De mødte villigt frem — i Mexico

DET er skønt at se at flere og flere unge Jehovas Vidner forenkler deres livsstil for at kunne gøre mere i tjenesten. (Matt. 6:22) Hvilke ændringer foretager de? Hvilke udfordringer møder de? Lad os se hvad nogle der for tiden tjener i Mexico, har at fortælle.

Dustin og Jassa fra USA blev gift i januar 2007. Kort efter var det muligt for dem at få opfyldt en drøm de længe havde haft — at eje en sejlbåd og bo på den året rundt. Deres båd lå fortøjet i nærheden af Astoria i Oregon, en malerisk by omgivet af skovklædte bakker og sneklædte tinder, ikke langt fra Stillehavet. „Uanset hvor man så hen,“ siger Dustin, „var der den mest betagende udsigt!“ Det unge par følte at de levede et enkelt liv i tillid til Jehova. De tænkte: ’Vores hjem er trods alt kun en 26 fods båd, vi har deltidsarbejde, er tilsluttet en fremmedsproget menighed og er indimellem hjælpepionerer.’ Men efter et stykke tid gik det op for dem at de narrede sig selv. „I stedet for at støtte menigheden var vi for det meste optaget af at vedligeholde vores båd,“ fortæller Dustin. „Hvis vi virkelig ville sætte Jehova først i vores liv, måtte vi gøre en forandring.“

Jassa tilføjer: „Før vi blev gift, boede jeg i Mexico, hvor jeg hørte til en engelsk menighed. Jeg var glad for at tjene der og ville rigtig gerne tilbage.“ For at få et endnu stærkere ønske om at tjene i udlandet begyndte Dustin og Jassa at læse livsberetninger om brødre og søstre der var flyttet til lande hvor markerne var klar til høst. (Joh. 4:35) „Vi ville gerne opleve den samme glæde,“ siger Dustin. Da parret via nogle venner i Mexico hørte om en nyoprettet gruppe der havde brug for hjælp, traf de deres beslutning. De sagde deres arbejde op, solgte deres sejlbåd og flyttede til Mexico.

Dustin og Jassa slog sig ned i byen Tecomán — stadig tæt på Stillehavet, men omkring 4300 kilometer syd for Astoria. „Den kølige brise og udsigten til bjergene er nu afløst af gloende hede og citrontræer så langt øjet rækker,“ siger Dustin. Til at begynde med kunne parret ikke finde arbejde. Da de ikke havde ret mange penge, spiste de ris og bønner to gange om dagen, uge efter uge. „Men da det næsten ikke var til at holde ud længere,“ fortæller Jassa, „begyndte vores bibelstudieelever at forære os mangoer, bananer, papajaer — og selvfølgelig poser fulde af citroner!“ Senere blev Dustin og Jassa ansat af en online sprogskole med base i Taiwan. De penge dette job giver dem, dækker nu rigeligt deres daglige behov.

Hvordan har Dustin og Jassa det med deres nye livsstil? „At vi flyttede hertil, er det bedste vi nogen sinde har gjort,“ siger de. „Vores forhold til Jehova og til hinanden er blevet stærkere end vi havde forestillet os var muligt. Hver dag gør vi så mange ting sammen — går i forkyndelsen, taler om hvordan vi kan hjælpe vores bibelstudieelever, forbereder os til møderne. Vi er også fri for det pres vi følte tidligere.“ De tilføjer: „Nu forstår vi noget der ikke helt var gået op for os før, nemlig hvad der ligger i løftet i Salme 34:8: ’Smag og se at Jehova er god.’“

Over 2900 gifte og ugifte brødre og søstre — mange i tyverne og trediverne — er flyttet til områder i Mexico hvor der stadig er et stort behov for forkyndere. Hvorfor har de taget denne udfordring op? Da en gruppe af dem fik stillet det spørgsmål, pegede de på tre vigtige grunde. Hvilke?

De ønskede at vise deres kærlighed til Jehova og deres medmennesker. Leticia blev døbt da hun var 18. Hun siger: „Da jeg indviede mig til Jehova, forstod jeg at jeg nu måtte tjene ham af hele mit hjerte og hele min sjæl. For at vise Jehova at jeg elskede ham af et helt hjerte, ønskede jeg at bruge mere tid og energi i tjenesten for ham.“ (Mark. 12:30) Hermilo, der nu er gift med Leticia, var først i tyverne da han flyttede til et sted hvor der var behov for flere forkyndere. Han siger: „Det gik op for mig at det at hjælpe andre til at få dækket deres åndelige behov ville være den bedste måde at vise næstekærlighed på.“ (Mark. 12:31) Det fik Hermilo til at forlade den velstående by Monterrey, hvor han arbejdede i en bank og havde en høj levestandard, for at flytte til en lille by.

De ønskede at opnå ægte og varig glæde. Kort efter sin dåb rejste Leticia sammen med en erfaren pionersøster til en fjerntliggende by, hvor de forkyndte i en måned. Leticia fortæller: „Jeg blev meget overrasket. Det gjorde mig bare så glad at se hvor godt folk tog imod budskabet om Riget. Da måneden var gået, sagde jeg til mig selv: ’Det er lige det jeg vil med mit liv!’“ Også Essly, en søster der nu er først i tyverne, følte sig tiltrukket af denne form for tjeneste på grund af den glæde hun så hos andre. Mens hun gik i highschool, mødte hun en del entusiastiske forkyndere der tjente hvor behovet var større. Hun siger: „Når jeg så disse brødres og søstres glade ansigter, gav det mig lyst til at leve ligesom dem.“ Mange søstre har reageret på samme måde som Essly. Faktisk er der i Mexico over 680 ugifte søstre der tjener hvor behovet er større. Et flot eksempel for både unge og ældre!

De ønskede at få et meningsfyldt og tilfredsstillende liv. Da Essly var færdig med highschool, fik hun tilbudt et stipendium til universitetet. Nogle af hendes venner opfordrede hende til at tage imod det og leve et „normalt liv“ — tage en universitetsgrad, gøre karriere, købe en bil og have tid til at rejse. Men hun fulgte ikke deres råd. Hun siger: „Flere af mine venner i menigheden satsede på disse ting, og jeg kunne se at det ikke længere var åndelige mål de prioriterede højest. Jeg lagde også mærke til hvor frustrerede de blev efterhånden som de engagerede sig mere og mere i denne verden. Jeg ønskede at tjene Jehova helt og fuldt mens jeg var ung.“

Essly tog nogle supplerende kurser som gjorde det muligt for hende at finde et arbejde og forsørge sig selv som pioner, og så flyttede hun til et område hvor der er stort behov for forkyndere. Hun tog endda den udfordring op at lære de indianske sprog otomí og tlapanekisk. Nu, efter at have forkyndt tre år i fjerntliggende områder, siger hun: „Det har været meget tilfredsstillende og virkelig givet mig indhold i livet at tjene hvor behovet er større. Men først og fremmest har det givet mig et nærmere forhold til Jehova.“ Phillip og Racquel, et ægtepar fra USA der er først i trediverne, siger det samme: „Verden ændrer sig hurtigt, og mange føler at de mangler stabilitet i deres liv. Men at tjene et sted hvor der stadig er mange der lytter til Bibelens budskab, giver virkelig livet mening. Det er meget tilfredsstillende!“

Selvfølgelig er der udfordringer ved at tjene et sted hvor behovet for forkyndere er større. En af disse udfordringer er at forsørge sig selv. For at kunne det må man være villig til at tilpasse sig de lokale forhold. Verónica, en erfaren pioner, fortæller: „Et af de steder jeg har været, solgte jeg fastfood som det ikke kostede ret meget at lave. Et andet sted solgte jeg tøj og klippede folks hår. I øjeblikket gør jeg rent hos en familie, og jeg holder også kurser for nybagte forældre hvor de lærer at kommunikere med deres børn.“

At tilpasse sig en anden kultur og anderledes skikke kan være en særlig stor udfordring når man lever blandt en indfødt befolkning i et isoleret område. Det erfarede Phillip og Racquel da de tjente i et nahuatl-sproget distrikt. „Kulturforskellen var enorm,“ siger Phillip. Hvad hjalp dem til at tilpasse sig? „Vi fokuserede på de positive ting vi så hos nahuatl-folket — deres tætte familiebånd, deres hjertelighed over for hinanden og deres store gavmildhed.“ Racquel tilføjer: „Vi lærte meget af at bo dér og af at tjene sammen med vores brødre og søstre i dette indianersamfund.“

Hvis du kunne tænke dig at tjene i et isoleret område hvor der er brug for hjælp, hvad kan du da allerede nu gøre for at forberede dig? Rådet fra brødre og søstre der har erfaring i denne form for tjeneste, lyder: Inden du flytter, må du begynde at forenkle din livsstil og lære at være tilfreds. (Fil. 4:11, 12) Er der andet du kan gøre? Leticia fortæller: „Jeg undgik jobtyper hvor jeg skulle binde mig for en længere periode. Jeg ville gerne når som helst kunne flytte hen hvor der var et behov.“ Hermilo siger: „Jeg lærte at lave mad og at vaske og stryge mit tøj.“ Verónica fortæller: „Da jeg boede hjemme sammen med mine forældre og søskende, hjalp jeg til med at gøre rent, og jeg lærte at tilberede billige og nærende måltider. Jeg lærte også at spare.“

Levi og Amelia, der er fra USA og har været gift i otte år, fortæller at specifikke bønner var en del af deres forberedelse til at tjene i Mexico. Levi siger: „Vi regnede ud hvor mange penge der skulle til for at vi kunne være i udlandet i et år, og bad derefter Jehova om at hjælpe os til at tjene præcis det beløb.“ Inden for nogle måneder lykkedes det dem at spare det beløb op som de havde nævnt i deres bøn, og de flyttede uden tøven. Levi siger: „Jehova havde besvaret vores specifikke anmodning, så nu måtte vi gøre vores del.“ Amelia tilføjer: „Vi troede at vi kun kunne blive et år, men nu har vi været her i syv år, og vi har ingen planer om at rejse! Her mærker vi Jehovas hjælp på nærmeste hold. Hver eneste dag ser vi beviser på hans godhed.“

Også for Adam og Jennifer, et ægtepar fra USA der tjener i det engelske distrikt i Mexico, var bøn af afgørende betydning. Deres anbefaling er: „Vent ikke på de helt perfekte omstændigheder. Nævn dit ønske om at tjene i udlandet i dine bønner, og vis Jehova at du mener det alvorligt. Sørg for at forenkle dit liv, skriv til afdelingskontoret i det land hvor du gerne vil tjene, beregn omkostningerne — og tag så springet!“a Hvis du gør det, venter der dig et spændende og åndeligt rigt liv.