Til alle ældsteråd
Den 1. december 1975
Kære brødre!
Vi er overbevist om at I fortsat ’giver agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn’. (Apg. 20:28) Tiderne er alvorlige, og vor omsorg for brødrene og for deres åndelige trivsel og velfærd kræver at vi nøje giver agt på deres behov og har deres interesser på sinde.
Vi kan være taknemmelige for at vi ikke står over for et kommende frafald, sådan som de kristne tilsynsmænd gjorde på Paulus’ tid. (Apg. 20:29, 30) Ikke desto mindre vil vi komme ud for prøver og farer, så vi bør under ingen omstændigheder slække på vor agtpågivenhed for hjorden. Selv om vi befinder os i et åndeligt paradis bør vi stadig nære den samme omsorg, navnlig for de svage, som apostelen Paulus gav udtryk for i Andet Korinterbrev 11:28, 29. — Rom. 15:1.
Denne omsorg må naturligvis vises hver dag, dag efter dag. Men ved ældstemøderne har menighedens ældste en særlig lejlighed til at ofre menighedens trivsel og velfærd opmærksomhed. Vi vil derfor gerne give jer nogle forslag med hensyn til disse møder — om hvordan de kan blive udbytterige for alle og tjene til fremme af Guds gerning på jorden.
Ældstemødet under kredstilsynsmandens besøg
Dette møde tilrettelægges normalt som et ekstra ældstemøde ud over de fire kvartalsmøder, medmindre der synes at være en god grund til at slå det sammen med et andet. Den der for øjeblikket tjener som præsiderende tilsynsmand, virker som ordstyrer, ligesom ved de øvrige ældstemøder.
Når man tilrettelægger og holder dette møde, bør man have for øje at kredstilsynsmandens besøg indebærer særlige muligheder. Han tager naturligvis del i mødet som en besøgende ældste, men hans besøg har en hensigt. Den rette holdning over for en besøgende ældste kommer til udtryk i Tredje Johannesbrev 5-8. Brødrene i kredstjenesten er alle blevet udnævnt gennem det styrende råd til at tjene som ældste, og de har almindeligvis stor erfaring i tjenesten for Gud. Når man tager imod sådanne besøgende brødre, bør man have apostelens inspirerede vejledning i tanke: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Rom. 12:10.
I betragtning af dette bør ældstemødet i denne uge dreje sig om anliggender og behov som sikrer det største udbytte af kredstilsynsmandens tilstedeværelse. Man bør sætte punkter på dagsordenen som han bedst vil være i stand til at kommentere med iagttagelser og praktiske forslag. Han bruger megen tid til sådanne møder i forskellige menigheder, og den erfaring han derved samler sig kan være meget nyttig; han kan sikkert henvise til gode eksempler og andet som han har lært i andre menigheder. Vi bør altid være åbne for forslag eller nye tanker som kan være med til at fremme Guds gerning både inden for menigheden og på arbejdsmarken. — Jævnfør Apostelgerninger 13:15; se organisationsvejledningen, s. 78, 79.
Eftersom det altså er en særlig lejlighed der byder sig, fortjener den særlig overvejelse og forberedelse. I ugens begyndelse kan den præsiderende tilsynsmand og kredstilsynsmanden måske sammen drøfte dagsordenen for mødet. I øvrigt opfordres alle i ældsterådet naturligvis til at anbefale emner som de mener bør behandles. Når dagsordenen så er stillet op, skal alle de ældste have kendskab til den, så de kan tænke over tingene i forvejen og forberede sig på at deltage i drøftelsen. Men det vil naturligvis ikke sige at der ikke kan bringes nye punkter på bane under selve mødet. Man vil få mest ud af dette møde hvis man tager hensyn til at kredstilsynsmanden er på besøg, og behandler punkter hvor han bedst vil kunne yde hjælp. Ting som ikke behøver at behandles med det samme, kan drøftes ved en senere lejlighed. Hvis ældsterådets møde med kredstilsynsmanden kan lægges henimod slutningen af ugen, efter at han personligt har gjort sig bekendt med forholdene eller „ånden“ i menigheden, vil det sikkert være bedst. (Filem. 25) Men det vil naturligvis afhænge af de lokale forhold.
Under mødet skal kredstilsynsmanden føle sig fri til at kommentere eller stille spørgsmål på lige fod med de øvrige ældste. De lokale ældste kan også bede ham om at udtale sig om det der drøftes, for at høre hans mening om tingene. Det vil være godt at en del af mødet, eventuelt tyve til tredive minutter, overlades til ham så han kan fremholde oplysninger som han føler der er behov for. Han kunne for eksempel repetere noget af det der er blevet behandlet ved ældstemødet under kredsstævnet (som blev ledet af områdetilsynsmanden); en sådan repetition kan være meget gavnlig. — 2 Pet. 1:12, 13.
Som besøgende ældste vil kredstilsynsmanden i mange tilfælde kunne komme med objektive betragtninger vedrørende den ånd han bemærker i menigheden — om hvorvidt der virkelig råder fred og enhed i menigheden, for eksempel — og han bør føle sig fri til at fremsætte sådanne iagttagelser. Det er også muligt at han kan modvirke en vis ensidighed ved, ud fra Bibelen og på grundlag af sin egen erfaring, at stille forslag til hvordan de ældste kan forbedre hyrdegerningen, undervisningen ved møderne, arbejdets ledelse som sådan, eller hjælpen til de enkelte i forkyndelsen. De ældste vil påskønne ethvert gavnligt og konstruktivt forslag fra den rejsende tilsynsmand.
Der er måske nogle brødre som de ældste tænker på en dag at anbefale som menighedstjenere eller ældste. Hvis ældsterådet har nogle spørgsmål angående sådanne brødres kvalifikationer, kan det sikkert være gavnligt at høre kredstilsynsmandens iagttagelser. Eller brødrene i det dømmende udvalg har måske nogle spørgsmål i forbindelse med problemer der enten er færdigbehandlet eller er under behandling, som de gerne vil have kredstilsynsmanden til at udtale sig om og kommentere ud fra Bibelen.
Mere om dette ekstra ældstemøde findes i artiklen „Ældstemødet under kredstilsynsmandens besøg“ i Rigets Tjeneste for september 1974 og i artiklen „Få åndelig gavn af besøget“ i Rigets Tjeneste for august 1975.
Hurtigt efter kredstilsynsmandens besøg bør de enkelte ældste have lejlighed til at læse hans rapport over besøget. De forskellige punkter i rapporten kan være til gavn for både de ældste, menighedstjenerne og menigheden i øvrigt. Der kan også være nyttige oplysninger som kan danne grundlag for de særlige tjenestemøder der nu og da tilrettelægges lokalt.
Kvartalsmøderne
Ved tilrettelæggelsen af de faste kvartalsmøder gør de ældste vel i at overveje vejledningen til kristne hyrder i brevene til Timoteus og Titus og i skriftsteder som Apostelgerninger 20:17-35 og Første Petersbrev 5:1-11, idet de har deres egen menighed og hyrdegerning i tanke. På grund af de alvorlige tider er det endnu mere nødvendigt at følge denne vejledning nu. Ved at ofre den mere end almindelig opmærksomhed vil de ældste klarere kunne se hvilke vigtige sider af deres tjeneste for menigheden de må tage under overvejelse. (Hebr. 2:1) I det følgende er givet nogle eksempler. Blot to eller tre af disse punkter kan danne grundlag for en indholdsrig, åndelig drøftelse med et praktisk sigte:
De ældste kan overveje ånden som sådan i menigheden, i hvilket omfang menigheden lægger Guds ånds frugter for dagen. (Jævnfør Galaterbrevet 5:22, 23; 6:18; Filipperbrevet 4:23; Filemon 25; Første Tessalonikerbrev 5:23.) Råder der en hjertelig ånd blandt brødrene, en ånd som vidner om sand indbyrdes kærlighed? Befæstes kærlighedens bånd ved venlighed og gæstfrihed, ved at der ikke er klasseskel og ved at der udvises en hjælpsom ånd når der er behov for det? Kan der forbedres noget i disse retninger? Hvordan? Er der en glad ånd i menigheden, en behagelig atmosfære, fri for spændinger? Tager brødrene også sandheden alvorligt, idet de betragter den som en livsform, som noget der berører hele deres liv og ikke blot møderne eller forkyndelsen? Praktiske forslag angående de lokale forhold kan overvejes. — 1 Pet. 4:8-10; Apg. 2:46; Jak. 2:1-4, 15, 16.
Øjner de ældste en svaghed i en eller anden retning, kan de overveje hvilken andel de selv har, om de med ord eller eksempel bidrager til svagheden, og hvad de kan gøre for at bedre forholdet. De ældste må være „toneangivende“ med hensyn til at praktisere sand kristendom i menigheden. De må tale med samme stemme som den rigtige Hyrde. De må ikke opstille deres egne „regler“, for det kunne gå ud over glæden i menigheden og være årsag til unødige spændte forhold. — Joh. 10:4, 5; 1 Kor. 1:10; Fil. 2:1-4.
De ældste kan også overveje hvor godt de kender hjorden, med det for øje at tage sig af den på en forstående og opmuntrende måde. Efterhånden som forholdene forværres, opstår der mange problemer, og adskillige af vore brødre har behov for opmuntring. Hvor godt kender vi hjordens tilstand? (Ordsp. 27:23) Hvordan med de nye der kommer til? Lærer de de ældste godt at kende, og omvendt? Bliver der ofret de syge, de handicappede, de der har en ikke-troende ægtefælle og de unge i menigheden tilstrækkelig opmærksomhed? Hvad kan man gøre for at yde dem praktisk hjælp på en venlig og kærlig måde? (Jak. 1:27; 1 Tim. 5:9, 10; Ordsp. 14:21; 28:27; 1 Tess. 5:14) Er der behov for at man i højere grad følger Paulus’ eksempel i Apostelgerninger 20:20 og aflægger flere besøg i hjemmene, ikke i en kritisk ånd men for at opmuntre og for at styrke den gensidige tillid og værdsættelse? — Rom. 1:11, 12.
Man bør endvidere tænke på menighedens møder og overveje hvordan de, især tjenestemødet, kan blive til større gavn for den lokale menighed. Kan møderne i højere grad tilrettelægges efter de lokale behov og forhold? Overholdes tiden, så man undgår at skabe problemer for dem der er til stede? Er der offentlige foredrag som det ville være særlig værdifuldt at sætte på programmet igen, måske udarbejdet mere direkte med henblik på den lokale menigheds behov? Er der tilstrækkelig varme i de punkter der fremholdes, og virker de opmuntrende? Vidner de om en ligevægtig holdning og om forståelse af brødrenes forhold og vanskeligheder? Giver de der kommenterer, virkelig udtryk for deres tro, eller er der mange som svarer mekanisk, for eksempel ved at læse ordene op uden at forstå stoffet, og så videre? Hvad kan der i sådanne tilfælde gøres for at møderne kan blive mere berigende i åndelig henseende, eller for at hjælpe de tilstedeværende til at deltage friere og mere konstruktivt i møderne? Har nogle brug for kørelejlighed? Må nogle gennem farlige kvarterer for at komme til møderne? Hvordan kan man hjælpe dem? Bør mødetiderne eventuelt ændres? Er der mon brug for flere bogstudiegrupper?
Med hensyn til forkyndelsen og undervisningen i distriktet, så bør tilsynsmanden for arbejdsmarken naturligvis hele tiden være opmærksom på denne virksomhed og søge at tilrettelægge samlinger som virkelig er en hjælp for alle der gerne vil være med, både på hverdage og i weekenden. Der kan være ting han gerne vil drøfte med de øvrige ældste, idet han har brug for deres samarbejde eller gerne vil høre deres forslag. De ældste kan desuden overveje hvordan de bedre kan undgå at deres hyrdegerning går ud over deres personlige andel i forkyndelsen af den gode nyhed i distriktet. Er de eksempler for hjorden med hensyn til forkyndelsen? (Fil. 3:17; 1 Pet. 5:3) Hvilken hjælp får de nye så de kan gøre fremskridt i forbindelse med at uddele livets ord? Får de lært at bruge Bibelen ved dørene? Indbydes de til at følges med andre på genbesøg og bibelstudier så de kan lære at undervise effektivt?
Hvordan kan flere tilskyndes til at tjene som midlertidige eller almindelige pionerer? Kan de der for øjeblikket er pionerer, hjælpe flere til at være med i tjenesten på hverdagene eller på tidspunkter hvor de ældste ikke har mulighed for at gøre det? Hvor meget gør de ældste for at opmuntre pionererne? Er de opmærksomme på om pionererne har problemer at kæmpe med?
Hvor godt bliver distriktet gennemarbejdet, og hvor meget gør brødrene for at uddele livets ord ved hver en lejlighed, både til slægtninge, venner, bekendte, kolleger og fremmede som de træffer på i det daglige? Bor der udlændinge i distriktet, og kan man gøre noget for at betjene dem bedre? Kredstilsynsmanden bruger megen tid i forkyndelsen fra hus-til-hus, og han har sikkert nyttige forslag i mange af disse retninger.
Menighedens moralske renhed er også et vigtigt emne der kunne tages op. Det dømmende udvalg har måske kendskab til noget som de øvrige ældste bør oplyses om, så de alle kan vide hvordan de bedst kan samarbejde for at værne om menighedens åndelige sundhed og hjælpe enkeltpersoner som er svage. (Oplysninger af fortrolig art bør naturligvis holdes fortrolige og ikke gives videre til nogen uden for rådet.)
Der kan være visse tendenser man må være opmærksom på, eventuelt fordi de truer med at føre verdslighed ind i menigheden. Der kunne for eksempel være tale om yderliggående tendenser i forbindelse med klædedragt, underholdning eller andet. Nødvendigheden af en ligevægtig indstilling kan drøftes. De ældste skal ikke søge at bestemme over brødrenes privatliv; de må lade de enkelte følge deres egen samvittighed. Men samtidig må de som kærlige hyrder være vågne for de virkelige farer og skride ind over for dem. En tendens som synes at udgøre en virkelig fare, modvirkes ikke med regler eller egenmægtige forbud, men derimod med „den sunde lære“, som hjælper brødrene til at være vågne for den fare der er ved at gå til yderligheder. Tilskynd til en ligevægtig holdning i alle ting, idet I lader brødrene forstå hvor gavnligt det er at de beskytter sig selv og andre mod at henfalde til umoralitet, og således undgår at bringe andre til fald. — Rom. 14:19; 1 Kor. 8:9-13; 10:23, 24, 31-33; 1 Tess. 4:3-6; Tit. 1:9; 2:1-8.
Paulus’ vejledning i Andet Timoteusbrev 2:2 betyder at de ældste må hjælpe andre brødre i menigheden til at kunne påtage sig ansvarsopgaver. Hvordan kan forskellige brødre ydes en sådan hjælp, og hvor meget gøres der for øjeblikket for at oplære flere til at påtage sig opgaver? At ’række ud’ efter et hverv er ikke blot et spørgsmål om at sige at man gerne vil have en sådan opgave. Den der ønsker at tjene må opelske og udvikle de gode egenskaber der bevirker at man kan bruges og være til gavn for andre.
Hvordan man bedre kan gøre brug af menighedstjenerne kan også drøftes. Hver enkelts evner bør udnyttes bedst muligt, samtidig med at de hjælpes til at gøre yderligere fremskridt.
Der har været flere artikler i Vagttårnet og andre publikationer om emner som direkte eller indirekte berører tilsynsmændenes arbejde, for eksempel om barmhjertighed, sindsændring og lignende emner. En hvilken som helst af disse artikler kan danne grundlag for en udbytterig drøftelse og kan med fordel repeteres når der er behov for det og tiden tillader det.
Foruden alt dette er der ting af mere praktisk art som må tages op til behandling. Det er måske nødvendigt at vedligeholde rigssalen bedre, at bestille bøger til kampagner, at få ældre bøger eller blade ud; eller menighedens optegnelser skal måske føres bedre, eller der kan være visse økonomiske forpligtelser menigheden må klare.
Der er således mange, mange punkter der kan drøftes. De ældste må naturligvis udvise skønsomhed og tage menighedens øjeblikkelige behov i betragtning når de vælger hvad de vil behandle ved de enkelte ældstemøder. Derved undgår de også at møderne bliver unødvendigt lange. Nogle af de ovennævnte ting kan de ældste blot ordne mens de tjener fra uge til uge. Andre ting, som det kan være gavnligt at hele rådet tager sig af, kan kort drøftes på tidspunkter hvor det ikke går ud over de ældstes omsorg for hjorden eller deres personlige forkyndelse af den gode nyhed.
Alle afgørelser som træffes ved ældstemøderne bør føres igennem så hurtigt som muligt. Ord udretter ikke ret meget hvis de ikke følges op af handlinger. Vi skulle ønske at være „ordets gørere og ikke blot dets hørere“. (Jak. 1:22-25; 1 Joh. 3:18) Hvis der for eksempel er noget som enten tilsynsmanden for arbejdsmarken eller tilsynsmanden for bibelstudiearbejdet må tage sig af — ifølge den ansvarsfordeling der er ridset op i organisationsvejledningen — må den pågældende vise initiativ og føre tingene ud i praksis. Selvfølgelig er der områder hvor alle i ældsterådet må hjælpes ad, for eksempel med at besøge brødrene i deres hjem, forbedre mødernes kvalitet eller føre an i forkyndelsen, men der er andre ting som rådet udpeger enkelte ældste til at sørge for. I sådanne tilfælde må det stå helt klart hvem der skal tage sig af hvad. Den præsiderende tilsynsmand må derefter sørge for at holde sig informeret og vise interesse for at tingene gennemføres. På den måde bliver ældstemøderne ikke blot en masse ord, men medfører at der virkelig udrettes noget til gavn for alle. — Ordsp. 15:22.
Vi er glade for at I har påtaget jer dette store ansvar, og vi beder til at „jeres kærlighed må blive stadig mere og mere rig på nøjagtig kundskab og fuld skelneevne, så I kan forvisse jer om de mere vigtige ting“ idet I tjener hjorden. Husk altid hvilken kraft Guds ord og ånd udfolder, og opstil ikke egenmægtigt jeres egne regler men fremhold den sunde lære så det må være denne kraft der tilskynder hjorden til at leve retfærdigt og tjene nidkært. Da vil I alle „være fyldt med retfærdigheds frugt, den som skyldes Jesus Kristus, til Guds herlighed og pris“. — Fil. 1:9-11.
Vær vågne for hvad hjorden trænger til, og vogt den med venlighed, forståelse og skelneevne. Drag nytte af kredstilsynsmandens besøg. Han lægger måske mærke til noget der berører hjordens åndelighed som de øvrige ældste ikke helt har gjort sig klart, eller han kan hjælpe de ældste til at se klarere på visse problemer. Vi er sikre på at I ældste vil værdsætte den gode og venlige hjælp han kan give jer, og drage nytte af den, idet han jo også er en af de gaver som hovedet Kristus Jesus har givet menigheden til dens gavn. — Ef. 4:11-16.
Modtag vore kærligste hilsener og bedste ønsker, idet I stadig loyalt og trofast tager jer af Guds hjord.
JEHOVAS VIDNERS STYRENDE RÅD