STUDIEARTIKEL 15
Efterlign Jesus og bevar din indre fred
‘Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerte.’ – FLP. 4:7.
SANG NR. 113 Den fred Gud giver
FORMÅLa
1-2. Hvilket pres var Jesus udsat for?
DEN sidste dag Jesus var her på jorden som menneske, var han under ekstremt pres. Meget snart ville han blive henrettet af onde mennesker og lide en smertefuld død. Men det at skulle se døden i øjnene var ikke det eneste der bekymrede Jesus. Han elskede sin Far meget højt og ville gerne gøre ham glad. Jesus vidste at hvis han var trofast under den meget svære prøvelse der lå foran ham, ville han være med til at rense Jehovas navn og gøre det kendt. Jesus elskede også mennesker, og han vidste at vores mulighed for at få evigt liv afhang af at han var trofast lige til det sidste.
2 Selvom Jesus var så hårdt presset, gik det ikke ud over hans indre fred. “Jeg giver jer min fred,” sagde han til sine apostle. (Joh. 14:27) Det han talte om, var “Guds fred”, den dybe indre ro man mærker når man har et nært forhold til Jehova. Denne fred beroligede Jesus’ sind og hjerte. – Flp. 4:6, 7.
3. Hvad vil vi se på i denne artikel?
3 Ingen af os vil nogensinde komme ud for et pres der svarer til det Jesus var udsat for, men alle kristne vil komme til at gennemgå prøvelser. (Matt. 16:24, 25; Joh. 15:20) Og ligesom Jesus bliver vi indimellem bekymrede. Hvordan kan vi undgå at bekymringer kommer til at styre vores liv og stjæle vores indre fred? Lad os se på tre ting Jesus gjorde, og analysere hvordan vi kan efterligne ham når vi kommer ud for prøvelser.
JESUS BLEV VED MED AT BEDE
4. Hvilke eksempler fra Jesus’ sidste døgn på jorden viser at han gjorde som der står i 1. Thessaloniker 5:17?
4 Læs 1. Thessaloniker 5:17. Jesus bad mange gange i løbet af det sidste døgn han levede som menneske her på jorden. Da han indstiftede højtiden til minde om sin død, bad han over brødet og vinen. (1. Kor. 11:23-25) Inden han og disciplene forlod det sted hvor de havde holdt påsken, bad han sammen med dem. (Joh. 17:1-26) Og da han og disciplene kom ud til Getsemane Have den aften, bad han flere gange. (Matt. 26:36-39, 42, 44) Ja, selv de allersidste ord Jesus udtalte før han døde, var ord sagt i bøn. (Luk. 23:46) Gennem sine bønner inddrog Jesus Jehova i alle de vigtige ting der skete i løbet af dette epokegørende døgn.
5. Hvorfor manglede apostlene mod?
5 En af grundene til at Jesus kunne holde ud, var at han havde tillid til sin Far og hele tiden bad til ham. Apostlene blev til gengæld ikke ved med at bede den aften, og derfor manglede de mod da det virkelig gjaldt. (Matt. 26:40, 41, 43, 45, 56) Når vi kommer ud for prøvelser, vil vi kun kunne forblive trofaste hvis vi følger Jesus’ eksempel og ‘bliver ved med at bede’. Hvad kan vi bede om?
6. Hvordan vil tro hjælpe os til at bevare vores indre fred?
6 Vi kan bede Jehova om at ‘give os mere tro’. (Luk. 17:5; Joh. 14:1) Vi har brug for tro, for Satan vil udsætte alle der følger Jesus, for et hårdt pres. (Luk. 22:31) Hvordan vil tro hjælpe os til at bevare vores indre fred når vi kæmper med den ene udfordring efter den anden? Efter at vi har gjort hvad vi med rimelighed kan for at tackle en prøvelse, vil tro hjælpe os til at lade sagen hvile i Jehovas hænder. Tillid til at han kan klare tingene meget bedre end vi selv kan, giver os indre ro og fred. – 1. Pet. 5:6, 7.
7. Hvad kan du personligt lære af Roberts erfaring?
7 Bøn hjælper os til at bevare vores indre fred uanset hvad vi kommer ud for. Det kan Robert bekræfte. Han er en trofast ældste der nu er i firserne. Han fortæller: “Rådet i Filipperne 4:6, 7 har hjulpet mig til at klare mange svære ting i livet. På et tidspunkt havde jeg økonomiske problemer. Og i en periode mistede jeg det privilegium at tjene som ældste.” Hvad har hjulpet Robert til at bevare sin indre fred? “Jeg beder så snart jeg begynder at føle mig urolig,” siger han. “Jeg kan mærke at jo oftere og jo mere intenst jeg beder, jo større fred føler jeg.”
JESUS VAR OPTAGET AF FORKYNDELSEN
8. Hvilken anden grund til at Jesus havde fred i sindet, nævnes i Johannes 8:29?
8 Læs Johannes 8:29. Selv når Jesus blev forfulgt, bevarede han sin indre fred fordi han vidste at han glædede sin Far. Han var altid lydig, også når det var meget svært. Han elskede sin Far, og hele hans liv drejede sig om tjenesten for ham. Inden han kom til jorden, var han ved Jehovas side som “en dygtig, betroet arbejder”. (Ordsp. 8:30) Og mens han var på jorden, brugte han sin energi på at lære andre om sin Far. (Matt. 6:9; Joh. 5:17) Det var et arbejde der fyldte Jesus med glæde. – Joh. 4:34-36.
9. Hvordan kan det at være travlt optaget af forkyndelsen hjælpe os til at bevare vores indre fred?
9 Vi kan efterligne Jesus ved at adlyde Jehova og ‘altid være travlt optaget af tjenesten for Herren’. (1. Kor. 15:58) Når vi er travlt optaget af forkyndelsen, er det lettere for os at se vores problemer i det rigtige perspektiv. (Ap.G. 18:5) For eksempel har de mennesker vi forkynder for, ofte værre problemer end vi selv har. Men når de får kærlighed til Jehova og begynder at følge hans vejledning, får de et bedre liv og bliver gladere. Hver gang vi ser det ske, styrker det vores tillid til at Jehova også vil tage sig af os. Og den tillid hjælper os til at bevare vores indre fred. En søster der hele livet har kæmpet med lavt selvværd og depression, har selv erfaret dette. “Når jeg er travlt optaget af forkyndelsen,” siger hun, “er jeg mere stabil rent følelsesmæssigt og mere glad. Det skyldes nok at det er i forkyndelsen jeg føler mig tættest på Jehova.”
10. Hvad kan du lære af Brendas betragtninger?
10 Tænk også over hvad en søster der hedder Brenda, har erfaret. Både hun og hendes datter lider af sklerose. Brenda sidder i kørestol og har ikke ret mange kræfter. Hun er med fra dør til dør når hun har energi til det, men hun forkynder mest ved at skrive breve. Hun fortæller: “Da jeg mentalt og følelsesmæssigt havde accepteret at min situation ikke vil blive bedre i denne verden, følte jeg mig fri til at fokusere på min tjeneste. Forkyndelsen får mig til at glemme mine bekymringer. Jeg bliver tvunget til at koncentrere mig om at hjælpe dem jeg får kontakt med i distriktet. Og jeg bliver konstant mindet om det håb jeg har for fremtiden.”
JESUS TOG IMOD HJÆLP FRA SINE VENNER
11-13. (a) Hvordan viste apostlene og andre at de var sande venner for Jesus? (b) Hvilken virkning havde Jesus’ venner på ham?
11 Gennem hele Jesus’ udfordrende tjeneste viste de trofaste apostle sig at være hans sande venner. Ja, de levede op til ordsproget der siger: ‘En ven kan være mere trofast end en bror.’ (Ordsp. 18:24) Jesus satte stor pris på den slags venner. Under hans tjeneste var der ikke en eneste af hans egne brødre der fik tro på ham. (Joh. 7:3-5) På et tidspunkt troede hans familie endda at han var blevet vanvittig. (Mark. 3:21) De trofaste apostle var helt anderledes. Den sidste aften før sin død kunne Jesus sige til dem: ‘Det er jer der er blevet hos mig i mine prøvelser.’ – Luk. 22:28.
12 Indimellem skuffede apostlene Jesus, men han så bag om deres fejl og fokuserede på at de troede på ham. (Matt. 26:40; Mark. 10:13, 14; Joh. 6:66-69) Den sidste aften før Jesus blev henrettet, sagde han til disse loyale mænd: “Jeg har kaldt jer venner, for jeg har fortalt jer alt hvad jeg har hørt fra min Far.” (Joh. 15:15) Der er ingen tvivl om at Jesus’ venner virkede meget opmuntrende på ham. Den indsats de gjorde for at hjælpe ham i tjenesten, fyldte ham med glæde. – Luk. 10:17, 21.
13 Ud over apostlene havde Jesus også andre venner – mænd og kvinder der hjalp ham i forkyndelsesarbejdet og på andre praktiske måder. Nogle åbnede deres hjem for ham og bød på mad. (Luk. 10:38-42; Joh. 12:1, 2) Andre rejste rundt sammen med ham og delte det de havde, med ham. (Luk. 8:3) Grunden til at Jesus havde gode venner, var at han selv var en god ven. Han gjorde noget godt for dem og havde ikke urimelige forventninger. Selvom Jesus var fuldkommen, værdsatte han den støtte som hans ufuldkomne venner gav ham. Og der er ingen tvivl om at de hjalp ham til at bevare hans indre fred.
14-15. Hvordan kan vi få gode venner, og hvordan kan de hjælpe os?
14 Gode venner vil hjælpe os til at forblive loyale mod Jehova. Og den bedste måde at få gode venner på er ved selv at være en god ven. (Matt. 7:12) For eksempel opfordrer Bibelen os til at bruge tid og energi på at hjælpe andre, især dem der “har et behov”. (Ef. 4:28) Hvem i din menighed kan du hjælpe? Kan du tilbyde at handle for en der er bundet til hjemmet? Kan du lave et måltid mad til en familie der sidder hårdt i det økonomisk? Hvis du er god til at bruge jw.org® og app’en JW Library®, kan du så hjælpe andre i din menighed med at finde frem til de skatte der findes der? Når vi er optaget af at hjælpe andre, vil vi selv blive gladere. – Ap.G. 20:35.
15 De venner vi får, vil støtte os når livet er hårdt, og hjælpe os til at bevare vores indre fred. Ligesom Elihu tålmodigt lyttede da Job fortalte om sine prøvelser, hjælper vores venner os ved at lytte når vi sætter ord på vores følelser. (Job 32:4) Vi skal ikke forvente at vores venner tager beslutninger for os, men det vil være klogt at lytte til deres bibelske råd. (Ordsp. 15:22) Og ligesom kong David ikke var for stolt til at tage imod hjælp fra sine venner, skal vi heller ikke være for stolte til at tage imod den hjælp vores venner tilbyder os når vi har et behov. (2. Sam. 17:27-29) Sådanne gode venner er virkelig en gave fra Jehova. – Jak. 1:17.
HVORDAN MAN BEVARER SIN INDRE FRED
16. Hvad er ifølge Filipperne 4:6, 7 den eneste måde vi kan opnå indre fred på? Forklar.
16 Læs Filipperne 4:6, 7. Hvorfor siger Jehova at det er “gennem Kristus Jesus” at vi kan opnå “Guds fred”? Fordi vi kun kan få varig fred i sindet og hjertet hvis vi tror på Jesus og forstår den rolle han har i Jehovas hensigt. For eksempel kan alle vores synder blive tilgivet ved hjælp af Jesus’ offer. (1. Joh. 2:12) Det er utroligt trøstende at tænke på! Som Konge i Guds rige vil Jesus sørge for at der bliver rettet op på al den skade Satan og hans verden har påført os hver især. (Esa. 65:17; 1. Joh. 3:8; Åb. 21:3, 4) Det giver os et vidunderligt håb! Og selvom Jesus har givet os en udfordrende opgave, har han lovet at være med os og at hjælpe os til at klare de sidste dage for denne verdensordning. (Matt. 28:19, 20) Det er noget der giver os mod! Trøst, håb og mod er tre elementer der indgår i det fundament vores indre fred bygger på.
17. (a) Hvordan kan en kristen bevare sin indre fred? (b) Hvad lover Johannes 16:33 at vi vil være i stand til?
17 Hvordan kan du bevare din indre fred når du bliver ramt af hårde prøvelser? Ved at følge Jesus’ eksempel og gøre de samme ting som han gjorde. For det første må du bede og blive ved med at bede. For det andet må du adlyde Jehova og forkynde flittigt selv når det er vanskeligt. Og for det tredje må du søge hjælp hos dine venner når livet er svært. Så vil Guds fred beskytte dit sind og dit hjerte. Og ligesom Jesus vil du kunne sejre over enhver prøvelse. – Læs Johannes 16:33.
SANG NR. 41 Lyt til min bøn!
a Vi kommer alle sammen ud for problemer der kunne tage vores indre fred fra os. Denne artikel vil komme ind på tre ting der hjalp Jesus til at bevare sin indre fred, og som også kan hjælpe os, selv når livet er meget svært.