Vidste du det?

Hvem var det fra „kejserens husstand“ som sendte hilsener til filipperne gennem Paulus?

▪ Omkring år 60-61 e.v.t. skrev apostelen Paulus fra Rom til menigheden i Filippi, og den kejser han sigtede til i brevet, var Nero. Men hvem i Neros husstand kunne tænkes at sende hilsener til kristne i Filippi? — Filipperne 4:22.

Det vil være forkert at slutte at udtrykket „kejserens husstand“ hentydede til kejserens nærmeste familie. Det omfattede snarere alle de mennesker, deriblandt slaver og frigivne både i Rom og i provinserne, som var i kejserens tjeneste. „Kejserens husstand“ måtte derfor indbefatte tusinder af tjenere. De udførte forvaltningsmæssige opgaver eller tyendearbejde i kejserens paladser og på hans landsteder og ejendomme. Nogle var endda regeringsembedsmænd.

Åbenbart blev nogle af kejserens tjenere i Rom kristne. Om det var et resultat af Paulus’ forkyndelse i Rom vides ikke. Under alle omstændigheder nærede de en særlig interesse for menigheden i Filippi. Eftersom Filippi var en romersk koloni hvor der boede mange pensionerede soldater og regeringsembedsmænd, er det muligt at nogle af de kristne dér var venner med dem som Paulus sendte hilsener fra.

Hvad var ordningen om svogerægteskab som omtales i Moseloven?

▪ Hvis en mand blandt israelitterne i fortiden døde uden at have fået sønner, forventede man at hans bror giftede sig med enken for at få børn der kunne videreføre den afdødes slægtslinje. (1 Mosebog 38:8) Ordningen, som senere blev en del af Moseloven, blev kaldt svogerægteskab, eller leviratsægteskab. (5 Mosebog 25:5, 6) Boaz’ handlinger, som omtales i Ruts Bog, viser at denne forpligtelse påhvilede andre af den afdødes mandlige slægtninge hvis alle hans brødre var døde. — Rut 1:3, 4; 2:19, 20; 4:1-6.

At der blev indgået svogerægteskab på Jesu tid, fremgår af saddukæernes omtale af det i Markus 12:20-22. Ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus, der levede i det første århundrede, sikrede ordningen at familiens navn blev bevaret, at familien ikke mistede sin ejendom, og at enkens interesser blev varetaget. På den tid kunne en kvinde ikke arve sin mands ejendom. Men det barn som kvinden fik med svogeren, ville få den afdøde mands arvelod.

Moseloven tillod at slægtninge kunne nægte at indgå svogerægteskab. Men hvis en mand nægtede at „opbygge sin broders hus“, blev han betragtet med foragt. — 5 Mosebog 25:7-10; Rut 4:7, 8.