Eusebios — „kirkehistoriens fader“

I ÅR 325 indkaldte den romerske kejser Konstantin alle biskopper til et møde i Nikæa. Hans hensigt var at få afgjort det stærkt omdiskuterede spørgsmål: Hvilken stilling indtager Sønnen i forhold til Gud? Blandt de tilstedeværende var Eusebios fra Cæsarea, der blev anset for at være datidens mest lærde mand.a Han havde studeret Bibelen grundigt og været en forsvarer af kristen monoteisme.

Om kirkemødet i Nikæa fortæller Encyclopædia Britannica: „Konstantin førte selv forsædet, ledede aktivt drøftelserne og foreslog personligt . . . den afgørende formulering som udtrykte Kristi forhold til Gud i den trosbekendelse der blev udstedt af koncilet: ’af samme væsen som Faderen’ . . . Af frygt for kejseren underskrev biskopperne, med kun to undtagelser, trosbekendelsen, mange af dem meget imod deres vilje.“ Var Eusebios en af undtagelserne? Hvad kan vi lære af det standpunkt han tog? Lad os se på Eusebios’ baggrund — hans uddannelse og hvad han udrettede.

Hans bemærkelsesværdige skrifter

Efter al sandsynlighed blev Eusebios født i Palæstina omkring år 260. Som ung begyndte han at omgås Pamfilus, der var presbyter ved kirken i Cæsarea. Han kom på Pamfilus’ teologiske skole og var en lærvillig elev. Her gjorde han flittigt brug af Pamfilus’ omfattende bibliotek og gik helt og fuldt op i sine studier, især studiet af Bibelen. Han blev meget nært knyttet til Pamfilus og kaldte sig senere for „Eusebios Pamfili“.

Om sine intentioner skriver Eusebios i sit meget anerkendte værk Eusebs Kirkehistorie: „Det er mit Forsæt at skrive om, hvordan de hellige Apostles Embeder gik i Arv i den Tid, der er forløbet fra vor Frelsers Dage indtil nu, om alle de store Ting, som skal være sket ifølge Kirkehistorien, om de Mænd, som paa en fremragende Maade ledede og styrede Kirken i de berømteste Menigheder, og om dem, som i hvert Slægtled med Mund eller Pen forkyndte Guds Ord.“ — Side 29.

Eusebios huskes især for dette værk, der udkom omkring år 324. Det består af ti bind og anses for at være den vigtigste kirkehistorie der er skrevet i oldtiden. Af den grund er han blevet kendt som kirkehistoriens fader.

Ud over sin kirkehistorie skrev Eusebios Verdenskrønike, som blev udgivet i to bind. Det første bind var et verdenshistorisk sammendrag. I det fjerde århundrede blev det betragtet som det førende værk om verdenskronologi. Det andet bind var forsynet med fortegnelser over historiske begivenheder. Ved hjælp af synkronistiske tabeller gav Eusebios et overblik over forskellige landes kongerækker.

Eusebios skrev også to historiske værker der hed De martyribus Palæstinensibus (De palæstinensiske martyrer) og Vita Constantini (Konstantinbiografi). Det førstnævnte spænder over årene 303-310 og handler om martyrer i denne periode. Han kan selv have været øjenvidne til de begivenheder han omtaler. Det andet værk, der blev udgivet i fire bind efter kejser Konstantins død i 337, indeholdt værdifulde historiske detaljer. Det var dog mere en lovtale end et historisk værk.

Blandt Eusebios’ forsvarsskrifter er der et svar til Hierokles — en romersk statholder på hans tid. Da Hierokles skrev imod de kristne, svarede Eusebios med et modskrift. Derudover skrev han 35 bøger til forsvar for Bibelens guddommelige oprindelse. Bøgerne anses for at være det vigtigste og mest udførlige arbejde af sin art. De første 15 skulle begrunde hvorfor de kristne anerkender hebræernes hellige skrifter. De øvrige 20 forklarede hvorfor kristne med rette er gået ud over de jødiske forskrifter og har antaget nye principper og skikke. Tilsammen udgør disse bøger et omfattende forsvar for kristendommen sådan som Eusebios forstod den.

Eusebios blev omkring 80 år (ca. 260-ca. 340) og var en af oldtidens mest produktive skribenter. Hans værker omfatter begivenheder i de første tre århundreder af vor tidsregning, op til kejser Konstantins tid. I den sidste del af sit liv varetog Eusebios, samtidig med sit forfatterskab, hvervet som biskop af Cæsarea. Selv om han er mest kendt som historiker, var han også apologet, topograf, prædikant, kritiker og eksegetisk skribent.

Hans to bevæggrunde

Hvorfor gav Eusebios sig i kast med så enestående store projekter? Det skyldes hans tro på at han levede på tærskelen til en ny tidsalder. Han mente at der i de forgangne generationer var sket store og vigtige begivenheder som skulle nedskrives til gavn for eftertiden.

At Eusebios var apologet, gav ham endnu en grund til at skrive. Han troede på at kristendommen var af guddommelig oprindelse. Men nogle gik imod denne tanke. Eusebios skrev: „Jeg vil fortælle, hvem de Mennesker var, hvor stort deres Antal var, og naar de optraadte, de, der af Lyst til at vække Opsigt blev i Bund og Grund bedraget, idet de forkyndte sig selv som Ophavsmænd til den falskelig saakaldte Erkendelse, skønt de skaanselsløst overfaldt Kristi Hjord som svare Ulve.“ — Eusebs Kirkehistorie, side 29.

Opfattede Eusebios sig selv som en kristen? Det må han have gjort, for han omtalte Kristus som „vor Frelser“. Han fortsætter: „Endvidere vil jeg fortælle om, hvilke Ulykker der straks kom over hele Jødefolket efter deres Anslag mod vor Frelser. Jeg vil ogsaa berette om, hvor ofte, under hvilke Omstændigheder og til hvilke Tider Guds Ord er blevet bekæmpet af Hedningerne, og hvilke Mennesker der fra Tid til anden for Ordets Skyld har udgydt deres Blod og udstaaet Pinsler, og endelig om de Martyrier, der har fundet Sted i vor egen Tid, og om vor Frelsers naadige og kærlige Hjælp.“

Hans omfattende forskningsarbejde

Eusebios læste og refererede til et imponerende antal bøger. Det er udelukkende gennem hans skrifter man har fået kendskab til mange fremtrædende personer fra de første tre århundreder efter vor tidsregning. Eusebios’ skrifter er ene om at belyse datidens vigtige strømninger. Kilderne til disse oplysninger er gået tabt.

Han var flittig og grundig i sin indsamling af materiale. Øjensynlig har han bestræbt sig for at skelne mellem sandfærdige og usandfærdige oplysninger. Det betyder dog ikke at hans skrifter er fejlfri. Til tider drager han forkerte slutninger og misforstår mennesker og det de gør. Hans tidsberegninger er af og til unøjagtige. Hans måde at formulere sig på lader også noget tilbage at ønske. Men trods åbenlyse mangler anses hans mange værker for at være en uvurderlig skat.

Var han sandhedskærlig?

Eusebios var meget interesseret i det uafklarede spørgsmål om Sønnens stilling i forhold til Faderen. Havde Faderen eksisteret før Sønnen, sådan som Eusebios troede? Eller var Faderen og Sønnen sameksisterende? „Hvis de er sameksisterende,“ spørger han, „hvordan kan Faderen da være Fader og Sønnen være søn?“ Han understøtter endda sin opfattelse med bibelske henvisninger som Johannes 14:28, hvor der står at ’Faderen er større end Jesus’, og Johannes 17:3, hvor Jesus omtales som den der er blevet „udsendt“ af den eneste sande Gud. Med Kolossenserbrevet 1:15 og Johannes 1:1 i tanke anfører Eusebios at Logos, Ordet, er „den usynlige Guds billede“ — Guds søn.

Ved slutningen af kirkemødet i Nikæa gik Eusebios forbavsende nok alligevel ind for det modsatte synspunkt. Stik imod sin bibelsk begrundede tro på at Gud og Kristus ikke var sameksisterende, ligestillede personer, erklærede han sig enig med kejseren.

Hvad vi kan lære

Hvorfor gav Eusebios efter og støttede en ubibelsk lære ved kirkemødet i Nikæa? Havde han politiske mål i tanke? Hvorfor kom han i det hele taget til mødet? Selv om alle biskopper var indkaldt, var det kun et fåtal — 300 — der mødte op. Var Eusebios mon bange for at miste sin sociale status? Og hvad var grunden til at han var så højt agtet af kejser Konstantin? Under mødet sad han lige til højre for kejseren.

Eusebios ignorerede tydeligvis Jesu krav om at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“. (Johannes 17:16; 18:36) „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud?“ spurgte disciplen Jakob. (Jakob 4:4) Og Paulus formanede: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende.“ (2 Korinther 6:14) Måtte vi fortsat holde os adskilt fra verden mens vi ’tilbeder Faderen i ånd og sandhed’. — Johannes 4:24.

[Fodnote]

[Illustration på side 31]

Freskomaleri af kirkemødet i Nikæa

[Kildeangivelse]

Scala/Art Resource, NY

[Kildeangivelse på side 29]

Med tilladelse af Special Collections Library, University of Michigan