Find ny styrke ved åndelige aktiviteter
„Tag mit åg på jer . . . , og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ — MATT. 11:29.
1. Hvad sørgede Gud for ved Sinaj Bjerg, og hvorfor?
DA LOVPAGTEN blev indstiftet ved Sinaj Bjerg, indeholdt den bestemmelsen om den ugentlige sabbat. Gennem sin talsmand Moses gav Jehova Israels folk følgende påbud: „I seks dage skal du gøre dit arbejde, men på den syvende dag skal du holde fri, for at din okse og dit æsel kan hvile, og din trælkvindes søn og den fastboende udlænding kan få ny styrke.“ (2 Mos. 23:12) Ja, af hensyn til dem der var underlagt Moseloven, sørgede Jehova kærligt for en hviledag så hans folk kunne „få ny styrke“.
2. Hvordan gavnede det israelitterne at overholde sabbatten?
2 Var sabbatten blot en dag hvor man slappede af? Nej, den var en væsentlig del af israelitternes gudsdyrkelse. På sabbatten fik familieoverhovederne tid til at undervise deres familier så de lærte ’at holde sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed’. (1 Mos. 18:19) Den gav også familierne og deres venner lejlighed til at tænke over Jehovas gerninger og glæde sig ved samværet med hinanden. (Es. 58:13, 14) Af større betydning var det at sabbatten profetisk pegede frem til en tid da man virkelig kunne opnå ny styrke i Kristi tusindårsrige. (Rom. 8:21) Men hvad med vor tid? Hvor og hvordan kan sande kristne, som er interesserede i at gøre det der behager Jehova, finde ny styrke?
Få ny styrke gennem samvær med andre kristne
3. Hvordan styrkede de kristne i det første århundrede hinanden, og hvad siger Paulus herom?
3 Apostelen Paulus omtalte den kristne menighed som „en sandhedens søjle og støtte“. (1 Tim. 3:15) De første kristne hentede styrke ved at opmuntre og opbygge hinanden i kærlighed. (Ef. 4:11, 12, 16) Mens Paulus befandt sig i Efesus, modtog han et opmuntrende besøg af brødre fra menigheden i Korinth. Læg mærke til den virkning det havde på Paulus: „Jeg glæder mig over Stefanas’ og Fortunatus’ og Akaikus’ nærværelse . . . For de har givet min ånd og jeres ånd ny styrke.“ (1 Kor. 16:17, 18) Da Titus havde været i Korinth for at betjene brødrene der, skrev Paulus noget lignende tilbage til menigheden: „Hans ånd er blevet styrket af jer alle.“ (2 Kor. 7:13) I dag finder Jehovas Vidner på samme måde ny styrke gennem et opbyggende samvær med andre kristne.
4. Hvordan får vi ny styrke ved menighedens møder?
4 Vi ved af erfaring at menighedens møder er en kilde til stor glæde, for her „opmuntres [vi] ved hinandens tro“. (Rom. 1:12) Vore kristne brødre og søstre er ikke blot flygtige bekendtskaber, nogle som vi kun mødes med i ny og næ og kun kender overfladisk. De er vore sande venner, nogle vi elsker og respekterer. Vi får megen glæde og trøst ved regelmæssigt at være sammen med dem ved vore møder. — Filem. 7.
5. Hvordan kan vi være en kilde til ny styrke ved kreds- og områdestævner?
5 Vi henter også ny styrke ved vore kreds- og områdestævner. Ud over at vi får livgivende sandhedsvand fra Guds ord, giver disse større sammenkomster os også mulighed for at „udvide“ vores vennekreds. (2 Kor. 6:12, 13) Men hvad nu hvis vi er generte og har svært ved at komme i kontakt med andre? En måde at lære sine brødre og søstre at kende på er ved at være med i frivillig tjeneste. Efter at have hjulpet til ved et internationalt stævne fortæller en søster: „Bortset fra min familie og en håndfuld venner var der ikke mange jeg kendte. Men da jeg hjalp til i rengøringen, lærte jeg en masse brødre og søstre at kende. Det var vældig sjovt!“
6. Nævn en måde hvorpå vi kan finde ny styrke når vi er på ferie.
6 Israelitterne plejede at rejse til Jerusalem til de tre årlige højtider. (2 Mos. 34:23) Det betød ofte at de måtte forlade deres landbrug eller virksomhed og rejse i flere dage til fods ad støvede veje. Men når de drog op til templet og var vidne til at der blev sunget „lovsange til Jehova“, gav det anledning til „stor fryd“. (2 Krøn. 30:21) Mange af Jehovas tjenere i dag finder på tilsvarende måde at det er en stor og glædelig oplevelse at besøge Betel, Jehovas Vidners lokale afdelingskontor. Måske jeres familie kunne planlægge et sådant besøg i jeres næste ferie?
7. (a) Hvordan er private sammenkomster til gavn? (b) Hvordan får man en opbyggende sammenkomst som man vil mindes med glæde?
7 Det kan også være til stor opmuntring at samles privat med familie og venner. Den vise kong Salomon sagde: „Der er intet bedre for et menneske end at spise og drikke og lade sin sjæl nyde godt af sin møje.“ (Præd. 2:24) Private sammenkomster giver ikke alene ny styrke; de indbyrdes kærlighedsbånd bliver også stærkere når vi lærer vore trosfæller bedre at kende. For at få en god og opbyggende sammenkomst er det bedst ikke at invitere for mange så man har overblik over hvad der foregår. Det er især vigtigt hvis der serveres alkohol.
Forkyndelsen giver ny styrke
8, 9. (a) Hvilken forskel var der på Jesu budskab og de skriftlærdes og farisæernes? (b) Hvilken gavn har vi af at forkynde Bibelens sandheder for andre?
8 Jesus var en ivrig forkynder, og han opfordrede sine disciple til at være fyldt af den samme iver. Det fremgår af de kendte ord: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) Det budskab Jesus forkyndte, gav virkelig hans tilhørere ny styrke. Det var ’en god nyhed’. (Matt. 4:23; 24:14) Det var noget helt andet end de tunge byrder som farisæerne lagde på folk. — Læs Mattæus 23:4, 23, 24.
9 Når vi forkynder Rigets budskab for andre, styrker vi dem åndeligt, og samtidig får vi de bibelske sandheder indprentet i vort eget sind og hjerte. Salmisten sagde meget rammende: „I skal lovsynge Jah, for det er godt at synge og spille for vor Gud; for det er lifligt.“ (Sl. 147:1) Kunne du øge den glæde du finder ved at lovprise Jehova over for dem der bor i dit distrikt?
10. Afhænger vores succes i tjenesten af at vi får en positiv reaktion på vores budskab? Forklar nærmere.
10 I nogle distrikter er folk naturligvis mere modtagelige for den gode nyhed end i andre. (Læs Apostelgerninger 18:1, 5-8). Hvis du bor i et område hvor der ikke er stor interesse for budskabet om Riget, så prøv at koncentrere dig om dét du trods alt udretter i forkyndelsen. Husk at dine bestræbelser for at forkynde Jehovas navn ikke er forgæves. (1 Kor. 15:58) Tænk desuden på at vores succes i tjenesten ikke kan måles efter hvordan folk reagerer. Vi kan være forvissede om at de retsindige vil få mulighed for at tage stilling til budskabet. — Joh. 6:44.
Tilbedelsen af Jehova som familie giver ny styrke
11. Hvilket ansvar har Jehova pålagt forældre, og hvordan kan de røgte det?
11 Gudfrygtige forældre har ansvaret for at undervise deres børn og lære dem Jehova og hans veje at kende. (5 Mos. 11:18, 19) Hvis du har børn, sætter du da tid af til at lære dem vor kærlige himmelske Fader at kende? For at hjælpe dig med at røgte dette store ansvar og sørge for familiens behov har Jehova forsynet os med en overflod af opbyggende åndelig føde i form af bøger, blade, dvd’er og hørespil.
12, 13. (a) Hvilken gavn kan en familie have af Den Teokratiske Familieaften? (b) Hvordan kan forældre sikre sig at deres familieaften giver ny styrke?
12 Desuden har den trofaste og kloge træl indført en Teokratisk Familieaften. Det er en ugentlig aften som sættes til side til bibelstudium i familien. Mange har erfaret at denne ordning har knyttet dem nærmere sammen i kærlighed og styrket deres forhold til Jehova. Men hvordan sikrer forældre sig at deres familieaften bliver til åndelig opbyggelse?
13 Den Teokratiske Familieaften skal ikke være tør og kedelig. Vi tjener jo ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at vi skal være glade når vi tilbeder ham. (1 Tim. 1:11; Fil. 4:4) Det er en stor velsignelse at have en ekstra aften om ugen hvor man taler om værdifulde åndelige sandheder fra Bibelen. Forældre bør være fleksible i deres undervisning og bruge deres fantasi og opfindsomhed. For eksempel lod en familie deres tiårige søn, Brandon, holde et lille indlæg med titlen „Hvorfor bliver slangen brugt som symbol på Satan?“ Spørgsmålet havde bekymret Brandon fordi han var fascineret af slanger, og det foruroligede ham at de blev sat i forbindelse med Satan. Nogle familier har nu og da opført små skuespil baseret på Bibelen, idet familiens medlemmer enten har læst deres replikker fra Bibelen eller har optrådt som personerne i en bibelsk situation. Denne måde at undervise på er ikke alene morsom, men engagerer også børnene og medfører at de bibelske principper bliver prentet dybt i deres hjerte.a
Undgå det der virker tyngende
14, 15. (a) Hvordan er den belastning og utryghed vi mærker, taget til i disse sidste dage? (b) Hvilket yderligere pres bliver vi udsat for?
14 Den belastning og utryghed vi mærker, er taget til i disse sidste dage for denne onde tingenes ordning. Millioner er ramt af arbejdsløshed og andre økonomiske problemer. Selv de der har et arbejde, synes at de penge de tjener, kommer ned i en „hullet pung“ og kun gavner familien lidt. (Jævnfør Haggaj 1:4-6). Politikere og andre af samfundets ledere står tilsyneladende hjælpeløse i deres kamp for at dæmme op for terrorisme og andre onder. Mange er mismodige fordi de selv kommer til kort. — Sl. 38:4.
15 Sande kristne er også udsat for de problemer og det pres som findes i Satans onde verden. (1 Joh. 5:19) I nogle tilfælde bliver de udsat for et yderligere pres fordi de søger at forblive trofaste mod Jehova. „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer,“ sagde Jesus. (Joh. 15:20) Men selv når „vi er forfulgt“, er vi „ikke ladt i stikken“. (2 Kor. 4:9) Hvordan kan det være?
16. Hvad hjælper os til at bevare glæden?
16 Jesus sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke.“ (Matt.11:28) Ved at tro fuldt og fast på Jesu Kristi genløsningsoffer lægger vi vort liv i Jehovas hånd. På den måde får vi ’en kraft som er ud over det normale’. (2 Kor. 4:7) „Hjælperen“, Guds hellige ånd, styrker vores tro i en sådan grad at vi ikke alene kan udholde de prøvelser og trængsler vi kommer ud for, men også bevarer glæden. — Joh. 14:26; Jak. 1:2-4.
17, 18. (a) Hvilken ånd må vi være på vagt over for? (b) Hvad kan det føre til at lægge for megen vægt på denne verdens glæder og fornøjelser?
17 Sande kristne skal passe på at de ikke bliver påvirket af denne verdens forlystelsessyge ånd. (Læs Efeserbrevet 2:2-5). Hvis ikke vi gør det, kan vi blive indfanget af „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. (1 Joh. 2:16) Eller vi kan blive forledt til at tro at det vil give os ny styrke at give efter for kødets begær. (Rom. 8:6) For eksempel har nogle søgt tilflugt i narkotika og alkohol, pornografi, ekstremsport eller andet der kunne pirre sanserne. Hensigten med Satans „listige anslag“ er at forføre os ved at give os en falsk følelse af at vi har fået ny styrke. — Ef. 6:11.
18 Der er naturligvis intet forkert ved at spise og drikke og søge adspredelse ved sunde former for underholdning når man gør det med måde. Men vi lader det ikke være det vigtigste i livet. Vi må være ligevægtige og vise selvbeherskelse, især i betragtning af den tid vi lever i. Personlige gøremål og interesser kunne lægge så meget beslag på vores tid og kræfter at vi blev „uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus“. — 2 Pet. 1:8.
19, 20. Hvordan kan vi finde ny styrke?
19 Hvis vore tanker og ønsker er i overensstemmelse med Jehovas forskrifter, vil vi forstå og anerkende at denne verdens fornøjelser kun er kortvarige. Det forstod Moses, og det samme må vi. (Hebr. 11:25) Sandheden er at det der virkelig giver ny styrke og medfører dyb og varig glæde og tilfredshed, er at vi gør vor himmelske Faders vilje. — Matt. 5:6.
20 Måtte vi da fortsat finde ny styrke ved sunde åndelige aktiviteter. Gør vi det, vil vi „sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker . . . mens vi venter på det lykkelige håb og den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu, herligheds tydelige fremtræden“. (Tit. 2:12, 13) Lad os være besluttede på at blive under Jesu åg og underordne os hans myndighed og ledelse. Gør vi det, vil vi finde ny styrke og sand glæde og lykke.
[Fodnote]
a Yderligere oplysninger om hvordan man kan gøre familiestudiet interessant og oplysende, findes i Rigets Tjeneste for december 1990, side 1, 4.
Hvad vil du svare?
• Hvordan finder Jehovas folk ny styrke i dag?
• Hvordan giver forkyndelsen både os selv og dem vi taler med, ny styrke?
• Hvad kan familieoverhoveder gøre for at Den Teokratiske Familieaften giver ny styrke?
• Hvad kan være en belastning for os i åndelig henseende?
[Illustrationer på side 26]
Vi kan finde ny styrke på mange måder ved at tage Jesu åg på os