Spørgsmålskassen
◼ Hvorfor bør vi være særlig opmærksomme på vores påklædning og soignering når vi besøger Selskabets hovedkontor eller dets afdelingskontorer rundt om i verden?
Det forventes at kristne har en præsentabel fremtræden. Til hver en tid bør vor påklædning og soignering afspejle den anstændighed og værdighed der bør kendetegne Jehova Guds tjenere. Dette gælder ikke mindst når vi besøger Selskabets hovedkontor eller dets afdelingskontorer rundt om i verden.
I 1998 vil der blive afholdt områdestævner og internationale stævner. Tusinder af vore brødre fra mange lande vil besøge Selskabets hovedkontor i New York samt afdelingskontorer i andre lande. Når vi besøger disse faciliteter, ja, på et hvilket som helst tidspunkt, bør vi ’anbefale os som Guds tjenere på enhver måde’, også ved vor påklædning og soignering. — 2 Kor. 6:3, 4.
I Organiseret til at fuldføre vor tjeneste betones nødvendigheden af fysisk renhed, beskeden klædedragt og god soignering når vi deltager i forkyndelsen og overværer de kristne møder. På side 127, i paragraf 1, siges der desuden: „Det samme gælder når vi besøger betelhjemmet i Brooklyn eller et af Selskabets afdelingskontorer. Husk at navnet Betel betyder ’Guds hus’; så vor påklædning, soignering og adfærd på Betel bør altid svare til det der forventes af os når vi overværer møderne i rigssalen.“ Den samme høje standard bør opretholdes af forkyndere, både de lokale og de der bor længere væk, når de kommer for at se faciliteterne og være sammen med medlemmer af betelfamilien.
Vor påklædning bør have en positiv indvirkning på andres syn på den sande tilbedelse af Jehova. Det er imidlertid blevet bemærket at nogle brødre og søstre er meget fritidsprægede i deres påklædning når de besøger vore faciliteter. En sådan påklædning er ikke passende når man besøger et betelhjem. På dette og alle andre områder af den kristne tilværelse ønsker vi at følge de høje normer der adskiller Guds folk fra verden, idet vi gør alt til Guds ære. (Rom. 12:2; 1 Kor. 10:31) Det vil også være godt at tale med vore bibelstudieelever og andre som måske besøger Betel for første gang, og fortælle dem om vigtigheden af den rette påklædning og soignering.
I forbindelse med besøg på et betelhjem må vi spørge os selv: ’Vidner min påklædning og soignering om beskedenhed? (Jævnfør Mika 6:8.) Giver den et gunstigt indtryk af den Gud som jeg tilbeder? Ville andre blive foruroliget eller tage anstød af min fremtoning? Sætter jeg det rette eksempel for andre som måske er på besøg for første gang?’ Vi ønsker til hver en tid, også når det gælder vor påklædning og soignering, at „være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold“. — Tit. 2:10.