Værner du om praktisk visdom?
DER var engang en fattig dreng der boede i en lille by langt ude på landet. Folk i landsbyen troede at han var mindre begavet, og lo ad ham. Hver gang der kom gæster til byen, gjorde nogle af landsbyboerne grin med ham. De viste ham to mønter, en stor sølvmønt og en lille guldmønt der var dobbelt så meget værd som sølvmønten. De sagde til ham: “Vælg den du helst vil have.” Drengen tog altid sølvmønten og løb så sin vej.
En dag spurgte en af gæsterne drengen: “Ved du ikke at guldmønten er dobbelt så meget værd som sølvmønten?” Den lille dreng smilte og svarede: “Jo, det ved jeg godt.” “Men hvorfor tager du så sølvmønten?” spurgte gæsten. “Hvis du tager guldmønten, får du jo dobbelt så mange penge!” “Men,” sagde drengen, “hvis jeg tager guldmønten, vil folk holde op med at lege den leg med mig. Er du klar over hvor mange sølvmønter jeg har fået?” Den lille dreng i fortællingen havde en egenskab som også kan gavne voksne – praktisk visdom.
Bibelen siger: “Værn om praktisk visdom og evnen til at tænke. Da vil du vandre trygt på din vej, og du vil ikke støde foden mod noget.” (Ordsp. 3:21, 23) Når vi forstår hvad “praktisk visdom” er, og hvordan vi anvender den, vil det altså være en beskyttelse for os. Ja, visdom kan hjælpe os til ikke at “støde foden mod noget” så vi snubler åndeligt.
HVAD ER PRAKTISK VISDOM?
Praktisk visdom adskiller sig fra viden og forståelse. En der har viden, er i besiddelse af nogle informationer, eller oplysninger. En der har forståelse, kan forbinde forskellige oplysninger med hinanden. Men en der har visdom, er i stand til at kombinere viden med forståelse og bruge det i praksis.
For eksempel kan en person måske i løbet af relativt kort tid læse og forstå bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Det kan være at han under bibelstudiet svarer rigtigt på alle spørgsmålene. Måske begynder han endda at komme til menighedens møder og at deltage med gode kommentarer. Alt dette kan være et tegn på at han gør åndelige fremskridt, men betyder det også at han har opnået visdom? Ikke nødvendigvis. Det er muligt at han bare er hurtig til at lære. Først når han begynder at bruge sin viden og forståelse på den rigtige måde, bliver han vis. Hvis han træffer gode, gennemtænkte beslutninger i sit liv, vil det være tydeligt at han har praktisk visdom.
I Mattæus 7:24-27 illustrerer Jesus det ved at fortælle om to mænd der begge byggede et hus. Den ene af dem beskrives som “en klog mand”. Han tænkte over hvad der kunne ske, og byggede sit hus på klippen. Han var forudseende og fornuftig og ville ikke bare bygge sit hus på sandet fordi det var billigere og hurtigere. Visdom fik ham derimod til at overveje de langsigtede konsekvenser. Og da en storm ramte, stod hans hus fast. Spørgsmålet er: Hvordan kan vi få praktisk visdom og værne om den?
HVORDAN FÅR JEG VISDOM?
Læg for det første mærke til hvad der står i Mika 6:9: “Den der ejer praktisk visdom vil frygte [Guds] navn.” Det at frygte Jehovas navn vil sige at man respekterer ham – at man har ærefrygt for det hans navn repræsenterer, deriblandt hans normer. For at kunne respektere en anden må man vide hvordan han tænker. Så kan man begynde at stole på ham, lære af ham og efterligne ham. Hvis vi tænker over hvordan vores handlinger på sigt vil påvirke vores forhold til Jehova, og træffer beslutninger på baggrund af hans normer, har vi praktisk visdom.
For det andet siger Ordsprogene 18:1: “Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.” Hvis vi ikke passer på, kunne vi komme til at fjerne os selv fra Jehova og hans folk. Vi må undgå at isolere os og i stedet bruge tid sammen med andre der frygter Guds navn og respekterer hans normer. Om overhovedet muligt må vi være til stede i rigssalen og komme regelmæssigt sammen med den kristne menighed. Og når vi er til møde, må vi åbne vores sind og hjerte og lade os påvirke af de ting vi hører.
Hvis vi desuden udøser vores hjerte for Jehova i bøn, vil det give os et nærmere forhold til ham. (Ordsp. 3:5, 6) Når vi med åbent sind og hjerte læser i Bibelen og de publikationer vi får fra Jehovas organisation, bliver vi bedre til at se de langsigtede konsekvenser af vores handlinger og træffe beslutninger derefter. Derudover er det også vigtigt at vi tager imod de råd vi får af modne brødre. (Ordsp. 19:20) Alt dette vil give os mere praktisk visdom.
HVORDAN KAN VISDOM HJÆLPE MIN FAMILIE?
Praktisk visdom er en beskyttelse for familier. For eksempel tilskynder Bibelen hustruer til at have “dyb respekt” for deres mænd. (Ef. 5:33) Hvordan kan en ægtemand opnå respekt fra sin hustru? Hvis han er hård og krævende over for hende, vil det kun have en kortsigtet effekt. For at undgå konflikter vil en kvinde der er gift med en sådan mand, måske vise ham respekt når han er til stede. Men vil hun også have respekt for ham når han ikke er til stede? Sandsynligvis ikke. Han må derfor overveje hvad der vil have en langsigtet effekt. Hvis han viser de egenskaber der kendetegner åndens frugt, deriblandt kærlighed og venlighed, vil han gøre sig fortjent til hendes respekt. En kristen hustru bør selvfølgelig respektere sin mand uanset om han gør sig fortjent til det eller ej. – Gal. 5:22, 23.
Bibelen siger også at mænd skal elske deres hustruer. (Ef. 5:28, 33) I et forsøg på at sikre sig sin mands kærlighed kunne en hustru måske konkludere at det vil være bedst at skjule nogle ubehagelige ting for ham som han egentlig har ret til at vide. Men vil det være et udtryk for praktisk visdom? Hvad vil der ske når han senere finder ud af at hun holdt noget skjult for ham? Vil han elske hende mere? Det kunne være svært for ham. Hvis hun i stedet finder et godt tidspunkt til at forklare ham tingene på en rolig måde, vil hendes mand sikkert sætte pris på hendes ærlighed, og hans kærlighed til hende vil vokse.
Børn skal adlyde deres forældre, og forældre skal opdrage deres børn efter Jehovas normer. (Ef. 6:1, 4) Betyder det at forældre skal lave en lang liste over hvad børnene må og ikke må? Nej. Det er ikke nok at børnene kender husreglerne og ved hvad straffen er når de har gjort noget forkert. En forælder der har praktisk visdom, vil hjælpe sit barn til at forstå hvorfor han skal adlyde.
Forestil dig for eksempel at en søn taler respektløst til en af sine forældre. Hvis de taler hårdt til ham eller spontant giver ham en straf, vil han måske tie stille på grund af ydmygelse eller frygt. Men indeni bliver han måske bitter, og det kunne få ham til at trække sig væk fra sine forældre.
Forældre der har praktisk visdom, vil tænke over hvordan de irettesætter deres børn, og hvordan det vil påvirke børnene på langt sigt. Forældre skal ikke være hurtige til at irettesætte deres børn bare fordi de føler sig pinligt berørt. Måske kan man under fire øjne tale med sønnen på en rolig og kærlig måde og forklare at Jehova forventer at børn ærer deres forældre, og at hvis de gør det, vil det gå dem godt. Så vil han forstå at han i virkeligheden ærer Jehova når han viser sine forældre respekt. (Ef. 6:2, 3) Med denne kærlige måde at gribe det an på kan man bedre nå hans hjerte. Han vil mærke at forældrene elsker ham, og få større respekt for dem. Nu er der banet vej for at han vil spørge forældrene om hjælp når han senere får brug for det.
Nogle forældre er bange for at de kan komme til at såre deres barns følelser, så de undgår helt at irettesætte det. Men hvad vil der ske når barnet bliver ældre? Vil det have respekt for Jehova og forstå visdommen i at følge hans normer? Vil det åbne sit sind og hjerte for Jehova eller trække sig væk fra ham? – Ordsp. 13:1; 29:21.
En dygtig billedhugger lægger en plan for hvordan hans skulptur skal se ud. Han hugger ikke bare løs og håber på det bedste. Forældre med praktisk visdom bruger meget tid på at lære Jehovas normer at kende og anvende dem. På den måde viser de at de frygter hans navn. Og ved ikke at isolere sig fra Jehova og hans organisation opnår de større praktisk visdom, og det vil være til gavn for hele deres familie.
Hver dag står vi over for at skulle træffe beslutninger der kan have indflydelse på vores liv i mange år frem. Men i stedet for at træffe en hurtig beslutning baseret på en pludselig indskydelse må vi stoppe op og tænke os grundigt om. Vi må overveje de langsigtede konsekvenser. Vi må søge Jehovas ledelse og få visdom fra ham. På den måde værner vi om praktisk visdom, og det vil føre til evigt liv. – Ordsp. 3:21, 22.