Engle — Hvad vi ved om dem
DEN øverste hersker for et mægtigt rige kan ikke tro sine egne øjne. Tre mænd der er dømt til at skulle brændes i ild, er blevet reddet fra døden. Hvem har udfriet dem? Kongen siger selv til de tre mænd der er blevet reddet: „Velsignet være [jeres] Gud, der sendte sin engel og reddede sine tjenere som stolede på ham.“ (Daniel 3:28) Den babyloniske hersker blev for mere end to tusind år siden øjenvidne til at en engel tjente som udfrier. Millioner af mennesker i fortiden har troet på engle. Mange i dag tror ikke alene at der findes engle, men også at de selv på en eller anden måde er under indflydelse af engle. Hvad ved vi om englene og deres oprindelse?
Ifølge Bibelen er engle ånder, ligesom også Gud er en ånd. (Salme 104:4; Johannes 4:24) Den himmelske familie af engle er stor, ja, tæller millioner. (Åbenbaringen 5:11) Og alle er de „vældige i kraft“. (Salme 103:20) Skønt engle ligesom mennesker har en personlighed og en fri vilje, har de ikke først levet som mennesker. Gud skabte i virkeligheden englene længe før mennesker blev til — ja, endog før jorden blev skabt. Bibelen siger at da Gud ’grundlagde jorden råbte morgenstjernerne [englene] sammen af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb’. (Job 38:4, 7) Eftersom Gud har skabt englene, kaldes de gudssønnerne.
I hvilken hensigt skabte Gud englene? Hvilken betydning har englene haft i menneskehedens historie? Har de indflydelse på os i dag? Har nogen af englene brugt deres frie vilje til at følge Satans vej og dermed gjort sig til fjender af Gud? I Bibelen får vi sande svar på disse spørgsmål.