle andre om ham. Han vil aldrig nogen sinde ’glemme dit arbejde og den kærlighed du har vist mod hans navn’. — Hebræerne 6:10.
[Fodnoter]
a Udgivet af Jehovas Vidner.
b Udgivet af Jehovas Vidner.
c I Danmark har en undersøgelse vist at 50 procent af de 18-24-årige tror på en Gud i en eller anden form.
Spørgsmål til repetition
• Hvorfor kan du være sikker på at Jehova sætter pris på det du gør i tjenesten for ham?
• Hvordan har nogle med godt resultat fortalt om deres tro i skolen?
• Hvordan kan du få det nødvendige mod til at forkynde for dine klassekammerater?
• Hvordan kan du få et nært forhold til Jehova?
[Ramme/illustrationer på side 20]
Selv børn kan prise Jehova!
Selv ganske unge kan fortælle om deres tro i skolen. Det viser følgende eksempler.
Amber på ti år skulle i skolen læse en bog om nazisternes forfølgelse af jøderne under den anden verdenskrig. Amber besluttede derfor at tage videofilmen De lilla trekanter med til sin lærer. Det overraskede læreren at Jehovas Vidner også var blevet forfulgt under nazistyret. Læreren viste videofilmen for hele klassen.
Otte år gammel skrev Alexa et brev til sine klassekammerater hvori hun forklarede hvorfor hun ikke kunne være med når de fejrede jul. Hendes lærer blev så imponeret at hun lod Alexa læse brevet højt i klassen samt i to andre klasser! „Jeg har lært at vise respekt for dem der ikke tror det samme som mig,“ læste hun til slut, „og jeg vil gerne sige jer tak fordi I respekterer min beslutning om ikke at fejre jul.“
Kort efter at Eric var begyndt i første klasse, tog han Min bibelhistoriebog med i skole og bad om lov til at vise den til sine klassekammerater. „Jeg har en bedre idé,“ sagde læreren. „Hvorfor læser du ikke en historie for klassen?“ Det gjorde Eric så, og bagefter bad han alle der gerne ville have et eksemplar af bogen, om at række hånden i vejret. Det var der atten der gjorde, deriblandt læreren! Eric føler nu at han har sit eget særlige distrikt hvor han kan forkynde.
Whitney på ni år er glad for brochuren Jehovas Vidner — skole og undervisning.d „Hvert år plejer min mor at give denne brochure til mine lærere,“ fortæller hun, „men i år gjorde jeg det selv. Brochuren fik min lærer til at udnævne mig til ’ugens elev’.“
[Fodnote]
d Alle de nævnte publikationer er udgivet af Jehovas Vidner.
[Ramme/illustrationer på side 21]
Situationer som nogle har brugt til at fortælle om deres tro
Nogle der har fået til opgave at lave en rapport eller en projektopgave i skolen, har valgt et emne der giver dem mulighed for at fortælle hvad de tror på
Flere unge har givet deres lærer en videofilm eller noget læsestof der behandler et af de emner der undervises i
Nogle unge der i et frikvarter har læst i Bibelen eller i noget bibelsk læsestof, har oplevet at deres kammerater er kommet hen til dem for at stille spørgsmål
[Illustration på side 18]
De mere erfarne kan hjælpe med at oplære unge til at tjene Jehova