Er paven „Sankt Peters efterfølger“?

I ÅR 2002 skrev pave Johannes Paul II et brev til biskoppen af Limburg i Tyskland hvori han underkendte en afgørelse biskoppen havde truffet i et spørgsmål om abort. Paven indledte sin skrivelse med en erklæring om at han „ifølge Jesu Kristi vilje“ havde ansvaret for „alle de enkelte kirkers velfærd og enhed“. Han hævdede at han havde myndighed til at omstøde biskoppens afgørelse fordi han som pave var „Sankt Peters efterfølger“.

Ifølge et katolsk opslagsværk „indsatte Kristus Skt. Peter som hoved for alle apostlene“. Den katolske kirke hævder desuden at „Kristus besluttede at Peter skulle have en ubrudt række af efterfølgere i dette embede; og at biskopperne af Rom er disse efterfølgere“. — New Catholic Encyclopedia (2003), bind 11, side 495-496.

Har du personligt overvejet om disse påstande er velbegrundede? Lad os se på tre spørgsmål i denne forbindelse: (1) Støtter Bibelen den påstand at Peter var den første pave? (2) Hvad viser historien om pavedømmets oprindelse? (3) Har paverne ved deres adfærd og deres lære vist at de kunne være Peters efterfølgere?

Var Peter den første pave?

Katolikker har længe anvendt Jesu ord i Mattæus 16:18 som bevis for at kirken blev grundlagt på Peter: „Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed.“ Disse ord står også indskrevet på latin under kuplen i Peterskirken i Rom.

Den ansete kirkefader Augustin havde på et tidspunkt den opfattelse at menigheden var grundlagt på Peter. Men mod slutningen af sit liv ændrede han syn på hvad der lå i Jesu ord. I et værk han kaldte Retractationes (Tilbagekaldelser), fremførte han at kirken (den kristne menighed) var bygget på Jesus, ikke på Peter.a

Det er sandt at Peter har en fremtrædende plads i evangelierne. Jesus udvalgte tre af sine apostle — Peter, Jakob og Johannes — til at være sammen med ham ved nogle særlige lejligheder. (Markus 5:37, 38; 9:2; 14:33) Han betroede Peter „himlenes riges nøgler“, som Peter anvendte til at åbne vejen til Riget, først for jøder og proselytter, derefter for samaritanere og til sidst for hedninger. (Mattæus 16:19; Apostelgerninger 2:5, 41; 8:14-17; 10:45) Udadvendt som han var, tjente Peter undertiden som talsmand på apostlenes vegne. (Apostelgerninger 1:15; 2:14) Men er det ensbetydende med at han var hoved for hele menigheden?

Paulus skrev ganske rigtigt at Peter havde fået betroet „et apostelhverv blandt de omskårne“. (Galaterne 2:8) Når man ser sammenhængen i Paulus’ ord, forstår man imidlertid at han ikke mente at Peter var hele menighedens leder. Det Paulus talte om, var Peters opgave med at forkynde for jøderne.

Peter havde fået et stort ansvar, men ingen steder i Bibelen ser vi ham gøre krav på at være menighedens hoved og som sådan træffe afgørelser på disciplenes vegne. I det ene af sine breve kalder han sig slet og ret for „medældste“ og „en Jesu Kristi apostel“. — 1 Peter 1:1; 5:1.

Hvad viser historien om pavedømmets oprindelse?

Hvornår og hvordan opstod da tanken om et pavedømme? Den idé at en enkelt mand var hævet over sine trosfæller, begyndte at slå rod allerede mens apostlene levede. Hvordan betragtede apostlene den tanke?

Apostelen Peter skrev selv til de mænd der førte an i menigheden, at de ikke måtte ’spille herrer over dem der udgjorde Guds arv’. I stedet skulle de ’iføre sig ydmyghed over for hinanden’. (1 Peter 5:1-5) Paulus advarede om at der i selve menigheden ville ’fremstå mænd som fremførte fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. (Apostelgerninger 20:30) Hen mod slutningen af det første århundrede skrev Johannes et brev hvori han kraftigt irettesatte en discipel ved navn Diotrefes. Hvorfor denne irettesættelse? Blandt andet fordi Diotrefes ’gerne ville være først’ i menigheden. (3 Johannes 9) Sådanne vejledninger fra apostlene virkede for en tid som modvægt mod dem der havde ambitioner om at få en fremtrædende stilling. — 2 Thessaloniker 2:3-8.

Kort efter den sidste apostels død begyndte enkeltpersoner at skaffe sig større indflydelse. Der står i The Cambridge History of Christianity: „Der var sandsynligvis ikke nogen ’monarkisk’ biskop i Rom før midten af det andet århundrede.“ I det tredje århundrede havde biskoppen af Rom tiltaget sig stillingen som højeste myndighed, i det mindste for en del af kirken.b For at underbygge den påstand at biskoppen af Rom har den højeste autoritet, har nogle opstillet en liste over dem der siges at have været Peters efterfølgere.

Men der er ikke megen støtte at finde i denne liste. Hvorfor ikke? For det første fordi en del af navnene slet ikke kan bekræftes. Noget andet, som er vigtigere, er imidlertid at selve udgangspunktet for listen er usikkert. På hvilken måde? Jo, selvom vi antog at Peter kom til Rom og forkyndte, sådan som visse sekulære skrifter fra det første og andet århundrede antyder, er der intet bevis for at han var hoved for menigheden i Rom.

Et vidnesbyrd om at Peter ikke var hoved for menigheden i Rom, er at Paulus sluttede sit brev til romerne med en omfattende liste over de kristne dér uden overhovedet at nævne Peter. (Romerne 16:1-23) Kan man forestille sig at Paulus ville overse eller forbigå Peter hvis denne havde været menighedens hoved?

Det er også værd at bemærke at på det tidspunkt hvor Peter skrev det første af sine breve, skrev Paulus sit andet brev til Timoteus. Han skrev brevet fra Rom og nævnte også Rom. Faktisk skrev han seks breve fra byen, men i ingen af dem omtalte han Peter.

Omkring 30 år efter at Paulus havde affattet sine breve, skrev apostelen Johannes tre breve samt Åbenbaringsbogen. Johannes nævner ingen steder i disse skrifter at menigheden i Rom skulle være den vigtigste, og han omtaler heller ikke nogen leder der skulle have den øverste stilling i kirken som Peters efterfølger. Hverken Bibelen eller historiens vidnesbyrd støtter den påstand at Peter indsatte sig selv som den første biskop over menigheden i Rom.

Hvad viser pavernes adfærd og lære?

Man må kunne forvente at en person der hævder at være „Sankt Peters efterfølger“ og „Kristi stedfortræder“, følger både Peter og Kristus i adfærd såvel som lære. Accepterede Peter for eksempel at modtage en særlig behandling fra sine trosfællers side? Nej. Han afviste at give andre lov til at vise ham særlig ærbødighed. (Apostelgerninger 10:25, 26) Og hvad med Jesus? Han erklærede at han var kommet for at tjene andre, ikke for at andre skulle tjene ham. (Mattæus 20:28) Hvordan har paverne optrådt? Siger de nej til hæder og ære, afviser de at modtage fornemme titler, og undgår de at skilte med deres rigdom og magt?

Både Peter og Jesus var moralsk retskafne mænd som fremmede freden. Sammenlign dette med oplysningerne om pave Leo X i det katolske opslagsværk Lexikon für Theologie und Kirche: „Leo X var så involveret i politiske og ofte nepotistiske forehavender og så opslugt af overdådige verdslige nydelser at han forsømte de opgaver af åndelig art der trængte sig på.“ En katolsk præst og professor i kirkehistorie ved navn Karl Amon siger at bekræftede optegnelser om pave Alexander VI afslører „en forfærdende grad af skruppelløshed, magtmisbrug, simoni og umoralitet“.

Hvordan forholder det sig da med den lære paverne fremfører? Svarer den til det som Peter og Jesus lærte? Peter troede ikke at alle gode mennesker kommer i himmelen. Om den gode kong David sagde han ligeud: „David steg . . . ikke op til himlene.“ (Apostelgerninger 2:34) Peter lærte heller ikke at spædbørn skulle døbes. Han lærte at dåben er et skridt som den troende tager i overensstemmelse med sin egen samvittighed. — 1 Peter 3:21.

Jesus lærte sine disciple at ingen af dem skulle søge at blive mere fremtrædende end de andre. „Hvis nogen ønsker at være først,“ sagde Jesus, „må han være sidst af alle og alles tjener.“ (Markus 9:35) Kort før sin død gav han disciplene denne klare anvisning: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ (Mattæus 23:1, 8-10) Synes du at paverne har fulgt Peters og Jesu lære?

Nogle hævder at paverne godt kan have det embede de har, selvom de ikke personligt lever et kristent liv. Synes du det er fornuftigt at mene dette? Jesus sagde: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter.“ Ud fra de vidnesbyrd vi har fremlagt her, mener du da at Peter eller Jesus ville lægge navn til de frugter som paverne har frembragt? — Mattæus 7:17, 18, 21-23.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 25]

Viser kendsgerningerne at paverne har fulgt Peters eksempel?