Gift dig “kun i Herren” – Er det stadig realistisk?
“Jeg kan ikke finde en ægtefælle i menigheden, og jeg er bange for at jeg kommer til at være alene hele livet.”
“Nogle mænd i verden er venlige, kærlige og betænksomme. De har ikke noget imod min tro, og de er mere interessante end mange brødre er.”
Sådan har nogle der tjener Jehova, sagt om det at finde en ægtefælle. De kender udmærket Paulus’ råd om ‘kun at gifte sig i Herren’ – en vejledning der gælder alle kristne. (1 Kor. 7:39) Men hvad får dem så til at komme med sådan nogle udtalelser?
HVORFOR NOGLE ER I TVIVL
De der gør sig sådanne tanker, føler måske at der er en ubalance mellem antallet af ugifte brødre og søstre. Det er også tilfældet i mange lande. Tag for eksempel Sydkorea. Ud af hver 100 ugifte Jehovas Vidner er de 57 søstre og de 43 brødre. Og i Columbia er 66 procent af alle Jehovas Vidner søstre.
I nogle lande kompliceres situationen yderligere af at forældre der ikke tjener Jehova, kræver en stor medgift, så det bliver svært for brødre med en beskeden indkomst at blive gift. Når en søster tager alle disse faktorer i betragtning, tænker hun måske at chancen for at finde en ægtefælle “i Herren” er meget lille. Så det kan være at hun spørger: “Er det realistisk at tro at jeg kan finde en passende ægtefælle blandt mine trosfæller?”a
VIGTIGT MED TILLID TIL JEHOVA
Hvis du en gang imellem tænker sådan, så vær forvisset om at Jehova forstår din situation. Han ved hvad du føler. – 2 Krøn. 6:29, 30.
Ikke desto mindre har Jehova i sit ord givet os den anvisning at vi kun skal gifte os i Herren. Hvorfor? Fordi han ved hvad der er bedst for hans tjenere. Han ønsker ikke alene at beskytte dem mod de smerter der kommer af at følge en uklog kurs – han ønsker også at de skal være glade. På Nehemias’ tid, hvor mange jøder giftede sig med udlændinge der ikke tjente Jehova, henviste Nehemias til Salomons dårlige eksempel. Salomon “var elsket af sin Gud”, men “selv ham fik de fremmede hustruer til at synde”. (Neh. 13:23-26) Så det er til vores eget bedste at Gud har befalet sine tjenere kun at gifte sig med nogle der tjener ham helhjertet. (Sl. 19:7-10; Es. 48:17, 18) Sande kristne er taknemmelige for Guds kærlige omsorg og har tillid til hans kloge råd. Når de underordner sig ham som deres hersker, viser de at de betragter ham som universets Suveræn. – Ordsp. 1:5.
Du ønsker selvfølgelig ikke at blive spændt “i ulige åg” med en der kunne føre dig væk fra Gud. (2 Kor. 6:14) Mange kristne har adlydt Guds beskyttende råd, der har stået tidens prøve, og de har opdaget at de har fulgt en klog kurs. Men nogle har valgt det modsatte.
DET ER STADIG REALISTISK
Maggy,b en søster i Australien, forklarer hvad der skete da hun begyndte at komme sammen med en der ikke tjente Jehova: “Jeg skippede mange møder for at kunne være sammen med ham. Det gik drastisk ud over min åndelighed.” Ratana i Indien indledte et forhold til en klassekammerat der var begyndt at studere Bibelen. Det viste sig dog at hans motiv kun var at komme sammen med hende. Til sidst forlod hun sandheden og konverterede til en anden religion for at kunne blive gift.
Et andet eksempel er Ndenguè fra Cameroun. Hun var 19 år da hun blev gift. Hendes forlovede havde sagt at hun frit ville kunne praktisere sin tro. Men blot to uger efter brylluppet forbød han hende at overvære møderne. Hun siger: “Jeg følte mig ensom og græd meget. Det gik op for mig at jeg havde mistet kontrollen over mit liv, og min samvittighed plagede mig konstant.”
Det er selvfølgelig ikke alle ikketroende ægtefæller der bliver ondsindede og urimelige. Men selv hvis du ikke kom til at opleve sådanne konsekvenser, hvordan ville det så påvirke dit forhold til din kærlige himmelske Far hvis du giftede dig med en ikketroende? Hvordan ville du have det med at vide at du ikke lyttede til den vejledning han havde givet dig? Og vigtigst af alt: Hvordan ville Jehova have det med din beslutning? – Ordsp. 1:33.
Brødre og søstre i hele verden kan bekræfte at det er klogt kun at gifte sig “i Herren”. De der er ugifte, er besluttet på at få Jehovas hjerte til at fryde sig ved kun at vælge en passende ægtefælle blandt hans tjenere. Michiko, en søster i Japan, oplevede at hendes familie prøvede at presse hende til at gifte sig med en ikketroende. Samtidig fandt nogle af hendes venner og bekendte en ægtefælle i menigheden. Hun fortæller: “Jeg blev ved med at sige til mig selv at Jehova er en ‘lykkelig Gud’, så vores glæde afhænger ikke af om vi er gift eller ej. Jeg tror også at han giver os det vores hjerte ønsker. Hvis vi ikke kan finde en ægtefælle selvom vi gerne vil giftes, er det bedst at forblive ugift indtil videre.” (1 Tim. 1:11) Senere giftede Michiko sig med en god bror, og hun er glad for at hun ventede.
Der er også mange brødre der har ventet på at finde en god ægtefælle. Det gjorde Bill fra Australien for eksempel. Han indrømmer at han til tider følte sig tiltrukket af kvinder der ikke tjente Jehova. Men han sørgede omhyggeligt for ikke at få et nært forhold til dem. Hvorfor? Han ønskede ikke at gøre noget som helst der kunne føre til at han blev ‘spændt i ulige åg’ med en ikketroende. Igennem årene har han været interesseret i nogle søstre, men hans følelser blev ikke gengældt. Der gik 30 år før Bill mødte en søster som han passede godt sammen med. Han fortæller: “Jeg fortryder ikke noget. Det er en stor velsignelse at vi kan gå i tjenesten sammen, studere sammen, ja, tilbede sammen. Jeg nyder at møde og være sammen med min kones venner, for de tjener alle sammen Jehova. Og vi bruger Bibelens principper til at styrke vores ægteskab.”
MENS DU VENTER PÅ JEHOVA
Hvad kan du gøre mens du venter på din omsorgsfulde himmelske Far? Du kan blandt andet tænke over hvorfor du ikke er gift. Måske kommer du frem til at den primære grund er at du vil overholde Bibelens anvisning om kun at gifte sig “i Herren”. I så fald skal du roses for at du respekterer denne befaling fra Gud. Du kan være sikker på at Jehova glæder sig over at du er fast besluttet på at adlyde hans ord. (1 Sam. 15:22; Ordsp. 27:11) Bliv ved med at ‘udøse dit hjerte’ for Gud. (Sl. 62:8) Når du beder oprigtigt og uophørligt, kan dine bønner blive endnu mere meningsfyldte. Dit forhold til Gud vil blive styrket dag for dag når du udholder presset, hvad enten det kommer indefra eller udefra. Vær forvisset om at den Højeste er interesseret i alle sine trofaste tjenere, og at du er dyrebar i hans øjne. Han er opmærksom på det du har behov for og længes efter. Ganske vist har han ikke lovet at alle vil blive gift. Men hvis du virkelig har brug for en ægtefælle, så ved Gud hvordan dit helt reelle behov bedst kan dækkes. – Sl. 145:16; Matt. 6:32.
Nogle gange har du det måske ligesom David, der skrev: “Skynd dig, svar mig, Jehova. Min ånd er svundet hen. Skjul ikke dit ansigt for mig.” (Sl. 143:5-7, 10) Giv i sådanne situationer din himmelske Far tid til at vise dig den rigtige vej. Noget der kan hjælpe dig til det, er at læse i hans ord og meditere over det du læser. Så vil du være godt kendt med hans bud, og du vil se hvordan han tog sig af sit folk i fortiden. På den måde vil du blive endnu mere overbevist om at det er klogt at adlyde ham.
Hvad kan du ellers gøre for at få mest muligt ud af din tid som single? Du kan bruge tiden til at opbygge et godt omdømme og opdyrke gode egenskaber som dømmekraft, gavmildhed, arbejdsomhed, venlighed og gudhengivenhed – alt sammen noget der vil bidrage til et lykkeligt familieliv. (1 Mos. 24:16-21; Rut 1:16, 17; 2:6, 7, 11; Ordsp. 31:10-27) Søg Riget først ved at være travlt optaget af forkyndelsen og andre kristne aktiviteter; det vil være en beskyttelse. Bill, der er omtalt tidligere, siger om de år hvor han gerne ville giftes: “De fløj af sted! Jeg brugte tiden på at tjene Jehova som pioner.”
Ja, det er stadig realistisk kun at gifte sig “i Herren”. Når du adlyder denne anvisning, ærer du Jehova og opnår varig tilfredshed. I Bibelen står der: “Lykkelig er den mand der frygter Jehova og som virkelig har lyst til hans bud. Der er velstand og rigdom i hans hus; og hans retfærdighed består for evigt.” (Sl. 112:1, 3) Så vær fast besluttet på at adlyde Guds befaling om kun at gifte sig “i Herren”.
a I denne artikel betragter vi emnet fra en søsters synsvinkel, men de samme principper gælder brødre.
b Nogle af navnene er ændret.