Vidste Gud at Adam og Eva ville synde?

MANGE stiller dette spørgsmål i al oprigtighed. Når spørgsmålet om hvorfor Gud tillader ondskab, rejses, kommer syndefaldet i Edens Have ofte i fokus. Tanken om at ’Gud ved alt’, kan let få nogle til at tro at Gud på forhånd vidste at Adam og Eva ville være ulydige mod ham.

Hvis Gud i forvejen vidste at dette fuldkomne par ville synde, måtte han tilskrives mange negative egenskaber. Det ville i så fald betyde at han var ukærlig, uretfærdig og hyklerisk. Det ville indebære at Gud på grusom vis udsatte de første mennesker for noget som han vidste ville ende galt. Gud ville da være ansvarlig — eller i hvert fald medansvarlig — for al den ondskab og de lidelser der har været lige siden. For nogle ville Skaberen måske endog forekomme tåbelig.

Passer denne negative beskrivelse af Gud på den beskrivelse der findes af ham i Bibelen? Lad os se nærmere på hvad Bibelen siger om Jehova Guds skaberværk og personlighed.

„Det var virkelig godt“

Om Guds skaberværk, også de to første mennesker, står der i Første Mosebog: „Gud [så] alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:31) Adam og Eva blev skabt fuldkomne og passede i alle henseender ind i deres jordiske omgivelser. Der var ingen mangler ved dem. Eftersom de var en del af Guds skaberværk, som han betegnede som „virkelig godt“, var de i stand til at have den gode adfærd der forventedes af dem. De var blevet skabt „i Guds billede“. (1 Mosebog 1:27) Derfor kunne de også til en vis grad lægge Guds visdom, loyale kærlighed, retfærdighed og godhed for dagen. Når de afspejlede sådanne egenskaber, ville det hjælpe dem til at træffe afgørelser der ville gavne dem selv og glæde deres himmelske Fader.

Jehova gav disse fuldkomne, fornuftbegavede skabninger en fri vilje. De var altså på ingen måde skabt som en slags robotter der var programmeret til at behage Gud. Tænk over dette. Hvad vil du helst have — en gave der gives af pligt, eller en der gives af kærlighed? Svaret er indlysende. Hvis Adam og Eva af egen fri vilje havde valgt at adlyde Gud, ville deres lydighed have haft stor værdi i hans øjne. De to første menneskers frihed til at vælge gav dem mulighed for at adlyde Jehova af kærlighed. — 5 Mosebog 30:19, 20.

Retfærdig og god

I Bibelen beskrives Jehovas egenskaber. Disse egenskaber udelukker at Gud kan have noget som helst med synd at gøre. Jehova „elsker retfærdighed og ret“, står der i Salme 33:5. Derfor siges der i Jakob 1:13: „Med ondt kan Gud . . . ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ På grund af sin retfærdighed og sin omsorg for Adam advarede Gud ham med ordene: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) De to første mennesker fik altså valget mellem evigt liv og døden. Ville det ikke have været hyklerisk af Gud at advare dem mod en bestemt synd hvis han i forvejen vidste at de ville begå den? Eftersom Jehova „elsker retfærdighed og ret“, ville han ikke have givet Adam og Eva et valg som i virkeligheden ikke eksisterede.

Jehova viser også stor godhed. (Salme 31:19) Om Guds godhed sagde Jesus: „Hvem er den mand iblandt jer som, når hans søn beder om brød, rækker ham en sten? Eller når han beder om en fisk, rækker ham en slange? Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham!“ (Mattæus 7:9-11) Gud giver sine skabninger „noget godt“. Det underfulde legeme og det paradisiske hjem han gav menneskene, er et vidnesbyrd om hans godhed. Ville en sådan god Suveræn være så grusom at give dem et smukt hjem som han vidste de ville miste? Nej. Den retfærdige og gode Skaber er ikke skyld i menneskenes oprør.

„Den ene vise Gud“

Bibelen fortæller også at Jehova er „den ene vise Gud“. (Romerne 16:27) Guds engle i himmelen var vidner til mange manifestationer af den ubegrænsede visdom Gud besidder. De „brød ud i hyldestråb“ da Jehova frembragte sit jordiske skaberværk. (Job 38:4-7) Disse fornuftbegavede åndeskabninger fulgte uden tvivl begivenhederne i Edens Have med stor interesse. Ville det da være fornuftigt at tro at en vís Gud, efter at have skabt et ærefrygtindgydende univers og en fantastisk jord, for øjnene af sine himmelske sønner ville skabe to mennesker som han på forhånd vidste ville handle forkert? Der er bestemt ikke grundlag for at tro at Gud ville sætte noget sådant i værk.

Hertil vil nogle måske indvende: ’Men hvordan kunne en alvis Gud undgå at kende udfaldet?’ Det er sandt at et af aspekterne ved Jehovas store visdom er at han ’fra begyndelsen kan fortælle om enden’. (Esajas 46:9, 10) Han behøver dog ikke at gøre brug af denne evne, lige så lidt som han altid behøver at gøre fuld brug af sin umådelige magt. I sin visdom gør Jehova selektiv brug af sin evne til at vide ting på forhånd. Han gør det når det tjener hans hensigt og passer til omstændighederne.

At Gud kan vælge at undlade at bruge sin evne til at vide noget på forhånd, kan illustreres med noget fra teknologiens verden. En der vil se en sportskamp som er blevet optaget, kan vælge at spole frem for at se hvordan den slutter. Men han er ikke nødt til at gøre det. Ingen ville kritisere ham hvis han valgte at se kampen fra begyndelsen. Tilsvarende valgte Skaberen tydeligvis at lade være med at se hvordan tingene ville udvikle sig. Han valgte at vente og se, efterhånden som begivenhederne udviklede sig, hvordan hans jordiske børn ville handle.

Som nævnt tidligere skabte Jehova i sin visdom ikke de første mennesker som robotter der var programmeret til at handle på en bestemt måde. Nej, kærligt gav han dem en fri vilje. Ved at vælge den rette kurs kunne de vise ham kærlighed, værdsættelse og lydighed, til stor glæde for dem selv og deres himmelske Fader, Jehova. — Ordsprogene 27:11; Esajas 48:18.

Bibelen viser at Gud ved mange lejligheder undlod at gøre brug af sin evne til at vide ting på forhånd. Da den trofaste Abraham var lige ved at ofre sin søn, sagde Jehova: „Nu ved jeg at du er gudfrygtig idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“ (1 Mosebog 22:12) Der var også tilfælde hvor menneskers onde adfærd „sårede ham“. Ville Gud have følt sig såret hvis han længe i forvejen havde vidst hvad de ville gøre? — Salme 78:40, 41; 1 Kongebog 11:9, 10.

Det er altså kun rimeligt at slutte at den alvise Gud ikke valgte på forhånd at vide om vores første forældre ville synde. Han kunne aldrig finde på at skabe mennesker blot for at få dem til at gennemgå nogle bizarre begivenheder som han allerede på grund af sin forudviden vidste ville ske.

„Gud er kærlighed“

Det var Guds fjende, Satan, der anstiftede oprøret i Eden, et oprør som fik katastrofale konsekvenser, deriblandt synd og død. Satan blev altså en „manddraber“. Han viste sig også at være „en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44) Han er selv drevet af onde motiver, og han prøver også at tillægge vores kærlige Skaber onde motiver. Det passer ham fint at skyde skylden for menneskets synd på Jehova.

Jehovas vigtigste bevæggrund til at han undlod at bruge sin evne til på forhånd at vide om Adam og Eva ville synde, var kærlighed. Kærlighed er Guds mest fremtrædende egenskab. „Gud er kærlighed,“ siges der i Første Johannesbrev 4:8. Kærlighed er positiv, ikke negativ. Den søger efter det gode hos andre. Ja, motiveret af kærlighed ønskede Jehova Gud det bedste for det første menneskepar.

Til trods for at Guds jordiske børn havde mulighed for at træffe et uklogt valg, havde vores kærlige Gud ikke en pessimistisk eller mistænksom indstilling til sine fuldkomne skabninger. Han havde gavmildt sørget for dem og fortalt dem alt hvad de behøvede at vide. Gud kunne med rette forvente at de viste ham kærlighed og lydighed til gengæld og ikke gjorde oprør. Han vidste at Adam og Eva var i stand til at vise loyalitet, hvilket selv ufuldkomne mænd som Abraham, Job, Daniel og mange andre senere var et bevis på.

„For Gud er alle ting mulige,“ sagde Jesus. (Mattæus 19:26) Det er en trøstende tanke. Jehovas kærlighed, foruden hans andre hovedegenskaber, retfærdighed, visdom og magt, er en garanti for at han kan og vil fjerne alle virkningerne af synd og død. — Åbenbaringen 21:3-5.

Jehova vidste tydeligvis ikke på forhånd at de to første mennesker ville synde. Deres ulydighed og de lidelser den medførte, smertede ham, men han vidste at denne midlertidige situation ikke ville hindre at hans hensigt med jorden og menneskene blev gennemført. Vi vil tilskynde dig til at få mere at vide om hvad denne hensigt går ud på, og hvordan det vil kunne gavne dig når denne hensigt bliver en realitet.a

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 14]

Jehova skabte ikke de første mennesker som robotter der var programmeret til at handle på en bestemt måde

[Tekstcitat på side 15]

Gud vidste at Adam og Eva var i stand til at vise loyalitet