„I kong Herodes’ dage“

I ET forsøg på at dræbe Jesus mens han var et lille barn, sendte Herodes den Store, kongen af Judæa, nogle mænd ud for at myrde alle små drengebørn i Betlehem. Historien omtaler mange begivenheder der fandt sted „i kong Herodes’ dage“, begivenheder som kaster lys over tiden omkring Jesu liv og tjeneste. — Mattæus 2:1-16.

Hvorfor ville Herodes dræbe Jesus? Og hvorfor havde jøderne en konge over sig da Jesus blev født, mens det var en romer, Pontius Pilatus, der herskede over dem da Jesus døde? For helt at forstå Herodes’ plads i historien og hvorfor det er vigtigt for bibellæsere at vide noget om ham, må vi begynde flere årtier inden Jesu fødsel.

Magtkampe i Judæa

I første halvdel af det andet århundrede f.v.t. blev Judæa styret af de syriske seleukider, et af de fire dynastier der opstod efter opløsningen af Alexander den Stores rige. Men da den seleukidiske konge i omkring år 168 f.v.t. forsøgte at udskifte tilbedelsen af Jehova med dyrkelsen af Zeus i jødernes tempel i Jerusalem, gjorde jøderne oprør under ledelse af makkabæerfamilien. Makkabæerne, eller hasmonæerne, regerede over Judæa i årene 142-63 f.v.t.

I 66 f.v.t. kæmpede to hasmonæiske kongesønner, Hyrkan II og hans broder Aristobulus, om tronen. Det førte til borgerkrig, og begge søgte hjælp hos Pompejus, en romersk general som på det tidspunkt befandt sig i Syrien. Pompejus var mere end villig til at blande sig i striden.

Faktisk var romerne i færd med at øge deres indflydelse mod øst, og på det tidspunkt havde de allerede magt over en stor del af Lilleasien. En række svage herskere havde imidlertid ladet området komme i en tilstand af anarki, hvilket truede den fred som romerne ønskede at opretholde mod øst. Pompejus var derfor trådt til for annektere Syrien.

Pompejus’ løsning på den hasmonæiske strid var at støtte Hyrkan, og i år 63 f.v.t. stormede romerne Jerusalem for at indsætte den konge de havde valgt. Hyrkan ville dog ikke komme til at herske alene. Romerne havde nu foden indenfor, og de havde ikke i sinde at fjerne den igen. Hyrkan blev en romersk etnark, en folkehersker som kun herskede takket være romerne — helt afhængig af deres velvilje og støtte for at kunne blive på tronen. Han havde frie hænder i forbindelse med interne anliggender, men i udenlandske forhold måtte han rette sig efter den politik romerne pålagde ham.

Herodes kommer til magten

Hyrkan var en viljesvag hersker. Han blev imidlertid støttet af en idumæer ved navn Antipater (Antipas), Herodes den Stores far. Antipater var den egentlige magt bag tronen. Han holdt urolige jødiske grupper i skak og fik hurtigt og effektivt Judæa under kontrol. Han hjalp Julius Cæsar med at bekæmpe dennes fjender i Ægypten, og romerne belønnede Antipater ved at ophøje ham til statholder så han kom til at stå direkte til ansvar over for Rom. Antipater udnævnte til gengæld sine sønner Fasael og Herodes til statholdere over henholdsvis Jerusalem og Galilæa.

Antipater lærte sine sønner at intet kunne udrettes uden Roms samtykke, og det glemte Herodes aldrig. Gennem hele sin karriere søgte han at stille både sine romerske beskyttere og sine jødiske undersåtter tilfreds. Hans organisatoriske evner og hans erfaring som general hjalp ham. Da Herodes som 25-årig blev udnævnt til statholder, vandt han på kort tid både jødernes og romernes gunst ved ihærdigt at fjerne røverbander fra området.

Da Antipater i år 43 f.v.t blev forgivet af sine modstandere, blev Herodes den mest magtfulde mand i Judæa. Men han havde fjender. Aristokratiet i Jerusalem betragtede ham som en tronraner og forsøgte at overtale Rom til at fjerne ham. Forsøget mislykkedes. Rom forblev loyal over for den afdøde Antipater og satte pris på hans søns evner.

Konge af Judæa

Pompejus’ løsning på striden om den hasmonæiske tronfølger omkring 20 år tidligere havde vakt harme blandt mange. Aristobulus’ tilhængere forsøgte gang på gang at overtage magten, og i år 40 f.v.t. lykkedes det dem med hjælp fra Roms fjender, partherne. Partherne udnyttede det kaos der herskede som følge af en borgerkrig i Rom. De invaderede Syrien, afsatte Hyrkan og indsatte et medlem af den hasmonæiske familie som var imod romerne.

Herodes flygtede til Rom, hvor han fik en varm velkomst. Romerne ville have partherne smidt ud af Judæa så området igen kom under deres kontrol med en hersker de kunne godkende. De havde behov for en pålidelig forbundsfælle, og de mente at Herodes var manden de kunne bruge. Det romerske senat indsatte derfor Herodes som konge af Judæa. I en handling der var karakteristisk for de mange kompromiser Herodes måtte indgå for at beholde magten, førte han an i en procession fra senatet til Jupitertemplet, hvor han ofrede til hedenske guder.

Med hjælp fra de romerske legioner sejrede Herodes over sine fjender i Judæa og besteg tronen. Hans hævn over dem der havde modstået ham, var grusom. Han udryddede hasmonæerne og det jødiske aristokrati som havde støttet dem, såvel som alle andre der beklagede sig over at en regent med en velvillig indstilling til det romerske styre herskede over dem.

Herodes befæster sin magt

Da Octavius i år 31 f.v.t. fremstod som romernes ubestridte hersker efter at have sejret over Marcus Antonius ved Actium, indså Herodes at hans langvarige venskab med Marcus Antonius ville vække mistillid. Han skyndte sig derfor at forsikre Octavius om sin troskab. Som svar bekræftede den nyindsatte romerske hersker Herodes’ status som konge over Judæa og føjede flere landområder til hans rige.

I de efterfølgende år forbedrede Herodes sit riges sikkerhed og status og omdannede Jerusalem til et center for hellenistisk kultur. Han iværksatte store byggeprojekter — paladser, havnebyen Cæsarea og nye smukke bygninger til templet i Jerusalem. Hans magt og den politik han førte, var nøje forbundet med hans venskab med Rom.

Herodes’ magt over Judæa var fuldstændig; hans myndighed absolut. Han manipulerede også med ypperstepræsteembedet og indsatte hvem han ville.

Morderisk jalousi

Herodes havde et turbulent familieliv. Mange af hans ti koner ønskede at deres sønner skulle arve tronen efter deres far. Intriger i kongefamilien vakte Herodes’ mistro og fik ham til at handle brutalt. I et anfald af jalousi fik han sin yndlingshustru, Mariamne, henrettet, og han sørgede senere for at to af hendes sønner blev kvalt, da han mente at de planlagde en sammensværgelse imod ham. Beretningen i Mattæusevangeliet om massemordet i Betlehem harmonerer altså med det man ved om Herodes’ temperament og hans beslutning om at rydde enhver mulig rival af vejen.

Det siges at Herodes, vel vidende at han var upopulær, var besluttet på at nationen skulle sørge og ikke glæde sig ved hans død. Han udtænkte en plan for at opnå dette. Han fik alle Judæas førende indbyggere arresteret og befalede at de skulle henrettes i det øjeblik hans egen død blev meddelt. Ordren blev dog aldrig udført.

Arven efter Herodes den Store

Da Herodes døde, besluttede Rom at Arkelaus skulle efterfølge sin far som hersker over Judæa og at to af Herodes’ andre sønner skulle være selvstændige fyrster eller tetrarker — Antipas over Galilæa og Peræa, Filip over Ituræa og Trakonitis. Arkelaus var ikke afholdt hverken af sine undersåtter eller af sine overordnede. Efter et årti med et udueligt styre fjernede romerne ham og indsatte i stedet deres egen statholder, forgængeren til Pontius Pilatus. I mellemtiden fortsatte Antipas — som Lukas blot kalder Herodes — og Filip med at herske over deres respektive områder. Sådan var den politiske situation da Jesus påbegyndte sin tjeneste. — Lukas 3:1.

Herodes den Store var en snu politiker og en skånselsløs morder. Hans værste handling var uden tvivl forsøget på at dræbe Jesus som barn. For bibellæsere er det nyttigt at vide noget om Herodes’ plads i historien — det kaster lys over nogle væsentlige begivenheder som fandt sted i denne periode af historien, forklarer hvorfor romerne kom til at herske over jøderne, og giver et klarere billede af tiden for Jesu jordiske liv og tjeneste.

[Kort på side 15]

Palæstina og de omliggende områder på Herodes’ tid

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SYRIEN

ITURÆA

GALILÆA

TRAKONITIS

Galilæas Sø

Jordanfloden

Cæsarea

SAMARIA

PERÆA

Jerusalem

Betlehem

JUDÆA

Salthavet

IDUMÆA

[Illustrationer på side 13]

Herodes var blot én i rækken af herskere der regerede over Judæa i de to hundrede år der gik forud for Jesu tjeneste